MOUNTAINBIKING I TRIGLAVSKI NATIONALPARK

Oh what a day. Der bliver trådt i pedalerne til den helt store guldmedalje, og jeg opdager den geniale opfindelse: E-bike. Vores mountainbikes har simpelthen fået motor på, og selv om den ikke bliver brugt så meget, er det et fantastisk hjælpemiddel, når vi forsøger at forcere de stejle og stenede bakker, der guider os gennem Triglav nationalpark.

 

Vi har i går lejet vores e-mountainbikes hos ”Hike and Bike”, så da vi har spist morgenmad, er vi klar til at cykle ud i den skønne natur. Vi har en overordnet plan, og har også fået udleveret et stort og detaljeret kort, som vi har ladet blive derhjemme, fordi størrelsen var helt uoverskuelig. Med et turistkort i hånden bevæger vi os derfor af sted på eventyr.

 

Triglav nationalpark
Grøn og frodig natur med de Julianske alper i baggrunden.

Første mål er Lake Bohinj, som ligger 6km væk. Cyklen er helt fantastisk, og selvom jeg endnu ikke har startet batteriet, kører den næsten af sig selv ud af cykelstien, der snor sig ud og ind mellem floden. Det går som smurt og på trods af en forkert afbøjning, hvor vi lander i den forkerte by, når vi hurtigt frem til søen.

 

Triglav nationalpark
Små gamle huse ligger godt gemt af vejen langs cykelstierne.

Vi nyder kort den smukke udsigt, men nu er benene lige blevet opvarmede, så vi fortsætter vores færd op mod vandfaldet Savica. Da vi jo har mountainbikes vælger vi selvfølgelig den direkte vej frem for den pæne asfaltvej, og så bliver vores køreegenskaber ellers sat hårdt på prøve. Den ene sten afløser den næste, og med batteriet sat på fuld skrue, flyver vi over stok og sten og prøver at holde balancen imens. Hænderne knuger fast på styret, og fedtet på overarmene vibrerer hårdt. Ha hvor er det fedt. Adrenalinen skyller gennem musklerne, sveden løber ned af panden, og endorfinerne springer om kap med cyklen.

 

Triglav nationalpark.
Af sted det går på de – indtil videre – meget turistvenlige stier.

Vi når op uden uheld og kun med en enkelt kort pause, men vi kan ikke nå vandfaldet med cyklen. Altså må der lås på og traves de 20 minutter, det tager at nå helt derop. Vi pruster og stønner, og benene føles tunge efter den tortur, de lige har været udsat for, men vi når alligevel frem. Der kommer imponerende meget vand ned gennem vandfaldet, og det er stort og smukt, selvom det ikke kan imponere helt så meget som alle dem, vi lige har set i de kroatiske nationalparker.

 

Triglav nationalpark
Smukt vandfald der kræver en del energi og trappetrin at nå.

Nede igen tanker vi energi med en rigtig bjergsuppe med sauerkraut, bønner og pølse , før det går videre ned ad bakke igen. Og det går stærk. Rigtig stærkt. Denne gang på landevejen der af og til byder på nogle faretruende sving. Men det skal blive endnu værre. Da vi bevæger os ned af endnu en grusvej, rasler hele cyklen, og bremserne er rødglødende. Jeg ville lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke er ved at gøre det i bukserne af skræk, men samtidig er kroppen igen så fuldt tanket op af adrenalin, at jeg bare har lyst til at skrige til verden, hvor smuk og vidunderlig den er.

 

Triglav nationalpark
En af de bedre cykelstier i nationalparken.

Vi er faret vild et par gange allerede, for turistkortet er ikke til megen hjælp, og skiltningen må siges at kunne have været bedre. Alligevel nyder vi den smukke natur omkring os, der lidt giver følelsen af at være i Østrig. Selv da vi opdager, at vi er kørt over 5 km i den gale retning, og nu skal hele vejen tilbage, er humøret stadig højt. Måske fordi der er masser af batteri tilbage, som vi udnytter til fulde, så vi flyver gennem det smukke landskab.

 

Triglav nationalpark
Omgivelserne er alle anstrengelserne værd.

En maratondistance på 42km senere triller vi tilbage på hotellet, hvor de ømme rumpetter skal plejes med en tur i spaen på hotellet…

… hvilket viser sig ikke at være en spa, men et vandland med skrigende unger i 50 graders varme og det udendørs område lukket af. Vi trisser skuffede tilbage til hotelværelset i tørre badekåber, men smilet om læben er der ingen der kan tørre af. Og i stedet for slentrer jeg en tur tilbage til nationalparken, hvor det naturlige vand risler gennem landskabet og fortsætter ned af rygraden. Det må være det nærmeste, man kan nærme sig ZEN.

 

Triglav nationalpark
En flod følger os det meste af vejen hen til søen.

 

En tanke om “MOUNTAINBIKING I TRIGLAVSKI NATIONALPARK

Skriv et svar

Captcha loading...