Plitvice nationalpark

ROADTRIP BALKAN #5 PLITVICE NATIONALPARK, KROATIEN

Jeg har oplevet så megen skønhed den sidste uge, at jeg nærmest ikke kan få armene ned igen. Hundredvis af smukke vandfald i alle størrelser og afskygninger og en natur der er så grøn og frodig, at man overvældes af begejstring og en dyb taknemmelighed. Plitvice nationalpark overgår det meste, jeg har set og oplevet, og det har været en van(d)vittig fornøjelse at udforske parkens kringlede kroge og stier. Jeg er træt & udmattet, men det er ikke noget, værtens snaps ikke kan rette op på. Na zdrowi!

 

WINNETOU & POCHAHONTAS

Gud hvor jeg bare elsker vores GPS. Hun fører os altid ud på nye eventyr, og vi har virkelig oplevet alle mærkelige afkroge af de lande, vi har været igennem, som hun overhovedet har kunnet komme i tanke om. Og også i dag bliver leder hun os en tur ud i det blå. Det skal hun dog ikke høre et ondt ord for, for vi snor os ad små veje gennem det smukkeste landskab.

 

Kroatien
På en lidt alternativ rute oplever vi den smukke og rå natur.

Eller skulle jeg sige landskaber. Vi kører nemlig op mod et pas, hvor bjergsiden domineres af de kæmpe grå klipper, der er fulde af tætbevokset buskads og genstridigt krat, der ser ud til helst at ville rive øjnene ud på én. Nogle steder er landskabet lidt mere åbent, og hele tiden forventer man, at Winnitou kan dukke op omkring hvert et hjørne. I mit stille sind døber jeg vores GPS for Pochahontas, for hun er sikkert på jagt efter drømmemanden og godt selskab, sådan som hun keder sig.

 

Kroatien
Udsigt fra toppen af passet.

Da vi når over passet, ændrer landskabet sig fuldstændigt. Det tørre grønne krat bliver afløst af frodige bakker, der bølger sig så langt øjet rækker. Kroatien har udover alle nationalparkerne, og også en del naturparker, og vi kører nu gennem en af dem. Der er skilte med tilbud om rafting, som jeg virkelig har lyst til at prøve kræfter med igen, men jeg er næsten bange for, at jeg vil ødelægge alle de gode minder, jeg har fra min tur i Nepal som 19 årig frygtløs backpacker. Wow! Er det virkelig 20 år siden?

 

Kroatien
Vi kører gennem en naturpark.

 

 

NA ZDROWI & HOPPAAAAA

Vi ankommer til vores idylliske lille B&B ved 14-tiden, efter at have købt billetter og kort ved hovedindgangen, og allerede inden vi har tjekket ind, har værten hældt 2 hjemmebrændte slivovitz i os. Na zdrowi og hopaaa hopaaaa. En smule trætte og øre i hovedet bestemmer vi os dog alligevel for at se, hvad parken har at byde på, og da indgang nummer 3 ligger lige nede for enden af vejen, har vi det bedste udgangspunkt fjernt fra de store indgange, hvor man skal lede længe efter en parkeringsplads.

 

Plitvice
Vores B&B der ligger helt perfekt placeret ved indgang 3, hvor der stort set ikke er andre mennesker.

Plitvice Lakes er den ældste og største nationalpark i Kroatien, og blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1997 efter at have båret titlen som Kroatiens første nationalpark siden 1947. Parken ligger i den bjergrige region mellem Mala Kapela bjergkæden i vest og nordvest, og Lička Plješivica bjergkæden til sydøst, og består af over 16 søer samt hundredvis af vandfald. Nogle vil måske kunne nikke genkendende til landskabet, hvis de har set Winnetou filmene i deres yngre dage, og de maleriske omgivelser er da også som taget lige ud af en film.

 

Plitvice nationalpark
Plitvice nationalpark.

Parken er opdelt i de øvre og de nedre søer, og der er masser af forslag til kortere og længere ture, så man kan se parken mest optimalt. Den helt store runde på 6-8 timer ville vi egentlig ud på i morgen, men nu da vi er her, kan vi jo lige så godt få gang i bentøjet igen.

