VILDFARELSE I CALABRIEN

Calabrien er et stort forvirrende mix af gamle, forfaldne, smukke bygninger og nye grimme huse, der aldrig vil blive færdigbyggede. Det vidner om storhed og fald. Om industri og fattigdom. Om tab og ligegyldighed. Kysttrækningen er smuk og lang, og det azurblå hav glimter i solens stråler. Der ligger ikke en sjæl på stranden. Det er for koldt for italienerne, og turisterne kommer først i juli, hvor de indtager campingpladserne og liggestolene. Velkommen til Calabrien. Regionen jeg ikke kan afgøre, om jeg hader eller elsker. Eller om den bare er en smule ligegyldig.

 

 

AFFALD & DÅRLIG SERVICE

Fra den smukke Amalfikyst bevæger vi os sydpå til snuden af Italiens støvle og regionen Calabrien. Dagens køretur er kun et par hundrede kilometer, men vi får meget hurtigt øje på ændringerne i landskabet. Det flader mere ud, og de charmerende små landsbyer afløses af en lang kyststrækning fuld af meget ucharmerende campingpladser, ferieboliger og turisthoteller. Stranden er mennesketom, så langt øjet rækker, men fuld af plastik i alle afskygninger der er drevet i land. Langs vejkanten flyder det med affald. Hele affaldsposer som kastes ud af bilerne ved hver en lille rasteplads. Her er beskidt i ordets reneste forstand.

Vi overnatter på et hotel i byen Diamante, der burde modtage en pris for billedmanipulation og finder en restaurant, der har fået rigtig gode anmeldelser på Tripadvisor. Den er på 3. pladsen i området, men dumper stort. En møgarrogant familie har mere interesse i at spise deres aftensmad og ryge deres cigaretter, som de for øvrigt skodder i restaurantens potteplanter, end de har at servere for os. Og maden er alligevel nærmest uspiselig, da den kommer. Så hurtigt som muligt skynder vi os videre fra dette gudsforladte sted.

 

ITALIENSK GÆSTFRIHED NÅR DET ER BEDST

Turen går længere sydpå. Vi er på vej ned for at besøge faren til en af vores venner, som bor i byen Melito di Porto Salvu, der ligger helt nede i bunden af tåen. Men et stop på vejen bliver der plads til i byen Tropea og heldigvis for det. Så snart vi stiger ud af bilen, fornemmer vi byens sødme. Der er helt stille, og byen summer af atmosfære. Gamle smukke og sågar velplejede bygninger, blander sig med duften fra de mange små restauranter. Der er næsten plads til at lade livet gå i stå.

 

Tropea
Udsigt fra og over Tropea. Disse huse ser en smule medtagede ud, men inde i centrum er bygningerne velholdte og smukke. Tropea er også kendt for at have de bedste strande.

Vi når endelig frem til familien, der tager imod os med kys og åbne arme. Også dem vi aldrig har mødt før. På syngende italiensk vimser søstrene rundt om os, pludrer løs og griner når vi forstår en smule. Der er ikke den gode ting, de ikke vil gøre for os, og i de næste 3 dage bliver behandlet som kongelige. Der er ingen grænser for deres gæstfrihed, og Biancas kogekunster overgår selv den bedste Michelinrestaurant.

 

Gæstfrihed hos Domenico i stueetagen og søster Bianca på første sal.

 

Læs meget mere om hvordan det er at blive forkælet af en italiensk familie her.

 

VILDFARELSE PÅ EMMENTALERVEJ

Næste stop på vejen er Crotone, som blot ligger ca. 200km væk. Men 200km viser sig at tage længere tid end ventet! Der er ingen større veje, og det er som om, at alle de hæslige byer langs kysten er vokset sammen, så vi snegler os af sted med 30-50km i timen. Efter at have kørt sådan et stykke tid, beslutter vi os for en stor omvej, men på en større landevej. Det viser sig heldigvis at være en god beslutning, for nu bliver de bakkede og mere bjergrige omgivelser pludselig smukke og grønne og fantastiske at se på.

 

Olivenmarker i Calabrien.

Der ligger intet mindre end 3 nationalparker i Calabrien, og vi kører på grænsen mellem 2 af dem, nemlig Parco Nazionale de’ll Aspromonte og Parco Nazionale della Sila. Men vi er desværre hurtigt tilbage på de små veje igen, hvor den ene kedelige by efter den anden dukker op igen, og da vores GPS foreslår os en smutvej, er vi ikke sene til at gribe chancen. Den lille vej er nærmest mennesketom, og vi forstår ikke, hvorfor der ikke er andre biler, der kører denne vej. Det finder vi dog ud af, da vejen bliver smallere og smallere og hullerne større og større. På på et tidspunkt bliver bedt om at dreje til højre ad vej, der viser sig at være spærret, men nu er vi allerede nået så langt ud i ingenting, at vi ikke orker at køre tilbage. Vi satser hele puljen på venstre, og et lille eventyr begynder at tage form.

 

Vejene i Calabrien har set bedre tider.

