Trine Beck Johansen

TØR DU FLYVE I DISSE CORONATIDER?

Midt i juni i det Herrens år 2020 åbnede Europa igen for flytrafikken efter en nedlukning pga. Covid-19, der hærgede planeten Jorden. Endelig kunne jeg komme hjem til Danmark og besøge min familie og venner, men det var en noget anderledes rejseoplevelse, end man er vant til i lufthavnene. Med kroppen fyldt op af sort samvittighed, fordi jeg bevægede mig på tværs af landegrænser, kom jeg dog af sted,- efter mit første fly blev aflyst. Da jeg kom hjem igen, lavede jeg en lille afstemning på Facebook, om folk turde flyve. Resultatet var ca. fifty/fifty, dog med en lille overvægt til “nej-siden”. Her får du min oplevelse.

 

FORVIRRING, FORAGT & FRUSTRATIONER

Ikke mit livs vildeste oplevelse, men nok mit livs mærkeligste oplevelse. Jeg træder ud af toget i Zürich. Der vrimler med mennesker på banegården, i stærk kontrast til den banegård i Brig, hvor jeg steg ombord. Ingen bærer mundbind, og livet ser ud til at fortsætte som vanligt. Ingen coronatilstande her. Denne oplevelse varer dog kun, indtil jeg når frem til check-in 1. Alt er lukket. Skrankene er mennesketomme for både medarbejdere og rejsende. Et skilt henviser til check-in 1, og en lang tur gennem banegården/lufthavnen begynder.

Folk griner til hinanden. Ler. Børnene leger. Lige indtil jeg når check-in området. Her er det, som om en grå sky har lagt sig ned over folket. En lang slange står i kø for at få lov at tjekke ind, men der er meget få medarbejdere i sigte. Skridtene går i stå. Folk mumler gennem mundbind. Skærmene viser levende billeder uden lyd. Man kan nærmest høre en knappenål falde til jorden.

Luften flænges af et barns skrig. Børn forstår det ikke. Men forældrene tysser. Det er som om, at man ikke må tale. Ikke ytre sig. For så kommer virussen og tager os alle sammen. Eller noget. Med 2 meters afstandsregel, burde man vel egentlig høre højlydte samtaler. Køen snegler sig videre.  Langsomt. Meget langsomt. Højtalerne siger, man skal bære masker, men der er ikke en eneste af personalet i lufthavn, der har dækket sig. Flere bliver afvist ved skrankerne. Får ikke lov at komme hjem, eller ud, eller hvor de end er på vej hen. Tårer triller, og frustrationer bliver gydet. Det hjælper intet. Covid hersker, og der er lavet om på verdensherredømmet. Regler følger regler, som ingen forstår. Anbefalinger fører til frygt, og jeg mærker den dårlige samvittighed gnave, fordi jeg bryder anbefalingerne ved at rejse. I hvert fald de danske. For schweizere må i princippet rejse frit til og fra alle EU- og Schengenlande fra og med i morgen. Bare ikke lige til Danmark, hvis ikke man er dansker. Jeg rejser alene, for min kæreste må ikke komme med. Det måtte han i hvert fald ikke, da jeg bestilte billetten. Så måtte han pludselig godt, hvis vi blev gift. Og så pludselig vist nok, hvis han kun var min kæreste. Jeg er stadig ikke helt klar over det. Det hele ændrer sig hurtigere, end en colibri basker med vingerne. Vi hører vingesusene, men forstår ikke budskabet. Forvirring fører til frustration. Frustration fører til foragt. Foragt fører til forrådnelse. Folket forråder fædrelandet. Moderen. Det kæmper sig ud af fængslet, og bryder forbud og kaster sig ud i kampe om farver og køn, mens verden kæmper for at ånde, og resten af befolkningen kæmper for at overleve.

 

Brig Bahnhof
Så tom en banegård skal man normalt lede længe efter. Her er det banegården i Brig, hvor jeg stod på toget for at komme til lufthavnen. Jeg var stort set alene i toget hele vejen.

 

PINLIGT SECURITY-TJEK

Jeg bliver endelig udstyret med en bagagetag og et venligt afskedsfarvel fra skranken, og jeg fortsætter mod security. Åbner flasken med mineralvand, der sprøjter ud over mig og hælder resten ud i vasken, der er stillet op til netop dette formål. Der er ikke en eneste anden rejsende i sigte, til gengæld en kæmpe flok securitas. Kvinden spørger mig venligt, om jeg har væske i tasken, og jeg responderer hurtigt, at ”nej, det har jeg lige skaffet mig af med.” Hvilket også ses på min trøje. Mine ting køres henad transportbåndet. Jeg har husket at tage computeren ud. Hun retter lidt på resten, jeg ligger op, så fordelingen bliver korrekt. Kvinden bag skranken spørger hendes kollega, om det er mine ting. Tjaa, kan hun mon se andre, tænker jeg. Jeg slår mig til panden. For pokker. ”Undskyld, undskyld”. Jeg har jo desinfiktionsmiddel i min taske. En ting jeg aldrig nogen tidligere har båret med mig, så det har jeg selvfølgelig glemt alt om. Pinligt. Samtlige medarbejdere har øjnene rettet mod mig og sukker af min håbløshed. Jeg er ved at kravle ned i nærmeste mussehul, men finder intet. Hold da op sikken en forbryder jeg er. Selvom jeg smilende forsøger at undskylde, får jeg ikke så meget som et blink tilbage.