 

Plitvice nationalpark.
Plitvice nationalpark.

 

UDFORSKNING AF PLITVICES NEDRE DEL

Vi lægger derfor ud med at udforske den nedre del, der består af søerne Milanovac, Gavanovac, Kaluđerovac og Novakovića Brod, som går ned gennem en dyb canyon omgivet af imponerende stejle klipper. Søernes store finale er det imponerende vandfald Sastavci, med Korana-floden, der springer under bunden af fossen.

 

Plitvice nationalpark
Sastavci vandfald.

Der er eftermiddagstravlhed, og området vrimler med asiater, der forsøger at få den bedste kameravinkel, og der er kamp om pladserne på broen. Jeg får da også knipset et billede eller to, men det er svært at komme uden om alle de poserende mennesker uden at zoome lidt ekstra. Men jo, vi vil vel alle gerne have et selfie med et vandfald. Selfies bliver det dog ikke til i denne omgang, men jeg er sikker på, at det kommer på et andet godt tidspunkt.

 

Plitvice nationalpark
Plitvice nationalpark.

Vi går beundrende videre, og pludselig får vi øje på Winnetous grotte. Den må vi også op og se. Stenene er våde og glatte, og de fleste går videre, men vi får kæmpet os op, og en strålende udsigt over søerne åbenbarer sig. Mændene er rigtige gentlemens her, og med en fremmed i hver hånd og min kæreste til at tage imod mig, kommer jeg også sikkert ned igen. Det var måske ikke helt nødvendigt, men man har vel lov at nyde sin feminine side engang imellem.

 

Plitvice nationalpark
Winnetous grotte med smuk udsigt over parken.

De fleste turister forsvinder langsomt, da vi kommer forbi parkeringspladsen, og pludselig har vi nærmest det hele for os selv. Vi går videre langs søerne, og når frem til en båd, der bringer os sikkert i havn på den anden side, så vi kun har kort vej tilbage. Turen har taget ca. 2 timer op og ned, og vi er gået ca. 4 km.

 

Plitvice nationalpark
Bådfart i Plitvice nationalpark er inkluderet i entréprisen.

Vi går med tunge ben op ad den lille vej, der fører tilbage til vores overnatningssted, og undervejs får jeg øje på nogle kæmpe spindelvæv, der er inden i er fuld af fluer og andre små insekter, som har tiltrukket larverne, der kæmper en forgæves kamp mod at blive en del af forrådet udenpå. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor og klam den edderkop er, som skal fortære alt dette, og vi skynder os videre.

 

Plitvice nationalpark
Jeg vil ikke vide, hvor stor den edderkop er, som har spundet dette net.

Dagens udflugt skal selvfølgelig belønnes med en snaps. Eller 10. Næppe har vi tømt glasset, så er det fyldt igen. Værten stråler, mens vore øjne sløres mere og mere af det stærke hjemmebrænde. Han synes åbenbart også, at vi ser sultne ud, så der går ikke lang tid, før der står en kæmpe tallerken mad foran os. Vi guffer glade deres specialitet, der er en blanding af brød og pasta og smager fortrinligt, i os og går derefter bogstaveligt talt i brædderne.

 

 

PÅ EVENTYR I PLITVICE NATIONALPARKS ØVRE DEL

Op på hesten igen for nu at blive i indianerånden. Efter en god nats dyb snapsesøvn vågner jeg op til efterdønningerne af snapsen, og hovedet føles en smule tungt. Det første vi bliver budt på til morgenmaden er – selvfølgelig – en snaps. Men ingen snaps til mig i dag, for jeg er ikke ligefrem “reparationstypen”, der rejser sig op ved det træ, jeg er faldet ved. Alkoholen må i stedet svedes ud, og heldigvis glemmer jeg hurtigt hovedpinen i den smukke natur.

I dag er det tid til at udforske den øvre del, der viser sig at være langt mindre overrendt af turister end den nedre del. Nok hovedsageligt fordi alle asiaterne ikke gider løbe så langt. Vi begiver os opad på en lille sti, der fører os til toppen af parken, og vi møder stort set ikke en sjæl undervejs. Der er så stille, og jeg mærker freden plante sig dybt nede i maven. Vi går gennem en skov, men overalt dukker der smukke piphuller op, hvor vi kan se søerne og vandfaldene fra oven.

