STÅR PÅ EN ALPETOP!

For nyligt mødte jeg en dansker, der var på besøg i Saas Fee, og som er kommet her flere gange gennem årene. Han elsker at være på besøg, men han var meget forundret over, hvordan man faktisk kan bo her fast. ”Det er jo som at bo på en ø”, sagde han. “Helt afskåret fra ”det moderne liv” i byerne, og alle de kulturelle oplevelser, de byder på. Det kunne jeg aldrig leve med.”

 

MEN DET KAN JEG – OG JEG ELSKER DET

NUVEL! Sjovt nok forelsker jeg mig ofte i øer. Senest var det Zanzibar, der stjal mit hjerte, og nu er det altså en lille bjergby. Og hvorfor mon? Fordi man i de mindre samfund får kulturen helt ind under huden. Fordi man bliver budt så hjerteligt velkommen og lukket ind med åbne arme. Fordi man så hurtigt føler sig hjemme. Jeg elsker at gå til koncerter og andre kulturelle arrangementer, men hvor ofte var det lige, jeg gjorde det, da jeg boede i København? Og hvem siger, at jeg ikke stadig kan gøre det?

 

Saas Fee
Udsigt over “mit” Saas Fee.

Hverdagen er bare en anden her. Det er et aktivt liv, hvor man hver eneste dag bliver blæst omkuld af den vidunderlige natur, der kaster glansbilleder i hovedet på én. Jeg har ikke engang en sofa her, og hvis jeg havde, ville den nok kun sjældent blive brugt. Om sommeren kan man vandre ad uendelige stier, klatre i bjerge, sole sig på snetoppe og endda stå på sommerski. Om vinteren er det naturligvis pisterne, der indbyder til lange dage i sneen, og de mere ekstreme begiver sig måske ud i isklatring.

 

Drengene er klar til at teste sommerens pister
Drengene er klar til at teste sommerens pister

 

 

 

FRISK BJERGLUFT UDEN SPOR AF BILOS

DET FØRSTE der slår en, når man ankommer til Saas Fee, er den friske bjergluft. Den er tynd, og man skal lige vænne sig til at bevæge sig, men jeg kender ingen andre steder, hvor man kan blive så høj af at indsnuse luft. Ren, frisk og naturlig. Lige til et reklameslogan. Folk futter rundt i små elektroer, men det mest benyttede transportmiddel må så absolut være skateboardet. Ikke så underligt når stedet også frister mange snowboardere, der kommer fra hele verden for at være garanteret sne og sneparker.

 

Elektro

 

UFORPLIGTENDE & TILFÆLDIGE MØDER

DET SOCIALE LIV hernede er absolut fantastisk, og folk er meget åbne og imødekommende. Både de lokale og sæsonarbejderne. Det er en lille by, og man får lynhurtigt en stor bekendtskabskreds. Ja jeg kender nok allerede flere folk her, end jeg har nået at møde i mine 6 år i København, og jeg har virkelig følt mig velkommen (tilbage) her. Jeg er vild med at kunne gå en tur på gaden og møde folk, og man så lige snupper en kaffe eller en øl på den nærmeste café elle restaurant. De fleste møder er for det meste rent spontane, og planlægning er ikke noget, man går så meget op i. Ikke noget med at skulle aftale kaffedates flere uger i forvejen for at få plads i vennernes kalender. Har man tid, har man tid. Og hvis ikke, så ses vi da alligevel bare lige om lidt. Og så er de vilde med aperitifs. Skal man ud at spise, er det næsten utænkeligt, at man ikke lige slår vejen et smut forbi en bar og nyder en drink, før man går videre til middagen. Og vé den der kun køber til sig selv. Her slås de nærmest om at få lov til at give drinks til hinanden. Også kvinderne. Derfor kan det også hurtigt blive farligt at gå i byen, for man kan ikke gå hjem igen, før alle har betalt en runde. Mindst. Og er der fest, så holder alle fest. Unge og gamle. For livet er en fest!

 

Aprés-sommer-ski
Aprés-sommer-ski

 

UD MED PLANLÆGNINGSGENET

OG HVORFOR gøre livet til andet end en fest? Hvorfor har vi så svært ved i Danmark at være spontane og slippe planlægningsgenet? Hvad er det, der gør, at vi ikke oftere slentrer ned gennem gaderne og drikker kaffe med de tilfældige mennesker, vi møder, i stedet for i ugevis at vente på at vennerne får tid. Hvorfor ikke komme ud af skallen og drikke en drink med en fremmed og høre en ny historie? Er det fordi, vi ikke tør? Er det fordi, vi ikke orker flere mennesker i vores liv? Er det fordi, vi er generte? Jeg tilhører nok selv den sidste kategori, men jeg ville ønske, at jeg havde mere mod. Og netop derfor er det fantastisk for mig at havne et sted som her, hvor man bare bliver kastet ud i det. Hver dag.

 

Møder nye venner hver dag
Møder nye venner hver dag

 

I LOVE IT! Og jeg håber at dette er dagen, hvor du også vil gøre noget spontant, nyt og spændende i stedet for at blive inde i den sikre og magelige boks.

 

 

LÆS OGSÅ: ÈN GANG SAAS FEE – ALTID SAAS FEE

En tanke om “STÅR PÅ EN ALPETOP!

Skriv et svar

Captcha loading...