Sælsafari Mandø

SÆLSAFARI PÅ MANDØ

Vi kører med hestevognen ud i vadehavet. 2 friske fjordheste er spændt for, og den ene er meget ivrig og vil helst galopere hele tiden. Kusken forsøger at holde dem tilbage, men vi får alligevel overhalet den anden vogn, og vinker grinene til de andre, da vi spæner forbi. Solens stråler trænger igennem, og spejlbillederne i vaden fordobler antallet. Kusken vender sig om og siger på tysk, at sælerne er hjemme i dag. Vi kigger os forundrede omkring. Hvor? Der! Nåh der er de. Langt ud i horisonten ligger de på en sandbanke og soler sig. Men vi skal heldigvis tættere på, for det er jo en sælsafari. Tror vi da.

 

 

SPOLERET NATTESØVN

Jeg har ikke sovet hele natten, fordi min hjerne har kværnet løs. I dag har jeg nemlig planlagt en tur for min kæreste og et vennepar til den lille ø Mandø, der ligger og boltrer sig ude i vadehavet. Eftersom de ikke ved, hvor turen går hen, er det mig, der står for planlægningen, hvilket jeg meget gerne gør. Men lige denne tur har forstyrret min nattesøvn. For jeg har jo booket udflugten med hestevogn allerede, og mine kvaler er nu, om vi overhovedet kan komme frem og tilbage til øen? Man kan jo ikke sejle, så der er kun adgang, når vandet skubbes tilbage og åbenbarer en grusvej, vi kan køre på.

Det viser sig selvfølgelig, at jeg sagtens kunne have sovet min Tornerosesøvn, for arrangørerne har været så snu at arrangere turen, så man både kan nå at køre til og fra øen uden at blive opslugt af bølgerne. Sjovt som små ting kan vokse sig store om natten, jeg kunne endda bare have læst mailen ordentlig, så havde jeg ikke behøvet at bekymre mig.

Nå, men nu er vi på vej. Jeg er så spændt. De andre måske knap så begejstrede over min opfindsomhed som jeg selv, men de er blevet pakket ind i bilen sammen med gummistøvlerne, og nu skal vi på tur. Der er ingen undskyldninger og ingen vej tilbage.

 

 

MANDØDÆMNINGEN I ÆGTE MOSES STIL

Ved Vester Vedsted leder en lille vej os ud til kysten, og vi triller stille og roligt over diget. Foran os venter det smukke Vadehav, som vi kører lige igennem som en anden Moses. Følelsen af at køre midt i et hav, får maven til at slå kolbøtter, og spændingen skruer op for volumenknappen i bilen. Nu er jeg pludselig ikke længere den eneste, der er begejstret. Det er da for fedt at køre her på en lille grusvej gennem vores verdensarv og være en smule nervøs for, om man pludselig bliver skyllet væk. Selv om vi godt ved, at det er en urealistisk tanke. For jeg har tjekket tidevandstiderne. Sådan ca. tusinde gange.

 

Mandø
Vejen til Mandø. Lige her ser man ikke vandet, men i stedet flotte farver der bølger i vinden.

Jeg ved ikke helt, hvor vi skal køre hen, men tænker, at Mandø vel ikke er større, end at vi nok skal finde det. Og det viser sig at holde stik. Vi kører rundt om øen hen til den eneste ”by”, hvor vi finder en parkeringsplads. Den ligger på en privat grund, og for en sikkerheds skyld stiger jeg lige ud af bilen for at spørge, om det er ok, at vi holder der, eller om vi skal betale noget. Damen griner hjerteligt og forlanger 100kr. Bare for sjov – det er gratis. Da jeg spørger, om hun ved, hvorfra hestevognene går, griner hun videre; ”Det er jo lige her”. Fantastisk, så fandt vi det uden problemer. Vi må også godt låne toilettet. Men det koster 10 kr. – kun for sjov, det er gratis. Haha.

 

Mandø
Vandet er langt langt væk.

