NEW ZEALAND ROADTRIP #4 WELLINGTON – ROTOURA

Denne uge har jeg opdaget, at der findes noget, der minder om storbyer i New Zealand, vinket fra rummet med min ven fra Thunderbirds, været på vej til at bestige en vulkan i Mordor, grædt til pianospil på slottet og duftet den rådne æggestank i Rotoura, mens de geotermiske kilder fik mig til at føle, jeg gik rundt på en anden planet. Snak om at få mange indtryk på kort tid. Jeg er overvældet, taknemmelig og en lille smule rundt på gulvet over al den skønhed.

 

WELLINGTON

Eller Windy Welly som den bliver kaldt i daglig tale, lever op til sit navn. Vinden suser gennem gaderne, og vi søger den nærmeste restaurant for at stille sulten og få varmen. Ikke et eneste af de moteller, vi indtil videre har overnattet på, har udmærket sig ved at tænde for varmen, inden deres frysende gæster ankommer. Oveni har de ikke forstået at isolere huse, så når man ankommer til motellerne, er det bare med at fyre op og så bevæge sig andetsteds hen, men hytten varmes.

 

Lystbådehavnen i Wellington.

Efter 3 uger i New Zealand møder vi for første gang noget, der minder om en rigtig by. Og den er vel ikke hovedstad for ingenting. Godt nok er der kun ca. 350.000 indbyggere, men den har til gengæld de ting, som en hovedstad nu engang skal have, og vi får en følelse af at være i en storby. Ikke at jeg egentlig har savnet en storby, men jeg var begyndt at tvivle på, om der overhovedet fandtes ”rigtige” byer i New Zealand.

 

SØNDAGSMARKED & MUSEUMSBESØG PÅ TA PUIA

Her er dog stadig koldt, så efter et hurtigt besøg på søndagens marked, som får meget ros af de besøgende (men som ikke er værd at køre ekstra efter, når man er vant til madmarkeder i København), indbyder vejret til et museumsbesøg på New Zealands mest berømte museum Ta Puia.

 

Søndagsmarked i Wellington der hovedsageligt består af madboder.

Og det viser sig faktisk at være ret interessant. Vi tilbringer 4-5 timer her. Så længe tror jeg aldrig, jeg har været på et museum før, men der er masser af se på de i alt 5 etager. Et spændende indblik i den New Zealandske historie samt en ekstra udstilling om 1. Verdenskrig, hvor der er fremstillet soldater, der ser så skræmmende virkelige ud, at var det ikke for overdimensionen, ville man tro, det var ægte udstoppede mennesker.

Der er også en del om Maori kulturen, og da vi kommer ind i deres ”hellige hus”, sidder en ældre herre og kommanderer rundt med alle dem, der kommer ind. Han arbejder ikke der, men er tydeligt stolt af sine rødder, så der bliver skændt på dem, der tager billeder og ikke opfører sig ordentligt (i hans optik), og givet gode råd til os, der gider høre efter. Han er faktisk ret underholdende. Og ret skræmmende når han råber.

FILMSTUDIET WETA & RINGENES HERRE

Wellington er desuden også New Zealands Hollywood, og det er her Peter Jackson (ham fra Ringenes Herre), er født og vokset op. New Zealænderne er vældig stolte af deres filmproduktioner, og når man siger, man kommer fra Danmark, er det første de nævner altid Viggo Mortensen. For han er bare ”sådan en amazing guy”. Og næsten ligegyldigt hvor man er i New Zealand, er der en ”Ringenes Herre – udflugt”.

 

Trold foran WETA studiet.

Derfor skal vi selvfølgelig en tur ud for at se filmstudierne, der ligger en lille køretur væk. Først ankommer vi til WETA, hvor vi ser en lille dokumentarfilm, for derefter at få en guidet tur gennem deres workshops, hvor man ser, hvordan de fremstiller kulisser til animationsfilm mm. De er ekstremt nørdede alle sammen, og man kan bare se, hvor højt de elsker deres job. Og kreative! Hvad de ikke bruger af gammel skrammel til at fremstille rumstationer, byer osv. er ikke så lidt imponerende.

