BERN

STÅR KINESERNE MON PÅ HOVEDET?

Toget triller ind på perronen. En flok asiater løber forvirrede rundt og kan ikke finde ud af, om det er det rigtige. De får heller ingen hjælp. Der er ingen togkonduktør, og jeg har også ventet forgæves på en servicevogn, der kan tilbyde mig noget at drikke. Jeg kører på første klasse. Bare fordi jeg kan. Tog er dyre i Schweiz, men så har jeg ro. Det larmer så forfærdeligt meget i et tog. Om dagen er det fuldt af skolebørn og smarte businessmennesker, der taler alt for højt i deres øresnegl. Jeg bliver så træt. Om aftenen er der flere trætte mennesker. Det passer mig godt. Så siger de ikke så meget.

 

TOGET DER KØRER BAGLÆNS

Toget kører ind og vender. Jeg hader at køre baglæns, så nu bliver jeg nødt til at vende mig. Selvom jeg ikke rigtig gider. De fleste folk er stået af, og nu er der kun en lille flaske vin og en stor dåseøl, der holder mig ved selskab. De har begge stået der, siden jeg trådte ind i toget, men der er ingen ejermand, der har gjort krav på dem, og intet personale der synes, de skal ryddes væk. Ellers er her meget pænt. Eller pænt og pænt. Stolene er grå med røde tern på. Væggene er grå. Trappen er grå. Gulvtæppet er gråt. Der hænger en rød og grå hammer til at slå vinduet itu med, hvis vi får brug for det. Tænk sig at den også matcher. Men hvis ikke pænt, så da i hvert fald nydeligt. Ej heller ikke, for et tog kan vel ikke være nydeligt. Rimelig rent, kan jeg måske strække mig til, for helt ærligt, så er det sgu da lidt trist, at det hele er gråt. Men det kan egentlig også være lige meget. Togene kører som regel til tiden, og solen skinner udenfor. Grønne træer flyver forbi i alle tænkelige grønne nuancer, og køerne græsser på marken. Solen er ved at kollapse mod jorden. Forsvinder lige så stille ned bag jordens overflade, så den kan skinne på kineserne i stedet. Men heldigvis kommer den snart tilbage. Når vi har sovet og er udhvilet.

 

Genevesøen
Toget triller forbi Genevesøen, der altid ligger smukt indhyllet i en mælkehvid boble.

Som lille forsøgte jeg ofte at grave huller ned til kineserne. Vi gravede og gravede, men det eneste vi fandt, var nogle fede regnorm. Ad hvor var de ulækre, syntes vi, mens fuglene smæskede sig i delikatesserne. Nam nam. Godt vi har forskellige præferencer, så der er noget for enhver smag. Nogle gange gravede jeg også helt bevidst efter orm. Sandorm. Og det var sammen med min far, så jeg kunne komme med ham ud og fiske. Vi gik langt ud på vaden, der var fuld af små pølser, der lå i ringe. Derfor vidste vi præcis, hvor vi kunne finde dem. Ikke så klogt på den måde at afsløre sig selv. Når man stikker en greb ned i vaden, strømmer vandet ned i hullet. Der dukker også ind i mellem en lille krabbe op. Og pludselig får man øje på den klamme orm, der ligger og snor sig og forsøger at flygte. Men vi var hurtigere, min far og jeg. Haps sagde det, og så kom de op i spanden. Min fiskestang var rød, og min fars var blå. Selvom jeg syntes, at ormene var ulækre, kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at sætte den på krogen. Der fik jeg alligevel lidt ondt af den. Men endnu værre blev det, hvis jeg rent faktisk fangede en fisk. Jeg kunne da slet ikke tage den af krogen og slå den i hovedet med en sten. Stakkels fisk. Men jeg kunne nu alligevel godt lide at spise den.

Jeg har også engang fanget en haj. Da var jeg noget ældre og ude på en fiskekutter i Sverige. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes hajer deroppe. Men det gjorde det altså, og jeg fik det endda filmet på video. Jeg var nok mere bange for hajen, end den var for mig, selvom det var en lille sød haj. Den var slet ikke stor nok til at ville spise mig, og jeg kan heller ikke huske, om jeg spiste den.

Der skete også andre spændende ting ude på vaden. Nogen gange kunne man også bade, når vandet kom langt ind. Min mormor og morfar boede lige ved klinten, og min morfar havde ruser ude til at fange ål i. Jeg mener bestemt også, at han fangede blåmuslinger, men det siger han ikke passer, for han kan slet ikke lide dem. I dag kan man ikke længere bade derude, og nok heller ikke fange ål. Der blev bygget et dige, og den smukke strand blev begravet i græs. Den brune dame der altid lå og solede sig, ligger der heller ikke mere.

