Verden

REJSER VI FOR MEGET?

Kø for at vandre op ad Cinque Terres terasser og trapper. Kø for at gå rundt i nationalparker. Kø for at komme ind på museer. Kø for at komme ind i byer. Svimlende overpriser. Turistskatter der er skruet i vejret. En uendelig og forgæves kamp om at komme først til en parkeringsplads. En halv time om at køre 5 km på Amalfikysten. En ståplads i bussen. Ingen siddeplads ved gaten i lufthavnen. Udsolgt mad på fly der er forsinket.

 

 

SÅ ER DET FORDI, VI REJSER FOR MEGET?

Ovenstående er bare små eksempler på, hvad vi har oplevet denne sommer. Selvom vi rejste i maj og juni udenfor højsæsonen, var der simpelthen så mange mennesker alle steder, at jeg nærmest fik klaustrofobi. Overalt skulle man vente. Overalt skulle man stå i kø. Overalt var der hektiske mennesker, der havde glemt, at de skulle nyde ferien. Det endte faktisk med, at vi tog 2 uger tidligere hjem end planlagt, fordi vi var så fyldte og bare savnede vores stille bjergliv.

Det var selvfølgelig ikke den rene elendighed. Vi har haft en fantastisk rejse og masser af spændende oplevelser, men jeg er ærlig talt forundret over, hvor mange der rejser. Hvor ekstremt mange mennesker der befinder sig på et lille areal, fordi det er noget “man skal se”. Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det ser ud i højsæsonen. Nu havde vi også valgt nogle rimelig ”kendte” steder på vores rute, såsom Cinque Terre, Amalfikysten og Porto Fino, men jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle gå i kø, når jeg ville vandre i bjergene. Det var en utrolig surrealistisk oplevelse at blive drevet opad udhuggede trappetrin som kvæg i en snor for at nå til toppen.

For ikke at tale om køen ind til Vatikanmuseet. Heldigvis havde jeg været så forudseende at købe billetter på forhånd, så vi kunne springe køen over. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at den var over en kilometer lang. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan folk kan have sådan en tålmodighed!

Er det fordi, at folk har flere penge mellem hænderne i dag, eller er det fordi, at flere prioriterer at rejse? Er det fordi, det er blevet lettilgængeligt og billigt? Eller er det fordi, der er dukket nye rejsemåder op? Jeg ved det ikke, men i sidste ende er det vel nok en kombination af alle tingene. Man behøver ikke længere at spare penge og ferie op, for man kan flyve billigt og hurtigt til mange destinationer inden for få timer. Weekend og storbyture er derfor utroligt populære. Og vi skal også helst nå at se det hele på kortest tid. Folk bliver utålmodige i køerne, gadesælgere er påtrængende, og man glemmer helt at nyde øjeblikkene, fordi man skal sætte krydser på sin sightseeingliste.

Da vi i juni besøgte UNESCO-byen Dubrovnik i Kroatien, skulle vi stå i kø for at komme ind i byen. I KØ? For at komme ind i en by? Jeg troede næsten, jeg så syner, men den var god nok. Den smukke by er ved at blive kvalt i turister. Hver dag lægger kæmpe krydstogtskibe til kajen, og folk valfarter i masser ind til den lille skrøbelige bymidte. Værst er det om fredagen, når de store giganter kommer. Men allerværst er det, at byen skal lægge sten til de mange trampende fødder, der nærmest ikke ligger en krone til gengæld, fordi de er fuldt servicerede på deres all-inklusive kydstogtskib. Dubrovnik har nu taget konsekvensen af masseturismen og har begrænset besøgstallet til 4000 personer pr dag. Forhåbentlig vil det hjælpe dem til at bevare den 800 år gamle by, så den ikke bukker under af presset.

 

Folk bliver utålmodige i køerne, gadesælgere er påtrængende, og man glemmer helt at nyde øjeblikkene, fordi man skal sætte krydser på sin sightseeingliste.

 

 

MEN SKAL MAN SE DET HELE?

