REJSEBREV FRA TRINE – ZANZIBAR

I 20013 – efter 6 år som deltidslærer på en højskole, oplevede jeg, som så mange andre, følelsen af at være det forkerte sted i mit liv. Jeg var ked af det, stresset og tom for energi. Jeg sygemeldte mig i nogle uger og til en cross fit træning kom jeg i snak med lederen fra Zanzibar højskolen, en dansk privatejet højskole som ligger på Zanzibar. Det var vist midt i en dyb squat :”Kom til Zanzibar og bliv idrætslærer på min højskole” , sagde han. YES!..…. Jeg skrev hurtigt en ansøgning og fik heldigvis jobbet. Et par måneder senere stod jeg med kridhvidt sand mellem tæerne på Zanzibar, uden at vide, hvor meget jeg nu skulle til at lære af den afrikanske kultur og dets folk.

 

 

POLE POLE

Zanzibar er et fantastisk lille paradis, 1,5 time med båden fra Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad. På øen er en energi, som jeg havde glemt, eller aldrig oplevet – en rolig energi. Hakuna matata – ingen problemer, det skal nok gå, jeg husker vendingen fra løvernes konge, og nu får jeg lov til at opleve den. Alt er pole pole (stille og roligt), alt går i et meget langsomt tempo og folk har ikke travlt eller er stressede, tiden står stille, jeg føler mig meget hjemme med det samme. Jeg husker en af de første dage en leg fra min barndom , hvor jeg sammen med en veninde byggede små byer af mos og grene ved Vesterhavet. Nogle af husene på Zanzibar minder mig om husene fra legen. Jeg tænker lidt hemmeligt for mig selv, at her har jeg måske levet i en tidligere inkarnation.

 

Zanzibar
Masaivagter.

Jeg rider på en bølge af lykke og drømmer om natten, at jeg kan flyve. Jeg er fuld af energi og en enorm frihedsfølelse bobler i mig. Her er varmt og min krop bliver blød af varmen, jeg sover kun i trusser med et tyndt tørklæde som dyne. Min støvede fan er på fuld blæs, den kommer med helt ind i sengen hver nat, ind under myggenettet. Med mine nye kollegaer og venner fra højskolen danser jeg til langt ud på natten på den lokale Jambo bar – i bare tæer i sandet selvfølgelig, lige ved siden af havet og bølgerne der bruser. En enkelt øl, mere behøver vi ikke. Alkohol er ikke så vigtigt, for her danser folk bare, og vi danser med, dans er en naturlig del af kulturen. Alle hæmninger og normer er forsvundet. Min sjæl er fri og jeg flyver, endelig kan jeg flyve igen, det er lang tid siden sidst. Jeg flyver, denne gang hurtigere, nemmere og mere stabilt end nogensinde før.

 

Zanzibar
Vi hopper ind i solnedgangen sammen med masaierne.

 

KISWAHILI

Jeg forelsker mig hurtigt i de lokales sprog, Kiswahili, det tales i store dele af østafrika. Det klinger godt og føles blødt på tungen, der er ingen underlige lyde eller bogstaver, som er svære at læse eller udtale. Der er mange søde ord, som er lidt børneagtige, mange lokale sætter y eller i på slutningen af et ord, som f.eks nicy dressi, friendi, goodi osv. Jeg faldt virkelig for sproget, da jeg lærte ordet “keepi lefti”, som betyder rundkørsel (Zanzibar var engang en engelsk koloni og de kører i venstre side af vejen). Kidogo er også blevet et af mine ynglings ord, det betyder “lille”, kidogo er et ord som kan bruges næsten i alle sætninger på swahili, i hvert fald det swahili, jeg taler 😉

På den smukke strand i Paje, byen hvor jeg bor, møder jeg også en af de høje, mørke masaier. Masaierne kommer til Zanzibar fra Tanzanias fastland for at arbejde og tjene penge, mest som sælgende på stranden eller vagter på hoteller eller guesthouses. De er meget høje og slanke med kun et rødt klæde viklet om deres smukke hud. Der går ikke mange minutter før jeg får det første tilbud om at blive gift. Da jeg siger :”No thank you”, svarer han overrasket: WHY NOT……ja – why not – egentlig, ja altså: why not…..? Hmmm, just because, mumler jeg. Efterfølgende bliver denne samtale mellem mzungu og masai normal dagligdag. Mzungu betyder “rejsende” eller “turist”.

Læs også: Kridhvid sandstrand, turkisblåt hav og farvestrålende masaier

 

Masai : Mambo vipi = hvordan går det?

