NZ ROADTRIP #5 ROTOURA – AUCKLAND

Ja! Som rygtet siger, stinker Rotorua langt væk af rådne æg fra de mange geotermiske kilder, med boblende mudder, kogende vand og spruttende geysere. Men når det så er sagt, vænner sig alligevel rimelig hurtigt til stanken og nyder oplevelserne.

 

ROTOURA & ET INDBLIK I MAORIKULTUREN

I Rotoura har vi booket en tur til Maorilandsby TE PUIA for at få et nærmere indblik i deres kultur. Bevidste om at det er en enormt turistet tur, bliver vi dog alligevel fra første øjeblik drevet til vanvid over alt det grupperenderi. Slavisk at skulle følge en guide og 20 andre mennesker er bare ikke mig, men jeg sluger irritationen og forsøger at nyde aftenen, der heldigvis bliver bedre, som den skrider frem.

 

Heketanga-ā-Rangi. Maori kunsthåndværk der er inspireret af de forskellige åndelige riger i Te Arawa-kulturen og kombinerer udskæring, skulptur og dekoration.

Først viser geyseren sig fra sin gode side, og sprutter lystigt, da vi kommer forbi. Vores guide er meget velformuleret og informerende, men han sprutter ikke ligefrem af lyst ligesom geyseren. Han nærmest knager, så tør er han. Men han giver os et godt indblik i Maorikulturen, og holder styr på tropperne med hård hånd. Intet er overladt til tilfældighederne.

 

Pōhutu geyseren i Te Puia landsbyen.

Efter en tur forbi kiwihuset (som ligger i mørke, fordi kiwier sover om dagen og er vågne om natten, og man derfor sjældent ser dem ude i naturen) og det obligatoriske besøg i souvenirshoppen, startede det store opvisningsshow. ”Landsbyen” hvor alt dette foregår er familieejet, og det lader til, at samtlige familiemedlemmer har en rolle. De tager det meget seriøst, og da min kæreste bliver specielt udvalgt til at være aftenens ”Chief”, får han samtidig streng besked på, at han ikke må grine. Det er næsten også mere skræmmende end det er sjovt, så han holder masken, da han han gennem en modtagelses-velkomstceremoni, hvor han efter en krigsdans får overrakt et blad som tegn på fred.

 

Krigeren i gang med velkomstdansen.

Som belønning for indsatsen får vi de bedste pladser på forreste række, så vi har fuldt udblik til den danseforestilling, der kort efter udspiller sig på scenen.

 

Typisk Maori fjæs under HAKA dansen.

De danser og synger. Kvinderne hiver publikums kvinder på scenen, og vi finder ud af, hvor svært det er. Der rækkes tunge, og øjnene spilles ud på deres helt karakteristiske vis, og mændene kommer på scenen og danser krigsdans. HAKA. Da Martin jo er chiefen, skal han gå foran som et godt eksempel. Det gør han flot, mens jeg har større besvær med at koordinere de flyvende kugler.

 

Har ikke helt styr på det – i modsætningen til kvinderne der virker til at være født med kuglerne i hånden.

Aftenen rundes af med en stor middag, hvor deres traditionelle HANGA bliver serveret. Hanga er en tilberedningsmetode, hvor man graver maden ned i jorden, og den langsomt bliver tilberedt ved hjælp af varmen fra de termiske kilder. Kødet er ikke så mørt som man kunne forvente ved denne tilberedningsmetode, men det smager herligt, og buffeten bugner af mad. Vores sidekammerater som er unge rejsende og tydeligt vegetarer, får nok fyldt deres tallerkener mere end 10 gange. Måske de også har fyldt noget i lommerne, for så meget mad kan et normalt menneske da ikke konsumere!?

ROTORUA – HOBBITON

Hvis man har set Ringenes Herre, kan man ikke komme udenom en tur til Hobbiton. For den by eksisterer rent faktisk. Ellers dvs. kulisserne gør, men de har alligevel formået at gøre det realistisk, så man faktisk forventer at støde på en hobbit, når man går rundt mellem hobbithullerne.

 

Hobbiton.

Der er ansat en masse gartnere til at holde området ved lige og dyrke grøntsager, så landsbyen ser “levende” ud, hvilket også burde kunne lønne sig, da der er ekstremt mange besøgende, Heldigvis men havde vi valgte aftenturen, så der kun var et begrænset antal, nemlig dem der skulle være med til middagen.

 

I dette tilfælde er jeg ikke hobbitstørrelse.

De findes i alle størrelser og udgaver, da de er bygget til filmstørrelserne. Skal Gandalf se stor ud, står han naturligvis foran et lille hobbithul, og omvendt skal fx Frodo se lille ud, står han foran et meget større hul. Der er virkelig gået på detaljerne, og husene er simpelthen så fine.

 

Bilbo og Frodos hus på toppen af Hobbiton.

Det mest populære hus er selvfølgelig der, hvor Bilbo og Frodo bor. På toppen står der et træ, der ser meget levende ud, men som i virkeligheden er bygget på workshoppen i WETA, fordi de ikke kunne finde et rigtigt træ, der passede nøjagtigt i størrelsen og gørelsen.

 

Sams hjem.

Mit favorithus var nu Sams. Man kunne næsten fornemme, hvordan de sad derinde og hyggede sig. Eller noget…

 

Dragons Inn der i dag er bygget om til pub og restaurant, og altså ikke længere kun fungerer som kulisse.

Man kan ikke komme ind i Hobbithullerne, men de har bygget Dragons Inn op, så den ligner den originale i filmen, og her kan man nyde deres egen øl og en overdådig banquet. Eller.. så overdådig er den måske ikke, men de får det virkelig til at se godt ud, og det er en sjov oplevelse at sidde der midt i Hobbiton og spise middag.

 

Middagen ved store langborde er i fuld gang, og der er masser af lækkerier at vælge mellem.

HOBBITON – AUCKLAND

Sidste destination på vores New Zealand eventyr er Auckland. Vi kører hen og afleverer camperen (på Apollos møgbeskidte kontor, hvor personalet ikke har glemt deres indiske rødder, så det foregår i deres tempo), som vi nok på ingen måde kommer til at savne, og indlogerer os på et hotel.

 

Udsigt over Auckland fra Mt. Eden.

Auckland er New Zealands største by, og ca. ¼ af alle indbyggere bor her. Efter en lang rejse, er vi ved at være mættede af indtryk og mennesker, men når vi nu engang er her, skal vi selvfølgelig ikke lave ingenting. Vi vælger derfor den lette metode: Hop on and off busen, så vi kommer rundt at se byens seværdigheder. På Mount Eden står vi ud og nyder udsigten over byen, inden turen går videre. Rundt og rundt. Chaufføren er lidt småtosset, men hun er meget begejstret over sit job, og fortæller stolt om de ting, vi kører forbi.

 

Havnen i Auckland.

 Vi siger farvel til Auckland og farvel til New Zealand. Et fantastisk eventyr er slut, og selvom kulden har fyldt rigtig meget, er det naturen, der har gjort det største indtryk. Sjældent har jeg set så smukt og vildt et sted som Sydøen,- og især vestkysten, og også Nordøen var meget speciel på sin helt egen måde med de geotermiske områder og vulkaner.

 

Nu er det tid til næste eventyr: Australien!

 

 

RUTEN VI KØRTE:

Skriv et svar

Captcha loading...