AUSTRALIEN ROADTRIP #2 – PERTH – SHARKS BAY

Så er vi på vej igen, og denne gang er det på Australiens vestkyst. Efter et par dejlige dage i Perth har vi lejet en bil med kompasnålen sitrende efter nord og sol og varme. Selvom det er en rigtig fin og skinnende hvid Mitsubishi med 4WD, skæver jeg med skjult misundelse efter de fede jeeps, der suser forbi. Til gengæld sidder jeg komfortabelt og lækkert på førersædet af en opgraderet udgave af den, vi egentlig havde lejet. For at bruge blinkeren skal man bruge højre hånd og efter ca. 20 gange (+) at have startet vinduesviskeren, er jeg ved at være der, hvor det faktisk lykkes mig at blinke. Mine medbilister i rundkørslerne får brugt hornet et par gange, og der kommer et par skumle blikke, men jeg er stadig ved godt mod. Hvorfor skal de også gøre sig så specielle at køre i venstre side?

 

YANCHEP NATIONALPARK

Efter en masse krogede rundekørsler og vejarbejde kommer vi ud af Perth og ret hurtigt når vi dagens første mål: YANCHEP NATIONALPARK. En meget venlig medarbejder fortæller os om parkens muligheder, men da vi kun har kort tid, vælger vi blot at kigge os lidt omkring.

 

Koala smæsker sig i eucalyptusblade højt oppe i trætoppene.

Det er dog også ret berigende, for i løbet af nul komme niks har vi både set koalaer og kænguruer. Godt nok lidt i indhegninger så ikke helt naturligt. Men alligevel. Søen advarer om farlige slanger, så i sikker afstand går vi en tur rundt om og nyder frokosten ved bredden. Vores roadtrip er godt i gang, og vi indsnuser duften af frihed og landevej.

 

En wallaby hopper rundt i skovbunden.

Og landevejene er lange. Men mod forventning er de faktisk ikke så kedelige, som folk har forsøgt at bilde os ind. Efter de beskrivelse vi har fået indtil videre, havde vi nok ikke forventet andet end en vej, der fortsætter ligeud i det uendelige, men her er faktisk både kurver og bakker og forskellige vækster, og landskabet ændrer sig langsomt, mens vi bevæger os frem med 110km i timen. Intet mere, intet mindre, for vi er blevet advarede om politiet, der ligger på lur i tide og utide.

 

PINNACLES DESERT

Næste stop på dagens tur er PINNACLES DESERT i Nambung Nationalpark. Og hvad end man har set på billeder og forestillet sig om dette sted, kan godt pakke sammen. Det kan kun opleves.

 

The Pinnacles.

Overalt popper limsten op af jorden i alle mulige og umulige størrelser mellem sanddynerne. Selvom skiltene siger, at man ikke må berøre dem, sidder der selvfølgelig turister overalt og tager selfies og familiefotos, så vi søger ud i afkrogene. Finder ud af, at man faktisk også kan køre rundt og henter bilen.

 

En køretur mellem formationerne klares bedst med 4WD

Et par kilometer bugter vi os ud og ind i dette storslåede landskab, som man nok ikke finder mange andre steder på kloden. Det indbyder til udforskning og eventyr, og selvom den ene kilometer ligner den næste, er det alligevel spektakulært, og fornemmelsen af at være på en anden planet sniger sig langsomt ind. Er det sådan at gå på månen? Uden tyngdekraftens løjer selvfølgelig…

 

CERVANTES

Dagen ender i den lille by Cervantes, hvor vi har fundet et motel for natten. Her er intet. Som i absolut intet at komme efter, men har dog en pub, hvor vi kan få et måltid mad, så vi er friske og veludhvilede til køreturen i morgen. Bartenderen kommer fra Brasilien, og vi er enige om, at han må være temmelig kriminel og eftersøgt for at arbejde og bo et sted som her. Regnen vælter ned, som om det aldrig har regnet her før, men efter en ordentlig skylle og et ekstra glas vin til at fordrive ventetiden, er vi dog heldige at nå tørskoede hjem.

 

På vej for at se verdens ældste levende organismer.

Friske og veludhvilede er vi måske ikke, men ikke desto mindre er vi klar til dagens køretur, der skal føre os til nationalparken Kalbarri. På vej ud ad Cervantes spotter vi dog en saltvandssø, hvor man kan finde verdens ældste nulevende organismer Stromatolites. Et af kun 3 steder i verden, hvor de stadig lever.

 

Kig ud over stromatolitterne.

 

Stromatolites.

KALBARRI

Og så går det ellers direkte til Kalbarri. Inden vi når frem til hotellet, tager vi dog et par stops undervejs på den meget smukke og vilde kyststrækning.

 

Eagle Gorge.

Første stop er EAGLE GORGE, hvor bølgerne brager mod sandstensklipperne, der skyder mere end 100 meter i vejret, og vi føler os meget små.

