NZ ON THE ROAD #3 PUNAKAIKI – PICTON

Pancake Rocks i en romantisk og vild solnedgang, en køretur nordpå hvor New Zealand for første gang viste sig fra sin skuffende side, og et brag af en afslutning af vores rejse på sydøen med en perfekt sejltur i Malborough Sounds, hvor vi var så heldige at opleve New Zealands dyreliv fra sin bedste side; legesyge delfiner, verdens mindste pingviner, sjældne fugle og en masse andre spændende ting.

 

PANCAKE ROCKS I PUNAKAIKI

Pandekageklipper. Umiddelbart lyder det ikke specielt oprivende at skulle se på sten, der ligner stakkede pandekager, men jeg skal love for, at piben får en anden lyd, da vi står foran disse prægtige limestones, der er formede af vind og vejr gennem tusinder af år.

 

Pancakerocks

Fra parkeringspladsen fulgte vi en lille sti, der snor sig frem mellem klipperne og fører hen til de smukkeste udkigsposter. Om end det lyder lidt turistet, bliver jeg hver gang kun endnu mere imponeret end ved den forrige post.

 

Lag på lag ligger stenene ovenpå hinanden som flade pandekager.

Op ad havet stiger pandekagerne, mens bølgerne brusende slår imod dem med en enorm kraft, og det skummende vand lægger sig som flødeskum på toppen. Lyden er helt enorm, og maven slår nærmest kolbøtter, hver gang bølgerne kaster sig ind over klipperne. Tiden står stille, mens udsigten sukkes dybt ind og forundringen over naturens kræfter slår sig fast på nethinden.

 

Blowholes – bedst at opleve, når det er højvande.

Ud over pandekagerne finder man også de såkaldte ”blowholes”, huller i klipperne, som også er formet at århundreders naturkræfter.

 

Pancakerocks lige uden for vores motel i solnedgangen.

Vi er så heldige at have fundet et motel, der ligger lige nede ved stranden, og udover den smukkeste solnedgang, som giver endnu mere wow-effekt end dagsoplevelsen, bliver vi lullet i søvn af bølgen blå, der igen og igen og igen slår ind over klipperne.

 

Vi havde stranden næsten for os selv. Win win med motel, udsigt og privat strand.

Meget mere end en dags tid kan man dog ikke bruge dette sted, så vi sætter kursen mod Abel Tasman Nationalpark og forlader den ubeskrivelig smukke vestkyst, som efterlader dybe minder langt ind i sjælen. En natur så prægtig skal man lede længe efter.

 

PANCAKEROCKS – CAPE FAREWELL

Og efter disse oplevelser vi har haft, er forventningspresset stort på de kommende oplevelser. Og som det så nogen gange sker, er det for svært at leve op til. Efter en lang køretur ender vi helt oppe på den nordlige sydø i en lille bitte by, Collingwood. Et umenneskeligt sted hvor kragerne for længst har vendt. En lille spadsertur viser et par caféer, et minimarked og den lokale pub, hvor vi vover os ind og får en øl. Pubben minder om et levn fra 80’erne og stanken ligeledes. Et poolbord med unge par med børn samt de forpligtede enlige mænd, der hænger ud i baren, gør, at nok det meste af byens indbyggere er at finde her. En oplevelse man græmmes ved, men forhåbentlig kan grine af når man kigger tilbage, og det første chok har lagt sig.

Eftersom maden på byens førende steder absolut ikke så særligt indbydende ud, finder vi frem til den ”verdensberømte restaurant” Mussel Inn. Den ligger endnu længere ude for mands lov og ret, og taxaer findes der ingen af i dette gudsforladte område. Men vores motelmutter tager sagen i egen hånd og får alligevel fremskaffet en chauffør fra områdets skolebus til os, så – med skoleskiltet taget af – bliver vi kørt til restauranten.

 

Den berømte restaurant Mussel Inn.

Mussel Inn er et sted, de er meget stolte af, og som også er nævnt i guidebøgerne som et sted, der er værd at besøge. Men jeg må desværre sige, at det ikke er et sted, jeg vil anbefale. Menukortet indeholder dog en enkelt ret med muslinger (hvorfor kalde det Mussel Inn, hvis det er et cafékort?), og det skal jeg selvfølgelig prøve. Jeg har nu prøvet det 2 gange i New Zealand indtil videre, hvor retterne stort set smagte af ingenting, så 3. gang må da være lykkens gang! I New Zealand er det store flotte grønne muslinger, der bliver serveret, men heller ikke denne 3. gang lever smagen op til hverken udseende eller forventninger. Det der smager bedst, er faktisk hvidløgsbrødet, der følge med, for selve retten var komplet drænet for al smag.

Skuffede ringer vi efter vores skolebuschauffør, så han kan hente os lidt tidligere, end vi havde aftalt, og kører tilbage til vores iskolde motelværelse i den gudsforladte by.

 

Cape Farewell.

Næste morgen byder på let regn, men vi beslutter os alligevel for at køre den sidste halve time op til spidsen af Nordøen, Cape Farewell, for forhåbentlig at kunne nyde den dejlige natur og udsigt.

 

Cape Farewell.

Men selvom skyerne forsvinder, og vi faktisk fe bedre vejr, var dette endnu en slem skuffelse. Måske på grund af årstiden, måske fordi vi allerede har set så mange vidunderlige ting, at det bliver for svært at leve op til standarden. Så efter en mindre vandretur mellem får og køer, beslutter vi os for at vende ryggen til Abel Tasman og håbe på at kunne vende tilbage hertil en smuk sommerdag, så nationalparken kan vise os den skønhed alle taler om.

 

Også ved Cape Farewell dominerer fårene landskabet.