De sidste par år har jeg kørt rigtig mange kilometer. Jeg har lavet lister over alle de mange ting, vi absolut skulle se på vejen, og jeg har studeret hundredevis af guidebøger, rejseblogs og gennemtrevlet internettet for gode råd og idéer. Det har været med til at øge min forventningsglæde til rejserne, og jeg synes det er fedt at sætte sig ind i de steder, man vil besøge. Nærmest en pligt. Men, men, men. Det har også stresset mig. Og nok endnu mere min kæreste der forsøger at hænge på i det hæsblæsende tempo. Af og til trækker han time-out kortet, så vi begge kan nå at trække vejret, og heldigvis for det. For man kan bare ikke nå at se det hele. Dagen efter har man alligevel også glemt, hvad man lavede i går, fordi man allerede er ude på et nyt eventyr.

Okay, det er måske lidt overdrevet, men alt med måde. Hvem siger, at man ikke kan komme tilbage en anden god gang? Det handler ikke om at skulle se flest steder. Det handler om, hvordan man oplever dem. Der er nogen, der synes, det er cool at besøge alle verdens lande på et år og få stempler i passet. Men hvor meget har de rent faktisk oplevet på turen? Hvor mange timer har de ikke brugt i lufthavner og i luften? Har de overhovedet mødt lokalbefolkningen? Har de smagt på kulturen? Har de fået indsnuset duftene? Har de fået kulturen ind under huden?

 

 

SLOW TRAVEL

Et begreb, der dukker mere og mere op, er ”Slow Travel”. Her handler det om at trække sig tilbage fra ræset og bevæge sig langsomt frem. Se hvor verden fører dig hen. Uden planlægning og måske enddad uden destination. Bare følge med. Det handler om at køre i tog, tage på stop, sejle i en båd eller cykle af sted ud i det blå. Vigtigst: at undgå lufthavne og fly. Komme ned i gear i og koble ud fra vores hektiske samfund, hvor man i dag skal nå mest på kortest tid.

Derfor kan jeg også godt lide at tage på roadtrip. Her kan man selv bestemme tempoet, og får man for meget, kan man slå sig ned et sted længere tid og holde “ferie.” Man kan se det, man har lyst til, og man kan køre videre, når det bliver for kedeligt eller for hektisk.

Men jeg må nok indrømme, at der desværre går for langt i mellem, at jeg selv virkelig kommer helt ned i gear på mine rejser. Sidste gang jeg for alvor gjorde det, var på Zanzibar hvor jeg var en måned sammen med en veninde, og hvor vi bare lavede ingen ting. Dvs. der var ingen sightseeing overhovedet på programmet, men vi havde alligevel de mest fantastiske oplevelser, fordi vi hang ud med de lokale og masaierne, der levede deres liv på stranden.

Og hvad skete der? Zanzibar forandrede mit liv komplet. Når man pludselig får så megen tid til at dykke ned i sig selv, opdager man, hvilke ting der ikke fungerer. Alle de ting hverdagen skjuler, men som bobler op til overfladen, når låget ikke længere kan holdes på. Heldigvis gjorde det mig også modig. Modig til at tage en beslutning om at jeg ikke længere kunne fortsætte med at leve et liv, jeg ikke var glad for. Så da jeg kom hjem, rykkede jeg teltpælene op og flyttede til Schweiz. Og 3 år senere bor jeg her stadig og er lykkeligere, end jeg nogen siden har været.

 

Når man pludselig får så megen tid til at dykke ned i sig selv, opdager man, hvilke ting der ikke fungerer.

 

 

NYE IDÈER

Det var også Zanzibar, der inspirerede mig til at starte min blog. Jeg vidste ikke helt, hvad den skulle indeholde andet en ”noget med rejser”. Jeg har altid elsket at skrive, og min interesse for fotografering var på det tidspunkt også stærkt stigende. Jeg havde kun råd til et lille kamera, men med det bevægede jeg mig rundt i bjergene og øvede mig. Nogle påstår, at man glemmer at se ”den rigtige verden”, når man altid har et kamera i hånden. At man skal gemme billeder i hjertet, ikke på filmrullen. For mig er det helt modsat. Efter jeg er begyndt at fotografere, ser jeg verden på en helt ny måde, fordi jeg altid forsøger at finde en skæv vinkel, et smukt motiv eller et ekstra glimt i øjet, der kan fortælle en spændende historie. Og billederne hjælper mig til at huske minderne i hjertet resten af mit liv.

