Massif de l’Estérel ligger som en smuk bagrundskulisse til den lille by Agay på den franske riviera. En vidunderlig bugt snor sig ind gennem de okkerfarvede klipper og frister med turkist badevand. Området byder på en 51 kilometerlang kystlinje og 3000 årlige solskinstimer. What’s not to like? Måske lige varmen kan være en udfordring for os nordboere, så forår og efterår er de bedste måneder at vandre i, hvis du, ligesom jeg, ikke er så god til høje temperaturer.

 

HVILKEN RETNING?

Der er masser af vandrestier at vælge imellem. Men der er stort set ingen vejvisere. Måske er jeg forkælet fra de schweiziske alper, hvor der er en klat maling hver halvtredsindstyvende meter, så man ikke farer vild, men her i massivet er der virkelig ingen hjælp at hente. Allerede første dag farer vi vild – blot for at komme ud på en spændende sti, som godt nok er privat og har et par – allerede væltede hegn – at forcere. Men de kan vel ikke sige, vi ikke må være der, når vi nu ikke ved, hvor vi er. Eller?

Overalt mødes vi af de karakteristiske røde klipper, grønne gevækster og lilla blomster i alle afskygninger; tidsler, busker, blomster. Lilla må være en survivor. Farven findes i alle afskygninger, af og til flankeret af en gul nabo. Altdominerende er dog de stikkende grønne kaktusser i forsvarsposition. Så smukke og indladende med røde fingerspidser. Så modbydelige hvis man kommer for tæt på. Hertil og ikke længere.

 

RASTEL AGAY & FLAG OF FRANCE

Vi bor ca. 10 minutters kørsel fra Agay, og Massif de l’Esterel ligger bogstaveligt talt i vores baghave. Vi har hverken en idé eller en plan, da vi første dag begiver os af sted på eventyr, og måske lige præcis derfor, bliver det en helt fantastisk vandretur. Vejen til toppen er ikke noget at skrive hjem om. En bred kedelig grusvej der bare går opad. Til gengæld har vi det mest vidunderlige panoramaperspektiv over hele Agay-bugten. På hvert hjørne suger vi udsigten ind og siger “ih” og “åh!”  Selv min kæreste må overgive sig og tage fotos.

 

TRICOLORE – DET FRANSKE FLAG

Vi møder næsten ingen mennesker, men et par børnefamilier har vovet pelsen, så vi tænker, at det ikke kan være så svært. Det er det heller ikke. 287 over havets overflade vejrer den første vimpel, hvor der også er en bænk, vi kan hvile på. Solen bager, og vi er allerede ved at smelte, selvom det kun er omkring 20 grader. Der er ikke nogen eller noget, der fortæller os, hvor vi nu kan gå hen, men vi får øje på en fransk flag, der lokker på toppen ikke så langt borte. Tænker det er vores næste mål. Jeg forsøger med google maps, men den bringer os lidt på vildspor. Gennem buske og krat, der river og kradser og efterlader hvide striber på vores lemmer, når vi frem til “Tricoloren,” der betyder “de tre farver” og symboliserer frihed, lighed og broderskab. Flaget er dækket med facistisk grafitti, jeg ikke forstår. Er de for eller imod? Andre har skrevet kærlighedshilsner. Dem forstår jeg på alle sprog.

 

 

VILDFARELSE

Vejen tilbage er svær at finde. Vi går mod døde ender mange gange, og føler lidt, vi løber panden mod muren. Eller afgrunden om man vil. Den ene sti efter den anden stopper bare brat i ingenting, men efter adskillelige forsøg lykkes det os at finde tilbage til det første flag. En far og hans to sønner går selvsikkert mod en af de andre små stier, og vi tænker, at de ved noget, vi ikke ved, og følger efter. Det skulle bare være en lille rundgang, fortæller Google Maps os. Deres klare stemmer leder os på vej, men pludselig forsvinder de. Vi undrer os. Vi har da ikke set andre stier, vi kunne bøje af på? Vi tænker, at de nok bare er hurtigere end os og fortsætter. Stien er smal og bugter sig af sted langs bjergskråningen, men man føler sig aldrig udsat, og det er også for folk med højdeskræk at gå her. Grønne planter og træer i alle former og afskygninger snor sig ind mellem hinanden, og her er dejlig kølende skygge. Vi fortsætter længere og længere mod venstre, selvom vi er klar over, at vi nok burde gå mod højre. langsomt går det op for os, at vi nok er faret en smule vild. Heldigvis på den gode måde, for her er virkelig smukt.

