Åh Sirmione! Hvem har dog sat dit lys under en skæppe? Hvem har frastjålet dig din sjæl og al din værdighed? Hvem har slukket din glød og trampet dine kurver bløde? Det har vi! Folket. En masse uden respekt suger dit blod som vampyrer i natten. Du har blot tilpasset dig. Jeg håber, du findes endnu. Dybt derinde bag mure og fodfolk. Er du der?
HELT DERUDE PÅ SPIDSEN AF TUNGEN
Der ligger hun, Sirmione. For enden af en lang halvø hvor der kun går en vej ud – og en vej ind. Kilometer efter kilometer traver folk efter deres biler. Nogle heldigere end andre. Vi var de heldige. Kom på det rette tidspunkt og fik en plads lige uden for murene. Allerede der er jeg i chok; Hvor i alverden kommer dog alle de folk fra? Som pilgrimsrejsende der flokkes om troen, en retning, et mål.
Med tungen lige i munden navigerer jeg bilen ind på parkeringspladsen. Vi forsøgte også forrige søndag, men da blev vi dirigeret væk allerede langt inden. De tusinde af pladser var optaget. Eller hundrede. Jeg ved ikke hvor mange, kun at det er for mange, selvom det er for få. En mand spærrer med kegler, jeg bremser. Får alligevel sneget os ind og finder en plads. Jeg ånder lettet ud. Så langt så godt!
PROPPORT
Tror jeg. Vi når kun at komme udenfor parkeringspladsen, så starter hysteriet for alvor. En massevandring er sat i gang, og man har bare at følge tempoet, der for øvrigt ikke er højt. Jeg stirrer i vantro. Er jeg med i den forkerte film?
En mur omgiver byen, der engang var jomfru, nu en skøge. Smukke tårne stiger til vejrs, omgivet af turkisblåt vand fuld af affald. Hun knejser endnu, men er det på sidste vers?
HEKSEKEDLEN BRÆNDER
En lille port viser vej til det indre. Biler holder for rødt. Vil de virkelig køre derind? Ja det vil de. Men hvorfor? Ikke ti vilde heste vilde få mig til at bevæge mig ind i heksekedlen med en automobil. En medpassager filmer kaosset og dukker sig, mens han smiler forlegent. Hans chauffør er lige ved at ramme ind i muren. Bilen er ikke billig, men lakken stadig intakt. Endnu. Folk kigger irriterede. Hvad laver bilerne der? Mennesker i alle størrelser og gørelser maser sig ind sammen med bilerne, mængden vinder, og hestekræfterne må tilpasse sig. Heksekedlen står i brand.
EN SPRUNGET MØDDOM
Og nu er vi inde. Åh ve, åh skræk! Jomfruen bløder. Menneskemængden inden for porten er tættere end sild i en tønde. De tramper gennem hendes årer, river i hendes hår, udmavrer hendes knogler, støder i hendes Venus. Mødommen er sprunget for længe siden, hun udnyttes af folk, der ikke kan se hendes skønhed. For skønheden er begravet i gelatos og souvenirs. Fordums tid er forstummet, og sirenerne synger ikke længere.
EN ÅNDEPAUSE
Heldigvis har hun spredt sine vinger en smule. Et åndehul i den grønne park, hvor folket søger hen, når de vil have fred og ro. En skygge under træerne; en tiltrængt pause til at få styr på vejrtrækningen. En lille strand hvor man kan afkøle sig, ryste de værste oplevelser af sig. Børn springer rundt, glade og uvidende om tragedien, der udspiller sig for øjnene af dem. Smukke gader og hemmelige kroge ligger henslængte, gemte og glemte, det har de gjort godt.
ET ORDENTLIGT MÅLTID
Man kan nærmest ikke få øje på et menneske uden en gelato i hånden. Mig selv inklusive. Det er vitterligt svært at komme udenom, og de er så dejlige og forfriskende. Smagen af Italien. En kort stund glemmer jeg helvede og kommer i himlen. Lige indtil jeg rives ud af drømmen og er tilbage i masserne. Folk har stillet sig i kø, de står i kø overalt. Vi står i kø for at bevæge os fremad. Nogle står i kø for at komme med båden, andre står i kø for at komme ud af byen.
Skøgen har spist folket. Nu spytter hun dem ud. En efter en efter en efter en efter….
Arrividerci mon amour! We will never meet again… Det var en kort lovestory. Medmindre du engang igen vil vise dit sande ansigt, og det vil du næppe. Det er bedrøvende, for du er så smuk. Inderst inde.