Kotor bugt

ROADTRIP BALKAN #2: MAGISKE MONTENEGRO

Uden nogen forventninger til miniputlandet Montenegro triller vi ind over grænsen fra Albanien og møder en helt anden verden. Storslået og smuk i al sin enkelthed spreder Montenegros bjerglandskab sig ud over et areal på knap 14.000km2, og naturen, renheden og folket tager fuldstændigt pusten fra mig. Skønheden gennemsyrer både landet og befolkningen, og jeg er solgt fra første sekund. Det er ren magi.

 

 

TURISTMEKKAET BUDVA

Vi når kun lige at trille ind over grænsen til Montenegro, før vi opdager, hvilket skønt land det er i forhold til Albanien. Vejene er gode og vedligeholdte, og landskabet ufatteligt smukt. Her er rent, og alle folk vi møder, er så venlige og imødekommende. Vi snupper en overnatning i kystbyen Budva, der har alt, hvad en turists hjerte kan begære; Pommes Frites Strasse med fastfood og souvenirbutikker, strandpromenade med kulørte drinks og dyre solstole, krystalklart vand og den smukkeste gamle bydel som det historiske indslag. Kort sagt: her er skønt.

 

Budva
Udsigt over bugten ved Budva. Den lille ø er et af Europas bedste 5 stjernede resorter.

Vi bor på et nyt hotel et stykke fra al larm og støj, hvilket viser sig at være et rigtig godt valg, og en taxa til byen koster kun 1,60€. Montenegro har ikke deres egen valuta, så selvom de ikke er medlemmer af EU, er det euroen, der er betalingsmiddel her i landet. Ejeren af hotellet er en meget stolt mand, der gerne vil drikke en drink med os og fortælle røverhistorier, så vi får en masse spændende fortællinger og baggrundsviden om Montenegro. Et land der også er præget af krigen, men som, hævder han, er gode venner med alle sine naboer.

 

 

NATIONALPARK LÖVCEN

Dagen efter går turen op til Nationalpark Lövcen i Dianara Aplerne, der stiger op fra Budvas kyst i retning mod Kotor, som er vores næste stop. Vi havde nok forventet en smal og hullet vej som sædvanligt, men til vores store overraskelse er vejen derop stor og bred – og næsten ny ser det ud til. Der er masser af stop undervejs, så der er mulighed for at tage fotos ud over den smukke bugt, hvor man bl.a. kan se en lille ø, der er bygget om til et af Europas mest eksklusive 5 stjernede hoteller. Vi kommer frem til Montenegros forhenværende hovedstad, Cetinje, hvor der af en eller anden grund er autoforhandlere en mas. De ligger simpelthen på rad og række med deres nye biler her midt i bjergene. Hvorfor kan man spørge sig selv, men jeg finder intet svar. Cetinje har mistet sin status som hovedstad, men den kaldes stadig den kulturelle hovedstad pga. sine mange museer mm., men da vi har set lidt for mange byer på det sidste, vælger vi at køre videre for at opleve naturen.

 

Lövcen national park
Lövcen nationalpark.

Og landskabet er helt ubeskriveligt smukt. Jeg er nærmest ved at tabe kæben, allerede før vi når ind i nationalparken, og med vinduet rullet ned forsøger jeg at dokumentere det ved at knipse løs med kameraet. Men det er svært at få et godt billede af, hvor smukt her egentlig er, det skal simpelthen opleves med hud og sjæl.

 

De første spæde trappetrin op til Mausoleet.

Inde i nationalparken ligger der et mausoleum, hvor Montenegros tidligere hersker Petar II Petrovic Njegos ligger begravet, og stedet er et valfartsted for både turister og sande nationalister, der skal hilse på den gamle landefader. Mausoleet er bygget på toppen af en høj, og man skal gå 462 trappetrin for at nå derop (ja vi talte dem). Mausoleet er ikke noget specielt i sig selv, men det er til gengæld udsigten. Hold da op. Et kæmpe panoramaview hvor man bare kan sukke og sige wauw den ene gang efter den anden, mens man spejder i øst og vest og nord og syd. Montenegro betyder “det sorte bjerg”, og netop det bjerg stiger 1749 meter op over havet her midt i nationalparken.

 

Lövcen national park
Udsigt fra toppen.

Der er en kort grusvej, der fører til Kotor, men vi ville gerne et smut forbi landsbyen Njegusi village for at smage deres berømte ost og pølser og køre på serpentinvej med udsigt på vej ned. Sådan skal det dog ikke gå. Først foreslår vores GPS os en lille genvej, men på et tidspunkt bliver vejen så smal og dårlig, at vi bliver nødt til at vende om.

 

Lövcen national park
Turen starter smukt gennem en skov, men vejen bliver til sidst helt umulig at køre på.

