NEW ZEALAND ROADTRIP #2 TE ANAU – FRANZ JOSEF

Det er ikke til at få armene ned over al den skønhed, vi har oplevet denne uge. Lige fra verdens 8. vidunder i Milford Sound og Paradis i Middle Earth til den forunderlige gletsjerverden i Franz Josef. Det er naturen, når den viser sig fra sin aller bedste side, og vi har været så heldige at være midt i den. Både til lands, til vands og i luften.

TE ANAU

Te Anau er en lille by med 2000 indbyggere, der ligger ca. 2 timers kørsel fra Queenstown. Den syner ikke af meget, men den er udgangspunktet for nogle af New Zealands mest fantastiske udflugtsmål og vandreture. 3 af ”The Great Walks” ligger her i området.

 

Solnedgang over Lake Te Anau.

Vores primære mål med Te Anau er en sejltur med overnatning i fjorden Milford Sound. Men først indlogerer vi os på en campingplads (hyttedelen for vi er stadig ikke modige nok til at udfordre kulden i camperen), og herefter går vi en tur akkurat tidsnok til at nyde den spektakulære solnedgange over Lake Te Anau.

 

MILFORD SOUND

Vi har store forventninger til turen, og næste dag triller vi stille af sted i en turbus mod Milford Sound. Man kan også køre turen selv, men vi er blevet advaret mod denne vej flere gange, så vi trækker det sikre kort og bestiller en samlet pakke med transport. Da vi når vejen, viser den sig dog at være super fin at køre på. Smal og snoet, men velholdt og fin. Dog er vi alligevel glade for at have valgt bussen, for der er simpelthen den smukkeste udsigt, som man ikke kunne have nydt nær så meget bag rattet, da man virkelig skal holde øjnene på vejen her.

 

Vejen gennem Fiordland Nationalpark der fører til Milford Sound.

Som bonus er vores chauffør også super dygtig til hele tiden at komme med info omkring de ting, vi ser på vejen og området i det hele taget.

 

En fræk Kia bjergpapegøje

Det mest “farlige” ved vejen er de frække Kia bjergpapegøjer, der holder udkig efter alle biler og forsøger at ødelægge dem, når de holder stille.

 

Milford Mariner.

Fremme ved Milford Sound stiger vi efter lidt ventetid ombord på ”Milford Mariner” og sætter kursen ud i fjorden.

 

Det er koldt, klart og overvældende smukt i Milford Sound.

Vi er heldige at have et fantastisk vejr, for her i området regner det min 200 dage om året. (Hvilket dog også skulle være en kæmpe oplevelse at opleve fjorden i). Selvom vinden bider i kinderne og trækker ind i hver eneste sprække, er det samtidigt forfriskende og oprivende at sejle gennem den smukke fjord. Det gør ondt helt ind i knoglerne af kulde og spænding.

 

Milford Sound. Op af vandet tordner der sig bjerge side om side, og man føler sig pludselig meget lille.

 

Der står også vandfald, bådfart og kajak på menuen.

 

Kajak i fjorden.

Fiordland, som er nationalparken Milford Sound ligger i, er et af de eneste steder i verden, hvor der både er vand, bjerge og regnskov på et og samme sted, og man kan bestemt godt forstå, hvorfor det kaldes verdens 8. vidunder.

 

Solnedgang i Milford Sound.

Efter en bådtur i fjorden i en mindre båd, hvor vi kommer rundt og ser fjorden tæt på klipperne, får vi et flot måltid mad i kabyssen. Efter maden sniger vi os ud på dækket, hvor vi i mørket kan se sæler hoppe og springe rundt om båden. Det ligner en leg, men vi får fortalt, at de er på jagt efter mad, og skibets lys tiltrækker deres bytte. Meget tidligt kravler vi til køjs, og bliver stille vugget i søvn.

 

TE ANAU

Tilbage i Te Anau har vi booket 2 ekstra nætter, så vi har tid til at vandre og se de berømte ”Glowworms”. Der kan man desværre ikke tage billeder, men det var en stor oplevelse se denne kæmpegrotte med orme hængende fra loftet. I mørket ligner de stjernebilleder, så man får en fornemmelse af at være et sted ude i galaksen, når man i en lille båd glider gennem grotten. Vi valgte en aftentur, men jeg vil anbefale, at man  i stedet vælger en dagstur, for så får man samtidig en smuk sejltur på Lake Te Anau. Vi så kun buldermørke.

