SIMRESØNDAG: FALSK OSSO BUCO

”Osso” betyder ”knogler” på italiensk. ”Buco” betyder ”hul”. Altså en knogle med et hul. Og det er lige, hvad man laver Osso Buco af. En knogle med hul i. Det er milanesernes nationalret, og i den originale italienske opskrift bruger man kalveskank og serverer retten med risotto. Jeg laver her min egen tilpassede version i stegesoen med svineskanker og køleskabets efterladenskaber. Here we go…

 

INGREDIENSER

50 g smør
2 løg
2 gulerødder
2 pastinakker
4 hvidløgsfede
2 dl rødvin
0,5l bouillon
kvist timian
kvist rosmarin
5 laurbærblade
10 peberkorn
Ingefær, ca. en tommelfinger
1 bakke svampe, jeg brugte kantareller
8 skiver (ca. 1,2kg) svineskank – købes udskåret, da knoglen ikke lige er sådan selv at hamle op med!

 

 

SÅDAN TILBEREDER DU KØDET

  1. Dup kødet tørt og skær ridser i kanten
  2. Bank kødet med en kødhammer og krydr det med salt og peber
  3. Vend kødet i mel og brun det i smørret. Tilsæt evt. en slat olivenolie
  4. Tag kødet op igen
  5. Svits løg, svampe og hvidløg let
  6. Tilsæt gulerødder og pastinakker
  7. Hæld rødvinen over og lad det koge let
  8. Læg kødet ovenpå grøntsagerne
  9. Tilsæt vand og bouillon til kødet er dækket
  10. I med krydderierne
  11. Skru ned og lad retten simre i 3-4 timer (kortere går også, men her gælder reglen ”jo længere, jo bedre.”)

 

TIP: Du kan altid skifte grøntsagerne ud og bruge fx bladselleri, selleriknold, eller andre rodfrugter. Du kan også tilsætte en skefuld tomatpuré, når du har stegt grøntsagerne, og du kan bruge hvidvin i stedet for rødvin.

 

Osso Buco
Det ser måske ikke så appetitligt ud, men jeg lover, at det smager fantastisk.

 

 

TILBEHØR: SALTBAGTE KARTOFLER

Egentlig ville jeg servere en god portion kartoffelmos til, men mit hoved kom lige op med en anden idé; saltbagte kartofler. Køleskabet indeholdt ingen små kartofler, så jeg bruger bagekartofler.

Ca. 2kg kartofler
1 kg groft salt

 

SÅDAN GØR DU

  1. Vask kartoflerne og lad dem tørre
  2. Hæld ca. halvdelen af saltet i et ildfast fad
  3. Tryk kartoflerne godt ned i saltet
  4. Hæld resten af saltet over kartoflerne
  5. Bag dem i ovnen ved 220 grader i en times tid (bruger du små kartofler ca. 35 min)

 

Saltkartofler
Saltkartofler.

 

SERVERING

Jeg kan godt lide at få det hele med, så jeg serverer hele stegesoen med indhold på bordet. Fisk krydderurter og laurbærblade op inden servering og smag sovsen til med salt, peber og afrund evt. med en sjat fløde. Jævn den hvis du synes, den er for tynd. Drys gerne med en gremolta lavet af persille, hvidløg og reven citronskal.

Servér også kartoflerne i det festlige fad og smid en klat smør på toppen.

 

Bon appetit!

 

 

OG GØR SÅ SOM ITALIENERNE

Noget af det bedste jeg lærte i sommers i det italienske køkken, var at bruge sovsen fra retterne til en omgang pasta. Det smager simpelthen himmelsk, og det er da en skam at smide en så smagfuld sovs væk.

 

SÅDAN GØR DU

Fisk kødresterne og knoglerne op af gryden og purér groft den resterende sovs med grøntsager. Findel de små stykker kød og kom dem tilbage i sovsen. Servér med penne og du har en let og fantastisk aftensmad dagen efter.

 

Skriv et svar

Captcha loading...