Jeg bliver ofte spurgt, hvor mange ture jeg går om ugen.
Svaret er: mange.
Men de ligner sjældent hinanden.
For mig findes der nemlig ikke én måde at vandre på. Jeg går af forskellige grunde – og hver tur giver mig noget forskelligt.
Måske kan du genkende dig selv?
NATURNYDEREN
Hvis du spørger mig, hvor jeg går hen, når jeg bare har brug for at være mig selv, er svaret næsten altid det samme: Rundt om gletsjersøen.
Jeg går turen oftest tidligt om morgenen eller i aftenskumringen, når dagen endnu ikke helt er begyndt – eller langsomt er ved at give slip. Mine fødder kender vejen, og jeg behøver ikke tænke over, hvor jeg skal hen.
Udsigten er den samme, og alligevel aldrig helt den samme. Lyset skifter, skyerne flytter sig, bjergene ændrer karakter, og gletsjersøen ændrer udtryk med årstiderne. Vandet er altid på vej gennem søen, men mængden varierer alt efter, hvor meget sne og is solen smelter. Nogle dage løber det sagte. Andre dage bruser det med en kraft, der minder mig om, at gletsjeren hele tiden er i bevægelse.
Det er ikke en tur med et mål.
Det er mit pusterum.
Her må tankerne flyve, som de vil. Jeg behøver ikke løse noget, nå noget eller finde svar på noget. Jeg skal bare gå og være til i naturen.
Jeg lytter til fuglene og følger et egerns spring mellem trætoppene. Hilser på køerne, der står og græsser i engen, som om vi mødes der hver dag. Jeg lader fingrene glide gennem det iskolde gletsjervand, sætter mig et øjeblik på en solvarm sten og mærker varmen gennem tøjet. Lader solen kilde mit ansigt. Stopper måske ved en blomst og lader fingerspidserne strejfe den forsigtigt.
Små ting, egentlig.
Men det er netop de små ting, der får tempoet indeni til at falde.
Jeg kommer sjældent hjem med billeder fra denne tur. Kameraet får som regel lov at blive hjemme, for her handler det ikke om at finde det perfekte motiv.
Det handler bare om at være til.
SKATTEJÆGEREN
Når kameraet kommer med, er det en helt anden slags tur.
Så handler det ikke om at få motion eller nå et bestemt mål. Faktisk vælger jeg sjældent de hårdeste vandreture. Jeg tager ofte gondolen op i højderne og lader turen fortsætte nedad. På den måde har jeg al den tid, jeg har brug for, til at gå på opdagelse.
Tempoet bliver et helt andet.
Jeg falder ofte i staver over udsigten. Men lige så ofte er det de små ting, der kalder på mig.
Et murmeldyr fløjter sin advarsel ud over dalen. En sommerfugl sætter sig et øjeblik, før den igen lader vinden bestemme. Dugdråber glitrer som små krystaller på et græsstrå, og en alpeblomst har fundet vej op gennem den hårde klippe, hvor den egentlig ikke burde kunne gro.
Så ændrer lyset sig.
Skyggerne glider hen over bjergsiderne, en sky trækker til side, og på få sekunder bliver et velkendt landskab til et helt nyt.
Det er dér, jeg stopper.
Det fascinerer mig, at de samme stier aldrig er de samme. At bjergene ser anderledes ud afhængigt af, hvor man befinder sig.
Jeg har gået dem igen og igen, men naturen viser mig altid noget nyt. Måske fordi den hele tiden forandrer sig. Måske fordi jeg gør.
Mange siger, at man glemmer at opleve verden, når man ser den gennem et kamera.
Jeg har det præcis omvendt.
For mig er kameraet ikke en afstand til naturen. Det er en invitation til at se den endnu bedre.
Jeg opdager farver, former og mønstre, som jeg ellers ville være gået forbi. Jeg lægger mærke til lysets skiften, strukturerne i en sten, en blomsts fine årer eller den måde et enkelt græsstrå fanger morgensolen.
Kameraet får mig ikke til at se mindre.
Det får mig til at se mere.
Og måske er det derfor, jeg aldrig bliver færdig med de samme stier. De gemmer altid på en ny detalje. Man skal bare give sig tid til at opdage den.
EVENTYREREN
Den tredje type vandretur er de lange ture med en bjergtop i sigte. Formålet er at få pulsen op, og benene til at gøre ondt. Kroppen og hovedet lider, men smerterne overdøves af belønningen, der er i vente.
Det starter let og elegant. Langsomme skridt der forsøger at finde takten. Mit humør er højt og forventningsglæden stor.
Så kommer der et tidspunkt, hvor bjerget skifter karakter. Solen står højt nu, rygsækken føles tungere, og stien bliver så stejl, at blikket søger ned mod fødderne. Skridtene bliver kortere, vejrtrækningen dybere, og hvert eneste trin kræver lidt mere end det forrige. Jeg løfter hovedet, sikker på at toppen må være kommet tættere på. Det er den aldrig. Den ligger dér, lige så uopnåelig som for ti minutter siden, og endnu et hårnålesving afslører endnu en stigning.
Tankerne begynder at fylde. De lyder fornuftige; en pause ville føles god. Udsigten er jo også smuk herfra. Skal vi ikke bare stoppe, mens legen er god? Jeg når næsten altid til det samme sted på turen, og min kæreste griner lidt, fordi han kender mig. Han ved, at jeg om lidt spørger, hvor langt der er igen, selv om han også ved, at jeg fortsætter.
Jeg bliver ved med at gå.
Langsomt holder jeg op med at kigge efter toppen. Jeg lader fødderne finde den næste sten og den næste igen. Skridtene finder deres egen rytme, og uden at jeg lægger mærke til hvornår, fylder tankerne mindre end vinden, lyset og lyden af støvlerne mod stien.
Luften bliver nu køligere. Stien flader ud. Jeg løfter blikket igen, og verden åbner sig. Måske står en stenbuk lidt længere oppe ad skråningen. Den virker altid så ubesværet. Højderne er dens naturlige hjem.
Jeg bliver stående et øjeblik og lader blikket vandre.
Det er først dér, jeg forstår, hvorfor jeg bliver ved med at sige ja til de lange ture.
For belønningen har aldrig kun været udsigten.
Den har ligget i hvert eneste skridt, der fik mig hele vejen derop.