 

 

HVEM STÅR I VIRKELIGHEDEN PÅ HOVEDET?

Nå men de der kinesere ikk. Jeg nåede jo som sagt aldrig ned til dem, og endnu heller ikke over til dem. Eller hvad man nu siger. Rundt til dem? Hvordan kommer man egentlig til Kina? Og spiser de virkelig hunde i Kina og syr med silketråde? Jeg har været langt omkring på denne klode, men der er endnu flere steder, jeg ikke har været. Ærgerligt at man ikke kan nå det hele. Engang ville jeg gerne besøge alle verdens lande, men hvad nytter det, når man alligevel ikke kan nå at opleve dem? Stempler i passet giver ingen følelser. Ingen smag. Ingen indtryk. Og når det til og med står på kinesisk, forstår jeg jo alligevel ingenting. Men hvad er det, de kan de kinesere? Hvorfor er det, at jeg sidder og tænker på dem, når jeg aldrig har været der? Er det pga. de mennesker, jeg lige så på perronen?

Der er rigtig mange asiatere i Schweiz. Som i rigtig mange. Men kun på få udvalgte steder, for de skal jo nå hele Europa rundt på 7 dage. Derfor stopper de i Interlaken for at købe ure og springe i faldskærm og i Zermatt for at tage et billede af Matterhorn. De vrimler ud af busserne for at tage selfier, og jeg er sikker på, at de ikke aner, hvor de er i verden. Det kan man vel kalde at generalisere. For dem er det måske den mest oplagte rejseform. For mig er den vanvittig. Men måske de tænker det samme om mine rejsemåder, hvis man nu vender det lidt om og kigger sig selv i spejlet. Er deres oplevelser ikke lige så store som mine. For dem. Ligesom mine er for mig. Og er det i virkeligheden dem eller os, der står på hovedet?

 

Genevesøen
Solnedgang over Genevesøen

 

Jeg kører stadig baglæns. Var for doven til at flytte mig over på det modsatte sæde. Så jeg må lide. Lide for dovenheden. Og jeg er sgu lidt doven. Det indrømmer jeg gerne. Genevesøen glider forbi på min venstre side. Solnedgangen spejler sig i vandoverfladen, og et varmt lys indhyller husene omkring bredden. Et smukt postkortbillede, hvis ikke lige det var for masterne, der står i vejen. Men de kan vel photoshoppes væk.

 

DET PERFEKTE UPERFEKTE LIV

Jeg har ikke lært at photoshoppe. Jeg vil gerne lære det, for man kan lave mange fede ting. Men på den anden side er det jo ikke sådan, virkeligheden ser ud. Er det vel? Der er så megen snak om, at vi lever de perfekte instagramliv med perfekte billeder og perfekte, glade ansigter. Og den snak kommer jo ikke af ingenting. Hvad gjorde vi egentlig tidligere? Levede vi det perfekte uperfekte liv?  Uden bekymringer om hvad vi skulle smide op på væggen for at se lækre ud. Lykkelige ud. Eller foregik det på en anden måde? Bare inden for mindre kredse. Jeg kan med gru huske, når man fik skolefotos tilbage. Efter på rad og række at have smilet til fotografen med den grå skærm i baggrunden, mens alle andre kiggede på. Shit. ”Hvordan ser jeg mon ud? Er jeg den flotteste? Er der mon nogen, der vil bytte med mig? Vil ham, jeg er forelsket i, bytte med mig?” Dyt dyt, skal vi byt? Dengang byttede man også kærester, ligesom man byttede billeder. Glansbilleder. En tåre trillede, ens liv var ødelagt, og så var det ellers videre til den næste. Og bedsteveninden der tog ham, var stadig bedsteveninden.

Så let går det ikke i dag. I hvert fald ikke når man har rundet de fyrre. Eller ”man” skal jeg måske ikke sige, jeg kan jo kun tale for mit eget vedkommende. Jeg bytter altså ikke mere. Ikke for noget i verden vil jeg bytte. Kun dytte. Nogen kan godt lide begge dele, og det er en fri verden, vi lever i. Men hvorfor skal man absolut fortælle det i blade og formiddagsaviser. Ha! Hun har læst det, tænker du så. Ja jeg har da. Jeg kan jo ikke lade være. Selvom det ikke interesserer mig en skid, hvorfor man knalder med en anden mand end sin egen og går på dates med kærester, der ikke er ens kæreste. Jeg forstår det ikke. Måske derfor er jeg nysgerrig og læser artiklerne i smug.

Der er ingen hemmeligheder mere i vores forunderlige verden. Ingen steder at gemme sig. Ingen steder at være sig selv. Men alligevel kan man ikke engang grave et hul i jorden og komme ud på den anden side for at se, om kineserne virkelig står på hovedet!

Skriv et svar

Captcha loading...