MIN NYOPFUNDNE GOLFKARRIERE

Golf. Enten hader man det, ellers elsker man det. Følelsen af at trække armen bagud og derefter svinge den med al kraft i retning mod den lille hvide kugle, der ligger på den grønne og velplejede græsplæne. Følelsen af at være 100% fokuseret. Følelsen af at alt i verden drejer sig om dette lille centreringspunkt. Følelsen af at slå et kæmpe hul i luften og se den lille hvide kugle ligge lige så stille som før. Følelsen af at finde ud af at golf handler ikke om kraft, men om teknik, om mentalt fokus og ikke mindst om træning og en god portion tålmodighed. Jeg har et par gange tidligere i mit liv forsøgt at finde min indre golfer frem, men det er kun blevet til nederlag. Men nu skal det være. Jeg er klar – og ikke det mindste utålmodig. Næsten da.

 

DENGANG

Takket være min ex-kæreste er jeg nok et af de mennesker i verden, der har ejet flere par golfsko, end jeg har slået til golfbolde. Han var med til at starte en golfskoskollektion, og jeg skulle være prøvekanin. Desværre en meget dårlig prøvekanin, viste det sig. Jeg forsøgte at erhverve mig mit greencard samtidig med, at jeg også skulle føre min café, passe min kat og min hund, mit hus og min have og også prøve at være en god kæreste. Det med katten gik godt, for den kunne passe sig selv. Min tålmodighed lå på et meget lavt niveau, og da jeg ikke blev verdensmester i første forsøg, droppede jeg hurtigt idéen om at blive en god golfspiller. Jeg kom til gengæld ud i verden og fik set en masse store turneringer i bl.a i USA, Sydafrika og Australien fra VIP områderne. Jeg kendte intet til etikette og opførte mig tværtimod som en fjollet tøs, da jeg så kendisser som Justin Timberlake spille på Pebble Beach, spiste middag med Annika Sörenstam, boede i Clint Eastwoods homestay og besøgte hans golfbane et sted, jeg ikke længere kan huske navnet på. Kort sagt: jeg havde alle muligheder for at blive bidt af en gal golfbold, men det skete bare ikke. Heller ikke selvom jeg var indlagt til at se stort set samtlige golfturneringer i tv, fordi hele ex-familien var fanatiske golffans.

 

Leuk golfklub
En af de fantastiske ting ved at spille golf, er alle de smukke steder man oplever. Her fra golfbanen i Leuk, hvor jeg spiller.

Men nu skal det altså være. Kæresten er siden da skiftet ud, men svigerfamilien har det til fælles, at alle passioneret følger med i golf, og de fleste også spiller det. Det må være skæbnen, og jeg er langsomt ved at være mørnet og klar til at indtage kampen mod det lille hvide bæst, der er så ufatteligt svær at træffe. Men det skal blive løgn, skal det. Jeg skal nok overrumple den og sende den på himmelflugt!

 

15 ÅR SENERE

Det er nu mit 3. forsøg. Første forsøg udspillede sig i Tønder Golfklub og nummer to i Toftlund Golfklub inden for 2 år. Ingen af de to steder formåede at fange min interesse, fordi jeg var ikke passioneret nok til selvstændigt at træne det, det krævede, og der var ingen, der tog mig i hånden og fulgte mig til dørs. Jeg følte mig også totalt malplaceret, havde aldrig det rigtige tøj på, og turde nærmest ikke bevæge mig ud på drivingranchen. Der var intet fællesskab, der trak mig ind i golfverdenen, og jeg talte nærmest ikke med de andre på holdet. Jeg siger ikke, at det var klubbernes skyld. Jeg var ung og genert og befandt mig i en verden, jeg ikke følte, jeg hørte hjemme. Jeg var vandt til foreningslivet fra fodbold, hvor der var et kæmpe socialt fællesskab, og mine forventninger til fællesskabet i den nye, forholdsvis egoistiske, sportsgren, var mildt sagt overrated.

