Saas Fee

SÆSONAFSLUTNING ANNO 2020: CORONAVIRUS

Der findes kun ét ord, der kommer til at beskrive 2020; coronavirus. Det er forunderligt, at en så lille ting, øjet ikke kan se, kan sætte hele verden i stå. Noget man egentlig aldrig havde kunnet forestille sig i vort årtusinde. Men den er her, og det kan vi ikke komme udenom. Heller ikke her hos os, hvor vi ellers føler os isoleret fra resten af verden. På toppen af et bjerg hvor man ikke tænker, den når hen. Det er den heller ikke officielt endnu, men hvem ved?

 

BRAT AFSLUTNING

Som så mange andre har jeg også længe tænkt: ”Nåh ja, det er da bare en ny form for influenza.” Som så mange andre har jeg fulgt med i nyhederne og sagt, at medierne da bare skruer op for hysteriet. Som så mange andre har jeg slet ikke forstået konsekvenserne af denne ”influenza” i Kina, der pludselig bredte sig i mit naboland Italien og langsomt, men sikkert, nærmede sig grænserne. Bankede på og blev lukket ind. Omend ufrivilligt.

Men i fredags gik alvoren virkelig op for mig: samtlige skisportssteder i Schweiz måtte lukke med øjeblikkelig virkning!? Samme formiddag havde jeg været oppe at dekorere 2 af vores udstillingssteder i bjergrestauranterne og fra gondolen kastet et længselsfuldt blik ned på de velpræparerede pister, der kaldte mit navn. Glædet mig til denne uge hvor jeg endelig havde lidt fri, hvor vejrudsigten lovede solskin, og hvor jeg endelig kunne komme lidt mere på ski. Men sådan skulle det altså ikke gå. Jeg havde selvfølgelig godt fornemmet, at der var noget i optræk, men slet ikke at vi var så langt henne…

Hele personalet var i chok! Spørgsmålene trillede om ørerne på os. Ca. halvdelen er udlændinge, og i løbet af et splitsekund skulle de tage stilling til, om de ville blive i Schweiz eller skynde sig hjem, inden grænserne lukkede. Chokket blev skyllet ned med Prosecco og kolde håndbajere, og for en stund steg humøret igen og sammenholdet blev fasttømret.

Lørdag måtte vi holde butikken åbent som normalt, men søndag kom dødsstødet: alle butikker bortset fra levnedsmiddelbutikker, apoteker, banker og posten skulle dreje nøglen om kl. 18.30 og ikke åbne igen. Hoteller måtte holde åbent endnu et døgn, og efter de havde fået sendt gæsterne afsted, fik de at vide, at de alligevel godt måtte holde åbne. Så meget for god kommunikation. Det er en økonomisk katastrofe for hele byen, der lever 99% af turisme, og alle bliver rigtig hårdt ramt. Men vi overlever forhåbentlig alle, og må bare se frem til at sommersæsonen forhåbentlig kan begynde i juni.

 

 

WAKE UP CALL

Det var ikke bare en brat afslutning. Det er også en brat opbremsning. Måske et hint til os dødelige om at vi ikke er så urørlige, som vi går rundt og tror. En så omfattende katastrofe får mennesket til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang.

Det er tid til refleksion!

Det er tid til fordybelse!

Det er tid til revision!

Moder Jord er i færd med at tage en dyb indånding, og vi bør alle trække vejret sammen med hende. Himlen bliver pludselig mere blå. Vandet mere klart. Mennesket mere modtageligt. Selvom det der sker om ørerne på os, er frygteligt, er der også positive konsekvenser. Vi brokker os altid over, at vi ikke har tid. Nu har vi tid. Spørgsmålet er bare, hvad vi stiller op med den, mens andre mennesker knokler for at redde flest menneskeliv.
I øjeblikket florerer der et ordsprog på de sociale medier i stil a la:

”Vores bedsteforældre blev sendt i krig, vi bliver sendt hjem på sofaen. Hvor svært kan det være at overholde det!”

Det er pisse svært! Vi er så vant til at blive underholdt 24/7. Vi er vant til, at hjulene drejer, og tempoet er hæsblæsende. Tænk sig at vi nu skal være sammen med hinanden. Underholde hinanden. Være kærlige mod hinanden. Under samme tag. 24/7!

SLAP AF!

