REJSEBREV FRA DITTEMARIA – SURRENDER & RELEASE

For nogle dage siden så jeg en pige på Vesterbrogade i København. Hun havde et bykort i hånden, en rygsæk på, en lille trillekuffert efter sig – og et forventningsfuldt smil og et spændt blik i øjnene. Og jeg blev straks trukket et par år tilbage. Til marts 2013 hvor jeg, i en alder af 32 år, drog ude i verden uden de store planer. Bare en startdestination. Tidsramme, mål, to-do liste, agenda… ikke skyggen af det. Jeg skulle bare ud og opleve verden. Udvide min horisont. Min sjæl havde skreget så længe på, at der var mere end vores lille smørhul Danmark. Og det måtte opleves.

 

Modig?

Jeg hørte fra mange, at jeg var modig. At sælge min lejlighed, sige mit job op og drage ud i verden på en færd uden planer – og så i min alder hvor ”man normalt” får børn, eller som det mindste er veletableret i et stabilt job og har en base i form af et hjem. Jeg anså det på ingen måde som modigt. Mere som noget jeg var nødt til. Alt i mig skreg på at komme ud. Ikke at købe en ny lejlighed. Ikke at blive i et job, jeg var brændt ud på – eller finde et nyt. Det var på tide at gøre det, andre havde gjort efter gymnasiet, og det blev starten på noget, jeg ikke havde kunne forestille mig.

Under mine første 8 måneder ude i verden, mødte jeg mange, der havde taget samme beslutning som jeg. Det var som om, der var et lille oprør mod villa, vovse og Volvo konceptet. Ikke at vi var en flok, der ikke ønskede familie eller bare skulle være på tværs. Men skulle det være, skulle det være når vi var klar. Ikke fordi samfundet eller omgivelserne havde  dikteret en norm for, hvornår vi burde. Så hvis jeg havde været modig, var jeg ikke alene.

 

Hvad skete der så…

… ja, jeg ved det egentlig ikke. Der skete så meget. Og på en måde blev det også ”hverdag” at rejse rundt. Men jeg fik set så meget i aller højeste turist-stil. Jeg mødte så mange mennesker. Andre rejsende, lokale, søgende og lærere. Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved mange af mine egne overbevisninger, tanker og diverse fordomme måtte rasle af mig.

Fx mødte jeg Peter på vej til Koh Phangan i Thailand. Han var fra Østrig, barejer og i øvrigt lykkelig gift med barn. Han havde på trods af sin situation stadig en enorm udrejselængsel, så han drog ud på 3 ugers alene ferie – og det var hans hustru fin med. Det var en hel ny tanke for mig omkring familieliv. Jeg ved det ikke lyder som raketvidenskab – men i mit hoved var der meget strammere og faste rammer omkring et familieliv.

 

Solopgang Mt. Rinjani
Solopgang Mt. Rinjani

 

Har det været der hele tiden?

Jeg klatrede en vulkan i Indonesien. Under de 3 dage og 2 nætter regnede det meget. Mine sko blev aldrig tørre. Jeg gled, jeg faldt, jeg var vred, jeg var lamslået af naturen, jeg havde skidt under neglene, jeg skraldgrinede – jeg var hele det emotionelle register igennem på meget kort tid. Og jeg var ved at give op så mange gange. Heldigvis havde jeg en guide, der ikke lod mig give op. Og samtidig kom jeg i kontakt med en side i mig, der måske altid har været der, men ikke så tydeligt som der – den nægtede mig at give op. Jeg giver ikke op! Jeg var meget tæt på at blive i mit telt den sidste nat, da vi blev vækket kl. 2. Der var afgang mod toppen kl. 3, så vi kunne opleve solopgangen fra 3726 meters højde. Jeg skulle f***** ikke nogen steder. Men omvendt havde jeg heller ikke trasket rundt i våde sko, klatret, gledet og tabt pusten 2 dage i streg for ikke at komme til tops – så afsted med mig. Adskillelige ”jeg kommer ikke videre” senere stod jeg på toppen med min gruppe og guide. Det var overskyet, og solen var vist stået op – men det betød intet. Jeg havde givet mig selv min hidtil største fysiske og psykiske udfordring, og jeg var i mål. Og den urkraft og styrke jeg var kommet i kontakt med, var det hele værd. Der var ikke noget, jeg ikke kunne. Jeg havde klatret en nådesløs vulkan, og jeg klarede den.