 

FORLØSNING

Men vi lever jo heldigvis i en moderne verden. Da jeg indgiver vores hjem-adresse på Google Maps, fortæller den os, hvilken vej vi skal gå. Den tager ikke lige højde for, at vi kommer ud på privat grund, og må forcere et par – allerede væltede – hegn undervejs. Men ud af det smukke krat kommer vi efter en time og fyrre minutter, med 5,2 km i benene, 225 meters højdestigning  samt en oplevelse rigere

 

BONUSINFO

Den officielle rute hedder “Le Rastel D’Agay,” og længden af ruten varierer efter, om du starter nede fra byen Agay, eller vælger at køre længere op. Der er – så vidt jeg ved, ingen officielle parkeringspladser længere oppe, og man skal også gennem private områder, men det burde være muligt at parkere et sted. Parkeringspladsen i Agay hedder “Place du Togo, og derfra er ruten frem og tilbage ca. 7km.

 

RUNDT OM CAP DRAMONT

Vi parkerer bilen ved Tigi Beach lidt uden for Agay. Allerede da vi stiger ud, bliver vi mødt af vidunderligt syn ud over bugten. De rødbrændte klipper slænger sig ned i havet, som lava der er blevet overrasket af kulde. Vand, der er gnistrende turkis, stråler os i møde, mens bølgerne skummer hvidt mod klipperne. En lille strand ligger godt gemt i inde bugten og venter på at modtage dig, når du kommer tilbage fra turen.

Der er flere veje, man kan gå, og her kan de fleste være med uanset gørelse og størrelse. Vi vælger at holde til venstre, da det umiddelbart ser mest spændende ud at følge kyststien. Der er en del flere mennesker her, end vi mødte på turen oppe i massivet. Både børn og voksne, da ruten er let tilgængelig, hvis man vælger tage den bredere vej lidt længere inde på halvøen. (Gå til højre)

 

 

BLÆNDENDE UDSIGT

Hvor er det smukt. Det ene hjørne efter det andet afslører en stadig vild natur her på halvøen. Nok fordi man ikke sådan lige springer i vandet i frygt for at blive knust mod klipperne. Det er hypnotiserende at stå og kigge ud over havet, sidde eller kravle på klipperne og bare nyde udsynet.

Undervejs får jeg en smule sved på panden, Det er ikke specielt hårdt, selvom det går opad det meste af tiden, men højdeskrækken spiller mig et puds, da stien bliver smallere og bjergvæggen stejlere. Det er dog hurtigt overstået, og snart når vi op til et tårn, der er placeret på toppen. Tårnet er lukket, og jeg bliver aldrig klar over, hvad det egentlig er.

 

 

TINTIN OG DEN SORTE Ø

På den anden side af Cap Dramont, når vi frem til en lille hyggelig havn, hvor vi slår os ned og nyder en kold cola. Herfra er der udsigt til den lille ø Île d’Or, der siges at have været en inspiration til en af Tintin bøgerne, nemlig “Den sorte ø.” Det er en meget lille ø, hvor der er bygget et tårn af de typiske røde sten, man ser overalt i Massif d’Estérel.

 

TILBAGE TIL START

Vi følger den større sti tilbage til parkeringspladsen. Her går man tværs over halvøen gennem en skov fuld af pinjetræer, der kunstneriske stikker i vejret som kæmpe paddehatte på en stilk. Der er ikke mere udsigt her, men en god og rar følelse af at være på skovtur. Turen har ikke været udmattende, men vi har bestemt fået udsigt for alle pengene.

 

FORVIRRING VED COL AUBERT

3. gang er IKKE lykkens gang. Stadig snotforvirrede over de dårlige afmærkninger, er vi endnu engang kommet på forvildet eventyr. Efter at have fundet parkeringspladsen Col de Belle Barbe, sætter vi afsted i rigtig retning. Allerede efter ca. 50 meter opstår forviringen; der er et gult kryds på et træ. Betyder det, at vi skal gå den vej? Efter en smule debateren fortsætter vi dog ligeud, og vi finder da også et par gule streger. Stien er bred, nærmest en markvej, og selvom jeg er ret sikker på, at der stod cykling forbudt ved vejbommen, må vi nærmest springe for livet, når den ene mountainbiker efter den anden overhaler os.

