ROADTRIP BALKAN #1: ALBANIEN – DET FORJÆTTEDE LAND

En skildpadde sniger sig hen over vejen i ca. samme tempo, som vi kører på den hullede asfalt, mens politiet forhåbningsfulde står klar på hvert hjørne til at standse den første, der tør træde på speederen. Den ene tankstation afløser den næste, og albanerne står i vejkanten med tommelfingrene i vejret eller kæmper sig frem med benene langt ude til begge sider på alt for små cykler. De mere eller mindre faldefærdige huse stråler i alle regnbuens farver og puster liv i de grå klæder. Grænseovergangen er besatte af arrogant politi og påtrængende tiggere, der godtager et afslag. Velkommen til Albanien.

 

 

FÆRGEOVERFART MED ELEVATORBLIKKE

Efter en del forvirring med at finde indgangen til bilhavnen, kører vi endelig ombord på aftenfærgen i Bari, Italien. Overfarten tager ca. 10 timer, og fordi Albanien ikke er et EU land, skal man være ved færgen allerede 4 timer før afgang. Der blev dog aldrig tjekket hverken det ene eller det andet, så måske de bare er lidt langsomme… Færgen er fuld af mænd i alle afskygninger. Mænd, mænd, mænd og meget få kvinder og børn. Der løber Champions League over den flimrende tvskærm, og der råbt og kommenteret højt og flittigt undervejs. Det virker til at størstedelen af mændene er albanere, og de er alle sammen klædt i samme mørke og slidte tøj. Et par få unge ser lidt mere moderne ud. De fleste sidder med plastikposer omkring sig med mad, de indtager undervejs, og restauranten er tom bortset fra et enkelt bord. Tilfældigvis sender de også finalen og har et rigtig godt billede på skærmen, så vi slår os ned og ser Real Madrid besejre Liverpool.

Jeg synes ikke selv, at jeg plejer at være fordomsfuld, men det er jeg måske, for jeg føler mig ikke særlig godt tilpas på båden. De mange gamle og usoignerede mænd sender lange elevatorblikke op og ned af min krop, måske fordi jeg nærmest er den eneste af hunkøn under 60 år, og jeg er glad for, at jeg trods alt har min kæreste ved min side. Vi skåler i hvidvin i plastikkopper, som også kaffen bliver serveret i næste morgen.

 

Albanien
Landskabet er bjergrigt og grønt.

 

 

MØDET MED TOLDEN & TIGGERNE

Da vi kommer i land, skal vi gennem tolden, men med vores schweiziske nummerplader er der ikke nogen, der er synderligt interesserede i os åbenbart, for vi bliver hurtigt viftet videre. På vej ud fra havnen er der en mand i en kørestol, der forsøger at afskære os vejen ved simpelthen at rulle ud midtpå og tigge om penge. Da vi forsøger at køre udenom, følger han troligt efter, mens han råber det der sikkert ikke er særlig pæne ord. Vi må finte ham og køre videre, og selvom det er ubehageligt at tænke på, at han sikkert er en stakkels fattig mand, indbyder hans opførsel sig ikke ligefrem til medlidenhed.

 

Albanien
Fartgrænsen kommer sjældent over 50km/t, og det er måske meget godt med de veje og køretøjer.

Vi snegler os gennem det albanske landskab, for på den hullede landevej er fartgrænsen ikke på noget tidspunkt over 70km/t, og der står politi for nærmest hver kilometer klar til at fange os i fartkontrollen. Som for lige at understrege pointen, kryber en skildpadde på størrelse med den hundehvalp langsomt hen over vejen, mens vi gnider os i øjnene. Så vi lige rigtigt der? Den ene tankstation afløser den anden, og jeg overvejer, hvor mange biler der skal komme her forbi, før de kan nå at tjene til dagen og vejen alle sammen.

 

Albanien
Landbrugsmaskinerne er ikke af nyeste dato i Albanien.

Langs bjergkæden er der et åbent landskab med masser af grønt, men i forhold til Italien hvor vi lige kommer fra, er der stort set ingen dyrkede områder. Og de få steder hvor der er, bliver der brugt oldgamle landbrugsmaskiner og sågar håndkraft. Det er som at gå 100 år tilbage i tiden. Husene ser dog lidt mere moderne ud og skinner i alle regnbuens farver. Blå, grønne, gule, lyserøde og røde. Der er også masser af folk langs vejen, og jeg kan ikke helt gennemskue, hvad det er, de laver. Men de har vel forskellige formål. Nogle står for at følge slagets gang og glo på mennesker. Andre, og nok de fleste, forsøger at få et lift, mens der også er dem som har opstillet små boder i håb om at sælge noget.

 

Albanien
Typisk albansk hus.

Det er et mærkeligt sted det her, og efter mødet med de ubehagelige mænd på båden heller ikke et land, jeg har lyst til at blive i længere tid. Så Albanien får ikke rigtig chancen for at vise mig sin gode side, før vi i direkte flugtlinje er fremme ved grænsen til Montenegro. Grænseovergangen kræver en god portion tålmodighed, og politiet ser ud som om, at de føler sig meget vigtige. Ca. 3 kvarter tager det, før vi er ovre på den anden side, og en meget ihærdig indsats for at vifte tiggerne væk, der nærmest overfalder alle bilerne. Og lykkedes det ikke for moren, sender hun børnene med de sørgmodige og ligegyldige øjne, der allerede har modtaget så mange afslag, at livsgnisten er slukket, og røverblikket har overtaget.

 

 

Skriv et svar

Captcha loading...