SEYCHELLERNE: HAPPY HOUR, PARADISE SUN & PATTI SCHMIDT

Tre fiskehejrer står på rad og række og skuer ud over vandet. Holder øje med dagens fiskekvote, der i skumringen svømmer i tusindvis rundt om restauranten. Der er buffet både for fugle og for fæ. Umodne kokosnødder, men et modent publikum. Alle går forelskede rundt hånd i hånd og med en cocktail – 2 for samme pris – i den anden. Et nygift par valser gennem haven, mens fotografen tripper omkring og fanger alle de rette vinkler. I poolen vrider en smuk ung pige sig erotisk foran et fedladent steroidebjerg, der ligegyldigt kigger på. Han får hende alligevel senere, og sikkert på sine præmisser. Hun smiler ikke, Det gør han heller ikke.

 

 

FORELSKEDE PAR & SÆRBEHANDLINGSREGLERNE

Her ligger vi så. Under rigtige palmer på en kridhvid strand på øen Praslin på Seychellerne. Lige nede foran os på stranden står et ældre ægtepar og skændes om at tage billeder af hinanden. Hvem skal først fotografere, og hvor er det rigtige baggrundsmotiv. ”Tryk da nu af for h…” De skiftes til at posere, ligesom det brudepar jeg kort forinden har foreviget foran hjertet og datoen, de tegnede i sandet. De skændtes bare ikke. De var forelskede. Vi er midt i bryllupsparadis og omgivet af forelskede par. I dag er der igen bryllup på hotellet, hvor de bliver viet under en bue af grønne blade og røde blomster. I restauranten er de bedste borde reserveret, og menuen bliver serveret a la carte – i modsætning til for os dødelige, der selv må gå op og skovle ind fra buffeten. Og der gøres ingen undtagelser. Du skal kunne fremvise et dokument, der viser, at du lige er blevet gift, hvis du vil have særbehandling.

 

Praslin
Vandet viser sig som en stor farveladeplade, men er det bare et trick?

Vandet er smukt og overdrevent turkis på afstand, men så snart man kommer tættere på, dukker den virkelige verden op. Det er flaskegrønt på den gammeldags måde, hvor man ikke kan se gennem glasset. Man kan faktisk overhovedet ikke se, hvad der foregår under vandet, og det er dybt ubehageligt, når der kommer tang og slynger sig rundt om ens hænder og fødder. Den indre kino sættes straks i gang og viser skrækfilm af havets grinebidere.

 

 

FLYVEFISK OG GRØNNE FIRBEN

Vi bor på Paradise Sun, der er et lille resort med små fine bungalows lige på stranden. Det er ikke specielt luksuriøst, men pænt og fint. Atmosfæren er god og stemningen afslappet. Solen går ned kl. 6.00, og så er der bælgragende mørkt. Som i helt sort. Vi er tæt på ækvator, og det kan også mærkes på luftfugtigheden der er ved at sprænge alle procentmålinger. Temperaturen er omkring de 29 grader, men det føles nærmere som 60. Man kan ikke gå udenfor døren, uden at sveden driver ned af én. Restauranten ligger ned på stranden, og selv mænd må komme i shorts og flip-flops. Ingen dresscode her og ret specielt for 4-stjernede hoteller her i ø-riget. Personalet er søde og smilende, men betjeningen er, som den nu er… langsom. På den anden side skal vi jo ikke nå noget, så hvorfor skynde sig? Der er til gengæld dresscode for personalet. Man kender altid deres funktion efter de farver, de går klædt i. Havemanden er grøn, stuepigerne lyserøde, tjenerne lyseblå, cheferne hvide, håndværkerne blå. Menneske kend din plads!

 

Praslin
Der er masser af drinks. Men husk lige at købe kuponer, hvis du vil bestille noget i baren!

