NATURENS LUNER & EN (MEGET) DYR KOP TE

Kender du de dage, hvor tingene bare ikke lige kører på skinner? De dage hvor naturens luner tager over, og man intet kan stille op andet end at nyde sin kop te. I dag er en af de dage. Min kæreste har fødselsdag, og det skulle fejres med et 2 dages hotel og wellnessophold på toppen af et bjerg, kun med pisten som nærmeste nabo. Men sådan skulle det ikke gå.

 

HÅBET OM WELLNESS & PUDDERSNE BRISTER

Døgnet starter allerede med dårlig nattesøvn, og vi kommer ikke helt så tidligt ud af fjerene som planlagt. Men pyt med det. Vi har tid nok, og det eneste vi skal er at nyde dagen og livet. Sneen daler lige så stille udenfor vinduet, og solen forsøger at finde vej gennem skyerne. Lige så langsomt får vi pakket vores ting og kommer i skitøjet. Vi skal nemlig til Crans Montana, hvor vi har booket et skønt hotel, der ligger helt alene midt i ingenting. Det tager ca. 1,5 time at komme dertil, og når vi ankommer, vil hotellet hente vores bagage og bringe det til toppen, så vi kan stå på ski hele dagen.

Det starter da også ok. Vi kører ned af bjerget, og selv om det har sneet, er vejen fin at køre på. Længere nede regner det, og det minder mere om grå og triste januardage i Danmark end idylliske snelandskaber i Alperne. Da vi har kørt knap en times tid og befinder os i nærheden af Sion, hvorfra opstigningen til Monatana begynder, ringer telefonen!

Jeg lytter eftertænksomt, mens min kæreste taler. Det lyder ikke lovende. Og det er det heller ikke. Han kigger flakkende på mig og fortæller, at vi godt kan vende om igen, for de lukker hele skiområdet de næste par dage. Der er lidt stille i bilen. Vi kører en runde i rundkørslen, som om det hjælper på beslutningen. Men den er jo ligesom taget for os, så vi kan godt vende bilen og køre tilbage igen.

 

 

 

EN MEGET DYR KOP YNDLINGSTE

Lige ved siden af rundkørslen ligger et indkøbscenter, hvor jeg ved, at de sælger lige præcis den te, jeg elsker, og som man ikke kan købe alle steder. I fuld skimundering traver vi derfor ind i centeret, og det bliver en dyr kop tes, hvis man gør det op i benzinpenge, men nu har vi da i det mindste får noget ud af turen.

 

Min absolutte yndlingste.

Vi forsøger ikke at lade os gå på at den afbrudte rejse, så vi disker op med alternativer. Fødselsdagen skal jo fejres, så hvorfor ikke gå ud og spise noget god mad? Jeg ringer til den første restaurant, vi udser os, og får at vide, at den ene restaurant er lukket, mens der ikke er mulighed ofr at booke i den anden. Nå ja. Så prøver vi næste. “Aehj” lyder svaret. Heller ikke her er restauranten åben i dag, det er jo trods alt uden for sæsonen. Håbet daler. Der er mange gode restauranter i byen, men lige præcis disse to har vi ikke prøvet tidligere, og vi nåede kun kort at glæde os.

 

Alle sorger kan skylles væk med champagne.

Men i stedet for at hænge med mulerne, åbner vi den flaske champagne, der egentlig skulle være blevet drukket nytårsaften, men forblev uåbnet da jeg lå syg i sengen, og skyller alle sorger væk. Sammen med boblerne stiger humøret, og vi er på en mission; at få en god aften.

 

 

ITALIENSKE KOKKE & TRØFFELPASTA

På trods af et indbyggertal på ca. 1800, er der dog restauranter nok til at kunne brødføde en hel del ekstra sultne turister, og vi gennemgår dem fra en ende af… Og ender på min gamle arbejdsplads “The Larix”, hvor min ex-chef får arrangeret et bord til os, og disker op med en fornem menu.

Specialteten er trøffelpasta, som tilberedes i en stor udhulet ost, så der også kommer et lille show ud af det. Samme metode har jeg prøvet på Mallorca, men da blev vi nødt til at sende pastaen tilbage, for den var desværre nået at blive kold inden serveringen. Denne gang er den helt perfekt. Jeg sender en kærlig tanke til min tante Kirsten (må altid tænke på hende, når jeg spiser trøffel, efter en familieferie i Italien hvor hun helst havde spist trøffel til alle måltider).

 

Trøffelpasta in the making.

 

Simpelt og fantastisk.

 

Tjeneren er ny, og jeg kender ham ikke, men han gør et fantastisk job. Der er ikke så mange i restauranten, men han er hele tiden til stede og sørger for, at glassene aldrig er tomme. Venlig og professionel. Det er også ham, der banker fisken ud af sin saltskorpe og serverer en tallerken, der synger til himlen.

 

Hovedretten byder på fisk bagt i salt, og den smager også himmelsk.

 

Så dagen slutter alligevel helt perfekt, selvom den absolut ikke ender som planlagt. Men med god mad og vin kan man redde selv den værste katastrofe. Tænk så simple vi mennesker kan være.

 

The Larix
Et kig ind i restauranten for de nysgerrige.

Skriv et svar

Captcha loading...