Duften af nybagt kage, blomster på køkkenbordet og solmodne hyben i baghaven. Nogle dufte har det med at sætte sig fast et sted langt inde i os. Og pludselig, mange år senere, skal der ikke mere end en enkelt duft eller en bid af en kage til, før man er tilbage i barndommen.
Sådan har jeg det med mine bedstemødre.
Når jeg tænker på dem, er det ikke først og fremmest bestemte begivenheder, jeg husker. Det er duftene, smagene og alle de små øjeblikke, der tilsammen gjorde deres verden til noget ganske særligt.
MANGE JERN I ILDEN
Og i dag skal det dreje sig om en helt speciel kage; nemlig min momos squashkage, der har sin helt særlige historie…
Min momo og mofa var ikke ligefrem mennesker, der sad med hænderne i skødet. Gennem årene har de drevet både en pålægsbørs, et madkøkken, hvor de lavede mad til ”gamle mennesker”, som vi kaldte dem dengang (i dag hedder de vist pensionister), et hotel og sågar en fiskesø.
Ved fiskesøen havde de i øvrigt også en hulens masse høns. Dem husker jeg ganske tydeligt. Ikke mindst fordi de på et tidspunkt blev ramt af helikoptersygdom, og min stakkels mofa måtte tage livet af dem én efter én. Jeg kan stadig se de hovedløse høns flakse rundt, mens min mofa trofast fortsatte arbejdet. Ikke ligefrem et kønt syn for en lille pige, men bestemt et minde, der har sat sig fast!
Mine bedsteforældre havde med andre ord altid mange jern i ilden. Og når jeg tænker over det, er det nok ikke helt tilfældigt, at jeg selv er blevet lidt af en iværksættersjæl. Den der evige lyst til at skabe noget, finde nye muligheder og kaste sig over noget, som andre måske for længst havde opgivet. Den har jeg arvet fra Svensen-genet.
CAFÉ VICTORIA
Allerede som 23-årig kastede jeg mig ud i mit første store eventyr som bestyrer af den populære Café Victoria i Tønder. Ung, fuld af idéer og med mere gåpåmod end erfaring. Heldigvis havde jeg en god familie, der aldrig var bange for at tage fat og give gode råd.
Min onkel var ejer og sørgede for det praktiske, min mofa rykkede ud, når møblerne blev lidt for vakkelvorne (hvilket skete på daglig basis), og min momo leverede det, der skulle vise sig at blive noget af en legende: verdens bedste squashkage. Og så kom de begge troligt forbi hver formiddag. Min mofa for at drikke en lunken øl og min momo en Café Chok.
Og resten af familien? De var selvfølgelig også med. Nogle svingede malerpensler, andre serverede mad, og enkelte rendte sågar rundt i Tønders gader udklædt som mexicanere med skilte for at lokke gæster ind på caféen. Det var måske ikke altid lige elegant, men hvor var der meget kærlighed, latter og fællesskab i det hele, og jeg kan stadig savne det den dag i dag.
Min momo duftede altid af blomster, hjemmelavede cremer og mad. Sådan en duft, man ikke rigtig kan beskrive, men som man ville genkende med lukkede øjne, selv efter mange år. Hun havde den der særlige evne til at gøre noget helt almindeligt til noget vidunderligt. Ikke med store armbevægelser eller fine fornemmelser, men med gode råvarer, kærlige hænder og en ordentlig portion omsorg.

DEN BERØMTE KAGE
Og så var der altså squashkagen; Saftig, blød, krydret og med den skønneste creme på toppen. En af den slags kager, hvor man lige skal have et lille stykke mere. Og måske et til. Jeg ved ikke, hvor mange squashkager min momo har bagt gennem årene, men jeg ved, at den smager af meget mere end squash, sukker og kanel.
Den smager af barndom. Af familie. Af en café fuld af liv. Og ikke mindst af min momo.
Derfor synes jeg, at hendes nøje noterede opskrift fortjener at komme ud i verden. For nogle opskrifter er simpelthen for gode til at blive gemt væk i en gammel kogebog.
Så her kommer den: Min momos squashkage tilføjet hendes helt egen sirlige håndskrift. Bagt med kærlighed dengang, og genskabt med lige så meget kærlighed i dag. (Jeg glemte så lige at putte salt i, men det gik nu fint at spise alligevel ;))
Velbekomme ❤️