Mzungu : Poa freshy = godt frisk

Masai : poa, umeolewa? = godt, er du gift?

Mzungu: hapana, sijaolewa = nej, jeg er ikke gift

Masai: poa, unataka kuniolewa? = godt, vil du gifte dig med mig?

Mzungu: hapana asanta = nej tak

Masai: why not ……

Det var nogle meget sjove samtaler med mange grin og high fives. Heldigvis blev jeg aldrig gift – det var ellers meget tæt på nogle gange 😉 Efter lidt tid lærte jeg at sige :”nimeolewa lakini mume wangu anakaa Denmark: Ja, jeg er gift, men min mand bor i Danmark. Det var så desværre ikke altid afvisning nok, fordi ! Du kan da bare have en kæreste her på Zanzibar også….. Nååå ja, det kan jeg da. Det er helt normalt for en masai mand at have 3-4 kærester eller koner, så det mente han, at jeg også kunne. Måske kan vi lade os inspirere af det herhjemme i Danmark ……..

 

ET KARRUSELKYS

På et tidspunkt bliver jeg alligevel modig nok til at prøvekysse en rigtig afrikansk mand, mine veninder fra Danmark har opfordret mig kraftigt til at afprøve det, så det var næsten et – must do. Jeg må indrømme, at jeg fik noget af et chok. Der var lidt for meget fart på i det kys, sikke en karrusel tur. Pole pole, siger jeg, det betyder stille og roligt på swahili, det er heldigvis et af de første ord, jeg har lært. I am sorry siger jeg, Shit man – puuuuhaaa, jeg vil nu alligevel hellere finde mig en dansk mand. De kan da finde ud at kysse!

Da jeg er uddannet danser og har levet af at undervise i hip hop de sidste 12 år, er det naturligt for mig at opsøge det lokale danse miljø, og jeg møder derfor øens eneste danse gruppe, som kalder sig “six unit”. Unge mænd mellem 18 og 25 år. De træner 4-5 timer hver eneste dag, på et nedlagt fort, hvor de danser breakdance på cement. De har en fantastisk energi og et gåpåmod, som jeg ikke kan lade være med at beundre. Nogle har børn, helt op til 3 stk, som deres koner passer i hjemmet. En danser får 35 kr. for at performe i et danse show på 30 min. Så hvis han performer 2 gange pr uge giver det 70 kr. til at forsørge en familie på 5, inklusive skolegang, hmmm! En dag efter vi har trænet, tænker jeg: ”Nu kokkerere jeg mad til os”. Vi var 4 der skulle spise, og vi gik ned på det lokale marked for at købe ind. Fisk, frugt, grønt, friskpresset juice, brød, avokado, mango og ugali. Ugali er majsmel som bliver rørt op til en meget fast og klistrende grød. Jeg købte ind for 15.000 shillings, hvilket svarer til ca. 50 kr. Vi var 4, der skulle spise, men vi endte selvfølgelig med at være 6-7 stykker, for der kommer jo altid lige et par stykker forbi. Karibu chakula – velkommen til mad. Der var mad til alle, alle blev mætte, og der var mad tilovers. Det var virkelig en lækker middag. Vi sad på gulvet rundt om nogle store fade som var placeret imellem os. Dagen efter gik jeg ind på en restaurant – “wazungu / turister ” – og købte en pastaret til 75 kr. Den smagte ikke nær så godt!

 

Dansere på Zanzibar
Stonetowns dansegruppe.

Efterhånden som månederne går på min paradis ø, får jeg selvfølgelig også øje på alt det knap så gode. Selvom jeg vil betegne Zanzibar som “det milde afrika” er her stadig megen elendighed og fattigdom og mange folk, der lever under usle vilkår. Der foregår også meget korruption på øen, og jeg møder mænd på gaden med nogle ordentlige maskingeværer under armene. Jeg har dog lidt svært ved at tage dette seriøst. Er det meningen, at jeg skal være bange for disse mænd? Jeg er forvirret!. Da jeg en aften/nat er ved at købe noget i en lille kiosk, kommer der to meget små og søde mænd ind i kiosken, under armen har de kæmpestore guns. De siger smilende “mambo” og deres hvide øjne lyser af ægte indre glæde og ro, der er intet vildskab at spore…. Der kan da umuligt være noget ondt i dem, tænker jeg og vi hyggesnakker lidt. De skal have pomfritter og hjemmelavet mango juice. Maskingeværet er helt malplaceret under deres arm, og det er næsten større end dem. Jeg konstaterer, at det nok er noget de leger. Den fornemmelse af, at det er noget de leger får jeg tit på Zanzibar, når jeg betragter samfundet, deres butikker og de små ting de prøver at efterligne fra vesten. Noget af det, har de nok set på tv, da mange af dem jo aldrig har været andre steder end Zanzibar. Jeg føler mig hurtigt meget tryg på Zanzibar og her er næsten ingen kriminalitet, selvfølgelig tør jeg ikke gå alene på øde steder, men det gør jeg jo heller ikke andre steder i verden eller i Danmark.