Det er dog helt ok, for det var egentlig den vej, vi regnede med at tage. Men vi når desværre ikke langt, før en lastbil spærrer hele vejen. Hvordan den er kommet i den umulige position, den står i, er svært at gætte, men det er ikke svært at gætte, at den ikke kommer til at flytte sig foreløbigt. Der går kun denne lille vej videre, så der er ikke andet for, end at vi må vende om og køre hele vejen til Budva for derfra at køre til Kotor, og som sagt så gjort.

 

KATTENES MEKKA KOTOR

I Kotor møder der os en kæmpe trafikprop og en håbløs opgave; at finde den parkeringsplads der hører til vores bookede hotel. Hotellet ligger nemlig inde i den gamle bydel, hvor man kun bliver lukket ind til fods. Det er småt med skiltning, og da vi mærker, at vi er på vej ud af byen igen, må vi hellere vende om. Det er ikke en let opgave, men det lykkedes, og vi kører tilbage samme vej, som vi kom. Når man kommer denne vej, er der pludselig et skilt, der faktisk viser vej til parkeringspladsen, og vi finder den derfor hurtigt. Men hvem kan fortælle mig, hvorfor de ikke kunne have skrevet det på den anden side også?

 

Kotor
Bymuren til Kotor. I baggrunden ses fæstningsmuren der snor sig langt op ad bjerget.

Besværet er dog hurtigt glemt, da vi bevæger os ind gennem bymuren, mens vi er ved at brække nakken over at følge den tykke mur, der går højt op over byen. Vi bliver bombet tilbage i tiden, og foran os åbenbarer der sig den smukkeste lille by, man kan forstille sig. Kotor har tidligere tilhørt Venedig, hvilket tydeligt ses på bygningerne, og på grund af sin vidunderlige arkitektur blev byen optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1979. Skæbnen ville dog, at den samme år blev ramt af et jordskælv, og først i 2010 stod byen genopbygget med international hjælp.

 

Kotor.
Donationer til de hjemløse katte modtages gerne.

 

Vores lille hotel er gammelt og slidt og alt for dyrt i forhold til standarden, men det ligger perfekt placeret ved siden af en lille hyggelig jazzbar og i gåafstand til det hele. Også lige om hjørnet til en bar, der pumper musik ud af højtalerne til kl. 01, viser det sig senere, da vi forbavset tror, at nogen holder fest i vores værelse, da vi vil gå i seng.

Det begynder at regne, først lidt og så åbner sluserne sig for alvor. Så i stedet for at prøve kræfter med at bestige fæstningsmuren, slår vi os ned og spiser frokost, mens jazzen strømmer ud af højtalerne, og dråberne falder store ned omkring parasollen. En lille mis der ser alt for ung og tynd ud til sin gravide mave gør os selskab, og sammen nyder vi en god tunsalat.

 

Kotor
Mizzzzen elzker ogzå jazzzz.

 

Der er rigtig mange katte i Kotor, og faktisk er det også noget, byen er kendt for. Du kan ikke gå rundt om et gadehjørne uden at støde på mindst én kat og oftest flere, og hvis du ikke ser den levende af slagsen, kan du finde dem i alle former og afstøbninger; i kreamik, som tryk på tasker, som køleskabsmagneters, halskæder, you name it.

Da regnen stilner af, og dråberne bliver mindre, vover vi os ud i gaderne. De er så fine, og alt er virkelig velholdt og rent. Bydelen er ikke mindre end, at man sagtens kan fare vild et par gange for blot at opdage, at man er tilbage der, hvor man lige kom fra. Vi suger alle indtryk til os, mens vi beundrer skønheden og virvaret af mennesker.

 

Kotor
Et blik gennem gaderne i Kotor.

 

SERPENTINVEJEN MED DE 25 HÅRNÅLESVING

Da vi jo i går ikke fik fornøjelsen af at køre på serpentinvejen, bestemmer vi os for at tage revanche i dag, inden vi kører videre til Kroatien. Det viser sig at være en god beslutning. Selvom maven slår et par knuder undervejs, klarer vi de 25 hårnålesving, og bliver belønnet med den smukkeste udsigt over Kotor og den bugt, byen ligger i. Faktisk er bugten en kløft, der er oversvømmet af havet, og den er en af de længste bugter i Adriaterhavet. Den er endda så dyb, at de kæmpe krydstogtskibe vover sig helt ind til byen, selvom det ovenfra ligner noget af en umulighed.

 

Kotor
Præcis 25 hårnålesving af den skarpe slags skal passeres for at gøre sig fortjent til den smukke udsigt.

Med dette vidunderlige udsyn vinker vi farvel – og ganske sikkert – på gensyn til Montenegro. Det har været en oplevelse ud over det sædvanlige, og jeg er så positivt overrasket over dette lille stolte miniputland, der har så meget at byde på. Nogen gange er det godt med få forventninger, men havde jeg vist det, havde jeg helt sikkert planlagt at bruge længere tid her. Det gør vi da så også lige ved grænsen, hvor vi igen skal bruge over en halv time på at blive sluppet ind i EU og Kroatien.

 

Kotor bugt
Så er toppen – næsten – nået.

 

Skriv et svar

Captcha loading...