 

Halløj fra rummet.

Til gengæld er deres organisation ikke videre imponerende, for herefter må vi vente en halv time udenfor i kulden for at bliver kørt – lige om hjørnet – hen til et filmstudie, hvor de har optaget ”Thunderbirds”. Det er åbenbart en ret kult-agtig-serie fra tidligere, som de har ”gjort moderne”, og selvom jeg aldrig har hørt om den, er det super sjovt at se, hvordan de har fået så meget ud af ingenting. Kulisserne er små og få, mens optagelserne er mange og imponerende.

 

“Kong wuz hair” King Kong har været en tur forbi!

 Vi bliver kørt tilbage til kulden, hvor en meget forvirret chauffør sætter os af, – for at hente os samme sted igen en halv time senere. Behøver jeg at sige, vi frøs? Ikke engang en kop kaffe og en stol indenfor i varmen kan de tilbyde. Måske fordi man så ikke går rundt i deres souvenirshop og shopper?! Men vi så da King Kongs fodspor i fliserne, så mon han virkelig har været her? (Spoiler: vi så ham indenfor i en meget udstoppet udgave).

 

 

WELLINGTON – TONGARIRO NATIONALPARK

Efter et par dage i byen bevæger vi os igen ud i det åbne landskab. Naturen er meget anderledes og knap så imponerende på Nordøen end på Sydøen. Til gengæld er vejene meget nemmere at køre på, og det går faktisk ligeud de fleste steder. Jeg savner allerede de kringlede bjergveje og den storslåede udsigt. Men det glemmer jeg alligevel hurtigt, da vi når frem til dagens destination Tongariro Nationalpark. (A.k.a Mordor)

 

Mt. Tongariro er en aktiv vulkan, der sidst har været i udbrud i 2012.

Trods den meget anderledes og barske natur, bliver jeg ret overvældet over stedet, hvor der vælter bjerge op ad tilsyneladende ingenting. Jorden er flad, bortset fra 3 vulkaner, der stiger til vejrs. En af mine drømme for denne rejse, er “Tongariro Crossing”, men vejrudsigten indbyder desværre ikke rigtig til det, så vi nøjes med at udforske området et par timer, og selvom det ikke er toppen, vi når, efterlader turen et kæmpe indtryk.

 

Mt. Ruapehu er New Zealands største vulkan.

Her er alt. Vandfald, regnskov, øde sletter og forstenet lava for bare at nævne noget af det, og man forstå, hvorfor Peter Jackson valgte netop dette barske sted til at udgøre kulisserne for Mordor.

 

Dawson Fall.

Som mange andre steder på vores ture, glimrer dyrene ved deres fravær. Faktisk møder vi på hele turen kun en eneste fugl, og det til trods for, at det burde være et mekka for dyr at leve i. Den har jeg stadig ikke helt forstået. Ikke engang en kat har jeg set endnu!?

 

Tungen lige i munden.

Det er småt med overnatningsmuligheder i byen, men der ligger et gammelt slot, Chateau Tongariro, hvorpå man kan overnatte, og det endda til en pris der ikke er over de fleste moteller i NZ. Det er en imponerende gammel bygning, og værelserne er ikke helt op til dato, men stemningen er ret fantastisk. Der er dresscode i restauranten, og en pianist spiller i foyeren, mens vi får et glas vin. Han spiller og synger noget så intenst, og pludselig triller tårerne ned af kinderne på mig. Ikke fordi jeg er ked af det. Ikke fordi jeg er glad. Bare fordi. Han rør mig dybt, og alle turens indtryk indtil videre bundfæster sig. Alt er perfekt lige i dette øjeblik, og jeg er lykkelig.

