NEW ZEALAND ROADTRIP #1 CHRISTCHURCH – TE ANAU

Første møde med New Zealand byder på levn af masseødelæggelserne i forbindelse med jordskælvet i 2011. Selvom der er gået 6 år, er byen stadig én stor byggeplads, og da vi efter et par dage kører nordpå, viser det sig, at også hovedvejen er spærret pga. reparationer. Et trist syn der overskygger byens oprindelige skønhed og har fået byens befolkning til at flygte derfra. Vi flygter også. Fra ødelæggelser og jetlag. Og møder til gengæld New Zealands vidunderlige og vilde natur.

 

CHRISTCHURCH

 Vi ankommer til Christchurch ca. kl. 13 efter 18 timers flyvetur med en lille mellemlanding i Sydney. Turen gik fint og uden problemer, men vi fik kun 2-3 timers søvn. Derfor vil vi da lige nappe en lille lur, da vi ankommer til hotellet. Den lille lur bliver til 5 timers søvn, hvor vi forvirrede vågner op til en smuk solnedgang. Måske vi lige skulle have stillet vækkeuret!?

 

Solnedgang over Christchurch.

Vi kunne sagtens have slumret videre, men da dette nok ikke ville fremme den kommende nattesøvn, begiver vi os ud i Christchurch gader til en lille aftenstrolling.

 

Aftentur gennem Christchurch.

Efteråret er ved at nærme sig sin afslutning, men farverne er stadig aldeles fantastiske, og midt i alle ruinerne nyder vi de smukke omgivelser. Ruiner siger jeg, for Christchurch er nærmest en stor byggeplads, efter at de blev ramt af et kæmpe jordskælv for 5 år siden. Vi bormidt i centrum, og lige meget hvor vi kigger ud af vinduerne, er der maskiner i gang med at udbedre skaderne. Det gør desværre, at indtrykket af byen ikke er til den positive side. Nærmest mere: ”Skal vi snart videre”.

 

Christchurch er en stor byggeplads selv flere år efter jordskælvet.

Det skal vi dog alligevel ikke helt, for efter at have nydt en god middag er det helt umuligt at sove. Eller dvs. falde i søvn går som smurt, men efter 3 timer, er vi bling vågne, og resten af natten går som man kan forvente, når man lige har sovet i 5 timer. Udmattede som vi er næste morgen, beslutter vi os at nappe en ekstra nat. Hvilket absolut ikke hjælper, da søvnmønsteret bare gentager sig. Så meget for at lære af sine dyre erfaringer i Dubai!

 

Christchurch klædt i smukke efterårsfarver.

Efter 2 dage og nætters omtumlen finder vi endelig mod til at hente vores camper. Det går forholdsvist smertefrit, inklusive alle de ekstra omkostninger der nu følger med, selvom man allerede har betalt en formue… bare luk øjnene hedder det sig!

Eller hold dem ekstra åbne! For der er venstrekørsel i New Zealand. Hvilket betyder, at alle de vaner man har tillært sig igennem mange år, pludselig skal spejlvendes. Heldigvis er min bedre halvdel modigere end mig, og ud det går på landevejene. Vejene i New Zealand snor sig mere end de fleste, og bredden er ikke til at prale af. Ofte skal man snige sig tæt forbi de modkørende, og mit hjerte sidder længe op i halsen. Man vænner sig dog hurtigt til det, og det sværeste er faktisk ikke at holde sig i venstre side. Det er mere at afstandsbedømme til hhv. midterlinjen og rabatten. Noget man ikke tænker over normalt, når man har kørt bil i 20 år!

 

KAIKOURA

Og der har ikke kun været et enkelt jordskælv. Faktisk har der så sent som i november været endnu et kæmpe et, hvilket gør, at hele kystvejen til vores næste destination Kaikoura er lukket. Det betyder, at vi skal en omvej gennem indlandet, hvilket igen betyder snoede bjergveje uden ende, inklusive vejarbejde omkring stort set hver hjørne. Turen kringler sig af sted, men belønningen kommer i form af den smukkeste udsigt, man kan ønske sig, og det er et langt wauw alle de 4 timer, turen tager.

