New Zealand

OP I R… MED SOCIALE MEDIER! ELLER HVAD?

Først fandtes sociale medier ikke. Så blev de in. Nu er de dømt ude igen. Opgøret, eller oprøret om man vil, lurer lige under overfladen. Eller gør det? Er vi klar til at smutte tilbage i vores små mussehuller og tage en kold tyrker fra vores likes? Er vi klar til at melde os ud af “samfundet”? Er vi klar til at gå tilbage til anonymiteten og droppe at snage i gamle venner og kæresters liv? Jeg indrømmer blankt, at det er jeg ikke. Men jeg har haft en del diskussioner de sidste par uger med folk, der overvejer at melde sig ud af hele trummerummet. Jeg kender dog ikke nogen, der endnu har gjort alvor af truslerne.

 

DENGANG DET HELE STARTEDE

Jeg husker det tydeligt. Dengang jeg fik min første hotmail. Derhjemme havde vi et pragtværk af en gammel computer, men jeg vidste faktisk ikke helt, hvad jeg skulle bruge den til udover at spille PacMan og skrive danske stile. I skolen lærte vi EDB og 10 fingersystemet, men hvad det der internet var for noget, havde jeg ingen anelse om. Bortset fra at jeg vidste min daværende kæreste skrev med folk via et chatprogram, og at jeg var dybt jaloux. (Stor var min fryd dengang jeg hørte, at han senere mødte den smukke pige på billedet, og hun slet ikke var den, hun gav sig ud for at være. Behøver jeg sige, at hun nok ikke var helt så smuk som forventet? Faktisk en helt anden end på de billeder, hun havde lagt på sin profil)

Min uskyld bristede den dag hvor min kollega præsenterede mig for selveste Hotmail, lige inden jeg drog ud i verden på min første backpackerrejse gennem Asien, der skulle vare et halvt år. Jeg var noget forundret, og havde ellers lavet en flot liste med alle de posthuse, der kunnes sendes “poste restante” til. Noget unge mennesker i dag nok ikke engang ved, hvad betyder, men som dengang var den måde, man kunne skrive breve til hinanden ude i verden. Det var 1998, og selvom jeg fik taget min hotmail i brug, troppede jeg troligt op på posthusene i håb om, at der lå et vaskeægte brev til mig, hvilket der heldigvis ofte gjorde.

Der var dengang hverken bærebare computere eller mobiltelefoner, i hvert fald ikke inden for min rækkevidde, så når jeg skulle tjekke, om jeg havde fået HOTmail, skulle jeg hen på en internetcafé og bede til, at der var et modem, der fungerede. Jeg glemmer aldrig lyden af et modem, der kalder op. Og kalder op. Og kalder op. Nogle gange var man heldig, de fleste gange ikke. Og var man rigtig uheldig, havde man nået at skrive en laaaaaang email, som bare forsvandt ud i det blå, når forbindelsen brat blev afbrudt.

Den første måned mens jeg rejste, skrev jeg emails til min kæreste næsten hver eneste dag. Eller i hvert fald så ofte jeg kunne. Men jeg fik aldrig noget svar tilbage. Jeg tænkte, at jeg nok var dømt ude, for han havde faktisk “slået op” med mig, inden vi begge tog ud at rejse hver for sig. En dag gik jeg ned på Jysk Rejsebureaus kontor, hvortil man også kunne få sendt post. Her lå der et brev med en rød plastikrose, og jeg var nærmest ved at tude af misundelse over den heldige pige, det var adresseret til. Lige indtil jeg fandt ud af, af det var til mig, så åbnede sluserne sig for alvor. Et rigtigt brev. Og en næsten rigtig rose. Det viste sig, at jeg hele tiden havde sendt mails til en forkert mailadresse, og min kæreste aldrig havde fået mine store kærlighedserklæringer. Og han havde faktisk savnet mig en lille smule. Samme dag mødte jeg ham. Lige midt på en restaurant i Nepal og tænkte, at det da måtte være skæbnen, der spillede mig et puds, og vi blev kærester igen, selvom vi rejste videre hver for sig.

Det tog lidt tid, før jeg lærte at stole på emails, og fremover kontrollerede jeg meget nøje, hvem min modtager var. Og gør det stadig den dag i dag. Det er længe siden, jeg har fået et rigtigt brev, men jeg drømmer stadig om brevduer.

