SKOVBADNING – NATUR PÅ RECEPT

Skovbadning, på japansk “Shinrin-yoku”, handler ikke om at bade i skovsøer eller efterårsblade. Det handler om at bade i skovens sanseindtryk. Det handler om at opholde sig i skoven på en bevidst måde og være ét med naturen. Det handler om at være tilstede. I Japan fåes skovbadning sågar på recept, og undersøgelser har vist, at skovbadning har en meget positiv effekt på helbredet.

 

AT VÆRE TILSTEDE I NATUREN

Jeg er så heldig at have en storslået natur lige ude for min dør. Ofte går jeg tur i skoven, og hver gang får jeg et kick ud af det. Den friske luft, duften af skovbund og de enorme bjerge giver mig ny energi og en fornemmelse af at blive re-settet. Forleden da jeg var ude at gå, gik jeg (som jeg ofte gør), med en lærerig lydbog i ørerne, men fuglenes insisterende trillen fik mig til at slukke og i stedet rette opmærksomheden mod naturens lyde. Det var en rigtig AHA-oplevelse. Jeg følte mig pludselig bare fuldstændigt tilstede i nuet – en ting jeg altid har haft lidt svært ved – og hvilken følelse det var. Bare at lade sig blende ind og ikke skulle nå noget. Lade sig indhylle i lyde og dufte og mærke skovbunden pusle af liv.

Jeg fandt en lille plet i solskinnet og lagde mig ned på ryggen. Skyerne svævede langsomt forbi, mens tiden gik i stå. Der var helt stille og så alligevel ikke. Fuglene var virkelig forårskåde, så der var fællessang i trætoppene, akkompagneret af bladenes hvislen og den smeltende sne, der rislende flød ned af bjergvæggen. En stille vind kærtegnede mit ansigt, og solens stråler varmede mit sind. Jeg var så lykkelig der på min lille plet, at jeg nærmest begyndte at tude. Bølger af velvære strømmede gennem min krop, og mit energiniveau steg til stormfulde højder.

Jeg var lige dér. Tilstede. Alene og sammen med Moder Jord.

 

Læs også: VANDRETUR & TANKEMYLDER

 

SKOVBADNING PÅ RECEPT

Forleden faldt jeg over en artikel, der omtalte “skovbadning”. Det lød spændende, og måske var det ubevidst denne artikel, der fik mig til at stoppe op der i skoven. Det er i hvert fald klart for mig, at japanerne har fat i den rigtige ende, når de udskriver recepter på skovbadning. Der er ingen tvivl om, at man får det godt af at opholde sig mere i naturen. I takt med at hverdagen bliver mere og mere fortravlet, søger flere og flere “back to the roots”. Det er luksus at kunne gå en tur i skoven, måske endda overnatte i et shelter og lave mad over bål.

I Danmark kan man ikke (tror jeg?) få naturen serveret på en recept. Men derfor kan man jo sagtens dyrke skovbadning alligevel. Det er i hvert fald en ting, jeg vil gøre meget mere fremover. Bevidst og ubevidst.

Er du blevet nysgerrig, og vil du vide mere om skovbadning, og hvordan du gør, kan jeg henvise til denne inspirerende artikel om emnet.

Skriv et svar

Captcha loading...