Gynge

LIVET I ET CORONARAMT SCHWEIZ #2

Det er nu 2 uger og en evighed siden, landet lukkede ned. Tiden er nærmest gået i stå, men naturen viser, at verden går videre. Det grønne håb pibler op gennem resterne af sneen, der langsomt, men sikkert smelter. Eller gør det? De næste 2 dage er der igen lovet spandevis af pulver, så selvom følelsen af forår allerede har sneget sig ind i porrerne, forventer jeg at blive slået tilbage til start, når jeg vågner i morgen. Sne er bare sjovere, når man kan stå på ski!

 

SIDSTE ARBEJDSDAG

I fredags havde vi sidste arbejdsdag. Alt i butikken er blevet pakket ned og pakket ind. De dybeste kroge er blevet renset og rengjorte. Det er et trist syn. Så meget der går til spilde. Så mange tabte arbejdstimer. Forude venter 3 måneders mere eller mindre frivillig ferie. Som sæsonvirksomhed er vi vant til at have lukket i maj og juni, og det er noget, vi normalt ser frem til med glæde. Men lige nu er det bare en mærkelig følelse. Afslutningen var så brat. Så pludselig. Det var nærmest med vemod, at vi tog afsked med hinanden, da den sidste nullermand var blevet fjernet. Ingen forventnings-rejse-glæde i udsigte, kun et spinkelt håb om at verden snart sættes i gang igen.

 

UGEN DER GAK

Byen Saas-Fee har ca. 1600 indbyggere uden for sæsonen. Bevæger man sig ud i gaderne, er det dog meget få mennesker, man møder. Da byen lever af turisme, er der stort set ingen, der arbejder længere. En enkelt restaurant leverer take away mad, og skraldemændende kommer og henter skraldet. Hvad resten laver, har jeg ingen anelse om, men det lader til, at folk er gode til at holde sig hjemme. Coronaen er stadig ikke nået hertil, officielt i hvert fald, men respekten er der. Heldigvis kan man gå lange ture i bjergene uden at møde mange folk, og jeg tror bestemt, det er de ture, der kommer til at holde mit humør højt de kommende uger, nu hvor jeg ikke skal arbejde mere.

Vi startede igår med en tur op ad bjerget. 7km og 555 højdemeter klarede vi i det smukkeste solskinsvejr. Jo længere vi nåede op, jo mindre talte vi sammen. Luften blev tyndere, sneen dybere, og benene tungere. Men det var så skønt. Der findes ingen bedre følelse end at nå toppen og vide, at du har klaret det. Nu er det ikke verdens sværeste bjerg, vi taler om. Der er vandrestier hele vejen, og ingen dybe afgrunde, der udfordrer højdeskrækken. Men det er frisk luft og motion, der batter. Måske jeg helt ender med at komme i form over de næste par måneder.

Udsigten var, som altid, fantastisk, og på toppen fik jeg mig en gyngetur ud over Alperne. Jeg har aldrig brudt mig om at gynge, for jeg får det så dårligt, men med dette udsyn var det nu alligevel ret vildt. Det var dog også lidt trist at få øje på de vidunderlige snedækkede pister, der drillende indbyder til skiløb, men som er lukkede og slukkede for sæsonen. Det er normalt i marts måned, jeg står mest på ski; pisterne er nærmest øde, solen skinner og sneen er fantastisk. Jeg har aldrig forstået, hvorfor folk ikke tager mere på skiferie hernede om foråret, når forholdende er helt perfekte.

 

TID ER LUKSUS

Uf hvor jeg savner min familie. Forhåbentlig kan jeg snart komme et smut til Danmark, men indtil det så hurraaaaaa for Facetime. Fredag aften var der familietræf og rødvinsskål på telefonen, og det var bare SÅ hyggeligt. Tænk sig al den tid man nu pludselig har til at være sammen. Omend hver for sig. Det har været så moderne at have travlt. Allerede inden virussens indtog lod det dog til, at den tendens var ved at vende. I dag betragtes tid nærmest som en luksus. Der gøres op med det stressede hverdagsliv, og der lægges igen mere vægt på kvalitetstid. Med sig selv og med hinanden.

Jeg er begejstret over, hvor kreative folk er i denne tid. Hvis man keder sig en smule, skal man bare åbne for internettet, så spyttes der sjove videoer ud. Der gøres grin med virussen og karantænen på en opløftende og humoristisk måde, og det er noget, der kan samle folk og skabe en følelse af fællesskab. Vi står sammen om det her. I like!

Det bliver spændende at se, hvad der sker med vores liv, når vi kommer ud på den anden side. Hvad har vi lært? Går vi tilbage til “det gamle”? Vil vores vaner blive anderledes?

 

LOKALT ER DET NYE SORT

Køb lokalt, handl lokalt, rejs lokalt!!! Ugens “ordsprog” der overflyder de sociale medier denne uge. Ikke kun i Danmark, også i Schweiz. Og sikkert også i mange andre lande. Vil vores forbrugermønstre ændre sig? Bliver vi mere bevidste? Patriotiske? Vil vi hovedsageligt rejse indenfor landets grænser? Vil naboen kigge skævt, hvis vi rejser til andre lande?

Alt dette kan kun tiden vise. Indtil videre er vi tvunget til at blive hjemme. I Schweiz går der rygter om, at lock-downen først slutter i juni. Men ingen ved i virkeligheden, hvad der kommer til at ske. Indtil da må vi bare få det bedste ud af tiden. Sammen. Hver for sig.

 

En tanke om “LIVET I ET CORONARAMT SCHWEIZ #2

Skriv et svar

Captcha loading...