ZANZIBAR – DOLLARS & AFRIKANSK TID

Første møde med African time. Eller no time som man fristes til at sige. Midt i et virvar af mennesker lykkedes det mig at købe et visum for 50$. Cash. Ikke slået ind på noget kasseapparat. Lidt af et problem eftersom jeg stod og viftede med mit visakort og shillings. Ingen kære mor. Dollars ville de have, så I nattens mulm og mørke blev jeg ekspederet ud af lufthavnen for at veksle. Jeg spurgte dem, hvorfor de ikke ville have deres egne penge. Men fyren kiggede bare udtryksløst på mig. ”Euros, Dollars, Pound. No shillings”. Ok jeg forstår. Men hvordan kommer jeg så ind i lufthavnen igen. Manden peger bare i samme retning. ”Go change”.

 

GO CHANGE

Jeg lystrer og finder en venlig sjæl, der guider mig ud til den eneste vekselshop der er åben. Varmen rammer mig som en hammer og jeg drypper nervøst litervis af sved ud. Sådan føles det i hvert fald. Jeg står pænt og venter på, at der skal dukke noget personale op. Min hjælper er ikke lige så tålmodig. Han hamrer hårdt på vinduet, og en søvndrukken kvinder rejser sig irriteret op fra gulvet, hvor hun ligger og sover. Jeg får vekslet. Tager mine 50 dollars og går problemfrit ind i lufthavnen igen, hvor mit pas venter på mig. De scanner mine øjne. Tager mine fingeraftryk. Ingen smil selvom jeg prøver med min bedste grimasse og undskylder, at jeg har været så dum at tro, at jeg kunne bruge deres penge. Mit pas forsvinder i vrimlen, men dukker op igen i køen af kinesere, der står på hovedet af hinanden for at få fat i deres pas først. De råber og skriger. Politimanden er dygtig til at udtale navne på alle mulige og umulige sprog.

 

 

Kort over Zanzibar
Zanzibar

HAKUNA MATATA

Herefter står tiden stille. Og flyet der skal bringe os til Zanzibar er ikke eksisterende på skærmen. Ikke aflyst. Bare ikke eksisterende. Vi drikker en øl og spiser lidt pommes fra den eneste café, der findes. De har kun friture på menuen. Jeg undrer mig lidt. Venter tålmodigt. De andre venter også tålmodigt. Til at begynde med. Da tiden for afgang nærmer sig, begynder folk at blive urolige. Hvor er vores fly? Bare rolig det kommer. Siger de. Eller faktisk er det der allerede, viser det sig senere. Men kaptajnen er syg. Han eksisterer, men er her ikke, så derfor eksisterer flyet ikke på skærmen.

Hakuna Matata siger de. Bare tag det roligt. En ophidset mand spørger sarkastisk, om vi ikke bare skal svømme til øen. Det går hurtigere. ”1 time”, siger de. Og da der er gået en time, siger de ”1 time”. Tid er relativt. Men ikke for msunguer. De er vant til skemaer og faste klokkeslæt. De hidser sig op, mens personalet forsøger at hidse dem ned. De virker irriterede over, at msunguerne er irriterede. Flyet er der jo. Når tiden er rigtig, flyver vi. For vi kan jo ikke flyve uden en kaptajn. Vi kommer lige fra Dubai lufthavn, der er et stort inferno af mennesker og shoppingmuligheder. Her er der bænke. Og en fritureshop. Så kommer der en ny kaptajn. Frisk fløjet ind fra Zanzibar. 6 timer forsinkede sætter vi os på et fly mod Kilimanjaro – vi er bare et bump på vejen. Og efter den lange tur er jeg glad for ikke at skulle bestige et bjerg. Vi når lige at gå i luften, så er vi på vej ned igen.

 

 

Plads på 1. parket
Plads på 1. parket

Vi lander på Zanzibar. Vader ud af flyet og ind i ankomsthallen, der ligner en kvægstald. Og lugter ligeledes. Bagagen bliver udleveret gennem en luge, og samlebåndene er menneskehænder. Det virker hektisk, men foregår i snegletempo.

 

Venter på at få udleveret bagagen
Venter på at få udleveret bagagen

 

Vi drives videre ud på kvægmarkedet, hvor vi angribes af hårdt forhandlende taxachauffører, der kæmper om vores gunst. Vi finder en rar mand, der sikkert fører os en times tid mod vest til byen Paje, mens han ivrigt fortæller, hvad der gemmer sig i mørket. Uret på hotellet er gået i stå. Under det står der: ”Here time stand still”. Jeg falder til ro. Hakuna Matata!

Læs også: Kridhvid sandstrand, turkisblåt hav og farvestrålende masaier

2 tanker om “ZANZIBAR – DOLLARS & AFRIKANSK TID

Skriv et svar

Captcha loading...