SEYCHELLERNE: BEACHBOMBING & KÆMPESKILDPADDER

Altså! Hvornår bliver jeg mon gammel nok til at lære det? Jeg skal IKKE booke gruppeture, for jeg kan ikke lide det! Ikke at jeg ikke kan lide andre mennesker, men hold nu op hvor går det hele bare for langsomt, og halvdelen af tiden spildes med at vente på andre, eller på at klokken bliver samlingstid. Hver eneste gang jeg gør det, lover jeg mig selv (og min kæreste) “aldrig mere” – lige indtil jeg gør det igen. Og jeg gjorde det lige igen. Når det så er sagt, så har jeg lige set Paradis med kæmpeskildpadder og fugle på klods hold, så der er også masser af taknemmelighed og benovelse at spore.

 

BEACHBOMBING

Vi bliver samlet op på hotellet af en lille minibus, der skal tage os ud til en katamaran. Bussen er ikke særlig stor, men det tager laaang tid at køre, fordi vi skal samle gud og hver mand op undervejs – på hoteller der ligger langt inde af små blinde veje. Allerede her bliver vi mindet om, hvor dårlige vi er til gruppeture. Som en flok kvæg bliver vi endelig drevet ombord på båden, 10 styks ad gangen. Foran os går en asiat med sin kone, og vi får for første gang hans håbløshed at føle. Han har hvide sko og hvide tennissokker på her i varmen, og da han ikke må have sko på ombord, må han jo forsøge at tage dem af. Hvilket ikke går så godt. Vi forsøger at komme rundt om ham, men han er som en elefant i et glashus og vælter rundt på ét ben, og alle må pænt vente på, at han snøvler sig færdig.

Om bord skal vi indtage specielle siddepladser, og undskyldningen er, at her skal vi indtage vores frokost senere. Som om det havde gjort en forskel. Jeg forstår det ikke, men guiderne er ellers søde og kaster informationer ud i luften på både engelsk, tysk og engelsk. En lille lokal pige åbner munder, og det reneste tyske sprog flyder ud uden accent. Det virker helt surrealistisk, og så er hun endda samtidig sjov og underholdende.

 

Katamaran
Med katamaranen Catalina er vi på nye eventyr.

Der er kun par ombord på båden, i alle størrelser og aldre. I hvert fald fra 30+, glade og forelskede. Overfor os sidder et ældre ægtepar, som begge er tydeligt mærkede af sygdom, men de er så kærlige med og mod hinanden, at det er en fornøjelse at overvære. De spiser endda af den samme tallerken.

Første ø vi skal besøge, er den lille paradisø Cousin, der er tilgængelig mellem kl. 10 og 12. Resten af døgnet er der kun guiderne, der må være der, og de bor i små primitive hytter. Øen er nemlig et meget vigtigt fuglereservat, der er fredet, hvilket man straks forstår, når man ankommer, for der er fugle og fugleredder overalt.

Der er ingen havn, så vi kan ikke lægge til kaj. Til gengæld er der den fineste hvide strand, hvor der står en flok unge mænd klar til at gribe os. Det viser sig nemlig, at vi bliver ekspederet over i motorgummibåde, der giver fuld gas mod stranden, så vi nærmest flyver ind på land. “HOLD FAST!” råber guiden, og vi beachbomber stranden, mens de unge mænd grinende griber båden og byder os velkomne.

 

Cousin island
Klar til at gribe os, når vi lander.

 

 

FUGLELORT OG EN BARNLIG SJÆL

Vi bliver mødt af tusindvis af fugle, der flyver tæt over vores hoveder. Reder i massevis ligger side om side i trætoppene og sågar på jorden. Der er 5 sorter af landfugle, og 7 sorter af havfugle. Jeg knipser løs for at få nogle gode billeder, indtil det går op for mig, at der faktisk er fugle overalt, og jeg ikke behøver at skynde mig med noget som helst. Der er masser af tid til at nyde både fuglene og junglen. Min kæreste indkasser en fuglelort, og jeg undres over, at der ikke er flere, der bliver ramt.

 

White tailed tropic bird
White tailed tropic bird. De ligger i reder på jorden, hvilket er sikkert her på øen, da de ikke har nogen naturlige fjender.

 

White tailed tropic bird
White tailed tropic bird unge ligger i rede på jorden.

 

Lesser Noddy
Lesser Noddy. Disse reder ser man i tusindvis spredt ud over øen. Tæt på hinanden og mange i samme træer.

 

White terns
Forelskede hvide terner.

Her er så frodigt. Så grønt. Så levende. Vi møder flere fugle. Pjuskede sødlinger, der kigger en smule forskræmte op på os fra deres dårlige gemmesteder. Sorte, hvide, grå, store og små. Forbløffende farveløse egentlig, når man tænker på, at de lever i dette eksotiske paradis. Der er også masser af lizarder – som jeg ikke lige kan huske, hvad hedder på dansk (mere om det senere i et andet indlæg) – og krabber i forladte sneglehus, der drøner rundt i skovbunden og på stranden.