 

Vandretur rundt om Lake Te Anau.

Lake Te Anou er landets næststørste sø, og i dette flotte vejr er den blikstille, hvilket giver nogle imponerende spejlbilleder. Vi nyder et par vandreture, og stilheden og motionen her har endelig givet os et par gode nattesøvne. Jetlaggen ser ud til at være på tilbagetog, og vi er ved at være mennesker igen.

 

 

QUEENSTOWN

Queenstown. Et mekka for backpackere og adrenalinjunkies og Lord of the Ring – fans. Der findes stort set ikke den ting, du ikke kan gøre her; Skydiving, bungeejumping, riverrafting, jetboat, you name it!

Byen er charmerende på sin egen specielle grimme måde, for der er masser af restauranter, caféer og butikker og gang i bylivet. Og det selvom vi er her uden for sæsonen. Det er en af fordelene ved at rejse på denne årstid; der er ikke overflod af mennesker over det hele, men man kan faktisk nyde naturen uden at blive overrendt af grupper på udkig efter næste eventyr.

 

Tag gondolen op til Skyline 400 meter over byen og udfordr dig selv med Ledge Bungy jumping. Du kan endda gøre det i mørke.

En tur i gondolen med udsigt over Queenstown bliver det også til, men det er så som så med begejstringen herover. Måske man skulle gøre det om aftenen, hvor man kan se den klareste stjernehimmel?

 

Udsigt over Queenstown.

 

LORD OF THE RINGS – PÅ TUR DYBT IND I MIDDLE EARTH

Vi ville også gerne have været adrenalinjunkies, men vejret er simpelthen for koldt til at have lyst til at bevæge os ud i våde elementer og halsbrækkende stunts, så vi ”nøjes” med en tur på jagt efter scener fra ”Ringenes Herre”.

 

Mt Aspiring World Heritage Park.

Vi har været så heldige at finde en helt fantastisk guide, Kim, som ved ALT om alle scener og Ringenes Herre generelt. En rigtig filmfanatiker, så hun er nok en smule skuffet over de få scener, vi rent faktisk kan huske.

 

Kim i gang med at fortælle om Lothlorien Forest, hvor elvene har hjemme.

Efter en køretur langs søen hvor vi flere gange holder ind for at få forklaret, hvor de forskellige scener er optaget, kører vi gennem den lille by Glenorchy, hvorefter vi krydser Jordanfloden (uden vand) og får en lille smag af himlen i Paradis. Kim tryller kaffe, te, sandwich og kager frem, og midt på vejen holder vi en lille piknik, mens vi lader os varme af solstrålerne, der trænger igennem skyerne.

 

Velkommen til det ægte Paradis.

Turen bliver bestemt ikke mindre spændende af hendes entusiasme, så selv da hun præsenterer os for udklædningsstykker og sværd, lever vi os ind i hendes verden og krydser klinger. Jeg ved ikke helt, hvilke personer vi skal forestille at være, men ”scenen” foregik i skoven, hvor ”Lothlorien” er optaget, og sværene er fra hhv. Legolas og Gandalf 😉

 

Sværdkamp i skoven.

 

 

 

QUEENSTOWN – FRANZ JOSEF

”FOLLOW THE SUN” var der blevet sagt, og som sagt så gjort. Med udsigt til regn, regn og atter regn starter vi motoren og sætter snuden mod den lille gletsjerlandsby Franz Josef.

 

Wanaka sø er New Zealands 4. største sø.

Først dog et lille stop i byen Wanaka hvor der blev tid til kaffepause med udkig over Wananka sø. Vi havde egentlig planlagt at tilbringe et par dage her, men vejret er ikke på vores side, for det blæser noget så frygteligt koldt, så efter en frisk gåtur kører vi videre.

 

Skarpe hårnålesving er et meget normalt syn på sydøen.

Vejene kringler sig afsted, og langsomt går det opad. Heldigvis for os er vinteren ikke rigtig sat ind endnu, men vi efterlader os dog lidt snefnug i bagspejlet, mens vi forsøger at køre efter solen.

 

Vi krydser det højeste pas i New Zealand.

Undervejs passerede vi New Zealands højeste pas, hvor en stærk vind nær hiver mig ned af bjerget. Dette billede er nærmest knipset, uden jeg aner, hvorhen det er rettet, fordi vinden forsøger at fange kameraet. Og mig! Men smukt er det.

 

Sol møder regn ud over havet ved Knight’s Point..