Vi har en times tid, før turen starter, så vi beslutter os for at se os lidt omkring. Jeg har ikke været på Mandø, siden jeg gik i 3. klasse, og det eneste jeg kan huske, er købmandens (eller var det præstens?) søn, der var lidt sød. Og at vi lavede lejrbål, sang ”vi har lejrbål her” og drak gåsevin. Byen, hvis man kan kalde det en by, består af en brugs, en mølle, et par caféer og en redningsstation. Sådan rundt regnet. Det er meget charmerende, og vi går gennem gaden ned mod stranden. Der er ebbe, og vandet er så langt ude, at man knap kan se det. Folk trasker rundt på vaden, og der lyder grin fra stranden. En stormsøjle viser, hvor høj vandstanden har været, og vi forstår, hvorfor man har bygget diger.

 

 

PÅ UDKIG EFTER SÆLER

Tilbage på gården igen er der ved at gøres klar til afgang. 2 vogne og 16 håbefulde turister drager af sted, og hestene er ligeså ivrige og glade som os. I vores vogn tales der dansk, tysk og italiensk, men kusken fortæller kun på tysk, så jeg tvivler på, at den italienske familie får særlig meget ud af de informationer, der bliver givet undervejs. Han kan dog oversætte til dansk, når det er nødvendigt, og faktisk er han også dansker.

 

Mandø
Hestevognene gøres klar.

Vi rider ud langs diget, som han fortæller er blevet bygget med de bare hænder, kun med skovle som hjælpemidler. Når man kigger på de mange kilometer jord der er blevet skovlet sammen, kan man kun blive imponeret. Vi kommer snart ud til vandet, og han fortæller, at vi skal køre ca. 3 kilometer ud for at se sælerne. Ih hvor er vi spændte.

 

Mandø
I hestevogn ude på vaden.

Da han efter ca. en kilometers penge siger, at det er heldigt, at der er nogen hjemme i dag, kigger vi i øst og vest for at få øje på dem. Hvor er de? Vi kan ikke finde dem. Jo lige dér. Men da vi kommer tættere på, er det bare noget tang, der ligger som små kugler. Nå, det var nok ikke det, manden mente. Vi kører lidt længere, og NU får vi øje på dem. Meget langt væk, men der er hundredevis af dem. Og får at vide, at vi ikke må køre tættere på end 300km, så vi ikke forstyrrer dem. Det ville nu heller ikke have været muligt, for foran os ligger en stor revle fuld af vand mellem os og sælerne.

 

Mandø
Tæt på og alligevel så langt væk.

Det er med lidt blandede følelser, at vi stiger ud af vognen. Selvfølgelig er det godt, at man ikke må forstyrre sælerne, og selvfølgelig skal de have lov til at være i fred. Men at vi skal være så langt væk, at vi skal bruge en kikkert for at se dem, er måske ikke lige det, jeg havde regnet med.

 

Mandø
Der skal en kikkert eller meget god linse til for at se sælerne.

Måske, eller især, fordi jeg sidste år i New Zealand bare kunne gå rundt mellem hundredevis af sæler, og derfor nok havde regnet med en noget lignende oplevelse denne gang. Men ud kommer vi, og vi ser da en sandorm tæt på, og vi smager på noget salturt, der vokser i vaden.

 

Salturt
Salturt en en saftig plante, der smager af … ja du har nok gættet det: salt!

 

Sandorm
Sandorm. Da jeg var lige var jeg ofte med min far ude og grave efter sandorm, som vi kunne bruge som madding, når vi fiskede.

 

 

SUMMA SUMMARUM

Vi kører lidt skuffede tilbage, men heldigvis glemmer vi det hurtigt igen. Det er en fantastisk oplevelse i sig selv at køre i hestevogn ude i vadehavet og opleve naturen så tæt på. Jeg er sikker på, at børn ville elske det, så hvis du planlægger en familieudflugt, er det måske her, I skal tage hen. Bare ikke forvent at se sæler tæt på, selvom det kaldes en sælsafari.

Turen blev booket og arrangeret gennem Mandø Event. Jeg kunne ikke helt finde ud af deres online booking system, men selvom jeg først skrev en mail om aftenen, blev der svaret prompte, og turen blev booket til næste dag. God service.

 

Mandø
Her starter turen over diget. Smukt. Barskt.

Skriv et svar

Captcha loading...