 

TØRKE I DINOSARULAND

En udtørret flod leder os på vej, og vi er benovede over de smukke omgivelser. De karakteristiske okkerfarvede bjerge og spidser der stikker op her og der. Trods tørken er der masser af grønt, overalt øjet bevæger sig. Jeg siger til min kæreste, at jeg har en fornemmelse af, at der kan vente en dinosaur om hvert et hjørne. Det er lidt en følelse af at gå rundt i Jurassic Park. Der er ingen udsigt over bugten og middelhavet på denne tur, hvilket gør den betydelig anderledes end de andre ruter, vi har gået indtil nu.

 

 

DRYP DRYP DRYP

Over os er himlen grå. Det har den været lige fra morgenstunden, og temperaturen ligger omkring de perfekte 19 grader. Vejrudsigten har ikke forudsagt regn, men langsomt begynder det at dryppe på os. Samtidig med at dråberne rammer os, går det op for os, at det er lang tid siden, vi har set en gul streg. Vi stopper et modsatjoggende par og spørger, om vi mon er på rette vej. Det regner de ikke med, for der hvor de kommer fra, er der… ingenting. Hvordan pokker er det dog lykkedes at fare vild igen. Regnen tager til. Heldigvis har vi et par regnjakker i rygsækken. Man ved jo aldrig, når man vandrer i bjerge.

 

PANIK

Panikken sætter langsomt ind. Ikke at vi er lavet af sukker, og en smule regn skader såmænd ikke. Tværtimod. Det er forfriskende. Men når vi nu ikke har en anelse om, hvor vi befinder os, til og med uden telefonforbindelse til omverdenen, sætter vi hurtigt det ene ben foran det andet,- i den stik modsatte retning af hvor vi lige var på vej hen. Jeg elsker at gå, men jeg elsker ikke at gå forkert og skulle gå tilbage igen. Efter en kilometers penge får vi dog heldigvis øje på det gule tegn igen. Godt gemt bag et par grene, viser den os væk fra den kedelige markvej og ind på en lille sti, der går opad. Regnen er stilnet af, og der er ingen af os, der har lyst til at gå hele den samme vej tilbage, så vi tager chancen og sætter mod toppen.

 

COL ALBERT

Da vi når op, viser et skilt os, at vi er nået til “Col Albert.” Et lille pensionistgruppe spiser madpakker og ignorerer vores tilstedeværelse. Der går 3 veje fra toppen. Den ene kom vi fra, så den fravælger vi. Den anden går væk fra parkeringspladsen, og den tredje går mod parkeringspladsen. Vi har stadig intet signal, så vi spiller på den sikre, og trasker mod parkeringspladsen. Endnu engang mister vi det gule signal, der nu er afløst af et blåt. Helt ærligt. Hvor mange gange kan vi gå forkert her? Heldigvis er stien smuk og skøn at gå på. Naturen hvisker stille, og leder os tilbage i sikkerhed. Vi gik ca. samme antal kilometer som den rute, vi oprindeligt havde planlagt, men vi ramte aldrig de planlagte punkter.

 

BONUSINFO

Den officielle gule rute er 8,9km. Fra samme parkeringsplads, Belle Barbe, er der også en blå rute på ca. det halve. Hvis man følger de grønne stier, kan man opleve turen på mountainbike, hvilket helt sikkert også er en oplevelse.

 

VINDEREN: LE TOUR DE CAP ROUX

Så blev vi klogere. Vi har nemlig downloadet app’en “All Trails,” der skal hjælpe os med ikke at fare vild igen igen. Nok må være nok. Og den viser sig at være aldeles pålidelig. Vi har parkeret vores bil ved havet ved Pointe de l’Observatoire, og ikke Sainte Baune parkeringen som anført i de fleste guides. Stedet var et strategisk punkt, der blev brugt som observationspost, under 2. verdenskrig, og byder nu på en helt fantastisk panaoramaudsigt langs kysten – helt fra Italien til St. Tropez.

