NÅR MAN BOR DER, HVOR ANDRE HOLDER FERIE

Hver morgen når jeg står op, står også solen op over bjergene og maler guld i mund. Og hver dag jeg ser dette syn, tænker jeg på, hvor heldig jeg er. At bo her hvor andre drømmer om at holde ferie, omgivet af storslået natur, smukke årstider og 300 solskinsdage i året. At jeg ikke skal sidde og kigge ud af en lejlighed, hvor udsynet ikke når længere end til den anden side af gaden, hvor jeg kan følge med i tilfældige menneskers liv og leve en ellers anonym tilværelse. Det er bestemt ikke for alle at bo på toppen af et bjerg, men for mig er det lykken.

 

FERIE ELLER HVERDAG?

Når jeg har familie og venner på besøg, er de alle imponerede over den smukke natur og de enorme bjergkæder. De roser stedet til skyerne og indsnuser den friske luft dybt ned i lungerne. Men de fleste siger i samme åndedrag også, at de ikke kunne forestille sig at bo et sådant sted. At bo på et bjerg minder en smule om at bo på en ø, hvor man er afskåret fra resten af verden og har skabt sit eget lille samfund. Saas Fee, hvor jeg bor, har 1500 faste indbyggere, hvilket er på størrelse med den lille by, jeg kommer fra i Danmark; Højer. Men der er verdener til forskel. Fordi Saas Fee er en turistdestination, summer byen af liv og glade dage om vinteren. Man kender ikke forskel på weekend og hverdag, o stedet smelter alle dage sammen til en stor klump. Ingen lider af vinterdepression, for selv om sneen ligger i meterlag, skinner solen oftest fra en skyfri himmel og pumper D-vitaminer ind i kroppene, der boltrer sig på pisterne.

 

Saas Fee
Puddersne og blå himmel. Hvad mere kan man ønske sig?

 

DE 4 ÅRSTIDER

Egentlig kan man stå på ski her hele året rundt, men sæsonen er fra december til april, hvor man sætter alle sine kræfter ind på at tjene penge nok til at kunne holde forretningerne kørende resten af året. Maj og juni er byen helt lukket ned, og bliver helt spøgelsesagtig. Kun familier med skolepligtige børn og bygningsarbejdere er at finde på gaden, hvor man i denne periode bygger og restaurerer det bedste, man har lært, for resten af året (med undtagelse af en lille periode i efteråret) må almindelige køretøjer ikke køre ind i byen, der er bilfri. I juli liver byen langsomt op til dåd igen, når vandrere og skiteams fra hele verden indtager bjergene omkring. Selvom der er masser af folk på gaden, er der dog en helt anden stemning end om vinteren. Aldersgruppen på vandrere er markant højere end på skiløberne om vinteren, og skiteamsene holder sig for sig selv, dyrker sport og går tidligt i seng. Købelysten begrænser sig til ting på udsalg, og de fleste butikker er glade, hvis de kommer gennem sommeren uden underskud.

 

Matterhorn
Den bedste årstid til vandreture er definitivt efteråret. Der er ingen grænser for, hvor mange nuancer farvepaletten kan fremtrylle, og luften er friskere end frisk. Her 5-Seenweg i Zermatt med Matterhorn i baggrunden.

Når sommerferien er slut sidst i august, forsvinder også børnefamilierne, og gaderne ligger igen forholdsvis øde hen. Stort set de eneste man ser i hverdagene er skiteamene, der render rundt i sportstøj og dyrker fitness på hvert tilgængelig hjørne. Her finder man også de helt store ski- og snowboardstjerner varme op til skisæsonen, der begynder sidst i oktober, for Saas Fee er et af de få steder i verden, der faktisk har snegaranti 5 måneder om året. I skrivende stund er sæsonen lige sparket i gang i Sölden, hvilket er ensbetydende med, at Saas Fee nu er støvsuget for skiteams. I sidste uge kunne man ikke få en plads på en restaurant, i dag ser man nærmest ikke en levende sjæl, når man går ud på gaden. November er en trist måned her. Vejret er som regel ikke noget at råbe hurra for, da nedbør driver ind over området i overdrevne mængder. Er vi heldige, så sner det. Er vi uheldige, så regner det. Som lige nu. Det vælter ned udenfor. Som i virkelig vælter ned. I går var det sne. I dag er det desværre regn, der af og til veksler til slud. Folk går i hi, men for mange er det alligevel en af de bedste tider. Man har tid til at hygge sig med sine kollegaer og venner, og oftest havner man på en bar efter arbejde, hvilket man ikke altid har tid og overskud til, når sæsonen går løs.