 

 

SÅ BLEV FOLK AFHÆNGIGE AF SOCIALE MEDIER

Næste skridt i revolutionen var Facebook. Præcis 10 år senere, for mit vedkommende i 2008, oprettede jeg min første fjæskonto. Jeg var lige flyttet til Italien med min (anden) kæreste, og følte mig noget alene i verden. Min søster boede på det tidspunkt i England og havde lige fået sit første barn, og det var hende, der introducerede mig til Facebook, så vi kunne følge lidt med i hinandens liv. Min kæreste blev rasende, da han fandt ud af det. Hvorfor skulle jeg nu pludselig til at være venner med gamle kærester og skolekammerater? Det kunne han slet ikke se pointen i. Jeg synes dog, at det var hylende morsomt at genopdage gamle bekendtskaber, så jeg fortsatte min færd. Og senere blev han dog også selv aktiv derinde. Jeg fik kontakt med mange af mine gamle venner, men gennem årene har jeg også mistet de fleste ud i æteren igen. Jeg kan dog stadig følge med i, hvad de laver, og jeg synes stadig, at det er sjovt.

Italien blev dog for ensomt trods det nyopfundne sociale medie, så jeg flyttede tilbage til København, hvor jeg startede på seminariet. Her postede jeg billeder af alt og ingenting. Hver eneste fest blev ucensureret lagt op, så folk kunne se, hvor sjovt jeg havde det. Jeg havde rent faktisk en fest over det, men langsomt begyndte jeg også at trække mig lidt tilbage igen. Fandt ud af at mit liv måske ikke var helt så interessant, at jeg behøvede lægge alt ud til offentlig skue.Jeg slettede de fleste af mine albums, og begyndte langsomt at vælge de bedste billeder ud i stedet. Se hvilket fantastisk liv jeg har! Alt går godt!

 

Facebook
Ikke det mest heldige øjeblik, men også det kom på facebook.

På det tidspunkt havde jeg også fået en mobiltelefon. Det var dog ingen smartphone, så alt foregik stadig på computeren, og selvom jeg ofte skulle skynde mig hjem for at se, om mine billeder havde fået nogle likes, ændrede det hele sig endnu engang, da jeg fik min første Iphone. Egentlig ville jeg slet ikke have en, men i forbindelse med mit job, overtog jeg den forrige ansattes mobil, og det var altså en Iphone. Og jeg blev hurtigt afhængig. Skulle hele tiden lige ind at kigge. Bare lige kigge…

Ligesom alle andre.

 

 

PERFEKTE UPERFEKTE BILLEDER

Men heller ikke den perfekte virtuelle verden holdt for evigt. Pludselig begyndte folk at poste billeder af sig selv i mere eller mindre vellykkede positioner. Det blev IN at vise dellerne og sin uperfekte krop frem. Få likes for at være den man er. Det stadie er jeg ikke helt nået til, og jeg når det nok heller aldrig, for mine deller er for mig alt for private. Jeg har ikke lyst til at dele med resten af verden, at jeg har fået 10 kg ekstra på sidebenene, for jeg er ikke stolt af det. Men jeg har respekt for de mennesker, der gør det, og som kan inspirere og opmuntre andre til at acceptere dem selv, som de er. Så længe det ikke er “falsk reklame”, og personen i virkeligheden rent faktisk har det dårligt over det. Vi lever i en perfekt uperfekt verden, og jeg ved ikke noget bedre end mennesker, der rent faktisk kan tage pis på sig selv og lave perfekte uperfekte billeder. Skønheden ligger i humoren og glimtet i øjet. Ikke i dellerne.

 

 

OPGØR MED DE SOCIALE MEDIER

I takt med at Facebook vandt frem, dukkede der mange andre sociale medier op, og man skulle – og skal – være meget aktiv for at nå det hele. Det er blevet til en tidsrøver, der stjæler kvalitetstiden med familie og venner. Folk, inklusive mig selv, sidder ofte med næsen dybt begravet i skærmen, og det er nærmest en farce at se et middagsselskab, hvor folk kigger på mobilen fremfor at tale med hinanden. Vi er blevet afhængige!

De seneste par uger har jeg hørt mange sige, at NU vil de melde sig ud. Eller i hvert fald overvejer at melde sig ud. Argumenterne er, at tonen er blevet anderledes, der er kommet flere reklamer, det er kedeligt at kigge på, for der er ingen, der længere poster noget interessant, og de vil ikke længere lade sig styre af sociale medier. Indtil videre kender jeg ingen, der har meldt sig “rigtigt” ud, bortset fra min kæreste der trak stikket for mange år siden, og slet ikke kan se pointen i at “være på”.