 

På vej til Kaikoura

Kaikoura tager os med storm. Ligeså vel som turen hertil var fantastisk, lige så vel er denne lille by en naturperle, og byder på masser af vildtliv i form af hvaler, pingviner, sæler og fugle i alle størrelser og afskygninger.

Vi tager ud på en hvaltur, men ser desværre ikke rigtig andet end fugle der flyver forbi. Men lige da crewet opgiver at finde hvaler i dag, når vi lige at se en hale vende sig i luften. Vi får dog alligevel det meste af pengene tilbage, da de ikke synes, vi har set det, vi kom for. Chancerne for at se hvaler siges at være 90%, så vi var bare uheldige.

 

Halen af en Kaskelothval.

Efter en – mere eller mindre vellykket – hvalsafari, samt en efterfølgende – mindre vellykket – søvn, ender også Kaikoura med at blive forlænget med en (alt for dyr)  overnatning, da søvnkompasset stadig ikke har indstillet sig til den rigtige position, og de søvnløse nætter sætter sit præg på det daglige energiniveau. Jeg har før oplevet jetlag, men aldrig i denne udstrækning. Humøret er ikke ligefremt højt, når man ikke får sovet, og så er her samtidig så #%&/# koldt. Man må ikke bande, men det gør jeg tit og ofte denne uge. For h… hvor er der p… koldt!!!

Jeg vidste selvfølgelig godt inden, at New Zealand er ved at nærme sig vinteren, men når jeg nu er vant til at bo i et skiresort, havde jeg ikke ligefrem forventet at skulle fryse så meget. Men kulden er en anden. Her er rigtig ”vådt-koldt”, og det trænger gennem alle de mange lag, jeg har forsøgt at trække i. Brrrr…

 

Vandretur på Kaikouras halvø.

Men ud skal vi, så vi kan opleve den smukke natur, og vi går en tur rundt på halvøen, hvor vi er så heldige at støde på pelssæler i massevis. Man kan komme ret tæt på, men de virker ikke helt ufarlige, så vi holder god afstand.

 

Pelssæler hviler sig på klipperne.

Den gode friske luft gør os godt trætte, så tidligt finder vi en restaurant med god mad og vin, før vi endnu engang forsøger at få en god nattesøvn…

… hvilket endnu engang ikke lykkes. Det er nu gået 5 dage, og jetlaggen er ikke i nærheden af at forsvinde. Tværtimod kommer den snigende hver eneste nat, når vi dødtrætte er gået i seng men alligevel vågner efter ca. 4 timer. WTF???

 

 

 

HANMER SPRINGS

Efter endnu en søvnløs nat, kører vi videre til den lille by Hanmer Springs, der er kendt for sine udendørs terminalbade. Det står ned i stride strenge, og et udendørs bad lokker ikke ligefrem. Varme kilder eller ej. Og der er ikke virkelig et andet formål med at besøge denne by udenfor sommerperioden. Trods denne indlysende aktivitet stritter vores små kyllingehjerner imod med arme og ben. Trætheden og kulden har fået sit faste greb, og selvom vi betaler entreen, finder vi aldrig modet til at træde ud i regnen og ned i det varme vand.

 

Hamner Springs.

 

Hanmer Springs – Cromwell – Te Anau

Det var egentlig meningen, at vi ville fortsætte ned af østkysten, men vejrudsigten lover ikke ligefrem nogen bedring. Derfor tager vi imod det bedste råd, vi indtil videre har fået i New Zealand: ”Follow the Sun”. Som sagt så gjort.

 

Lake Tekapo.

I silende regnvejr kører vi mod Lake Tekapo, som egentlig var det nye mål (man har jo planer for at kunne ændre dem), men nu i stedet et stop på vejen til Te Anau, som er blevet vores nye destination i løbet af natten. (Når man ikke kan sove, får man mange fikse idéer og tanker!)

