MAMA MIA!!!

Jeg er kommet i Himlen. Eller rettere sagt: i Madhimlen, hvor jeg er snublet over opskriften på La Dolce Vita. Vi er på besøg hos en vens familie i det allersydligste Italien, lige på snuden der hvor støvlen sparker til stenen. Vi har kørt fra skaftet til tåen, og vi har bestemt spist godt undervejs, men der er intet, absolut intet, der overgår denne families gæstfrihed og kogekundskaber. Alt er frisk og hjemmelavet fra bunden med præcision og stolthed. Og hvert måltid smager af mere. Grådigheden og dovenskaben er sat ind, og vi læner os tilbage for at blive mageligt forkælede, mens der råbes “manga manga”

 

Vores vært Domenico.

 

GÆSTFRIHED & FAMILIETID

Vi bor hos Domenico i stueetagen. Han har overladt sin seng til os og redt op til sig selv i stuen. Selvom der er et ekstra værelse, hvor der også er en dobbeltseng, insisterer han på, at vi skal sove der. Og der er intet at diskutere. Ovenpå bor hans søster Bianca, der er kogekonen over alle kogekoner, jeg nogen sinde har mødt, hendes mand Gianni samt Giannis mor La Nonna, der er 101 år gammel og stadig kommanderer rundt med sønnen og svigerdatteren fra sin plads i tronestolen. Hovedet og hørelsen er stadig skarp, men det kniber lidt med bentøjet efter en hofteoperation for 3 år siden, og de tykke brilleglas vidner om muldvarpeøjne. Det afholder hende dog ikke fra stadig at hjælpe til med at rydde tallerkenerne sammen efter middagen.

 

Domenicos søster Bianca, hendes mand Gianni og Giannis 101 årige mor “nonna”.

På den anden side af gaden bor søster nummer to, Gragia, sammen med sin mand Salvatore, der laver hjemmelavet Limoncello i forskellige afskygninger, hvilket vi selvfølgelig skal smage på. Udenfor huset står et citrontræ, for alle med respekt for sig selv har et citrustræ i haven. Sammen med datteren, svigersønnen og barnebarnet der også er på besøg, bliver vi placeret ved køkkenbordet i det lille lokale, der fungerer både som køkken, spisestue og stue. Tv’et kører i baggrunden, og gardinerne er rullet for, så mørket har allerede sænket sig, før solen er gået ned. Men selvom der er mørkt i rummet, lyser latteren omkring bordet op om selskabet. Der bliver smilet og fniset og fægtet med uforståelige gloser.

 

På den anden side af gaden bor søsteren.

 

LIMONCELLOSMAGNING

Den første Limoncello er tyk og cremet, fordi den er lavet på mælk i stedet for vand og smager som en stærk budding, der uden problemer glider ned gennem spiserøret. Den næste er mere orange og lavet af en citrusfrugt, der hedder Bergamotto og minder meget om en citron, bare rundere. Dette ved jeg, fordi de finder leksikonet frem og viser os billeder. Jeg bliver helt nostalgisk. Hvornår har jeg sidst set et leksikon? I dag fortæller Google mig alt det, jeg behøver at vide. Snapsen har fået sit orange skær efter appelsiner, der også er tilsat, og denne gang må jeg let hoste. ”Buono?” Manden kigger på mig og griner bredt. ”Si si, Molto buono”, siger jeg og mener det faktisk, selvom den er lidt stærk. Han ser forventningsfuld på os. Der er tid til at smage den sidste, som ligner en ”rigtig Limoncello”, dvs. den har den gule farve, jeg kender. Den smager også lige præcis sådan, som jeg forventer, at en Limoncello smager. Nu kommer dommens time. Hvilken én kan vi bedst lide? De smager faktisk alle godt, men den første cremede var ret specielt og sødere end de andre. Mit valg falder på den. Og så starter hele prøvesmagningen forfra. Heldigvis er glassene ikke så store, for ellers bliver jeg da fuld, inden vi skal over på den anden side af gaden igen og spise middag.

 

Familien samlet omkring køkkenbordet til Limoncellosmagning.

 

Så hiver manden esset ud af ærmet. Han har da flere snaps. Søsteren åbner fryseren, som bugner af flasker, og hiver den ud, der er lavet af vild fennikel. Jeg kigger på flasken, og ser, at der står 95% alcohol. Gud i Himmelen er det det, vi sidder og drikker. De griner alle sammen af mig. Nej nej, bare rolig, flaskens oprindelige indhold er fordelt på 3 flasker og fortyndet med vand, forklarer de på tegnesprog. Jeg forstår meget lidt af deres italienske dialekt, men vi kommunikerer alligevel godt med kroppen. Jeg ved nu ikke, om det gør mig roligere. Er det ikke stadig meget? De kigger i alle kogebøgerne for at finde et billede af vild fennikel. Da det ikke lykkedes, går de krydderierne i skabet igennem. Uden held, men jeg har forstået, hvad det er, og hvis ikke kan jeg sagtens smage det. Det smager let sødligt af lakrids. Min kæreste synes, det smager forfærdeligt, men han kan heller ikke lide lakrids. Det er åbenbart en ting, der er forbeholdt os danskere at nyde, for jeg har faktisk indtil d.d. aldrig mødt et menneske af anden nationalitet, der har spist en helt stykke lakrids. De når altid at spytte det ud, inden det har været rundt i munden 2 gange.

 

Domenico foran familehuset, hvor han bor i stueetagen, søsteren på 1. sal, og søsterens børn er ved at renovere 2. salen.