Men det kan jeg. For mig er sociale medier et fristed. Facebook bruger jeg til at følge med i nye og gamle venners liv, Instagram for at se smukke billeder der kan inspirere mig og Pinterest til at få nye idéer. Jeg er ikke med på den vogn, der er i færd med at trække sig, tværtimod. Jeg deler lystigt fra min blog, og så kan folk jo læse det eller lade være. Jeg har også mit personlige filter. Når tonen bliver for hård, kan jeg læse noget og grine af det, eller jeg kan simpelthen overse det og scrolle videre. Det kan ikke sætte mit pis i kog, at uvidende mennesker der keder sig har brug for at svine hinanden til. Jeg er ligeglad. Eller i hvert fald glad for at det ikke er mig, der har det behov.

For nyligt blev jeg slettet af en på Facebook. Det kan godt være, at jeg er blevet det tidligere,  men så har jeg ikke opdaget det, og denne gang opdagede jeg det også kun, fordi der var en veninde, der gjorde mig opmærksom på det. Personen har åbenbart haft et behov for at slette mig fra sit liv, men kunne jeg være mere ligeglad? Nej. Men så har jeg da også prøvet det.

 

 

INSPIRATION, KOMMENTARER & LIKES

Jeg falder ofte over spændende artikler på Facebook. Dem ville jeg aldrig have fundet frem til, hvis der ikke var nogen, der havde delt opslagene, så jeg kunne læse dem, hvilket jeg er taknemmelig over. Jeg bliver også glad, når der er nogen, der interesserer sig for det, jeg skriver. Jeg er pavestolt, når jeg kan inspirere nogen med mine historier. Det er da skønt, at folk gider smide et like eller skrive en kommentar. Så føler jeg mig værdsat. (Så skynd dig lige at like dette opslag, del det og skriv i kommentarfeltet hvad du synes 😉 ) Du behøver ikke være enig med mig, Herregud det ville da blive kedeligt i længden, men man kan også godt være enig i at være uenig på en sober måde. Synes du, at det jeg skriver er helt ad helvede til, er det ok. Det er din subjektive mening. Det eneste jeg håber for dig er, at du skriver en kommentar med humor, så vi kan få en god dialog. Måske kan du endda inspirere mig så. Lære mig noget nyt og se verden med andre øjne.

 

 

BIG BROTHER IS WATCHING YOU

Sociale medier eller ej… Big Brother is watching you. Medmindre du lever isoleret ude i en skov, og du er kommet derud uden at blive fanget af overvågningskameraerne eller en satellit, er du en del af en anden virkelighed. Det er vi alle sammen. Vi kan ikke slå en prut i dag, uden at Google viser reklamer af medicin, der kan kurere luft i maven. Ejer du elektronik, kan du spores overalt. Og det hjælper ikke noget at melde sig ud af den sociale medieverden. Vi er fanget i en fælde, og udviklingen vil kun fortsætte, medmindre vi da får en ny istid, der kan starte det hele forfra. Men du har et valg, og det er, hvor meget tid du vil bruge i denne verden, og hvor meget tid du vil bruge med snuden og opmærksomheden rettet mod den anden.

 

 

TIK TAK

Der er gået atter 10 år. Vi skriver 2018, og måske tiden er kommet til et oprør. Måske ikke. Tid er blevet mere værdifuldt i dag. Du kan ikke eje tiden, og den går, hvad enten du vil det eller ej. Alenetid. Kvalitetstid. Familietid. Kærestetid. Vi kan ikke stoppe tidens gang, men i sidste ende handler det vel om at få det bedste ud af den tid, man får stillet til rådighed. Og ligesom med alt andet kan man også nyde ligegyldige fristelser med måde. Det er først, når det bliver ekstremt, at det begynder at blive usundt. Så læn dig tilbage. Brug de sociale medier som du har lyst til. Eller ikke. Lad vær med at tage dig selv og det hele alt for højtideligt. Nyd tiden. Nyd de kærester du har haft, og den du måske har eller snart vil få. Nyd de oplevelser du kan, og nyd de oplevelser andre har. Nyd din famile. Nyd dig selv. Bare nyd det.

 

LÆS OGSÅ: NÅR TIDEN LØBER FRA OS

 

Skriv et svar

Captcha loading...