Cinque Terre

MASSEFOLKEVANDRING I SMUKKE CINQUE TERRE

Det dårlige vejr fortsætter. Regnen vælter ned, men i dag er det ok, for vi skal ud at køre igen. Egentlig ville vi gøre holdt i nogle spændende små byer undervejs, men regnen får os – desværre – til at køre direkte til vores næste mål: Cinque Terre, nærmere bestemt et Agriturismussted; Il Borgo di Campi, der ligger lige før byen Riomaggiore. For at komme ned til lejlighederne skal man gå ca. 200 trappetrin, hvilket kan lyde forpustende, men panoramaudsigten er bestemt alle trinene værd. Også i regnvejr.

 

Il Borgho di Campi
For at komme ned til lejlighederne skal man gå ned af ca. 200 trappetrin.

 

Il Borgo di Campi
Panoramaudsigten på vej ned.

 

CINQUE TERRE

Har du aldrig hørt om Cinque Terre? Så er du nok et af de få mennesker tilbage, der går i lykkelig uvidenhed. For her er virkelig smukt, men det er der også millioner af andre turister, der har opdaget. Derfor er der nu også indført vandrepas til den nette sum af 16 € pr dag. Dette er dog helt okay, for pengene bruges til at vedligholde vandrestierne, og man kan desuden køre med bus og tog uden at skulle betale ekstra.

Cinque Terre ligger i regionen Ligurien, der er en af Italiens 20 regioner. Højeste punkt er 2200 m, og landskabet varierer meget. Selv autostradaen svinger mere end nogen anden motorvej, jeg tidligere har oplevet. Ligurien er inddelt i 4 provincer; Genoa, La Spezia, Savona og Imperia, og det er i regionen Spezia, man finder Cinque Terre.

 

Vinmarker i Cinque Terre.

Selve Cinque Terre består af 5 små middelalderlandsbyer; Riomaggiore, Manarola, Cornigla, Vernezza og Monterosso, og betyder egentlige ”Five Lands”, men i daglig betydning taler man om de ”5 byer.” Området er i 1997 kommet på UNESCOS verdensarvsliste pga. sin sjældne fauna og flora og den sjældne beliggenhed, og man forstår hurtigt hvorfor. Naturen omkring byerne stråler os grønt i møde og vidner om en del nedbør i dette forår. Duften kildrer i næseborene, og synet af byerne, der er bygget ind i klipperne, kan hurtigt tage pusten fra én. Ligesom de mange trappetrin der skal forceres.

Rundt om byerne ligger stenterrasserne, der er bygget op af sten, der er kommet ind fra havet. Det siges, at hvis man tæller alle stenene sammen, udgør de næsten samme antal kilometer som den kinesiske mur. Og det er mange. På terrasserne dyrkes der oliven samt druesorterne Bosco, Albarola og Vermentino, der tilsammen udgør deres Cinque Terre DOC vin. Den de er mest stolte af, er dog dessertvinen Schiacchetrà, som vi selvfølgelig også skulle prøve på vores overnatningssted, der havde egenproduktion heraf.

 

Byerne i Cinque Terre er bygget ind i klipperne, og man undres over, hvorledes det har været muligt, at byerne overhovedet er opstået i sin tid.

 

 

 

PÅ OPDAGELSE I RIOMAGGIORE

Vi er tidligt på færde, så vi kan ikke checke ind, og derfor beslutter vi os for at udforske Riomaggiore, en lille by da kan dateres tilbage til det 13. århundrede. Navnet stammer fra floden, der strømmer gennem dalen; Rivius Maior (”største flod”), som i dag strømmer under, og derved er dækket af, hovedgaden Via Columbo. Tidligere var der bygget broer mellem husene for at kunne komme frem og tilbage husene, og byen blev derfor kaldt ”Lille Venedig”. Der er meget snævre gader og passager, og man kan derfor ikke køre ind i byen. En parkeringsplads er heller ikke let at finde, så hvis du har muligheden, så gør dig selv den tjeneste at komme hertil med enten tog eller bus.

