Vi sidder i stuen. Sneen vælter ned udenfor, tidligere på dagen flød regnen i stride strømme. Nu flyder vinen. Snakken går lystigt, selvom vejen til omverdenen er lukket. Brødet dyppes i den smeltede ost, der bobler i gryden, musikken spiller. Til den ikke spiller længere. Radioen knaser, lyset blinker, mobiltelefonen glor ondt uden at reagere. Pludselig hverken blinker eller knaser det. Stilheden brager. Vi famler os frem i mørket. Finder stearinlysene frem, den danske hygge overtrumfer uvisheden, vi går lalleglade og lidt fulde i seng uden at vide, hvad morgendagen bringer.
AFSKÅRET FRA CIVILISATIONEN
Jeg vågner tidligt næste morgen, ikke af musikken der plejer at vække mig, af en grim alarm. Griber ud efter min telefon der skal fortælle mig, om jeg kan komme på arbejde. Kører mon gondolerne i dag? Ingen beskeder, det er da mærkeligt. Indtil det ikke er så mærkeligt længere, telefonforbindelsen røg jo i går. Det glemte jeg. Jeg vil fortælle medarbejderne, at de ikke skal møde op på arbejde i dag. Det kan jeg ikke. Håber de selv finder ud af det, det gør de vel.
Jeg griber min iPad, i det mindste kan jeg læse nyheder. Eller nej, det går ikke, intet wifi. Men så en bog på Mofibo da. Nej, for jeg har ingen downloadede bøger. Jeg stirrer på tv-skærmen, heller ikke den kan redde min stille morgen, hvor kaffetrangen skriger, men maskinen end ikke godmodigt blinker godmorgen til mig.
Min kæreste står op. Griber en varm drikkeyoghurt i køleskabet, der ikke dufter fantastisk. Tager fat i sit ladekabel til mobilen. Mig: ”Skat, du kan ikke oplade din telefon, som du for øvrigt heller ikke kan bruge.” ”Nå ja!” han giver ikke op så let. Finder en powerbank, der har ligget i skuffen i flere år. Utroligt nok virker den, men kun til at spille 7-kabale.
CASH ONLY
Jeg går på toilettet, famler med stikkontakten, der overlader mig til mørket. Jeg sukker. Håber jeg rammer, godt jeg sidder ned. Tænder for bruseren, venter på det varme vand, der ikke kommer. Griber vaskekluden og laver et iskoldt truckerbad. Tænder op i brændeovnen, lejligheden er blevet kold.
Sætter mig på sofaen og stirrer ud i luften. Hovedet er tungt efter i går, det banker på døren. Min svoger stikker hovedet indenfor og spørger, om han må låne vores grill. Det må han godt, vi får bakset den ind fra balkonen. Skruer den fra hinanden, så den passer ind i elevatoren. Den passer fint, men elevatoren kører ingen steder. Vi må tilkalde forstærkning og bære den ned af trapperne.
Grillen skal bruges i deres restaurant, hvor køkkenet selvfølgelig også er gået i sort. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker i vores køkken oppe på bjerget. Uvisheden gnaver. Han har tænkt hurtigt min svoger. Han får stillet en buffet op på terrassen, smidt kødet på grillen, folk er glade, endda for varm hvidvin og øl. Vi holder sammen. På skiltet står der ”Cash only.”
Vores venner finder os på restauranten. De var også en tur forbi vores lejlighed for at se, om vi var hjemme. Stemningen er i top, men jeg går hjem. Måske vi ses i aften. Hvis vi kan finde hinanden.
“WIR HABEN NICHT VERPENNT”
Folk står i kø foran supermarkederne, der halvt om halvt holder åbne. Eller er de lukkede? Rygterne løber, jeg finder aldrig ud af det. Sportsbutikken er lukket, personalet har hængt et skilt op: ”Wir haben nicht verpennt, wir warten bis das Lichtlein wieder brennt.” Folk griner af skiltet. Med humor skal det onde fordrives, og der findes vel værre steder at sne inde. Jeg tager et foto og vil poste det på Instagram. Nå nej!
Bilerne på parkeringspladsen er ikke-eksisterende. De er erstattet af hvide buler, der flødebolleagtige buler op i sneen. De kan ikke bruges alligevel. Der er ingen vej at køre på.
Jeg venter på helikopterne, der skal komme og sætte gang i lavinerne, så vi kan åbne i morgen. Der kommer ingen. Stilheden brager, informationskanalerne døde, der er borgermøde kl. 17.00, i krogenen snakkes der om, at der ingen strøm kommer før i morgen. Sirenerne fra brandværnet lyder, de kører forsigtige gennem byen, spærrer af de farlige steder, folk frarådes at gå udenfor, alligevel er gaden fuld af mennesker. Træernes grene hænger langs jorden, andre ligger allerede ned. Slået omkuld eller segnede under den tunge vægt.
TILBAGE TIL CIVILISATIONEN
Jeg tænker på alle de praktiske ting, jeg burde lave. De ligger alle og venter på computeren, der faretruende blinker med en rød streg. Jeg får sat mine papirer i mapper, i den rigtige rækkefølge. Tænker på at finde en af mine gammeldags papirbøger frem. De ægte, dem man holder i hånden og vender siderne på. Tager en lur i stedet.
Min lur bliver en længere en af slagsen. Indtil jeg brat bliver vækket af en bippen. Det er køleskabet. Jeg stirrer lidt forvirret rundt, åbner døren, temperaturknapperne blinker mig i møde. Jeg slår alarmen fra. Det er sidst på eftermiddagen, civilisationen er vendt tilbage, borgermødet aflyst.
Sådan da… vejene er stadig lukkede, gondolerne står stadig stille, pisterne og bjergrestauranterne er stadig lukkede, ejerne stadig bekymrede. Sæsonen slukkede brat, før den var færdig. Lavinerne vælter ned om ørerne på os. Kontrollerede. Heldigvis er vi omgivet af eksperter og redningsfolk, der passer godt på os.
