SAAS FEE

VANDRETUR & TANKEMYLDER

Jeg vandrer for min sjæls skyld. Der er ikke noget, der kan løfte et tungt sind som en vandretur. Der er ikke noget, der kan en god dag endnu bedre end en vandretur. Den friske luft renser tankerne, der strømmer ud. Ord er ved at snuble over hinanden, og står ivrigt på række for at blive lagret. Nogle gange skriver jeg dem ned. Andre gange lader jeg dem passere. De kommer og går som de ønsker, men i dag bliver de husket.

 

Solen skinner. Gnitrer i sneen og kaster mit spejlbillede tilbage i atmosfæren, før den overgiver sig til solens stråler og lader sig smelte. Løber ned over klipperne sammen med mine tanker, der følger trop, så det får mit hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Det raser, jeg mærker skønheden og er ved at boble over af glæde. Kan ikke lade være med at smile, løfter ansigtet mod solen og lader mig bade i strålerne, der varmt kærtegner mine kinder. Jeg rødmer ligesom rødkælken, og mærker varmen i mine kinder blusse som et bål i brand. Frosten bider i min hud, der langsomt krakelerer i et smil, mens fuglene synger og egernene flyver i trætoppene og nysgerrige følger mig på vej.

I gletsjeren ligger millioner af års hemmeligheder gemt og venter på at blive fundet. Liv skaber liv, en lang spiral af historier og kamp om overlevelse vidner om naturens gang, for tiden går og ingen kan følge med, men lige nu står alting stille, og alt drejer sig om sneens krystaller, der spår om fremtiden, som ingen kan vide noget om, men som alle har en mening om.

Vi mennesker er nogle sære væsener, der tror, vi kan alt, men alligevel er vi blot en lille brik i spillet om det store univers, og galakserne opsluger os i sorte huller, uden vi aner uråd. Hvor bliver tiden af, hvor bliver vi af, hvor skal vi hen, og hvor kommer vi fra? Livets store spørgsmål som for altid vil forblive ubesvarede, og derfor udløser frustrationer og gætterier i en uendelighed.

Pust ud. Snus ind. Tiden løber, og vi løber efter den, men vi kan aldrig vinde kampen, så hvorfor overhovedet forsøge? Er vi virkelig så dumme, at vi halser af sted uden at stoppe op og nyde livet, nyde vores smukke klode, vores smukke medborgere, vores smukke træer og blomster, bjerge og dale, bakker og byer?

Mine ben fortsætter automatisk ud af stien, op ad bjerget, det ene ben foran det andet, uden jeg behøver at tænke på, hvor jeg sætter fødderne. De kender vejen til toppen og er meget bevidste om at lede mig på vej, for jeg er på rette vej, den retteste vej jeg nogen sinde har befundet mig på. Turen er anstrengende, men udsigten er anstrengelserne værd, og glæden bobler i blodet der sprøjter gennem kroppen for at give mig kraft til at fortsætte. Hvor skal vi hen du? Dig og mig ud i det blå eller til fjerne galakser, hvor vi kan søge spænding og udfordringer, eller en tur rundt om planeten for at opdage alle hemmelighederne.

Jeg kan ikke få nok.

Jeg bliver aldrig mæt af at opleve, og livet er mit drug, der holder mig kørende på overskyede dage, hvor benene ikke flytter sig af sig selv, der hvor jeg vil hen, måske fordi jeg ikke vil derhen, eller hvem ved jeg egentlig, hvor jeg vil hen. Ved mine ben altid bedst?

Vinterens glans fjerner skyerne over mit hoved, åbenbarer en helligdom af partikler, der rotter sig sammen i luften omkring mig, og får mig til at svæve ud i rummet. Jeg behøver ingen raket, for jeg er let som en fjer, der bliver pustet af sted og langsomt daler ned fra himlen, mens den rokker fra side til side. Langsomt. Eftertænksomt. Fjeren har været overalt lige fra de varme lande til det kolde nord, også den fortæller historier, hvis man kigger nærmere efter. Et kort liv måske, men den har altid været på vej efter overlevelse og eventyr. Ser man på sig selv i fugleperspektiv, kan man måske huske på, at der aldrig kun er én vej, der er altid masser af alternativer og nødudgange, der også kan være den rette vej.

Skæbnen bestemmer ikke alt, det gør du. Du er din egen herre, og det er fjeren også.

 

Læs også: ER VANDRING DET NYE SORT?

En tanke om “VANDRETUR & TANKEMYLDER

Skriv et svar

Captcha loading...