 

 Er du interesseret i Tongariro Crossing, kan du finde mere info her.

TONGARIRO – ROTOURA

Det første man hører om byen Rotoura er, at den stinker af rådne æg. Om det kan være så slemt, som de siger, finder vi ud af senere i dag, men først har vi et par udvalgte stop på vejen. Jeg har sat et par kryds på kortet, men er alligevel ikke helt sikker på, hvad det er, vi begiver os ud i.

HUKA FALLS

Første stop på turen er New Zealands største vandfald HUKA FALLS. Måske ikke i højden, men de kaskader af vand, der bliver ført igennem her, er van(d)vittige. 200.000l flyder der. Pr. sekund!!!

Huka Falls.

CRATER OF THE MOON

Næste stop er CRATER OF THE MOON, hvor man til den nette sum af 8 dollars kan gå en tur rundt i geotermalske områder. Og hvad vil det så sige? Tja det vidste vi ikke helt, men det er her den rådne stank af æg kommer ind i billedet.

 

Crater of the Moon.

Op af jorden vælter der røg, og det er som at gå på en anden planet. Der er et stisystem, og man bliver hele tiden gjort opmærksom på, at man ikke må træde uden for stien, for jorden er meget varm.

 

Crater of the Moon.

Det bobler og koger og ryger og sprutter og stinker, og det er en oplevelse, der ikke ligner nogen anden, jeg nogensinde har haft.

 

Dampen der kommer op af jorden er kogende varm.

HIDDEN VALLEY (Orakei Korako)

Som navnet hentyder til er Hidden Valley ret godt gemt af vejen. Vi kører og kører, og vi mærker virkelig, at vi er kommet på landet, da vi lige må holde tilbage for en flok nysgerrige køer, der skal forbi. For enden af vejen (for den går ikke længere) kommer vi til søen Ohakuri. Ved søen ligger et hus, og ved huset ligger en båd.

 

Så er vi kommet på landet.

Det er en vandtaxa, som kort efter fragter os over på den anden side af bredden. Og hvis vi tidligere på dagen var imponerede, stiger denne følelse nu.

 

Lake Ohakuri.

Samme princip med røg og spruttende mudderbad møder os, men samtidig gemmer disse naturvidundere sig midt i de smukkeste omgivelser. Samme oplevelse, og så alligevel fuldstændig anderledes.

 

Boblende mudderpøl.

Geyserområdet er opdelt i flere terasseniveauer, der leder op til en grotte kaldet Roatapu, som er den af de 2 eneste grotter i verden, der ligger i et geotermisk område, og for mange hoved attraktionen i området. Personligt synes jeg det var mere imponerende at bevæge sig rundt mellem pools, mudderpøler og geysere, da man ikke kan se specielt meget af grotten, der går 35 meter ned i dybet. Man kan kun stå på en platform øverst, men til gengæld hersker der en fredfyldt stemning, hvor folk naturligt tier af respekt for naturen.

 

Golden Fleece Terrasse.

WAI-O-TAPU

Egentlig er planen nu at køre til Rotoura, men på vejen spotter jeg pludselig et skilt: WAI-O-TAPU Ikke helt klar over at dette lidt vil blive den samme oplevelse igen (til en del flere $$$), drejer vi af, for det er på ”Must-do” listen i alle guidebøger. Og hvis det ikke var fordi, vi lige kommer fra 2 gudsbenåede smukke og specielle steder, ville dette nok også har været en stor oplevelse.

 

Hot pool i Wai-O-Tapu.

Ærgerligt for området er virkelig smukt og farverigt, men vi er mættede af indtryk, så selv om dette område er en del større end de 2 foregående, har vi ikke lyst til at se flere stinkende røgkilder, så vi sprinter hurtigt igennem for at komme frem til vores destination, hvor vi udmattede falder om på motellet og prøver at fordøje dagens og ugens mange indtryk. Gud hvor har det været fantastisk.

 

Skriv et svar

Captcha loading...