CAPE FAREWELL – NELSON

Vi kører samme vej tilbage ad sylespidse hårnålesving, der får min højdeskræk til at vende sig i maven. Føj der er langt ned, men til gengæld bliver man belønnet med en storslået udsigt.

 

Der er mange sving i New Zealand, og de vejleder altid én til, hvor hurtigt man skal køre.

Vel nede sætter vi snuden mod byen Nelson, hvor vi glæder os til at komme tilbage i ”civilisationen”.

 

Lystbådehavnen i Nelsson.

Nelson viser sig faktisk at være i nærheden af at ligne en by, og byer er åbenbart ikke noget, de gør sig synderligt i her på sydøen. Det betyder egentlig bare et par ekstra huse med grimme facader samt et par butikker, der aldrig har set skyggen af en indretningsarkitekt. Man forundres. En flot lystbådehavn er omkranset af et forfærdeligt industriområde. En havn der kunne have bugnet af liv og glade dage, hvis der var nogen, der havde hørt efter i timen i stedet for snorkende at klaske fabrikker ind her.

 

Trafalgar Square

Intet kønt har denne by at byde på, men de har da øl og god mad, hvis man nærmer sig enden af Trafalgar Square. (Ikke at forveksle med det i London!)

 

 

NELSON – PICTON

Derfor går turen også hurtigt videre til næste by og endestationen for vores sydøsrundrejse. I Picton har vi booket et par nætter, så vi kan få lidt ro over feltet og planlægge vores videre forløb.
En aflyst bådtur betyder en dovnedag, hvilket faktisk er meget rart, og vi får tiden til at gå med at drive lidt rundt i byen og tager på en lille udflugt.

 

Havnen i Picton.

For hvad bedre at bruge en dovnedag til at udforske en af New Zealands mange vindistrikter? Vi sætter kursen mod Blennheim, der ligger lige i nærheden af Picton og er et kendt vindistrikt. Men vi når kun lige ind i byen, før vi hurtigt bestemmer os for at vende om igen. Idéen om vinidyl blev hurtigt fornægtet af denne grimme og frastødende by. Det er som om vores held er brugt op.

 

Vinmarker ved Saint Clair vingård.

Naturligt nok ligger vingårdene jo ligesom også udenfor byen, så vi stiller gpsen efter Saint Clair Family Estate, som vi har hørt skulle være den bedste i området, og som blev anbefalet af manden, der aflyste vores tur i dag.

 

Tomme tønder buldrer mest.

Og denne gang bliver vi bestemt ikke skuffede. Selv vejret viser sig fra sin gode side, og vi kan sidde ude i deres hyggelige gård, hvor vi får en lille vinsmagning. Desværre skal vi køre videre bagefter, så det bliver kun til et par små sip, men de gør det på en virkelig fin måde, så man kan smage en lille smule af de vine, man udsøger sig.

 

Høsten er overstået, og vinmarkerne står flotte hen i efterårsfarver.

Vingården er specielt kendt for deres Sauvignon Blanc, men den mest spændende hvidvin var alligevel deres Chardonnay, der smagte lidt af vanille. Vinderen blev for os dog deres Malbec rødvin, så den støder vi forhåbentlig på igen senere på turen. De fleste restauranter i New Zealand serverer kun New Zealandske vine, hvilket faktisk er ret spændende, så man kan smage på deres lokale produkter.

 

Vinsmagning.

For helt at tilfredsstille smagsløgene får vi også en lækker omgang ost og pølser til – igen lokale produkter, og dagen der startede med en skuffet aflysning, var reddet…

 

Alt på et bræt.

SEJLTUR I MALBOROUGH SOUNDS

Måske held i uheld for da vi dagen efter sætter kursen ud i Malborough Sounds, er vi så heldige at se stort set alle de dyr, man kan få mulighed for at opleve på denne tur:

 

Det kunne godt ligne en pingvin, men er det ikke. Det er derimod en af verdens mest sjældne havfugle: King Shark.

 

Legesyge delfiner der sprang rundt om båden og legede i bølgerne.

 

Sæler der svømmede, solede og skræmte hinanden væk fra deres respektive territorier.

MOTUARA

På et stopover på en lille ø (Department of Conservation Te Papa Atawbai –  Motuara Island Scenic and Historic Reserve).i Kaptajn Cooks fodspor, der i dag fungerer som et fuglereservat, får vi flere dyreoplevelser.

 

Til minde om Kaptajn Cook.

 

Verdens mindste pingviner – the little blue penguins – lå på redden – selvom det i følge vores guide er på den forkerte årstid, de befinder sig der.

 

South Island Saddleback. En sjælden fugl der dog viser sig fra sin bedste side og performer et flot vandshow for os.

 

South Island Robbin – en lille fugl der følger efter os, og bestemt ikke er bange for mennesker. Også den forsøger sig med et show for at få vores opmærksomhed.

 

Selvom vejret ikke er helt optimalt, bliver vi alligevel belønnet med en smuk udsigt.

 

En fantastisk dag på bølgen blå og en perfekt afslutning på vores sydøseventyr.

Fra Picton afgår færgen til Wellington på nordøen, hvor vi skal udforske de næste – knap – to uger. Vi skulle egentlig have været her længere, men kulden har fået os til at fremskynde Australien ca. 2 uger, da vi simpelthen er så trætte af at fryse!!

 

Færgen mellem nord – og sydøen.

Som afskedssalut følger springende delfiner os ud fra Malborough Sounds, og vi vinker farvel til sydøen med bagagen fuld af dejlige, farverige, smukke, overvældende, naturrige, spændende og inspirerende oplevelser.

 

Endnu en legesyg delfin.

 

 

RUTEN VI KØRTE

Skriv et svar

Captcha loading...