ROADTRIP I DET ØSTLIGE MALLORCA

Et roadtrip på Mallorcas østkyst byder på små gemte byer, sandstrande, klostre, gamle forfaldne vindmøller og ikke mindst en rejse til jordens indre. Det er en stor kontrast til vestkysten, der domineres af bjergkæden Tramuntana, og måske netop derfor kaldes Mallorca for “Minieuropa”. Man har virkelig lidt af alt samlet på et forholdsvis lille sted. Men det bedste af alt er at slå sig ned på de små byers torve og nyde livets gang gå forbi. Følge med i de lokales møder og se deres livlige bevægelser diskutere dagens begivenheder.

 

Livet nydes, mens dagens nyheder vendes.

 

 

KLOSTERET SANTUARI SAN SALVADOR & ARTÀ

Det ikoniske kloster Santuari San Salvador er byen Artàs ubestridte varetegn. Bygningen, der ligger på en høj, er omgivet af en stor fæstningsmur og har panoramaudsigt over hele byen og bakkerne med mandelplantager og olivenlunde. Der en en del trappetrin, der skal forceres, men det er bestemt anstrengelserne værd, og undervejs har du også udsigt til på Torre de Canyamel og den gotiske militær og sognekirke (Transfiguració del Senyor), som også ligger på bakken.

 

Fæstningen omkring klosteret.

 

San Salvador kirken.

 

SAN SALVADOR
Udsigt over Transfiguració del Senyor og byen Artà.

DRYPSTENSHULERNE CUEVAS DEL DRACH

Mallorca er en ø fuld af finurlige grotter og huler, og de største, og nok mest fascinerende, er de 4 sammenhængende drypstensgrotter Cuevas del Drach, på dansk kaldet Dragehulerne. Indbyggerne er stalaktitter og stalagmitter, der vidner om tidens forløb og lokker dig ind i denne forunderlige verden 40 meter under havets overflade, hvor du kan gå på opdagelse i fortiden. De snoede gange med sylespidse drypsten guider vejen, og du kan nyde en sejltur på en af Europas største søer, Martel, efter du har ladet tankerne svømme væk til den klassiske musikkoncert, der spilles undervejs. Følg i Jules Vernes fodspor, overgiv dig til naturens vidunder og lad fantasien få frit løb.

 

Cuevas del Drach
“Baths of Diana” er det mest klare turkisblå vand, du formodentlig nogen sinde kommer til at opleve.

 

Martel Lake er en af de største underjordiske søer i verden, omkring 170 meter lang og varierer fra 4 til 12 meter i dybden. Efter koncerten venter bådene på at fragte dig det sidste stykke vej gennem hulen, men du kan også vælge at gå på stien langs vandet, hvis du vil nyde søen fra bredden.

 

I hulerne finder du flere naturlige former, der minder om søjler, træer og trærødder, og som nogle steder er op til 25 meter høje.

 

FISKERBYEN CALE FIGUERA

Cala Figuera er en lille bitte fiskerby på østkysten, der også bliver kaldt Mallorcas svar på Venedig. Den beskrivelse er jeg dog ikke helt enig i, men idyllisk er det. I november måned er der ikke så meget at komme efter, men naturen er alligevel en afstikker værd.

 

Bugten går ind gennem den lille fiskerby, der kaldes for Mallorcas svar på Venedig.

 

Udsigt fra spidsen af byen.

 

Vi klatrer ud på de yderste klipper og nyder en smuk solnedgang.

 

DEN SANDFARVEDE BY SANTANYI

Byen Santanyi domineres af små snævre gader og passager, der snor sig ind mellem sandfarvede huse og straks giver en oplevelse af et autentisk Mallorca. Byen summer af fred og ro, og lader til at være forholdsvis upåagtet af masseturismen, der ellers dominerer øen, og virker som et godt alternativ til de overrendte områder. Vi når dog kun en kop kaffe i dag på byens torv Plaça Major, men det er en by, jeg en dag vil vende tilbage til og booke en overnatning eller flere.

 

Tur gennem Santanyi.

 

SMØRHULLET CALA PI

Cala Pi er ikke meget mere end en idyllisk lille strand med et hotel og et ishus. Faktisk kører vi mange gange frem og tilbage, da hverken vi eller vores gps er helt klar over, hvad vi leder efter. Efter at have vendt et par gange finder vi dog dette lille smørhul, hvor nogle få vovede ligger og solbader i den kølige luft, mens en mand udfører dagens fitnessprogram. Vandet er fantastisk klart, og jeg er faktisk næsten fristet til at springe i, men det bliver ved at dyppe tæerne. Så meget viking er jeg trods alt ikke lige i dag.

 

Udsigt over det lille gemte paradis; Cala Pi bugten.

 

BALLERMANN & GRISEFESTER

Den tyske version af grisefest er absolut ikke min kop te. Bydelen er grim, beskidt og ucharmerende, men når man ser stranden, får man dog lidt forståelse for, hvorfor stedet er mange gæsters foretrukne feriested. Så er du til fest og druk og solbadning, er det stedet, du skal overveje at tage hen. Og Ballermann er ikke sådan lige til at komme udenom…

 

Hotellerne er kastede op i en vis fart for at kunne følge med de solhungrende chartergæster tilbage i 70’erne. Det ser ikke ud som om, der er blevet gjort noget for at gøre byen pænere siden, men de som kommer her, elsker alligevel stedet.

 

Stranden er til gengæld lang og lækker.

 

RUTEN VI KØRTE

Det har været en lang dag med mange oplevelser, og selvom de knap 200km ikke lyder af meget, ville jeg nok med fordel dele den op i 2 dage næste gang og tage en overnatning undervejs, så der er mere tid til at nyde de små byer. Især hvis du vil have tid til også at nyde lidt tid på en af de mange smukke sandstrande eller drikke en ekstra kop kaffe blandt de lokale. Når det så er sagt, er det sagtens muligt at få en god dagstur ud af det også.

 

Skriv et svar

Captcha loading...