 

HJEMMELAVET AFTENSMAD MED DET HELE

Nu er vi ved at være varmet op, så vi går tilbage over vejen til søster Bianca, der står klar ved gryderne. Kl. nærmer sig halv ni, og selvom jeg aldrig troede, jeg ville blive sulten igen efter frokost, begynder maven alligevel at knurre lidt, da duften slår os i møde i døråbningen. Der står lam på menuen. Lam der har simret hele dagen, og som jeg ved vil smage fantastisk. Så jeg glæder mig, men før vi når til lammet, må vi først igennem de mange andre retter, der bliver disket op med.

 

Giannis (ene) køkkenhave.

Gianni har både kæmpe høns og sin egen lille køkkenhave, hvor der dyrkes grøntsager. Alt i dette køkken er derfor hjemmelavet med stor stolthed. Oliven, squash, tomater, ja selv skinkerne og pølserne der bliver sat på bordet, har han selv lavet. Og de smelter på tungen. Munden løber i vand, og det flimrer for øjnene. Hvordan kan det smage SÅ godt? Jeg forsøger at begrænse mig, hvilket virkeligt er svært, men der skal være plads til lammet, så jeg bremser mig selv, selvom jeg har lyst til at grovæde. Til maden får vi serveret rødvin med fersken, og det smager sødt og frugtigt. Primi Piatti kommer på bordet. Tagliatelle med svampe og sovs fra lammet drysset med fast, reven ricottaost, som jeg aldrig tidligere er stødt på. Jeg får serveret en kæmpemæssig tallerken og bliver nødt til at bede om en lidt mindre. Det vil jeg aldrig komme igennem. Bianca ser fornærmet på mig, men fjerner halvdelen og serverer igen med et smil. Hun har store armbevægelser, men lige som jeg tror, at hun skælder ud, sender hun mig et blændende, indforstået, smil. Det er bare italiensk. Tagliatellen glider forbavsende hurtigt ned, og min krop kræver mere. Mere, mere, mere, selvom jeg allerede har fået mere end nok. Lammet kommer på bordet, og jeg kan næsten ikke klare mere nydelse. Ligesom skinken, smelter det også på tungen og glider let og ubesværet ned. Gianni klager over, at det mangler salt, og ikke smager så godt som sidst, hun lavede det, og han får en ordentlig omgang skældud. Domenico skraldgriner og siger, at sådan går det ved hvert måltid. Man må ikke rose en kvinde i et køkken for meget, for så anstrenger hun sig måske ikke lige så meget næste gang. Jeg har allerede spist mere, end jeg normalt gør i løbet af en hel dag, men jeg føler mig overraskende nok stadig godt tilpas. Måske fordi La Nonna på 101 år faktisk har spist mere end mig. Utroligt. Middagen slutter af med frugtsalat, kaffe lavet på komfuret, småkager i lange baner og – selvfølgelig – en Limoncello, og jeg triller mæt, udmattet og glad i seng, hvor jeg drømmer om mad, mad og mere mad.

 

Ethvert godt måltid slutter af med en sukkersød kaffe brygget i en speciel kande (a la den tyrliske stil) på komfuret samt kager.

Og således går de næste 3 dage. Jeg orker ikke engang at bevæge mig, så det bliver højest ud på terrassen, hvor vi spiller kort, mens vi venter på næste måltid. Ikke så sært at mændenes maver her er som store oppustede balloner, der ser ud til at kunne springe, hvornår det skulle være. Bianca fortæller mig, at hun bruger ca. 4-500kg tomater på et år, og de er altså kun 4 mennesker i husstanden. Men når man har smagt hendes tomatsovs, forstår man godt hvorfor.

 

FARVEL & TAK TIL LA DOLCE VITA

Alt drejer sig om mad her. Hele livet er mad. Når man spiser, handler samtalen ved bordet om, hvad man dog skal spise i morgen. Ved middagsbordet har man længe planlagt aftensmaden, og når man står op om morgenen, er det første man gør at hente friske grøntsager fra køkkenhaven. Kødet er klart. Og hvilket kød. Italienerne er ikke specielt gode til at lave en god steak. Bøf sagt på godt jysk, men Bianca serverer det møreste braiserede lammekød og kalvekød, der falder fra hinanden, blot man kigger på det. Eller fisken. Rettere sagt fiskene. De små sardeller der får hovedet kappet af, men ellers bliver smidt hele ned i en ordentlig sjat olie og friteret. De smager himmelsk, og glider af benene inden du næsten rører ved dem. Jeg kan slet ikke få armene ned. Aldrig har jeg oplevet sådanne kogekunster, og jeg har trods alt en familie, der laver fantastisk mad og været på en del restauranter i mit liv. Men Bianca kan ingen slå. Undskyld til alle jer der har brugt mange timer i køkkenet for min skyld. Bianca kan ikke besejres. Hun er indbegrebet af MAMA MIA og La dolce Vita!

 

Søstrene der bød så hjerteligt velkommen.

Og vores Dolca Vita er lakket mod enden, og med et par velfortjente ekstra kilo på sidebenene er vi nu klar til at fortsætte vores rejse. Vi får kys og knus til afsked, og det er med blandede følelser, vi tager derfra. Sjældent har jeg oplevet sådan en gæstfrihed og imødekommenhed. Og aldrig har jeg spist så megen god mad på så kort tid. Men jeg trænger også til at bevæge mig igen. Dovenskaben er allerede indtruffet, og kroppen er mæt og fuld. Et besøg er godt, men jeg kunne aldrig leve på denne måde, heller ikke selvom jeg elsker mad. Jeg ville simpelthen ikke være i stand til at bevæge mig.

 

Naboens hus der ikke var til at stå for, selvom det nok har set bedre tider.

Skriv et svar

Captcha loading...