 

Leuk Golfklub
Har du klager over banen, kan de lægges i postkassen!

Jeg kan her mange år efter stadig føle mig enormt utilpas, når jeg træder ind over dørtærsklen i en golfklub. Måske fordi jeg forventer, at folk skal være snobbede og have næsen i skyen. Det er de overhovedet ikke. Tværtimod er jeg blevet taget imod med åbne arme i min nye schweiziske klub, folk hilser på mig, og alle spørger til, hvilke fremskridt jeg gør. Alle. Det er nærmest grænseoverskridende nu, at der er så mange folk, der faktisk taler til mig. Min træner er helt fantastisk og må være det mest tålmodige menneske i hele verden, for hun tager mig rent faktisk i hånden og fører mig HELE vejen til måls. Ikke fordi jeg har været den bedste elev. Der er gået måneder mellem, jeg har spillet, og jeg skal nærmest starte forfra, hver gang jeg bevæger mig ud på drivingranchen. Men hun insisterer på, at det jeg gør, er godt nok – og så kan vi altid arbejde videre på det. Øvelse gør mester. Min tålmodighed må jeg stadig kæmpe en del med, men nu bliver det pludselig sjovt, fordi jeg trods alt af og til kan ramme kuglen et vist sted og fyre den af sted.

 

DEN STORE DAG

I dag er det sandhedens time. Bliver jeg lukket gennem nøglehullet? De sidste 4 dage har jeg trænet intensivt og studeret golfreglerne forfra og bagfra. Jeg har fundet glæden ved spillet, og jeg glæder mig til at blive bedre. Selvom jeg rammer skævt, får det mig ikke ned med nakken, for jeg ved, at jeg faktisk godt KAN ramme. I hvert fald ind i mellem. Så nu er dagen kommet for den store test. Det må være en af historiens længste forsøg på at erhverve et greencard, for det er sådan ca. 15 år siden, jeg forsøgte første gang. Men nu er jeg klar. Mere end klar. For jeg vil og kan. Må bevise at jeg endelig kan gennemføre dette …

Jeg står tidligt op, for golfpladsen ligger ca. 3 kvarters kørsel væk, og jeg skal starte kl. 9.30. Jeg er ikke det mindste udsovet, for hele natten har jeg drømt om regler og golfbolde, der ruller lige forbi hullet. Nærmest mareridtsagtigt, og i hvert fald møgirriterende. Er jeg nervøs? Egentlig ikke. Min træner er som sagt fantastisk, og jeg er ikke i tvivl om, at hun nok skal føre mig i mål. Men forstår jeg nu det hele? Hvad er det, hun siger? Kan jeg overhovedet ramme bolden, når jeg er under pres?

 

Jeg skal spille ca. 9 huller, og jeg skal klare at spille handicap 54. Det lyder egentlig ret let, for man har en hulens masse ekstra slag “tilgode”. Men en ting er, hvordan det ser ud på papiret, en anden ting er at ramme kuglen når man samtidig er nervøs. Lige som man tror, at “nu har jeg den”, flyver bæstet langt til højre i stedet for lige ud og lander ude i en masse krat. Og der taber man allerede sin første slag, når man skal bruge de næste på at få den derud fra igen. Der er også vand og bunkere over det hele, og det har nærmest en magnetisk tiltrækningskraft. Jeg vil absolut ikke ramme der = ergo rammer jeg der!

Men i dag går det godt. I hvert fald sådan nogenlunde og nok til, at jeg efter 2,5 timer står med mit bevis i hånden. Jeg har kun mistet en enkelt bold til vandmasserne, og nu er jeg ægte golfspiller. Eller det er jeg i hvert fald på papiret. Nu skal jeg til at øve mig. Egentlig ret dårlig timing når man tænker på, at den første sne snart falder.

 

Yes man!

 

 

Skriv et svar

Captcha loading...