 

 

ALLE DAGE ER FORSKELLIGE

Fordi destinationen er så sæsonpræget, er det meget svært at opretholde en kontinuerlig hverdagsrytme. Det hjælper lidt på det, at jeg ikke længere arbejder i restaurationsbranchen med skiftende arbejdstider, men alligevel. Du skal være gearet både til højt tempo og til lange kedelige arbejdsdage, hvor der ikke sker en fløjtende fis. Jeg nyder faktisk denne afveksling, hvor vi om sommeren kan arbejde mindre og nyde den smukke natur eller rejse til andre lande i længere tid. Jeg elsker også at give den gas om vinteren, hvor man aldrig ved, om man har en fridag, for jeg ved, at belønningen venter om hjørnet. Klart, når solen skinner, vil jeg hellere befinde mig på pisten end at stå i forretningen, og det er lige netop det, der godt kan være svært ved at bo et sted, hvor andre holder ferie. Du vil egentlig gerne holde ferie med dem, men det kan bare ikke altid lade sig gøre. Folk kommer på besøg fra Danmark, og jeg vil gerne ud at spise, gå på bar, stå på ski, og alt det man nu engang gør, når man er på skiferie. Tilfældigvis er min chef også min kæreste, så han er meget forstående, når det kommer til at holde fri, når der er folk på besøg. Men samvittigheden gnaver alligevel, for det er jo nu, vi skal tjene penge.

 

Saas Fee
Alle veje fører til Saas Fee. Spørgsmålet er bare, hvilken man vælger!?

 

ALKOHOL

Hvorfor skrive om alkohol her? Det gør jeg, fordi alkohol er en så fast bestanddel af hverdagen hernede, at man ikke sådan lige kan snige sig udenom. Hvis jeg tænker på de 7 anbefalede genstande i ugen til kvinder, er jeg for længst røget langt ud over den sundhedsanbefalede (og moralske?) grænse. Alkohol er et naturligt samlingspunkt, igen måske fordi der ikke er den store forskel på hverdag og weekend. Fredagsfyraftensøl er en daglig ting, der derved bliver til fyraftensøl, og har man fri til at stå på ski, er der naturligvis også afterski på programmet bagefter. Går man ud og spiser, mødes man oftest først til en aperò på en bar og drikker vin til maden. Mødes man bare med venner, sker det også stort set altid på en bar, for den danske “hyggeting” eksisterer ikke rigtig her. Når man er hjemme, er det for at slappe af og lade batterierne op, og så er der ikke det store overskud til gæster. Eller i hvert fald ikke kutyme. Så er jeg alkoholiker? Tjaa hvis man kigger på min konsumeringsmængde, er jeg nok ved at nå grænsen. Sammen med byens øvrige indbyggere. Men hernede er det ikke et tabu. Det er noget, vi joker om, for alle er i samme båd, og alle elsker et godt glas vin. Man kan godt være fuld på en tirsdag uden at nogen kigger skævt til én, tværtimod får man nok i stedet en high five. Drikkekulturen er ude af proportioner, men det er jo weekend hver dag, så hvad skal man gøre?

 

Skål
Hvem vil sige nej til et godt glas vin i solskinnet?

Faktisk var dette den største grund til, at jeg forlod Saas Fee første gang. I begyndelsen af mine 20’ere boede og arbejdede jeg her for første gang. Jeg skulle bare have været her en enkelt sæson, men jeg blev så forelsket i stedet, at jeg blev her i 5. Men til sidst var jeg bare ked af det hele tiden. Hver dag var en fest, og min krop kunne ikke mere, så jeg tog hjem til Danmark og holdt 13 års pause. Nu er jeg tilbage og har boet her i 3 år, og har ingen planer om at skulle væk igen. Jeg er blevet ældre og klogere. Ikke nødvendigvis mere fornuftig, men jeg fester ikke længere natten lang. Til gengæld nyder jeg min fyraftensøl og aftenvin med god samvittighed. For selvom jeg måske indtager mere alkoholisk væske end gennemsnittet i Danmark, handler det vel om at have det godt. Og jeg har det bedre, end jeg nogen sinde har haft det tidligere i mit liv.