 

Tegn på at klipperne har ligget under vand, før de er “steget til vejrs.

En kort gåtur ned gennem klipperne afslører, at dette område engang har været under vand i millioner af år. Turen er ikke specielt lang eller hård, men endelig er der en smule varme på programmet, så svedende når vi frem til en imponerende strand, hvor bølgerne vælter ind over sandet i en uendelighed.

 

Naturens kræfter er stærke, og man skal ikke vove sig for langt ud.

Igen og igen brager de af sted og sprøjter mod klipperne, der står last og brast. Larmen er enorm, og fascinerede stiger vi ind i de enorme vandmasser, mens tiden står stille. Det er nærmest hypnotisk, men lidt modvilligt fravrister vi os naturens eskapader for at bevæge os videre til næste sted.

 

Minikænguru – wallaby – i fuldt firspring.

Det er dog heldigt, at vi netop gør det i dette øjeblik, for da vi kommer op igen, bliver vi mødt af to kænguruer, der nærmest følger os hele vejen tilbage til bilen. På sikker afstand godt nok, men fascinerende er det at følge disse skabninger, der hopper af sted på 2 ben, selvom det synes at være en umulig bevægelsesmetode.

 

Den vilde vestkyst.

 Der er masser af små steder undervejs at bøje af, men efter at have vendt bilen på 4 udsigstssteder, må vi konstatere, at Eagle Gorge satte så dybe spor i sjælen, at de andre ikke længere er så interessante. Vi startede simpelthen med det bedste.

 

Farvestrålende fugle i Rainbow Jungle, der desværre viste sig at være en – for os – stor skuffelse

Vi runder RAINBOW JUNGLE, som praler af at være Kalbarris nummer 1 ”Things-to-do”, men det jeg forventer at være en jungle, viser sig at være fugle i bur. Mange pragteksemplarer af slagsen jovist, men det er nu engang ikke det samme at se disse smukke skabninger bag lås og slå, som når de flyver rundt i den vilde natur, så skuffede over deres triste liv, kører vi videre til vores overnatningssted, imens vi glæder os over de skrigende frie fugle, vi møder undervejs i naturen.

 

Solnedgang over stranden i Kalbarri mens papegøjerne skriger i baggrunden.

Vores meget venlige værtinde tager imod os på et meget lille sted, hvor der også er en meget lille pool. Til vores store ærgrelse fortæller hun, at vejen ind i Nationalparken er lukket, da de er ved at lave nye veje. Nedtur! Det er jo derfor vi er kommet! Men… viser det sig… man kan faktisk komme ind i parken, hvis man booker en guidet tur. Straks flyver vi til tasterne, men igen er internettet ikke-eksisterende. Og da vi endelig finder en pub, hvor man kan komme på nettet, viser det sig, at der ikke går nogen tur dagen efter. Der er dog plads på en tur den efterfølgende dag, så selvom vi skal videre, skynder vi os at booke, så vi ikke går glip af noget.

 

Dramatiske farver i solnedgangen.

I mellemtiden byder solnedgangen på en helt unik oplevelse, og himlen står nærmest i flammer, mens vi nyder en sundowner og bestiller frisk fisk. Alt et godt.

KALBARRI NATIONALPARK

Men vi skal ikke gå glip af noget, og der findes masser af andre natursmukke steder at udforske omkring Kalbarri. Der er også et par få steder, man godt må køre inde i Nationalparken, så efter morgenmaden kører vi ud for at lede efter andre eventyr. Men først kører vi tilbage langs kysten for at indsnuse duften af vesterhavet en ekstra gang.

Pot Alley look out.

Ved ISLAND ROCK, der engang var en del af kystlinjen, men nu skiller sig ud fra mængden, parkerer vi bilen og går en tur over klipperne til NATURAL BRIDGE. Vi spejder efter hvaler og delfiner, som der står, man skal, men vi ser ingen.

 

Island Rock.

Til gengæld er det en enestående oplevelse, der vækker alle sanser til live og tilfredsstiller både øje og sind.

 

Udsigt over vestkysten mens skyerne faretruende trækker sig sammen i baggrunden.

Når man har set de mange lookouts, har man dog efterhånden også set det, så vi sætter kursen ind i nationalparken, hvor landskabet drastisk ændrer sig med det samme.

 

Ross Graham River Trail er en kort lille tur på 1,4km retur, og for enden bliver man beriget med dette smukke syn.

Den meget karakteristiske rustrøde jord leder os ud ad en lang landevej, der fører gennem parken og hen til vores mål: ROSS GRAHAM LOOKOUT. Her er et lille loop kaldet Ross Graham Rivertrail, hvor man kan gå gennem slugten ned til floden og nyde den smukke og specielle natur.

 

Udsigt fra Hawk’s Head.