Jeg skrev, og jeg skrev, og jeg skrev. Jeg anede ikke, hvordan man lavede en blog, men da jeg heller ikke havde råd til at få nogen til at gøre det for mig, måtte jeg alligevel selv i gang med at gøre det. Og som sagt, så gjort. Med kæmpe hjælp fra you-tube, og specielt hjemmesiden Webdesigner, fik jeg langsomt stablet en blog på benene. Det kostede sved og tårer, og resultatet var måske ikke det smukkeste, men jeg var stolt over at have lavet den helt selv. Frustrationerne blev hurtigt afløst af forventningen om at kunne skabe mit eget lille univers, og min lykke var gjort.

Jeg lærer stadig noget nyt hver dag, og bloggen er med til at udvikle mig som menneske, fordi den ”tvinger” mig til at møde verden med åbne øjne, suge nye indtryk til mig og reflektere over tingene.

Derfor er mine rejseberetninger heller ikke altid positive. Jeg skriver præcis, som jeg oplever det, og jeg forsøger ikke at male et rosenrødt billede af verden. Det kan være hårdt at rejse, og ja, jeg synes mennesker kan være irriterende, naturen grim og maden dårlig. Men jeg forsøger samtidig også at se situationerne fra flere sider. I sidste ende er det nemlig en god blanding af de gode og de dårlige oplevelser, der udvider min horisont og giver mig nye perspektiver på tilværelsen.

 

Derfor er mine rejseberetninger heller ikke altid positive. Jeg skriver præcis, som jeg oplever det, og jeg forsøger ikke at male et rosenrødt billede af verden.

 

 

SÅ HVAD ER RIGTIGT?

Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Vigtigt er, at du gør, som du har lyst til. Om du rejser meget eller lidt, er dit eget valg. Dine ønsker. Også hvordan du rejser. Vi har forskellige grænser. Mine grænser blev overskredet, da jeg så smukke steder drukne i masseturisme, men måske er det for dig en helt anden oplevelse. Måske synes du, at det er fantastisk at besøge de steder, jeg synes var forfærdelige. Heldigvis er vi alle forskellige. Jeg ved bare, at jeg personligt fremover bliver nødt til at styre udenom alt for kendte turistattraktioner, hvor jeg kan få lov at stå i kø i timevis. Der findes så utrolig mange smukke steder i verden, og man kan på ingen måde nå at se det hele. Mit liv er for kort til at gå glip af spændende oplevelser, blot fordi der er ting, man ”skal” se.

 

Men hvad tænker DU? Hvordan foretrækker DU at rejse?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2 tanker om “REJSER VI FOR MEGET?

  1. Rigtig godt indlæg kære kusine, med mange ting jeg selv har funderet over på mine rejser.

    Når jeg har rejst rundt i Asien og Sydamerika, har jeg altid valgt at bo airbnb. Jeg har skabt dialog med værterne på forhånd, for at se om der er god kemi og jeg er stort set hver gang blevet rigtig gode venner med mine værter.

    Jeg har fundet ud af, hvor meget det betyder at have en lokal ven i det land man rejser i. For det første sørger de for sikkerheden og alle fælderne, som man let går i når man er ny i et fremmed land. De er ofte behjælpelig med transport, byder på mad og hvis man er heldig får man en guidet tur af værten, som giver sine upåvirkede holdninger, synspunkter og fortællinger om sit land og hjemby.

    Vigtigst af alt, har jeg ved at rejse på denne måde, næsten hver gang fået alternativer til min “must-see-bucketlist”, som du også har skrevet om. Mange gange har konklusionen faktisk været, at de største oplevelser ikke har været dem der var planlagt på forhånd og som alle skriver om på nettet, men ren faktisk de oplevelser som jeg har oplevet med de lokale. F.eks at svømme med søkøer i Guyana, lige ude i værtens baghave, eller køre rundt på en gammel Massey Ferguson traktor i rismarkerne og se klimaforandringernes konsekvenser med mine egne øjne. At gå rundt med en ung columbianer i Bogotas gader og høre om den politiske udvikling i Colombia, samt tiden efter Escobar osv osv.