 

PÅ LISTEFØDDER I EN GABENDE TOM LUFTHAVN

Inde i lufthaven møder gangene mig med tomme arme. Alle butikker er lukkede, og kun en sjælden sjæl bevæger sig rundt. Hvor blev alle dem fra køen af? Burger King. The place to be. The only one så at sige. Det eneste sted udover taxfree- området der er åbent. Kun tomme kalorier og røde flammer at fordrive ventetiden med. ”Geschmack ist King” står der skrevet med hvidt. Ved siden af mig sidder en flok kvindelige betjente i uniform og diskuterer, om de må tage deres sweater på. De griner og ler, og der er stadig ikke et mundbind i sigte. Det trækker fra ventilationen, og tænk hvis man skulle komme til at nyse.  Jeg trækker min egne beskyttelse op og begiver mig (an)spændt ud i den mennesketomme lufthavn for at finde mit fly.

Jeg finder min gate, nr. A75. Den danske tunge summer sødt i mine ører. De blonde lokker dominerer billedet. Folket er på vej hjem. Hvad er mon deres historier? Hvorfor sidder de i en lufthavn i Zürich, når de bliver frarådet at rejse dertil – og fra? Er vi så mange udlandsdanskere, der higer efter at komme hjem og kramme vores familie, selvom vi egentlig ikke må? Begravelsesstemningen er forsvundet, og skyen er lettet. Folk taler højt og fornøjet. Mundbindende er sat på rette plads. Jeg ser endda første (og eneste) lufthavnsansatte, der bærer bindet. Er hun mon dansk?

 

Her et lille blik fra lufthavnen i København på vej tilbage. Ligeså tomt som i Zürich og samme oplevelse; stort set ingen mennesker, men kun en enkelt skranke åben til check.in, så KÆMPE kø og ventetid på over en time. Husk at komme i god tid!!!

 

AFLYSTE FLY & EN LANG CHECK-IN

Mit først bookede fly blev aflyst. Af SAS. Nu sidder jeg og venter på SWISS, og så langt, så godt. Jeg har ikke fået mine penge tilbage, men fået en mail om, at jeg engang vil modtage en voucher. Ifølge en avisartikel kan man først forvente pengene tilbage i efteråret engang. Engang. Jeg er spændt på, om jeg nogen sinde får noget. De er i krise, men hvorfor udbyde en flyafgang for blot at annullere den igen et par dage senere? For at samle penge sammen til kassekreditten? Jeg skal nok stille mig tilfreds med en voucher, men hvor er logikken? Er det et råb om hjælp eller et lys i mørket?

I gaten ved siden af os står der en kø, så langt som øjet rækker. Det snegler sig lige så langsomt af sted som i check-in’en. En dame går rundt og fordeler masker til passagererne – uden selv at have maske på, som du måske langsomt har gættet. Nu bliver vores fly kaldt til boarding over højtaleren, men vi fra monkeyclass må pænt stille os bag i køen. Næste gang bestiller jeg business, selvom det gør ondt i pengepungen. Men bortset fra al den ventetid er jeg virkelig glad. Glad for at kunne ”hjem”. Glad for at verden har drejet et par runder og gjort sine krumspring. Glad for at vi kan trække vejret – om end det er gennem en maske.

Flyet er fuldt, alle sidder med masker, de fleste blå. Stewardesserne serverer drikkevarer med venlige, frie, smil. Min sidemand sover hele vejen, trods skrig og skrål fra 2 unger, der reagerer kabinen. Imponerende. Ham altså. Vi får uddelt en blanket, som skal udfyldes og afleveres… engang… eller aldrig? Jeg når til paskontrollen og spørger kontrolløren, om han skal have den. Det skal han ikke. Faktisk skulle flypersonalet vist nok have taget imod den, men det gjorde de ikke, så jeg forlader den tomme lufthavn med blanketten i tasken. Så meget for kontrol. Jeg er blevet lukket ind i det danske land uden så meget som et løftet øjenbryn, og jeg stikker armene i vejret og indsnuser den danske sommer, der favner min krop stramt, men kærligt.

 

Swiss
Tak til Swiss for at bringe mig “hjem”.

 

EFTERORD

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at publicere dette indlæg, men da jeg skal ud at flyve igen i morgen, tænkte jeg alligevel, det kunne være sjovt at sammenligne de to oplevelser nu efter 2 måneder. Har tingene ændret sig? Er det lettere at flyve? Flere begrænsninger? Færre?

Status pt. er, at jeg har købt en ny flybillet hos SAS. Jeg har stadig ikke modtaget min voucher, så jeg har betalt det fulde beløb. OG jeg har tjekket ind, så jeg satser stærkt på, at flyet letter i morgen.

Et godt råd hvis du skal ud at flyve: kom i GOD tid, hvis du skal checke bagage ind, køen er laaang. Og håndbagage er blevet meget begrænset. Husk at læse reglerne hos flyselskabet hjemmefra.

Og så bare: God flyvetur hvis du skal af sted. Pas på dig selv og hinanden derude i den store verden!

Skriv et svar

Captcha loading...