 

Krabbe
Krabbemester i hurtigløb. Her dog uden hus.

Pludselig møder vi en kæmpe skildpadde. Som i kæmpe. Den når mig til midt på låret, og forundret beundrer jeg denne smukke skabning. De andre nøjes ikke med at beundre. Vores asiatiske ven fra tidligere synes åbenbart det er i orden både at banke den på skjoldet og ride på dyret. Heldigvis når vores guide at stoppe ham i tide, så han ikke når at skade den, men det afholder ham ikke fra at banke på alle de skildpadder, vi møder gennem dagen. Hvordan kan man være så ignorant? På den anden side er hans barnlige begejstring også en smule beundringsværdigt. Han er hele tiden den første til at se, føle, røre, dufte og lytte. Han savner bare lige det empatiske gen overfor dyr og mennesker, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at irritere mig over hans dårlige manér. Jeg kan ikke gøre for det!

 

Landskildpadde
En af Aldabra landskildpadderne vi møder, og som guiden kærligt kæler for. Selvom de lever vildt, er de vant til mennesker, og vil gerne snakke – bortset fra en gammel grumpy én, man ikke skal komme for tæt på.

 

300 KÆMPESKILDPADDER

Næste ø vi besøger er øen Curieuse, hvor der ligger et reservat med 300 landskildpadder. Øen er ikke blevet udviklet som et turissted, men den er i den grad en turistfælde. På øen vokser også Coco de mer, som kun et af 2 steder i verden, (Læs mere om den her), og den blev tilbage i 1771 skildpaddernes skæbne. De tilrejsende europæere troede nemlig, at det ville være lettere at høste Coco de mer, hvis de brændte hele øen af. Hvilket de så valgte at gøre med den katastrofale følge, at skildpadderne nærmest blev udryddet, fordi de ikke havde noget at spise. I dag lever der igen skildpadder på øen, men de første 30 år lever de i fangeskab, indtil de bliver voksne og kan klare sig selv. De kan blive helt op til 200 år gamle, og nogle lever endda endnu længere.

 

Curieuse island
2 skildpadder danderer den på den – desværre – beskidte strand, der ellers kunne være så smuk.

Heller ikke her på øen kan man lægge til ved nogen kaj, men entréen er dog mindre dramatisk end på Cousin. Vi kommer over i små både, og skal vade det sidste lille stykke ind til land. Og allerede her opdager man masseturismen. Vandet er beskidt og ulækkert og fuld af affald. Inde på stranden spankulerer skildpadderne selvsikre rundt og vil gerne lade sig klø bag ørerne og hapse en snack. Ikke meget vildtliv over det. Skindet føles nærmest som gammel, rynket slangeskind, og det rykker sig frem og tilbage hen over halsen. Der er selvfølgelig masser af turister der, ligesom vores ven, ikke kan dy sig for at banke på skjoldene og sætte sig op på skildpadderne for at få et foto ,- lige indtil en får en kæmpe røffel af en medarbejder, og de langsomt forstår, at det er skadeligt for dyrene.

 

Curieuse island
Skildpadderne lever frit. Indhegningen er faktisk til personalet, så skildpadderne ikke kommer og spiser deres mad.

Vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal lave på øen. Vi har fået 1,5 time, men guiden har ikke fortalt, hvad man kan gøre, og stranden er næsten for ulækker at sidde på. Bagefter læser jeg om, at der er masser af smukke vandrestier, så jeg har desværre ikke gjort mit forarbejde grundigt nok. I stedet sidder vi i skyggen og keder os og venter på, at tiden går. Man kan hverken købe vådt eller tørt, og jeg mærker rastløsheden indtræffe.

 

Curieuse Island.
Curieuse Island.

 

GRUPPETURE OG KEDSOMHED I PARADIS

Og det er nu, det for alvor går op for mig, hvorfor jeg ikke kan lide gruppeture. Fordi man ikke selv kan bestemme hverken tempo eller gøremål. Man skal bare følge med. Og vi følger da også med, for vi har ikke andet valg. Til gengæld er jeg blevet så træt, at jeg ikke engang orker at hoppe i vandet på dagens sidste stop, hvor der er snorkling på programmet. Jeg er overvældet af indtryk og ventetid. Vente, vente, vente. På ingenting. Nu vil vi begge bare hjem.

 

Snorkeltur uden våde fødder.

 

Alligevel fik vi nogle flotte papegøjefisk at se fra båden.

Det er dog den eneste måde, man kan se øen Cousin på, og også den letteste at besøge Curieuse, da der er sørget for alle tilladelser mm. Og hvis man bare er en smule mere tålmodig end mig, så kan jeg alligevel anbefale denne tur, for et sådant fugleparadis og så må mange kæmpeskildpadder kommer man næppe til at opleve andre steder.

En tanke om “SEYCHELLERNE: BEACHBOMBING & KÆMPESKILDPADDER

Skriv et svar

Captcha loading...