SNESKOSSKOVTUR I DET HVIDE EVENTYRLIGE VINTERLANDSKAB

Efter 3 dages hårdt arbejde og flere meters snefald er det tur til blå himmel og frisk luft. Uden egentlig mål, men med snesko på fødderne bevæger vi os ud på skovtur i det vidunderlige hvide landskab, hvor træernes arme falder dybt til jorden tynget af den våde sne, der glitrer om kap med solstrålerne, som trænger gennem det lette skydække. Et smukkere syn skal man lede længe efter, og med et smil på læben kæmper vi os frem gennem den dybe sne.

 

 

 

ET TIDSVINDUE LUKKER OS UD OG IND AF WINTER WONDERLAND

Det hele startede i mandags. Jeg var på arbejde, og selvom jeg havde set vejrudsigten og hørt alle advarslerne, var det svært at tro på, at der skulle komme SÅ meget sne. De hvide fnug begyndte at dale ned fra himlen stille og roligt, men hurtigt tog det til i styrke. Meldingen kom, at vejen til og fra Saas Fee ville blive spærret kl. 15. Normalt ville det ikke betyde det store for mig, men lige netop om onsdagen, skulle jeg sammen med 2 kollegaer på indkøb i Zürich og bestille næste vinters kollektion. Panik panik! Hvis der virkelig ville komme så meget sne som spået, ville vi ikke have en chance for at komme ud af byen 2 dage senere, så det hele endte med en hurtig beslutning om at tage den sidste bus ud, før alt blev spærret af.

Det var en god beslutning, for vi nåede lige ud, og vejen var spærret indtil i går kl. 17.00. Det passede lige med, at vi kunne nå tilbage, men undervejs spredte panikken sig endnu engang. Vejen ville kun være åbnet indtil kl. 20, og hvis noget gik galt på vores togtur, ville vi ikke nå bussen. Det gjorde det heldigvis ikke, så vi nåede at snige os gennem tidsvinduet, og kom sikkert tilbage i går aftes.

 

Saas Fee
Saas Fee by night.

Det er kun lige omkring de nul grader, så hele vejen op af bjerget, så vi faktisk ikke noget til sneen. Først da vi næsten var fremme, kunne vi se de enorme mængder nedbør, der var kommet de sidste dage, og helt fremme svingede vi ind i det skønneste Winter Wonderland.

 

 

SKOVTUR I DET EVENTYRLIGE HVIDE VINTERLANDSKAB

 

Så efter 3 heftige dage med stress og jag – og en flot ny vinterkollektion – er det tid til motion og frisk luft. Skipisterne er desværre ikke åbne endnu pga. den store lavinefare, men så er der heldigvis andre ting, man kan tage sig til på denne dejlige vinterdag.

 

Kig gennem trætoppene til den klare blå vinterhimmel.

Med sneskoene på traver vi ud i de hvide dyner og prøver os frem. Vandrevejene er næste for godt ryddede, så efter et par forgæves forsøg, vover vi os endelig ud i det ukendte. Dvs. om sommeren er det ret kendt, men pga. de enorme snemasser aner vi ikke, hvor vi befinder os. Der er dog en, der har vovet pelsen før os, så vi følger i hans fodspor og bevæger os op ad bjerget.

 

Saas Fee
Syn for sagen. Skiltene næsten begravet i de store mængder sne.

Tøjet ryger hurtigt lag efter lag, for det er hårdt at gå opad i den dybe sne, og sveden driver ned af ryggen. Men det er sjov motion, og vi bliver belønnet med den smukkeste udsigt over den lille by.

 

Saas Fee
Udsigt over Saas Fee

Op og op det går, og endelig når vi frem til en lille hytte, hvor vi kan holde en velfortjent pause og få stillet både sult og tørst. Vi fortærer med lynets hast en rösti med spejlæg, for vi er både sultne og kolde. Sveden, der for et kort øjeblik siden drev ned af ryggen, er ved at fryse til is, og selvom pausen er tiltrængt, går vi hurtigt nedad igen.

 

Café Alpenblick hvor de modige sneskostravere kan tanke op.

Der er dog en, der er både hurtigere og modigere end os. Lige forbi hytten kommer en fyr på telemarkski nærmest flyvende forbi. Der er ingen egentlig skipister på denne side af bjerget, men via hårdt arbejde og gode turski, kan man komme til toppen og nyde turen ned gennem den dybe puddersne.

 

Saas Fee
Telemarkskier i puddersne på Hannig.

Turen ned går en del hurtigere end turen op. Det er nærmest umuligt sætte tempoet ned, så jeg håber bare på, at sneskoene ikke svigter mig. De er dog ikke helt lette at styre i de smalle spor, og da jeg skal forcere en meget lille gren, der er faldet på jorden, går jeg lige på snuden, fordi jeg ikke løfter benene højt nok. Men ingen skade sket. Jeg lander blødt og dybt med næsen i den våde sne, og efter en længere kamp kommer jeg også på benene igen med et stort smil plantet i ansigtet. Det er koldt og vådt og fantastisk, og smilet følger mig hele vejen ned af bjerget.

 

Glad, tilfreds og udmattet efter 3 timers sneskovstraven.

 

 

Skriv et svar

Captcha loading...