 

LÆS OGSÅ: ÈN GANG SAAS FEE – ALTID SAAS FEE

 

 

FRIHEDSFØLELSE

For mig er frihed den ultimative drøm. Da jeg boede i København begrænsede jeg mig selv, fordi jeg ikke kunne overskue, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg sank længere og længere ned i sofaen, mens jeg drømte om et andet liv. Jeg burede mig inde, orkede ikke at komme ud andet end at gå på arbejde, og jeg var dybt fortvivlet over, hvor jeg skulle ende op. For mig har mit arbejde altid været næsten ensbetydende med min identitet; først var jeg TrineVictoria, senere blev jeg TrineBioMio. Mit navn blev simpelthen forlænget med min arbejdsplads, fordi jeg levede de fleste af døgnets vågne timer der. Og da jeg pludselig fra den ene dag til den anden stod uden en arbejdsplads, der var afhængig af mig, mistede jeg også en del af mig selv. Jeg fik et “normalt” 8-16 job, som jeg troede, jeg drømte om, men som gav mig en mavepuster. Selvom det var et 37 timers job mistede jeg nu al min energi. Jeg blev doven og ligeglad. Jeg ville hellere ligge på sofaen og drømme om at rejse til eksotiske steder.

Mit vendepunkt og point of no return blev mine rejser til Zanzibar, som jeg tidligere har skrevet om, og min redningsplanke blev Saas Fee. Her kan jeg leve et aktivt liv i pagt med naturen, droppe karriereræset og nyde hver eneste dag. Fakstisk har jeg så travlt med at nyde alpelivet, at jeg nogen gange lige skal stoppe op og trække vejret en ekstra gang. Dagene løber af sted, men hvis du spørger mig om, hvad jeg har så travlt med, kan jeg ikke garantere, at du kan forstå mit svar.

 

mattmarksee
Fred, ro og fordybelse.

 

“Lige så meget som jeg savner dig, lige så glad er jeg for, at du er flyttet. Sikke en masse dejlige oplevelser du får.”

 

Således skrev en veninde til mig for ca. 1 år siden. Og det opsummerer meget godt, hvordan det også føles. Hun forstod nemlig, hvordan jeg havde det, og hvor meget jeg længtes efter noget, jeg ikke vidste, hvad var. Men nu har jeg fundet det; oplevelser. Jeg er åbenbart en oplevelsesjunkie, for så snart der ikke sker noget nyt og spændende, begynder min tankevirksomhed at knage. Ikke at det behøver være vilde adrenalinspækkede aktiviteter – omend de står meget højt på listen –  blot en vandretur i bjergene kan være medicin for mig. Det er ren meditation at bevæge sig rundt, og så er det jo heldigt, at bjergene står lige uden for døren. Generelt lever jeg det meste af mit liv hernede udendørs, fordi det bare er så berigende at være ude i naturen. I København blev jeg udmattet bare ved tanken om at skulle stige på et s-tog for at komme ud i skoven. Da jeg boede i Højer, hadede jeg bare den evindelige vind. Men mit nu aktive liv har bevirket, at jeg nu også har åbnet øjnene for, hvilken vidunderlig natur jeg faktisk er vokset op i. Det har været et stort WakeUp call, som kun har været muligt, fordi jeg har fået det så meget bedre med mig selv efter jeg flyttede og åbnede mine øjne for en ny verden.

Jeg forlod Danmark på jagt efter eventyr. Ikke et bestemt eventyr, men et liv fuld af eventyr. Jeg ejer ingenting. Jeg har ingen karriere. Ingen forpligtelser. Jeg får aldrig en fuld pengetank, men til gengæld er mit liv rig på oplevelser, kærlighed og taknemmelighed. Jeg er lige her, hvor jeg gerne vil være. Verden er mit hjem og min legeplads, og jeg er ikke bundet af noget. Min drøm om frihed er gået i opfyldelse, og jeg lever min drøm. Lige der hvor andre drømmer om at holde ferie.

 

LÆS MERE OM HVORFOR JEG ELSKER AT BO I EN EN LILLE BJERGBY HER

 

Skriv et svar

Captcha loading...