 

Plitvice nationalpark
Udsigt fra toppen.

Det går ned ad igen, og pludselig er vi ude af skoven og helt nede ved vandet i løbet af ingen tid, hvor vi kan beundre naturvidunderne fra frøernes perspektiv. En masse små stier krydser hinanden, så man kan se vandfaldene fra alle vinkler. Her er igen en del mennesker, for busserne er begyndt at arrivere, og grupperne myldrer ind i parken. Der er en pil på kortet, der viser, hvilken retning man skal bevæge sig i, men da vi kommer oppefra, betyder det, at vi kommer til at gå imod strømmen. Stierne er en smule smalle af og til, og vi får nogle ikke så vellidte blikke fra crowden, der ikke gør mine til at lade os komme forbi uden kamp.

 

Plitvice nationalpark
Der er et meget velindrettet stisystem i parken, hvor man let kan bevæge sig rundt.

Vi bevæger os ud af masserne igen, og følger en lille sti tilbage langs søen, mens vi indsnuser duftene, der kildrer i næseborene. Så meget skønhed på en gang er nærmest overvældende. Det går over stok og sten, og på et tidspunkt bliver også balanceevnerne sat på prøve, da vi skal forcere et meget mudret område via nogle træstammer. Vi klarer dog linegangen let og elegant uden uheld, mens pigen der kommer fra den anden side, vælger at udfordre mudderet ved at traske igennem det, er ikke lige så heldig. Det viser sig at være en meget dårlig idé, og med et højt hvin står hun pludselig begravet i mudder til knæene. Det bliver en lang dag for hende at rende rundt i de sko!

 

Plitvice nationalpark
Plitvice nationalpark.

Efter ca 6km og 3 timers hård traven er vi ved at være godt møre, og jeg må nærmest slæbe mig selv op af bakken til huset. Men vi har også holdt et godt tempo, og alt i alt brugt ca. 5 timer på turen som står til at vare 6-8 timer. Måske fordi vi gjorde det med en pause imellem og friske ben. De friske ben er dog ikke længere friske, og det er en lettelse at få skoene af. Det synes vores vært måske ikke, men han tilbyder alligevel glad hans hjemmebrænding, da vi kommer tilbage. Nej tak. Ingen snaps i dag.

Til gengæld er vi hamrende sulten, og han sætter fut i grillen med det samme. Efter en kort ventetid præsenterer han en tallerken med et overflødighedshorn af forskellige kødstykker, der mætter bare ved synet. Vi spiser ca. halvdelen og holder en velfortjent siesta, og resten af dagen er ren dovenskab og rekreation. Om aftenen falder vi i snak med et amerikansk par, der bor i Mexico, og først tænker jeg, at jeg virkelig ikke orker at føre en samtale og bare vil i seng, men de er så interessante at tale med, at aftenen alligevel trækker ud, og en enkelt snaps bliver det da alligevel også til.

 

Plitvice nationalpark
Når man ikke kan få armene ned igen af bare begejstring.

Efter at have oplevet al den skønhed i Krka nationalpark før vi kom her, var jeg lidt bange for, at Plitvice bare ville være en gentagelse. Jeg skulle skamme mig, skulle jeg. Plitvice er sin helt egen, og med sin størrelse og antallet af vandfald trumfer den Krka stort. Dette betyder ikke, at Krka på nogen måde ikke er en oplevelse værd, den er bare anderledes, men Plitvice kan man altså ikke komme udenom, hvis man besøger Kroatien. Så skal man vælge en af delene, bliver det Plitvice, der løber med sejren.

 

 

LÆS MERE OM KRKA NATIONALPARK HER:

ROADTRIP BALKAN #4 KRKA NATIONALPARK, KROATIEN

SÅDAN OPLEVER DU KRKA NATIONALPARK PÅ DEN MEST OPTIMALE MÅDE

 

Skriv et svar

Captcha loading...