Ved Knight’s Point som efter sigende skulle være et af de smukkeste udsigtspunkt i New Zealand, bliver vi mødt af en heftig regnskylle, der efterlader udsigten til fantasien, men til gengæld byder på et smukt naturfænomen.

 

Bruce Bay

Da vi kort efter kom til Bruce Bay, møder der os et fantastisk syn, da bølgerne slår ind over stranden, mens solen forsøger at trænge gennem skyerne. Smukt med smukt på.

 

Lake Hawea er 35km lang og 393 meter dyb på det dybeste sted.

Når man kører i det sydlige New Zealand, findes der nærmest ikke en vej, hvor der ikke er en sø til den ene eller den anden side. Eller sågar begge. Og det er ikke miniputsøer, vi taler om. De spejler sig, så langt øjet rækker – og ofte endnu længere, og den ene er mere imponerende end den anden.

 

 

FRANZ JOSEF

På vej til Franz Josef kommer man forbi en anden gletsjer, Fox Glacier, som ligger lige om hjørnet. Ca. 25 km før vi triller ind, hvor vi skal overnatte, kommer vi gennem denne bette landsby. Der ikke syner af meget. Hvilket bekræftes dagen efter, da vi om eftermiddagen forsøger at finde noget at spise, hvilket er helt umuligt på dette tidspunkt, trods der er flere restauranter end indbyggere i byen (sådan synes det i hvert fald.)

 

Fox Glacier.

Efter en god nattesøvn bevæger vi os ud for at udforske gletjserne nærmere, og kører tilbage til Fox Glacier, hvorfra vi først tager en vandretur rundt om Lake Matheson, hvor man kan se Mount Cook og Mount Tasman spejle sig i søen. Turen tager ca. 1,5 time, og det er bestemt en tur, der kan anbefales.

 

Lake Matheson der er berømt for Mt. Cooks unikke spejlbillede.

Man vandrer rundt på en sti, der er lavet gennem regnskoven, og udover at nyde spejlbillederne i søen, kan man møde den helt ekstraordinære grønne vegetation, der titter frem i alle afskygninger.

 

Der er lavet perfekte stier og små broer rundt om søen.

Det er for øvrigt det eneste sted i verden, hvor man har gletjser og regnskov på et og samme sted.

 

Et lille mini vandfald.

Efter turen omkring søen kører vi hen til foden af gletsjeren, hvorfra man kan vandre det sidste stykke op til et udsigtspunkt, hvor man kan se gletsjeren fra ca. 400 meters afstand. Dette syn er sikkert imponerende for mange, men eftersom vi bor og lever i en gletsjerlandsby, er det desværre ikke den store oplevelse, for det er meget begrænset, hvad man kan se. Det er dog ikke tilladt at gå tættere på uden en erfaren guide.

 

Franz Josef Glacier.

Men turen derop er alligevel ret speciel, da den går gennem det område, hvor gletsjeren tidligere lå. Således man får fornemmelsen af, hvordan den er gledet tilbage og har formet landskabet omkring sig gennem tusinder af år.

 

Resterne som gletsjeren har efterladt sig på sin vej.

Dagen efter bliver det til gengæld helt spektakulært, da vi får mulighed for at se gletsjeren fra oven i en helikopter.

 

Franz Josef Glacier.

Først flyver vi en tur rundt om Mt. Tasman, mens vinden hiver og skubber i helikopteren, der kæmper en brag kamp om at stå imod. Sveden pibler frem i håndfladen, men piloten ser heldigvis ud til at have ret godt tjek på det.

 

Mt.Tasman 3497 er New Zealands næsthøjeste bjerg.

Og kort efter rundt om Mt. Cook, der er New Zealands højeste bjerg.

 

Mt. Cook 3764m New Zealands højeste bjerg.

En landing på gletsjeren bliver det også til, og selvom det betyder meget kolde fødder, er oplevelsen af at lande på et bjerg noget ud over det sædvanlige.

 

Landing på Franz Josef glacier.

Da vi letter igen, er jeg så heldig at få copilotsædet, og da vi flyver helt tæt på gletsjeren, er det tydeligt at se, hvordan isen er presset sammen, og spalterne laver deres helt eget mønster.

 

Franz Josef Glacier helt tæt på.

En utrolig begivenhedsrig uge er slut, og vi er allerede på vej mod det næste eventyr: Pancake Rocks og resten af det nordlige af sydøen.

 

 

RUTEN VI KØRTE

Skriv et svar

Captcha loading...