 

 

På toppen af Mt. Rinjani
På toppen af Mt. Rinjani

Ny passion

Jeg kom til en lille bitte ø i Indonesien. Det var kærlighed ved første fod i sand. Og her skulle jeg ende med at blive 5 måneder. Det var heller ikke planlagt – det blev bare sådan. Her mødte jeg en mand, der skulle ende med at konfrontere mig med alle de mørkeste tanker og sider i mig, min underviser. Han gav mig en større fysisk og psykisk udfordring end Mt. Rinjani. Men netop fordi jeg på Rinjani var kommet i kontakt med denne indre styrke, stod jeg igennem en 200 timers intens yoga teacher training. Jeg har taget mange uddannelser og kurser, der har udfordret og udviklet mig, men denne gik alligevel dybere end noget andet. Måske det var en kombination af fysik og psyke. Måske det var en anden parathed indeni. Men den ham jeg smed, blev smidt for bestandig.

Til at starte med skulle jeg slet ikke undervise i yoga. Jeg gjorde det bare for min egen praksis skyld. Men det ændrede sig halvvejs igennem uddannelsen. Dette var så magisk og livsændrende, at jeg blev nødt til at dele det med andre. Og det har jeg gjort lige siden.

 

 

Billede Rismarker
Rismarker.

 

 

Danmark

Jeg vidste med det samme, jeg satte fødderne på dansk grund igen, at jeg skulle afsted igen. Nu skulle jeg lige været i Danmark i en periode. Se min familie, venner og tjene nogle penge. Sådan blev det ikke. I forhold til penge i hvert fald. Jeg holdt skindet på næsen, takket være gode venner. Men 10 måneder i Danmark var næsten mere udfordrende og intimiderende end de 8 måneder, jeg nåede at være ude.

Jeg blev konfronteret med venner der havde familier, jobs, hus og styr på deres liv. Jeg nåede at flytte 3 gange, boede på værelser hos gode folk der forbarmede sig, havde ikke et fuldtidsjob, ingen kæreste og børn. Og intet har givet så meget mening som at komme ud i verden igen og starte på overbygningen på min yoga uddannelse.

Det blev til endnu 8 måneder ude. Med møder der gav mening, uanset hvor flygtige de var. Udfordringer en masse. Endnu nogle lag der blev skrællet af. Og oplevelser jeg ikke engang vil forsøge at formulere mig ud af – det ville aldrig yde dem retfærdighed alligevel.

Læs også: Rejsebrev fra Trine på Zanzibar

 

 

Danmark igen

Jeg tvivlede faktisk på, om jeg nogensinde ville komme tilbage og bo i Danmark. Og beslutningen om at komme tilbage blev også taget i løbet af ganske få dage. Fordi det trak i mig. I modsætning til første gang jeg kom tilbage, kunne jeg denne gang mærke, at det var det helt rigtige at gøre.

Jeg var blevet tilbudt jobs, inden jeg havde søgt, jeg var blevet efterspurgt til clairvoyance og massage, jeg havde et sted at bo den første måned – og tænk sig engang. Alt flaskede sig. Som perler på en snor faldt alting i den skønneste orden – let og uden det store pres.

 

Hjemkomst er velkomst
Hjemkomst er velkomst

 

Læringen

Jeg har lært at mærke mig selv. Jeg har lært forskellen på, hvornår mit hoved taler og, hvornår min krop taler. Og dette vil jeg give videre. Gør det! Har du en længsel, et kald, noget der skriger på dig – gør det! Undskyldningerne for ikke at gøre det, er mange, lange og bekymrende. Giv dig ikke hen til det.

Ja, det kan være skræmmende at stå et nyt sted, en ny situation, ingen fodfæste, intet begreb om højre og venstre. Men så prøver du at gå en vej, og er det ikke den rigtige, så kan du vende om, eller tage en anden vej.

Verden kan være skræmmende – men den er magisk, forunderlig og transformerende. Jeg har aldrig hørt om nogen, der har taget springet, draget ud i verden med en rygsæk – og fortrudt.

Men vær blot forberedt. Du bliver aldrig den samme igen. Og tillykke med det.

Velsignelse ved Tanah Lot templet på Bali
Velsignelse ved Tanah Lot templet på Bali

En tanke om “REJSEBREV FRA DITTEMARIA – SURRENDER & RELEASE

Skriv et svar

Captcha loading...