Omkring os er der smukke gamle og nye oliventræer, der pryder landskabet. Små høje svømmer rundt i billedet, og skønheden er ubegribelig. Det er vejen også. Karosseriet ryster af sted på smalle stier, der skulle forestille at være veje, og som har større huller end en Emmentalerost med respekt for sig selv. Stakkels bil. GPS’en kan ikke længere hjælpe os herude på Lars Tyndskids marker, så på den gode gammeldags facon finder vi landkortet frem og forsøger at finde en by i nærheden, vi kan pejle efter. Vi kommer forbi en gård, hvor mændene der står udenfor glor på os med store forbavsede øjne. Det er vist ikke hver dag, de ser vildfarne turister her, for de fleste ville nok have været så kloge at være vendt om for længe siden. Men vi fortsætter ufortrødent, og efter at have brugt en god portion tålmodighed kører vi endelig ud på en rigtig vej igen. Og på grund af denne lille vildfarelse fik vi lige set det smukkeste, vi når at opleve i Calabrien.

 

Udsigt over det smukke, bakkede landskab.

Vi snupper en overnatning i Crotone på et hotel lidt udenfor byen, men det er intet værd at skrive hjem om. Byen er faldefærdig, og vidner om fejlslagen business. Store fabrikker står tomme, og bygningerne er ramponerede og burde for længst være revet ned. Vi forsøger faktisk at komme ind og se den gamle bydel, men der er så megen trafik og parkeringskaos, at vi vælger at spurte ud af byen – i snegletempo fordi det ikke kan lade sig gøre hurtigere. Derfor forlader vi Calabrien og sætter kurs mod Toranto, der ligger lige på grænsen i regionen Apulien (Puglia).

 

I den lille by Cruto, der ligger kort før Crotone, ser man stort set kun mænd på gaden. De sidder til gengæld også alle steder, hvor der er en bænk og snakken går livligt.

 

DEN GAMLE BY I TARANTO

Enhver by i Italien, der har noget at byde på, har et Centro Historico, som man som turist ved, at man kan pejle efter, hvis man skal opleve den smukke del. Derfor har vi i Taranto booket et hotel, der ligger lige ved broen over til den gamle bydel. Vi har udsigt over vandet til den velbevarede borg, der ligger lige på den anden side og pryder indgangen, og kigger vi til den anden side, domineres billedet af ramponerede fiskekuttere og en kæmpe containerhavn i baggrunden.

 

Tropea
Solnedgang over havnen i Taranto.

Den gamle bydel er smuk og velholdt på den pæne side. Der er overraskende få butikker og restauranter, der ellers plejer at fylde gadebilledet, og vi går lidt rundt på må og få for at finde noget at spise. På tilbagevejen langs fiskerihavnen ser vi så bagsiden af medaljen. De samme huse som på den anden side er så smukke og charmerende, lever på kanten af en faretruende sammenstyrtning. Nogle er allerede spærret af, mens andre rent faktisk er beboede, selvom det må være med livet som indsats.

Heller ikke Taranto fanger vores hjerter. Men jeg ved, at Apulien har mange spændende ting at byde på, så rejsen og jagten fortsætter med positivt sind…

 

 

CALABRIEN – ER DET VÆRD AT REJSE TIL?

Det er med blandede følelser, at vi afslutter vores tur i Calabrien. Da jeg planlagde denne del af turen, studerede jeg flittigt  de rejseguides, jeg kunne finde. På trods af de samme navne, er jeg dog ikke helt sikker på, at vi har været på de samme steder, for de fantastiske rosenrøde lovprisninger og beskrivelser jeg har læst, er jeg desværre ikke selv stødt på, så jeg kan anmelde Calabrien med samme entusiasme.

Det er kontrasternes region. Jeg har været forarget over hoteller og restauranters serviceniveau, hygiejne og ligegyldighed, mens jeg samtidig har oplevet den største gæstfrihed og spist den bedste mad nogen sinde hos en lokal familie. Vejene flyder med affald, men de store veje er til gengæld godt vedligeholdt og gratis at køre på i forhold til Norditalien. De små veje er en katastrofe. Strandene er fulde af plastikaffald, mens det klareste vand klukker ind over sandet.

Denne del af Italien er uden tvivl den grimmeste og mest beskidte og uplejede del, jeg har oplevet, men samtidig byder den heldigvis også på perler som Tropea. Og den slags byer findes der forhåbentlig mange flere af, selvom jeg ikke var så heldig at opdage dem. Skulle jeg gøre noget om, ville jeg have satset på flere oplevelser og vandreture i nationalparkerne, der var et absolut højdepunkt naturmæssigt.

 

Overalt i Calabrien ser man tomme bygninger, der er mere end klar til nedrivning.

Vi var desværre ikke så heldige med vejret, men hvis du går efter strande, så søg ned sydpå væk fra området omkring Diamante,- medmindre du selvfølgelig godt kan lide masseturismen og campingpladsmiljøet. Stranden ved Tropea siges at være en af de smukkeste i Calabrien, men den er sikkert også overfyldt om sommeren. Selvom vejret ikke helt har været med os, er maj en fantastisk måned at rejse i. Stederne vækkes langsomt til live, men turisterne har endnu ikke helt indfundet sig, så der er hverken køer, overfyldte restauranter eller hoteller.

 

Calabrien
Azurblåt hav så langt øjet rækker.

Calabrien er derfor ikke en del af Italien, der kommer til at stå højst på min liste over steder, jeg vil vende tilbage til – det skulle da lige være for at smage på Biancas kødgryder igen. Men det har alligevel været en øjenåbner og spændende at få et indblik i et meget anderledes Italien, selvom det har ødelagt mit – måske lidt for – rosenrøde billede af dette fantastiske land.

Skriv et svar

Captcha loading...