 

Riomaggiore
Marinaen i Riomaggiore.

Byen er i dag besat af farvestrålende paraplyer, der kæmper om plads i de trange smøge, mens ejerne forsøger at komme forbi hinanden på de stejle trappetrin. Der er dog stadig smil på læberne, og folk tager den med ro. Der er ikke nogen grund til at skynde sig, for det er begrænset, hvad man kan lave her på en regnvejrsdag.

 

Riomaggiore
Regnvejrsdag i Riomaggiore.

Mens vi render op og ned ad trapperne i gaderne, suger vi farverige indtryk til os. Mosaikudsmykningen på stationen, havblikket ud fra marinaen, vasketøjet der hænger ud fra vinduerne, og uden tvivl er mere våde end tørre nu, de farvestrålende facader, kaffeduft fra de små caféer, og mados fra restauranterne, der får maven til at rumle. Vi spiser derfor et skønt måltid med skaldyr, og smager på de lokale hvidvinsdråber, mens vi lader tiden gå stille forbi udenfor.

 

MASSEFOLKEVANDRING I CINQUE TERRE

For at opleve Cinque Terres fra den smukkeste side, er man tvunget til at snøre vandrestøvlerne på og begive sig af sted på to ben. Der findes mange forskellige vandreture, men den mest populære er den, der tager dig rundt i alle 5 byer. Ruten kaldes ”den blå rute”, og er ca. 12 km lang. Der kan dog være dele af den, der er lukket pga. vind, vejr og vedligeholdelse, og pt. (maj 2018) er de 2 første stier mellem Riomaggio og Manarola (også kaldet ”kærlighedsstien fordi det var her, de unge kærestepar fra de to byer mødtes til hemmelige stævnemøder under 2. Verdenskrig.) og mellem Manarola og Corniglia.

 

Via Dell' Amore
Via Dell’ Amore – kærlighedsstien.

Man kan selvfølgelig også dele ruten op i småbidder, og hvilken ende du vil starte, afhænger af hvor du bor. Da vi bor tættest på Riomaggiore, vælger vi at tage toget til den fjerneste by, nemlig Monterosso, hvorfra vi så kan gå hele vejen til Corniglia. Hvis vi da når så langt…

 

Monterosso
Monterosso er den sydligst beliggende af byerne, og også den absolut mest turistede. Den er delt i den gamle og den nye bydel, og det er her i den nye del, man finder de fleste hoteller. I de øvrige byer er der flest B&B, da der simpelthen ikke er plads til større hoteller.

Det starter med at gå opad. Så går det endnu længere opad, og når du tror, det ikke kan gå længere opad, så går det, ja opad! Trin efter trin efter trin. Det har regnet, og det er mudret, så vi skal passe på at sætte fødderne rigtigt på de smalle stier, og især holde tungen lige i munden, når vi skal møvre os forbi de modgående.

Flot Trine. Virkelig virkelig flot. Efter at have kæmpet mig op af hvad der føles som rundt regnet en million trappetrin – og ned igen, kommer jeg til at gruble lidt over, om jeg mon har sat mit memorykort i kameraet. Jeg har taget virkelig mange billeder for at dokumentere min kamp mod tyngdeloven, og selv om jeg nu kigger efter, ved jeg godt, at det har jeg ikke. Og det har jeg ikke. Hvorfor i h… har kameraet ikke fortalt mig det? Det plejer det da at gøre, når jeg er glemsom. Og jeg har endda et ekstra kort i tasken, såfremt jeg skulle glemme det. For jeg er åbenbart født glemsom.

Nå men billederne er altså væk, så du må tro mig eller ej, når jeg fortæller, at jeg har klatret de seriøst vildeste trappetrin i mit liv. Sammen med halvdelen af de mennesker der bor på planeten jorden. Sådan føles det i hvert fald. Hvad jeg troede skulle være en frisk vandretur i Guds frie natur, viser sig at være en folkevandring. En massefolkevandring. Det går op, op og atter op. Og køen er lang. Ja vi står faktisk i kø for at få lov til at klatre op ad alle de mange trin. Store og små. Tykke og tynde. Stien er smal, så der er ikke noget med at overhale. Man må pænt holde sig i køen, og stille sig ind til siden, når de modsatkommende forsøger at komme forbi. Det er helvede på jorden. Midt i Paradis.