Det betyder ikke, at du nu bare skal ligge på sofaen hele dagen. Men det betyder, at vi ikke behøver være så perfekte. Vi behøver ikke at nå alt det, vi plejer. Det eneste, vi behøver, er at øse ud af vores kærlighed og hjælpe dem, der har brug for det.

Og det er nok det eneste positive, jeg kan sige om Coronavirussen: I løbet af den sidste uge mærker man pludselig, at folk hjælper hinanden ekstra meget. Der stables frivillige hjælpetjenester på benene i løbet af nul komma niks. Der bliver tilbudt hjælp fra fremmede. Folk du ikke kender stopper op for at snakke, for nu har vi et fælles tema. En fælles fjende. Ikke en Trump man kan være enig eller uenig med. Ikke en diktator der lukker grænser for at kunne diktere. Men en vaskeægte udefrakommende trussel der gør, at vi står sammen skulder mod skulder.

 

 

ØKONOMISK KATASTROFE

Pandemien vil også få katastrofale økonomiske konsekvenser. Der er mange, der vil komme til at gå konkurs. Der er mange, der vil gå ned med flaget. Det bliver forfærdeligt. Det ER allerede forfærdeligt. Men husk at sætte pris på at du stadig har mad i maven. At du lever i et velfærdssamfund. At alle gør deres bedste for at finde den bedst mulige løsning.

Det spændende (undskyld udtrykket) er, at folk begynder at blive mere kreative. Der popper allerede små nebengeschäfter op; Yogalæreren og fitnessinstruktøren går online, og man laver fysiske aktiviteter hjemme på stuegulvet i fællesskab uden fysisk at være sammen. Facebook bugner med opfindsomme mennesker, der lægger – mere eller mindre – lærerige og underholdende videoer ud. Folk i Italien synger fra altanerne, og sneboldeffekten rulles ud i resten af Europa, så man pludselig lærer sine naboer at kende. På afstand. Børnene begynder at lege med pinde igen, være idérige i deres lege, fordi de ikke kan sidde med en iPad i skødet hele dagen.

Jeg er pt. i gang med en online uddannelse som Visuel Merchandiser. Det var ikke planlagt, at jeg mere eller mindre skulle i isolation, men når det nu er sådan, er det en fantastisk ting. Jeg kan lære noget nyt, jeg kan være kreativ, og jeg kan faktisk bruge det, når jeg engang vender tilbage på arbejde.

LÆR NOGET NYT!

Der findes så mange online læresteder. Mange gratis, men overvej om det måske var en idé også at betale en lille sum for din læring. På den måde kan du hjælpe både dig selv og andre.

Min lærer gav mig forleden en fantastisk opgave, som jeg gerne vil give videre til dig:

”Lav en liste med projekter du har gennemført de sidste 10-15 år.”

Jeg fik opgaven, fordi jeg engang i mellem godt kan tvivle lidt på mig selv. Stiller mig selv spørgsmål, som fx: ”Hvad kan jeg egentlig?”, ”Vil folk tage mig seriøst, hvis jeg følger min drøm?”, ”Kan jeg virkelig det?” osv. Alle de spørgsmål man som en god Jante slår sig selv i hovedet med af og til.

Det blev en øjenåbner! Jeg kan jo faktisk meget mere, end jeg umiddelbart går og tror. Jeg har masser af vellykkede projekter i bagagen. Masser af kreative idéer jeg har ført ud i livet. Jeg skal bare lige huske på dem.

Så min anbefaling er at lægge hovedet i blød. Hvad er det, du kan? Hvordan kan du bruge det i denne svære tid?

 

 

HVAD SKER DER I MORGEN?

Ingen kender dagen. Ingen ved, hvad morgendagen bringer. Det er tid til at lade verden gå sin gang og passe på sig selv og hinanden. Vi sidder her og forventer et udgangsforbud fra regeringen. Vil det mon ske? Det vil være frygteligt, men hvis det er det, der skal til, er det det, der skal til. Det må vi bare acceptere.

Vi må stole på hinanden.

Vi må sætte pris på de mennesker, der sætter deres egne liv på spil for at redde andre.

Vi må overveje, om vi selv kan gøre noget for andre.

 

 

2 tanker om “SÆSONAFSLUTNING ANNO 2020: CORONAVIRUS

Skriv et svar

Captcha loading...