Med blinkende motorlamper ender vi så i bjergene. Uden signal og in the middle of absolutely f.. nowwhere. Hvad gør man så? Der er vel ikke andet for end at køre videre og håbe på, at camperen ikke bryder sammen. Hvilket vi er så heldige, at den ikke vælger at gøre. Og da vi endelig fik mobilsignal efter over en times svedig kørsel, kunne alarmcentralen blot fortælle os, at det da var meget normalt, når man kører en del op ad bakke. Ja tak. Så ved vi da det til næste gang, så vi ikke skal bekymre os.

 

In the middle of nowwhere.

Og apropos camper. Igen: Vi vidste jo godt at vinteren var på vej, men hvem kunne forestille sig, at der ville være så koldt i det eksotisk klingende New Zealand? Ikke os i hvert fald. Hvilket har resulteret i, at vi faktisk ikke har haft mod til at overnatte en eneste gang i denne forvoksede transporter. Det har vi stadig til gode. Og mon det sker? Denne kovending gør lige, at budgettet skal hæves en smule, da moteller og hoteller ikke er helt billige her. Så hvis du overvejer en tur i camper rundt i New Zealand, vil jeg nok anbefale dig at gøre det i sommerperioden.

 

På vej…

Nå men køreturen er lang. Og den bliver længere. Desto dårlige vejret bliver, desto længere får vi nemlig lyst til at køre. Men heldigvis er køreturen i sig selv en fornøjelse. Nok er afstandene lange, men naturen er så smuk, at tiden flyver af sted. Også selvom det regner. Efter ca. 9 timers kørsel og blinkende alarmer er vi dog ved at være møre, så vi finder et lille motel ved byen Cromwell, hvor vi fik endnu en urolig – nærmest ikke eksisterende – nattesøvn.

Det siges, at det tager en uge at komme sig over jetlag. Nu er vi på 6. – dagen, så jeg håber virkelig det passer, så jeg kan finde mit normale menneskevæsen frem igen…

 

Vinmarker ved Cromwell.

Cromwell kaldes også sydens frugbowle, da området er meget rigt på frugt, og ikke mindst ædle dråber på flasker. Der er vinmarker, så langt øjet rækker – nogen gange bliver synet dog lige stoppet af en sky.

Da vi vågner, skinner solen. For første gang ser vi den, mens vi er i dette forjættede land. Straks stiger humøret, selvom jeg stadig ryster af kulde, og de sidste par timers kørsel til Te Anau føles så let som ingenting. Bortset fra panikken over en tom tank uden udsigt til en tankstation. Note to yourself: tank mens du kan, for når du først begiver dig ud i bjergområderne, er der ikke ligefrem en tank på hvert hjørne.

Til gengæld er der masser af får…

 

Der er får overalt i New Zealand. Faktisk siger rygtet, at der er flere får end mennesker.

Ved sidste streg og endnu en blinkende advarsel – denne gang selvforskyldt – kaster vi os ind på en tankstation i Queenstown, så den fordrukne camper kan få slukket tørsten. Og 2 timer senere triller vi sikkert i havn i Te Anau, hvor vi forventer at en udflugt til verdens (selvudnævnte) 8. vidunder, Milford Sound, skal tilfredsstille vores overnaturlige naturlige forventninger.

 

Læs mere om vores roadtrip rundt i New Zealand her: New Zealand Roadtrip #2 Te Anau- Milford Sound – Te Anau.

 

 

RUTEN VI KØRTE

Ruten blev en smule anderledes, end vi egentlig havde forestillet os. Tanken var oprindeligt at køre fra Christchurch til Dunedin og rundt langs sydkysten, men vejrudsigten lovede os ikke andet end regn, regn, regn, så vi fulgte det bedste råd, vi indtil videre har fået: Følg solen! – Og det virkede.

 

Skriv et svar

Captcha loading...