REJSETIPS TIL SYDØSTAUSTRALIEN

Østkysten er der, hvor de fleste turister tager til, og Surfer’s Paradise var da også mit første møde med Australien. Begejstret oplevede jeg hoppende kænguruer, farvestrålende papegøjer i trætoppene, smukke strande og det dovne surferliv. Er du en af de “normale backpackere”, er det nok også østkysten, du vil vælge, for der er nonstop udvalg af fest og farver, hostels og andre backpackere. Og oven i hatten er der også masser af naturoplevelser med i købet

 

Den afslappede livsstil på østkysten tiltalte mig meget, men desværre var jeg syg det meste af turen, så det begrænsede mine oplevelser. Jeg husker dog tydeligt, hvordan jeg hver eneste dag spiste Cæsarsalat, fordi den simpelthen smagte vidunderligt. Og jeg har aldrig fundet en salat siden, der kan nå den til sokkeholderne. Det er en del år siden, jeg besøgte denne del af Australien, og dagbogsskriblerier blev det desværre ikke til dengang, så jeg springer let og elegant videre til min seneste tur, hvor jeg kan give dig bedre tips.

 

Farvestrålende fugle finder du overalt i Australien

 

 

SYDNEY

DET SKAL DU OPLEVE: Mange tror, at Sydney er hovedstaden i Australien. Det er den ikke, men den kan til gengæld byde på mange andre fantastiske oplevelser. Operahuset, der er designet af den danske arkitekt Utzon, kan man som dansker ikke komme udenom. Og det skal man heller ikke, for den ligger ned til havnen, hvor du skal opholde dig, når du er i Sydney. Alt, eller i hvert fald mange ting, udfolder sig omkring havnen, og der er et leben uden lige. Tag på bådtur og se det hele fra vandsiden, eller hop i land og grav dig dybere ned i byens varemærker, eller tag en tur i pariserhjulet og se det hele fra oven. Vi var så heldige at løbe ind i lysfestivalen “VIVID festival”, hvor et spektakulært lysshow udfoldede sig over hele havnen og mange andre steder af byen, og det kan bestemt anbefales at besøge byen i løbet af de uger, hvor festivalen finder sted.

 

Vivid festival Sydney
Lysfestival “Vivid” i Sydney.

 

Derudover skal du slentre en tur gennem den botaniske have og aflægge Nationalbiblioteket et besøg, før du slår dig ned i parken og spiser et lækkert måltid mad fra en af madboderne, der er stillet op. Lad det afslappede byliv trænge ind og glo på mennesker, der slentrer forbi. Slut dagen af med aftensmad på havnen,- det er en ren turistfælde, men heldigvis den gode af slagsen.

Du kommer heller ikke udenom at aflægge Bondi beach et besøg, hvor du kan følge med i de langhårede surferes forsøg på at fange bølgerne. Stranden er ikke speciel stor, men nok en af de mest berømte i verden. Hvis du kommer i weekenden, er der dømt bbq party, men ellers kan du også nyde en kaffe på en af de mange kaffebarer.

 

HER SKAL DU BO: Vi boede lige ved Darling Harbour, som viste sig at være et helt perfekt udgangspunkt for sightseeing, så det kan jeg varmt anbefale.

 

LÆS MERE OM SYDNEY HER

 

 

MELBOURNE

DET SKAL DU OPLEVE: Melbourne siges at være den by, der er mest “europæisk”, og der er da også noget om snakken. Vi var desværre ret uheldige med vejret (europæisk?), så min oplevelser i byen foregik mest indendørs. Men det er vel heller ikke så skidt, når byen er kendt for sin kaffebarer og rooftopbarer. Desuden har Melbourne masser af sjove oplever at byde på for både store og små; besøg fx et museum og tag sjove fotos i 3D eller spil minigolf i mørke. Hvis du alligevel vil ud en tur, så tag med det gamle lokomotiv Puffing Billy ud i det blå, eller besøg stranden i Brighton med de berømte små (og dyre) badehuse.

 

Tag sjove billeder på byens 3D-museum.

Melbourne er desuden et godt udgangspunkt (eller slutpunkt) for et roadtrip på en af verdens smukkeste kyststrækninger GREAT OCEAN ROAD, hvor du støder på de berømte 12 apostle (som ikke er 12 mere). En tur du absolut ikke må snyde dig selv for, hvis du er på disse kanter. Turen kan gøres på 2 dage, men hvis vejret er godt, vil jeg anbefale at sætte mindst en uge af, så du kan nyde de små badebyer undervejs.

 

Ocean Road
Spektakulært lys bader sig i klipperne på the Great Ocean Road.

 

LÆS MERE OM MELBOURNE HER

 

 

BAROSSA VALLEY

Barossa Valley er et meget kendt vinområde i Australien, og nogle ad de allerbedste vine kommer herfra. Besøger du Adelaide, og kan du lide vin, er det et must at aflægge dalen et besøg. Der masser af muligheder for vingårdebesøg med vinsmagninger, rundvisninger, mad og canapéer, det er bare at dykke ned i godteposen og vælge et sted – eller flere.

Vi var forbi Barossa Valley på vores 4 dages lange togtur med THE INDIAN PACIFIC , som var en helt uforglemmelig oplevelse, jeg vil anbefale dig, hvis du får muligheden for. Man skal nemlig planlægge og bestille billetter i god tid. Vi ville egentlig have været med THE GHAN, som går gennem landet fra syd til nord, men der var udsolgt, og vi var så heldige at få de aller sidste billetter til denne togtur i stedet.

 

Barossa Valley
Besøg på vingård i Barossa Valley, hvor vi efter en rundvisning fik serveret middag med masser af lokal vin.

 

 

THE INDIAN PACIFIC

The Indian er en perfekt måde at forbinde øst med vest, og du får en masse oplevelser med på vejen. På 4 dage tilbagelagde vi 4352km; Vi startede i millionbyen Sydney. Vi bevægede os gennem Blue Mountains frem til Adelaide og Barossa Valley, hvor vi oplevede et af Australiens mest imponerende vindistrikter. Vi kørte på verdens længste lige-ud-jernbanestrækning, hvor vi stødte på spøgelsesbyen Cook og sang omkring bålet i Rawlinna, mens månen og stjernerne strålede omkring os. Vi kørte tusinder af kilometer på godt og ondt med et snert af togluksus, et snert af klaustrofobi og med et klimaanlæg, der havde sin egen agenda. Med tålmodigheden vendt på vrangen fordi pensionistklubben tog evigheder om at bevæge sig fra A til B, men samtidig rigere på livshistorier og sjove anekdoter. Vi fik spillet på alle tangenterne i følelsesregisteret, der røg op og ned hurtigere end du kan sige fortepiano. En ”once in a lifetime experience”, som jeg nok ikke vil gøre om igen, men som har beriget mit liv med oplevelser, jeg aldrig vil finde lignende andre steder.

FIND MERE INFO OM THE INDIAN PACIFIC HER

Skriv et svar

Captcha loading...