 

Mad på Zanzibar
Rullende café.

 

RELIGION & KVINDEUNDERTRYKKELSE

Noget andet – som jeg også opdager hurtigt og har haft virkelig svært ved at acceptere – er, at kvinderne på Zanzibar er meget undertrykte. Dette, fordi ca. 95 % af befolkningen er muslimer og lever under strenge muslimske religiøse normer. Jeg ser ikke kvinderne så meget på gaden. De gemmer sig i husene, hvor de laver mad, passer børn og vasker tøj. Det er ikke velset at de unge piger dyrker sport og udfolder sig fysisk sammen med drengene, selvom de unge mænd på øen giver udtryk for, at de gerne vil have pigerne med. Nogle gange når jeg underviser i dans, kommer der en pige eller 2. De er altid viklet ind i muslimske klæder, men under det har de dansetøj i flotte neonfarver, og de vil meget gerne lære. :” My dad does not know I am here”… , mødrene holder på hemmeligheden. I starten var jeg meget dømmende overfor dette mandsdominerende samfund, men nu har jeg accepteret, at sådan er det, og det kan jeg jo ikke bare lige ændre på. Jeg kan trøste mig ved, at jeg hos ungdommen ser en tendens til at bryde normerne. De unge har andre og større drømme om fremtiden end deres forældre, de vil noget mere.

Efter jeg har lært at tale en smule kiswahili, bruger jeg lidt tid på at skrive små sange på sproget. Jeg er så heldig, at jeg kender nogle lokale musikere på øen, og de synes godt om især en af mine sange. “twende pwani” hedder sangen. Det betyder: Lad os tage til stranden. Jeg har fået lov til at spille med i deres band, wakushi band, og vi optræder på en lille bar og et guesthouse. De kalder mig “dada” , som betyder søster. Vi prøver også på at indspille en af sangene i “verdens mindste musikstudie” på 4 kvadratmeter. Det er dog lidt svært, fordi der tit sidder 5-6 og ser film på computeren , hvor musikken skal mixes. Nogle gange skal der også lige ryges lidt banki, som er hash. Det er African style og african time, det er fedt, jeg kan li det og flyder med. Jeg har fundet ud af, at min tålmodighed er rigtig go`. Jeg bliver faktisk aldrig irriteret over deres tempo og indstilling, tværtimod. Måske får vi lavet noget næste gang, who knows ! Når jeg er tilbage i Danmark glæder jeg mig alligevel meget over, hvor nemt det hele er. Vi er så heldige. – virkelig. Jeg øver mig så lidt i at holde det langsomme tempo i vores verden og samfund, hvor det hele skal effektiviseres og helst gå hurtigere og hurtigere. Heldigvis har jeg fået Afrikas energi ind i systemet, så det går fint med at leve langsomt herhjemme.

 

Stonetown studie
Optagelser i studiet i Stonetown.

 

At jeg indtil videre stort set er den eneste kvinde, som er med i disse kreative projekter med musik og dans, har jeg efterhånden vænnet mig til. Hvem ved, måske kan jeg inspirere andre kvinder på Zanzibar til at åbne sig op og tage nogle chancer og være kreative, men det er noget som må komme af sig selv. Jeg vil ikke kæmpe imod deres kultur eller prøve at ændre noget. Men – jeg kan nu alligevel ikke lade være med at håbe, bare en lille smule på, at der måske med tiden vil ske noget.

 