 

Vernezza
Udkig over Vernazza, den første by man kommer til på vandreturen.

Omgivelserne er så fantastiske, og udsigten er storslået. Kommer man ikke i åndenød over trappetrinene, gør man det helt sikkert over udsigten til de idylliske små byer, der på ufattelig vis er bygget ind i klippevæggen. Hvis man da husker at kigge andre steder hen end på den, der går foran, så man ikke træder hinanden over fødderne. Og apropos fødder. Det har regnet, og stien er smal og glat, men folk tænker åbenbart mere på, hvad der er moderne end praktisk. I guldglimmersko, Converse og sandaler glider de rundt i mudderet. Nogle har sågar nederdel på, og det er ikke få. Jeg er måske lidt overstylet i mine vandrebukser og jakke, for den trekkingtur, jeg troede, vi skulle på, er forvandlet til en spadsertur med masseturismen. Også taget de mange trappetrin i betragtning – og de ømme balder og stænger der følger med.

 

Cornigla er den eneste af de 5 byer, der ikke ligger helt ned til havet.

Cornigla er den 3. by, man kommer til. Efter den massefolkevandring vi lige har været udsat for, vælger vi dog at stige på toget, så vi samtidig kan ømme os en smule. Her er dog ikke færre folk. Faktisk er både togstationen og vandrestierne næsten værre end Nørreport station i myldretid. Men så kommer vi til Manarola, hvor vi kan puste lidt ud. Her er også mange turister, men byen er mindre og også mindre hektisk. Vi belønner os selv med en lækker gelato, som vi nyder sammen med udsigten over havet.

 

Marinaen i Manarola.

Vi orker ikke at gå mere i dag. Jeg havde ellers tænkt, at vi let og elegant kunne gå hele turen, men jeg har nok ikke været helt realistisk omkring højdemeterne, der skulle bestiges. Hvad der ser ud til at være en let og hurtig gåtur, viser sig at være langt mere krævende, når man ikke er sit livs bedste form. Men det føles alligevel godt at være træt og brugt.

 

Blik ned gennem hovedgaden i Manarolo.

 

OVER AND OUT

Jeg er over and out. Sengen er hård som sten. Jeg har ikke lukket et øje hele natten, fordi det var så koldt – og varmen ikke virkede (og jeg plejer altså at sove med åbent vindue om vinteren). Morgenens brusebad bestod af koldt vand, og morgenmaden var nok den værste, jeg har fået serveret i hele mit liv. Og det siger altså noget. Med plastikbestik?? Hvad helvede er mening, og undskyld jeg bander, men når man tager over 100 € pr nat for det her p…, føler jeg mig efterhånden lidt til grin. Derfor har vi tjekket ud, og drager videre i morgen. Væk fra massemængderne forhåbentligt. Men stadig fik vi lov at betale for en ekstra nat. Tænk hvis de havde spurgt mig, om der var en grund til, at vi tjekkede tidligt ud!

 

Selv katten kan ikke finde en blød seng at sove i.

Det skal lige nævnes, at dette er min personlige engangs-erfaring. Personalet er super søde og venlige, men det kan desværre ikke redde resten af oplevelsen. Til gengæld er jeg sikker på, at hvis vejret havde været bedre, og vi ikke skulle fryse, havde optimismen også svinget kompasnålen til den anden side. Det er også nemt og praktisk at bo udenfor byerne, så man ikke skal bøvle med parkering og bagage. Il Borgo di Campi.

Og det sammen gælder for selve Cinque Terre. Det er et vanvittigt smukt sted, som man bør opleve én gang i sit liv. Hvis blot man kan se bort fra masseturismen, kan man sagtens få en fantastisk oplevelse her.

 

Skriv et svar

Captcha loading...