Nogle kapitler slutter stille. Andre begynder, uden at man egentlig lægger mærke til det. Først når man ser sig tilbage, opdager man, hvor langt man er kommet.

Der er sket virkelig meget i mit liv de sidste par år. Så meget, at der også har været usædvanligt stille her på bloggen.

Jeg har flere gange spurgt mig selv, om Hippietrail stadig havde en plads. Om jeg skulle fortsætte. Og hvis ja – i hvilken retning.

DA DET HELE STARTEDE

Da jeg startede Hippietrail for 11 år siden, handlede mit liv om bevægelse. Jeg rejste billigt og enkelt, arbejdede kun for at tjene penge til nye eventyr og var konstant på vej videre. Jeg var rodløs, nysgerrig og søgende. Verden føltes uendelig stor, og jeg ville opleve det hele.

Jeg elsker stadig at rejse. At følge en sti jeg aldrig har gået før, og lade mig overraske af nye landskaber.

Forskellen er, at jeg ikke længere leder efter et sted at høre til. Jeg har fundet det. Det har givet mig rødder, og rødder gør ikke eventyrlysten mindre – de gør hjemkomsten endnu smukkere.

Jeg savner selvfølgelig min familie og mine venner i Danmark. Men den hverdag jeg engang forlod, længes jeg ikke tilbage til. Måske fordi jeg aldrig helt fandt min plads i den.

DRØMMEN

Da jeg første gang forlod Saas-Fee i 2002 efter nogle sæsoner som skibums, havde jeg én stor drøm: En bjergrestaurant om vinteren og en strandbar om sommeren.

Strandbaren blev aldrig til noget. Og helt ærligt… efterhånden passer kølige bjergsomre mig langt bedre end varme sandstrande.

Til gengæld gik den anden drøm i opfyldelse.

For to år siden overtog jeg forpagtningen af Bergrestaurant Plattjen. Her har jeg, sammen med min partner og personalet, langsomt skabt et sted fyldt med varme, nærvær og personlighed. Et sted, hvor gæsterne mærker både kærligheden til bjergene og glæden ved god service. Det er præcis den stemning, vi ønsker, at alle går hjem med.

Restauranten ligger 2.570 meter over havet, omgivet af 18 bjergtoppe på over 4.000 meter. Fra terrassen har vi udsigt til Dom – 4.545 meter ren schweizisk bjergstolthed og det højeste bjerg, der ligger helt på schweizisk grund. Det er et arbejdsliv med en udsigt, man aldrig bliver træt af.

De fire vintermåneder fra midt december til midt april, restauranten har åbent, er intense og fridagene få. Vi har kun lukket, når vejret er så dårlig, at gondolerne ikke kører. Jeg har været udsat for et par heftige storme og skrækslagne oplevelser, men det er en anden historie.

Alligevel elsker jeg hver eneste morgen, når gondolen glider op gennem mørket. Solen rammer de første bjergtoppe, dalen vågner langsomt, og kort efter bliver stilheden afløst af glade gæster, duften af kaffe og en ny dag på bjerget.

Om sommeren hjælper jeg stadig til i Glacier Sport. Jeg køber ind, dekorerer vinduer, arbejder med markedsføring og springer til, hvor der er brug for en ekstra hånd.

Kort sagt har jeg fundet en rytme, der passer mig. Morgenlyset over bjergene. Mødet med mennesker. Kameraet over skulderen. Naturen lige uden for døren. Og arbejde, der føles som en naturlig del af det hele.

AT SLÅ RØDDER

Vejen hertil har ikke været lige.

Jeg har tvivlet. Grædt. Følt mig rastløs, rodløs og til tider næsten landsløs.

Et sted undervejs holdt vejen op med at være målet.

Den blev til et sted.

Et sted med høje bjerge, kolde vintre og lune somre, hvor bjergene langsomt overtager lyset. Et sted, hvor årstiderne sætter rytmen, og hvor de samme tinder viser nye sider af sig selv, hver gang jeg bevæger mig gennem landskabet.

Her har jeg slået rødder.

Her er jeg.

FREMTIDENS STI

Jeg elsker stadig at skrive. I dag finder ordene bare oftere form som poesi og essays end som detaljerede rejseberetninger. Derfor kommer Hippietrail nok også til at ændre sig en smule.

Navnet bliver foreløbig, for det rummer en stor del af min historie. Men indholdet kommer i højere grad til at handle om livet i Alperne. Om naturen, årstidernes skiften, fotografering, de små historier fra hverdagen, livet som hyttevært – og de tanker, bjergene sætter i gang.

Da jeg for nylig loggede ind på bloggen, opdagede jeg noget, der gjorde mig oprigtigt glad.

Selv om der næsten ikke er kommet nye indlæg de sidste par år, finder mange stadig vej hertil.

Det havde jeg ikke forventet, og det gav mig lyst til at komme i gang igen.

Måske fordi billeder, fortællinger og ord kan leve deres eget liv. De finder vej til mennesker, der også fascineres af naturen, årstidernes skiften og de historier, der gemmer sig i hverdagen.

Hvis du er en af dem, så er jeg glad for, at du er her.

Og jeg glæder mig til at tage dig med videre på den næste del af rejsen.

Vi ses på stien.

LÆS også mit første indlæg fra 2015 om Saas-Fee : ÉN GANG SAAS FEE – ALTID SAAS FEE