JORDFORBINDELSE & SAMHØRIGHED

Zanzibar er Afrika og det betyder “jordnær”. Der udstråler en grounding fra folket og kulturen, som jeg bliver meget påvirket af. Der er ikke en evig søgen efter noget som er bedre eller en ræsen rundt til det ene og det andet, som vi oplever en del her i Danmark – Vesten. Der er ikke den samme overgearethed, som jeg synes der kan være herhjemme nogen gange, en overgearethed af, at alt lige skal være lidt sjovere, lidt vildere, lidt bedre, lidt større, lidt flottere og lidt dyrere. Selvom der selvfølgelig også er fart på og hektisk i Stonetown, Zanzibars hovedstad, så er der en gennemtrængende ro i folket : “Alt er okay, jeg skal være lige her og ingen andre steder”. Jeg lægger meget mærke til det i deres latter og smil, som hos de fleste er så hjerteligt og ægte, som noget kan være, og så kan jeg se det i deres dybe og nærværende øjne. En ro og tilstedeværelse. Her er noget jeg skal lære. Der er også mange gode grin herhjemme, men jeg kan alligevel ikke lade være med at lægge mærke til, at grinene ikke altid virker ægte, de er mere skabagtige nogle gange, også mit eget grin. Vi griner en del, selvom vi ikke er rigtig glade. Hvorfor gør vi det, og hvorfor skal det hele være så overdrevet sjovt hele tiden, og hvorfor skal vi være så friske? Og ikke for at dømme tv, for tv er da en fantastisk oplevelse. Vi skal bare lære at putte noget ordentligt i det…… Det meste af det, der skal forestille at være sjovt på tv er da bare overhovedet ikke spor sjovt. Eller er det mig, som ikke har humor, jeg synes de er overgearede og for det meste råber og skriger. Hov der blev jeg vist lidt negativ, men det skal der vel også være plads til.

I dag – ca. 2 år efter mit første møde med Zanzibar, føler jeg mig ikke længere som turist på øen, men alligevel kan jeg stadig mærke, at jeg er en “Mzungu” eller hvid på Zanzibar. Jeg forstår det godt. De unge mennesker er vokset op på en ø, hvor de har været vant til, at turister/hvide er nogen som kommer og går med en masse penge. Turister er nogen man kan få penge ud af. Hele dette “usagte” eller følelsen af, at de ser mig som noget der kommer og går, èn der har penge, noget de kan udnytte….. faktisk føler jeg det nogle gange som omvendt racisme. Jeg føler lidt, at mange lokale fra Zanzibar synes vi “hvide” er lidt dumme, og helt ærligt: ”Det er vi da også!” Når jeg betragter turister på Zanzibar, kan jeg virkelig godt forstå de lokale, jeg synes turisterne ofte er pinlige. Nå…… det man dømmer, er man selv, jeg ved det godt, og jeg kan godt se det nogle gange. Men jeg er i det mindste lidt bevist om det og prøver at ændre det.

Zanzibar er som det meste af Afrika en fantastisk og smuk tidslomme, hvor jeg oplever en tilstedeværelse og samhørighed, som de fleste ikke helt har tid til at skabe herhjemme. Jeg vil ikke redde Zanzibar, Afrika eller folket. Jeg vil have gode venskaber og tilbringe tid med mine venner, fordi jeg elsker dem, deres kultur og indstilling til livet. Jeg vil danse, jeg vil spille musik, jeg vil lege, udveksle og lære. Hvis du endnu ikke har været i Afrika, så tag af sted og lad dig inspirere. Helt ærligt – så har jeg på fornemmelsen at fremtiden står Afrikas tegn. Jeg tror, der kommer til at sprænge en bombe fra Afrika ud over hele verden, en bombe af positiv, kreativ og fredsommelig energi.

Min endelige konklusion er, at vi er lidt mere forvirrede i Danmark, så lad os lære af Afrika, holde roen og blikket fast og være glade for de små ting vi har omkring os. Det er inde i os selv og lige for næsen – alt det vi har brug.

 

Zanzibar
Peace out!

5 tanker om “REJSEBREV FRA TRINE – ZANZIBAR

  1. Hej Trine
    Har med stor interesse læst din beretning om Zanzibar, og vil tilslutte mig helt og holdent beskrivelsen om øen og befolkningen.
    Jeg holdt Jul dernede i December 2015/2016 for at undersøge nogle ting omkring opstart af en virksomhed, derefter 2 mdr. I marts og april 2016.
    Drager tilbage i beg af Juni 2016 for at starte en produktion med anvendelse af lokale, primært kvinder.
    Det kunne være morsomt og hyggeligt at mødes med dig dernede.
    Hilsen
    Birger

    1. Hej Birger,

      mange tak for din kommentar. Det lyder som et spændende projekt, du har gang i. Du er meget velkommen til at fortælle om din tur her på bloggen, hvis du har lyst til det, så vi kan følge med i, hvordan det kommer til at gå.

      Jeg videregiver din mail til Trine, så I evt. kan aftale at mødes dernede. Jeg ved, at hun altid har gang i små projekter, og sikkert vil synes, at dit også er spændende.

      Held og lykke med det hele.

      Bedste hilsner Trine

Skriv et svar

Captcha loading...