    – Ligesom du, ønsker jeg ikke kun at opleve de rosenrøde rejseoplevelser, men rent faktisk at blive klogere på HELE verden. Det kan man ikke nå grundigt nok i sin levetid, men jeg har valgt at forsøge på at få en lille smagsprøve af mange lande, fremfor at gå i dybden med et eller få lande. Det har allerede nu givet mig et meget klart billede af, hvilke lande jeg en dag SKAL tilbage til og opleve fuldt ud. F.eks havde jeg aldrig forestillet mig at et lille land som Suriname, i det nordlige Sydamerika, kunne gøre så stort et indtryk på mig. Havde jeg valgt at bruge alle 6 uger i Brasilien, havde jeg ikke fået øjnene op for de mange andre steder, som jeg nu har en klar ide om jeg skal tilbage til – eller ej!

    At rejse på denne måde, vækker kun lige sanserne lidt og man når naturligvis ikke at få en grundig fornemmelse af hvad det er for sted. Samtidig er det måske heller ikke altid lige afslappende, men fordi at jeg altid søger mod de lokale, får jeg næsten altid stærke minder og megen viden med hjem – også selvom jeg ikke bliver og oplever landet i flere måneder.

    Og hvad så med spørgsmålet om at rejse hurtigt eller langsomt? – Jeg kan lide at rejse på begge måder ligemeget, men på hver sin måde. Jeg kan godt lide at flytte mig – at flyve, at skifte bolig, at lære nye mennesker at kende og få en masse nye indtryk, som jeg også bearbejder når jeg er hjemme igen.

    Jeg kan dog også lide at holde ferie, slappe af, være det samme sted i længere tid og ikke have nogen planer, men istedet lade oplevelserne komme impulsivt.

    Fast travel Vs. Slow travel – det ene udelukker vel ikke det andet tænker jeg?
    – Det kommer nok også meget an på hvem man er og hvor meget man kan nå at rumme.

    Én ting er sikkert! Antallet af turister og rejsende vil kun stige i fremtiden, i takt med at middelklasserne vokser rundt om i verden og de sociale medier er med til at inspirere og misunde. Vidste du at der i år 2000 “kun” var 10,5 millioner kinesere der rejste udenlands, sammenlignet med 145 millioner i 2017? De kloge analytikere forventer at der i 2030 vil være over 400 millioner rejsende kinesere! Så de kendte turist spots vil fremover kun blive endnu mere overrendt.

    Tak for et super blogindlæg – jeg kan så meget følge dig i alle disse tanker og spørgsmål. Glæder mig så meget til at opleve “dit” Schweiz.

    Knus fra fætter Jakob.

    1. Hej Jakob,

      tusind tak for dit fantastiske svar og spændende reflektioner. Det er rigtigt spændende at høre det fra andre sider også, selvom vi nok i bund og grund er meget enige 🙂 Det er sjovt, at du nævner det med at møde de lokale. Det er en ting, jeg nemlig har savnet lidt på vores seneste rejser. Når man kører i bil og overnatter på motel/hotel, er det nemlig ret begrænset, hvor mange folk, man egentlig møder på sin vej, og det bliver desværre mere til “sightseeing”.

      Jeg kan også kun give dig ret i, at “det ene ikke udelukker det andet.” Ferier og rejser er gode på hver deres måde. Alting til rette tid!

      NEJ! Jeg vidste ikke, at der nu er 145 millioner kinesere, der rejste udenlands i 2017!!! Men jeg er egentlig ikke overrasket, for de er overalt, hvor der er en turistattraktion. Deres måde at rejse på forstår jeg til gengæld ikke. Uden respekt for andre vælter de ud af en bus, knipser 1000 billeder af dem selv og kører videre til næste fotoshoot. Selvfølgelig skal man ikke skære alle over én kam, men jeg har virkelig set dette scenarie udfolde sig for mine øjne mange gange de sidste par år.

      Jeg glæder mig også rigtig meget til at vise jer mit skønne Saas Fee lige om snart!

      Knus

Skriv et svar

Captcha loading...