Efter gåturen kører vi videre hen til HAWKS HEAD, hvor vi endnu engang nyder den smukke udsigt, før vi kører tilbage for at slappe lidt af ved vores lille pool, som damen har sagt har sol hele dagen. Det har den så ikke, men vi når lige at slikke et par stråler, før den forsvinder bag husets tag, og jeg har for første gang været i en bikini. Varmt var det ikke, og jeg var heller ikke i vandet, men jeg fryser ikke længere. Gud ske tak og lov.

 

Endnu en smuk solnedgang over Kalbarri.

Der er dog ikke noget Gud ske tak og lov, da telefonen ringer for at fortælle os, at turen i morgen er aflyst, fordi det kun er os, der har booket. Efter at have surmulet lidt over det får vi dog ringet tilbage og overbevist dem om, at vi skal af sted, så mod en mindre betaling lykkes det os at få aftalen i stand og efter endnu en smuk, om end ikke så spektakulær som-i-går, solnedgang, går vi tidligt i seng, så vi er klar til morgendagens strabadser.

 

RAPPELLING

Første spæde forsøg på rappelling,- som de kalder Abseiling i Australien.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg har rodet os ud i denne gang. Jeg ville jo bare gerne ind i nationalparken, men det viser sig, at turen også indeholder rappelling, og det bliver dagens første udfordring. Efter skræmt at have spejdet efter farlige slanger og edderkopper på (gen)vejen over klipperne, står vi nu helt alene på toppen af det, der kaldes Z-BEND, fordi floden under os snor sig som et Z gennem landskabet. Helt ude på skrænten og klar til at rappelle hhv. 25 og 35 meter ned i dybet. Klar er nu så meget sagt, og sveden springer ud af håndfladerne. Ikke bare fordi det er varmt, men fordi jeg er skræmt til døde. Tankerne flyver gennem mig, og jeg er overbevist, at jeg aldrig i livet vil træde ud over den kant, men pludselig har vores guide snakket mig gennem det værste, og i fri livline hænger jeg ud over kanten, der byder på den smukkeste udsigt over kløften.

 

Efter at have overvundet den største skræk, er der også overskud til at posere for kameraet

Med liv og sjæl kæmper jeg mig ned i sikkerhed, og selvom benene ryster under mig, har jeg lige været med til en af de fedeste oplevelser i mit liv. Følelserne strømmer igennem mig, mens adrenalinen pumper frisk ilt til hovedet, og jeg har fået blod på tanden. Mere, mere, mere. 2. gang er jeg også bange, men slet ikke så slemt som første gang, og 3. gang går nærmest som en leg. Jeg tør faktisk kigge ned i afgrunden og nyde omgivelserne.

 

Kalbarri Nationalpark

Vi er helt alene, bortset fra alskens kryb og de fugle der lystigt synger deres melodier, mens vi kravler på klippevæggene. Neongrønne papegøjer flyver i trætoppene, og farverne glimter i solen. De store sorte glinsende ravne med de meget spooky øjne er normalt nogle plageånde, men når de kommunikerer med hinanden, og klipperne giver deres ekko videre, er det alligevel dybt fascinerende at lytte til. Ikke en eneste anden turist er inden for rækkevidde, og samklangen med naturen er perfekt. Jeg nyder hvert eneste sekund.

 

I did it! Stor sejrsfølelse for en der lider af højdeskræk.

Selv da vi begiver os hen til den næste klippe på 35 meter, er der intet, der kan få mig ned med nakken, selvom både arme og ben tømte for kræfter efter et par ture op og ned. Vi nyder en kort stund nede ved floden, før vores guide bringer os videre til NATURES WINDOW.

 

Natures Window der åbner op til udsigten over nationalparken.

Vi tanker op med masser af vand og den tørre sandwich, vi fik smurt i den tidlige morgenstund, og begiver os på en gåtur ud over klipperne. Udsigten er fænomenal, og man føler, at man står på toppen af verden. Trailet er dog ret langt, og er ikke inkluderet i turen, så efter en kort fotosession vender vi tilbage til bilen, der bringer os hjem. Nok meget godt for kroppen er virkelig træt og mæt efter dagens eventyr. Både fysisk og psykisk har det været en overvindelse, men samtidig den fedeste udfordring. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg gør det, og langsomt bliver min skræk for højder også bedre og bedre. Den vil nok altid være der, men mange små skridt på vejen er helt sikkert med til at skræmme den på afstand.

 

En af Australiens imponerende store rovfugle viser os vej det sidste stykke til Monkey Mia.

Selvom vi er trætte, skal vi stadig ud at køre 400km for at nå hen til vores næste destination SHARKS BAY. Det går bare ligeud og ligeud. 170km siger GPS’en, så skal vi dreje til venstre. Og derfra går det ligeså langt ligeud igen. Vi skiftes til at køre og powernappe, for det er enormt søvndyssende, men sidst på eftermiddagen når vi frem til MONKEY MIA, hvor vi skal slappe af de næste par dage og forhåbentlig møde en masse delfiner, som stedet er så kendt for.

 

RUTEN VI KØRTE:

Skriv et svar

Captcha loading...