I madboden på nabohotellet forsøger vi at få stillet eftermiddagssulten ved at bestille et par kyllingespyd, hvilket viser sig at være en temmelig kompliceret affære. Først forsøger vi at bestille drikkevarer i baren. Det kan vi godt, vi skal bare købe nogle drikkekuponer først. Ok.  Så bestiller vi maden. men det kan vi ikke, for vi skal først købe madkuponerne. Men så kan vi alligevel godt. For manden der sælger kuponerne, overanstrenger sig lige tilpas nok til at kunne give bestillingen videre til sidemanden, der styrer grillen. Vi spørger, hvordan man siger tak på kreolsk, men det ved tjeneren ikke. Han er fra Sri Lanka, og har kun boet der nogle år. Han får alligevel drikkepenge, for han er den eneste i restauranten, der faktisk laver noget. Tiden går, og vi får halvdelen af den mad, vi har bestilt. Vi er sammen med et andet par de eneste på restauranten. Tik tak. Vi spørger, om vi mon også får resten. Ja ja den kommer. Engang. En halv time senere kommer kuponmanden ned og prikker os på skulderen. Nu kan vi godt hente maden fra boden, der er 2 meter væk. Ikke at det generer mig at rejse mig, men når der er 4 gæster og 10 medarbejdere, der står med hænderne i lommen, kunne han så ikke lige så godt have taget maden med, når han alligevel skulle ned og meddele os, at vi kunne hente den? Frem og tilbage er lige langt. Hakuna Matata!

 

Praslin
Tag selv buffet fra havet.

Til morgenmaden bliver vi underholdt af et neongrønt firben, der kravler rundt på stolpen lige ved vores bord. Ude foran styrtdykker fuglene og fanger de ellers lynhurtige flyvefisk i det lave vand. For det er lavt, og man skal langt ud for at kunne bade rigtigt. Ebbe og flod. Når floden kommer, kan vi bade. Indtil da kan vi forsøge at finde en solstråle i skydækket, der har lagt sig som et låg over øen.

 

 

15 LANGE MINUTTER

Flyveturen og rejsen hertil i går, gik let og ubesværet. Ca. 6 timer til Dubai, og derefter 4 timer til hovedøen Mahé, hvor vi blev mødt uden et smil i immigrationen, men fik vores stempler og blev lukket ind i landet, der med sine 93.000 indbyggere er et af de mindste lande i verden. Til gengæld blev vi mødt med store smil og venlighed af rejseselskabet, der sørgede for, at vi fik de rigtige billetter til vores videre færd, og ledte os den meget korte vej hen til indenrigsflyet, der skulle tage os videre til Praslin. Vi havde hverken fået vådt eller tørt på flyveren, da vi faldt i søvn, kort efter vi kom om bord på det første fly, og det andet fly serverede kun snacks. Vi strøg derfor direkte i baren på tom og mave, og 2 fadøl og en lettere promille senere var vi klar til at gå i krig med det lille propelfly, der skulle flyve os videre. Tak skæbne. Det raslede og skramlede, og skydækket fik os til at hoppe rundt som små kaniner i et bur. Efter 15 hårrejsende minutter landede vi dog sikkert på Praslin, hvor vi blev hentet og kørt til hotellet. Jeg har vist aldrig været på sådan en pakkerejse før, men det er nu ret bekvemt ikke at skulle tænke så meget på transport og overnatning.

 

Airseychelles
Gisp!!

 

 

BRANDSLUKNING

Der lander noget aske på mit halvnøgne bryst, og forskrækket sætter jeg mig op. Brænder det? Nej, det er bare nabohotellet, der laver bål. Ikke særligt venligt. Tårer springer frem i øjnene, og røgen kilder i næseborene. Hallo. Her ligger vi og soler os i solen, der gør alt for at gemme sig, og så skal vi oven i købet også ryges ud. Jeg springer ud i det afkølende grønne vand, og svømmer en tur. En hejre flyver faretruende tæt hen over mit hoved, og vingernes susen puster i mit ansigt. Jeg er våd, men samtidig mærker jeg også dråber fra foroven. Dryp, dryp, dryp. Er der sendt en brandslukker? Nej, det er bare himlens sluser, der har valgt at åbne sig og komme os til hjælp. Hvis det da er en hjælp. Pest eller kolera. Vand eller røg. Det står pludselig ned i stride strømme. Vælter ned. Folk flygter i panik fra deres solstole. Skystole om man vil. Jeg svømmer videre og nyder ensomheden, før jeg søger ly i bungalowen og giver mig hen til Patti Schmidts livsbekræftende selvbiografi, der er en af de mest bevægende og inspirerende bøger, jeg nogen sinde har læst. Sød musik spiller i mine øregange, mens jeg drømmer mig væk til hendes fortælling. Jeg føler hendes smerte. Hendes udfordringer. Hendes kampe. Og jeg synes, hun lyder som den sejeste kvinde i hele verden, fordi hun virkelig forsøger at udleve sin drøm.

 

Tid til tanker.

 

Skriv et svar

Captcha loading...