 

OP DET GÅR

Det er varmt i dag. 23 grader, og solen bager. Og det går opad fra starten. Hele 642 højdemeter fordelt på knap 12 kilometer, lover app’en os, og vi begiver os fornøjeligt af sted flankeret af store grantræer. I starten går vi mest på en kedelig asfaltvej, og jeg mærker allerede skuffelsen snige sig ind. Var det bare det? Nej det var det ikke. Efter at have rundet endnu et udsigtspunkt, er det tid til at bevæge sig ud på de små og meget mere spændende stier. Fødderne rammer store og små røde sten, der triller rundt, og man skal søge efter fodfæste i støvet. Det finder vi heldigvis hurtigt, og så er det bare at bide tænderne sammen.

 

HØJDESKRÆK

Flere steder er bjerget “faldet sammen.” Kæmpe røde stenblokke ligger hulter til bulter ned af bjergsiden, og jeg synker en ekstra gang, da vi skal traversere dem. Holder de mon? Er det lang tid siden, de er styrtet ned? Tankerne flyver. Alt går godt. Da vi er i sikkerhed ovre på den anden side, kommer til gengæld næste udfordring: der er virkelig langt ned. Stien er smal og bjergsiden helt eksponeret. Ikke godt for min højdeskræk. Men et skridt af gangen kommer de bævrende ben også igennem dette stykke.

 

DEN ANDEN SIDE

Vi kommer nu ud på den modsatte side, og den smukke udsigt over vandet forsvinder. Til gengæld får vi nu set, hvordan massivet ser ud på den anden side. Det strækker sig langt ind i landet, og der er røde sten og grønne træer, så langt øjet rækker. Stierne her er nærmest vokset til, så man går i en lille tunnel – uden udsigt til hvor langt der er ned. Godt for det. Vi møder et skilt, der viser vej til toppen Cap Roux, men vores app fortæller, at vi skal gå til venstre i stedet. Den har været aldeles pålidelig ind til videre, så vi stoler på den.

 

TOPPEN AF CAP ROUX

Og vi når toppen, efter at have gået en større omvej. Men det var den rute, vi havde bestemt os for, og vi er ikke faret vild. Undervejs på turen har vi ikke mødt specielt mange mennesker, så da vi når toppen, får vi nærmest et chok. Der er kæmpe madpakkemøde i pensionistgruppen, og hver sten er besat af hvilende kroppe med kogte hoveder. Hvor i alverden kom de dog fra? Jo, hvis man starter på parkeringspladsen Sainte-Baume, findes der en kortere blå rute, hvor man kan nå toppen efter et par kilometers traven. Vi skynder os væk igen, og spiser vores medbragte madpakke i ro og fred et stykke længere nede.

 

 

NEDSTIGNING

Fra toppen går man mest nedad. Mest, for der går også opad igen et par steder, og bedst som man tror, at nu må man da næsten være tilbage, skyder stien den anden vej, væk fra havet. Man må sno sig, sagde ålen. og vi snor os. Ind og ud. Benene er ved at være trætte, og jeg snubler et par gange over de mange småsten. Men kroppen er glad. Det har været den klart smukkeste tur, vi har været på indtil nu, og trætheden er fortjent.

 

 

BONUSINFO TIL VANDRETURE I MASSIF L’ESTÉREL

• Det smukke okkerfarvede bjergområde, kaldet Massif de l’Esterél, strækker sig over 51km langs den franske riviera. Et godt udgangspunkt for vandreture er at bo i eller omkring byen Agay.
• Området er godt for dagsture. Hele området er afspærret mellem kl. 21.00 og 6.00. Det er altså ikke muligt at tage på lange vandringer med overnatninger.
• De fleste ruter er loops, hvor man kommer tilbage til udgangspunktet.
• Vi brugte bl.a denne hjemmeside til at finde parkeringspladser/ture.
• Planlæg din rute hjemmefra. Der er oftest intet signal, og markeringerne på ruterne er virkelig dårlige. Brug fx appen “All Trails,” hvor du kan downloade ruter, inden turen starter.
• Det er forbudt med åben ild og rygning, da der er ekstrem fare for skovbrande.
• Der er mange vildsvin i området, så vær opmærksom. De sover dog som regel om dagen, og dukker op, når det bliver køligere. Vi mødte dog ingen – kun om aftenen når vi kørte tilbage til vores hus.
• Der er mange ruter til mountainbikes også. Cykler kan lejes i området.
• Er du til camping, så findes der rigtig mange campingpladser omkring Agay.