Saas Fee

LIVET I ET CORONARAMT SCHWEIZ #1

I 5 år har jeg nu boet i denne dejlige bjergby Saas-Fee i Schweiz. I denne klumme “Livet i et Coronaramt Schweiz”, som jeg ugentlig vil følge op på, vil jeg give jer et indblik i de tanker, man gør sig som udlandsdansker, når en verdenskatastrofe rammer, og hvordan hverdagen forløber. Status pt. er, at alle skoler, restauranter og butikker er lukkede. Kun butikker der sælger levnedsmidler og medicin må holde åbnet. Selv i supermarkederne er alt andet end madvarer dækket af, så man ikke kan købe varer til at fornøje sig med. I nogle dele af landet er der lukket ned for byggebranchen. Forsamlinger er nede på max 5 personer, og vi holder vejret: Hvornår kommer det totale udgangsforbud?

 

FREDAG DEN 13.

Oh vé oh vel! Fredag den 13. levede op til sit rygte. Det var fredag den 13. der lukkede og slukkede for skisæsonen. Pisterne blev med øjeblikkelig virkning lukket ned, mens vi måbende så til. Jeg var faktisk lige kommet ned oppefra bjergrestauranterne, hvor vi havde dekoreret udstillingsvinduerne til ingen verdens nytte, da beskeden tikkede ind fra jungletrommerne. Vi havde ikke forudset, at krisen var så langt henne. Hele weekenden vibrerede byen af nervøsitet. Hvad skulle der ske? Var sæsonen virkelig allerede slut?

Mandag kom det endelige dødsstød. Vi var på arbejde i butikken, da budskabet drønede ud fra fjernsynet: “Kl. 18.30 skal alle butikker og restauranter lukke ned. ALLE. Bortset fra dem der sælger levnedsmidler, bankerne, posten og apotekerne.” Vi stod med åbne munde og polypper. Den havde vi sgu alligevel ikke lige set komme så hurtigt. Men på den anden side havde vi heller ikke set Coronaen komme snigende med sit bagholdsangreb på den måde.

Da vi havde slugt de første kameler, satte fornuften ind. Hvem af personalet skulle stoppe først? Hvem ville gerne hjem til deres respektive lande? Det hed sig, at alle udlændinge skulle forlade landet. Efter et stykke tid gik det op for mig, at jeg jo egentlig også er udlænding. Skulle jeg så også af sted? Ville jeg gerne det? Det blev pludseligt et kæmpe spørgsmål! Selvfølgelig ville jeg gerne hjem til min familie og være sammen med dem. Men jeg ville jo også gerne blive sammen med min kæreste. Han er også min familie, men han måtte ikke komme med, da han ikke er dansker. Hvad gør man så? Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at jeg ville blive i Schweiz. Mit hjem er her. Det er her, jeg bor. Og når man nu skal spærres inde, er det altså ikke det dårligste sted heroppe i den friske luft og den frie natur.

 

UGEN DER GAK

Det har været en meget underlig uge. Alle turister og sæsonarbejdere sivede langsomt ud af byen i takt med, at grænserne blev lukkede rundt omkring i Europa. Gaderne ligger øde hen, og man møder nærmest kun katte, når man går udenfor. Når man handler ind, skal man trække et nummer i indgangen og spritte sine hænder. Det føles nærmest som i en krigstid, bortset fra at alle holder humøret højt. Vi må stadig gå på arbejde, ikke lukke nogen kunder ind, men vi må gerne rydde op, gøre rent osv.; butikken bugner af usolgte vintervarer, der skal pakkes ned, noget kan sendes tilbage, andet må sælges med tab, da vi er en sæsonbutik og ikke åbner igen før tidligst i juni. Skulle man vælge ikke at følge reglerne om at lukke ned, vanker der enten en bøde på 10.000chf eller op til 3 års fængsel!

I fredags var vi sikre på, at det skulle blive vores sidste arbejdsdag. Rygterne havde hele ugen svirret om et totalt udgangsforbud, fordi folk ikke kunne overholde reglerne om at samles i grupper. Det kom dog ikke så langt. Regeringen gav befolkningen en opsang og indskrænkede forsamlinger til 5 personer. Samtidigt kom de op med en økonomisk hjælpepakke, der bl.a. hjælper lønmodtagere ved at oprette “Kurzarbeit”, hvilket betyder, at man er sikret 80% af sin løn, selvom man ikke må gå på arbejde.

Fredag og lørdag holdt vi weekend. Før første gang i et halvt år sådan rigtig weekend. En meget underlig fornemmelse. Normalt når vi har fri, forsøger vi at komme på ski, hvis vejret er til det, men det kan vi jo ikke. Eller det kunne vi måske godt. Vi kunne spænde turskiene på og traske af sted. Men hånden på hjertet: vi orkede simpelthen ikke. Både fysisk og mentalt har det været en hård uge, og vi trængte bare til at slappe af. Så weekenden er gået med oprydning, tøjvask, friske gåture i bjergene, madlavning og kortspil tilsat rødvin. Jeg har endda bagt en kage for første gang, siden jeg boede hjemme og lavede “Klassens Time-kage” med min far. Faktisk har det været en rigtig skøn weekend, og jeg har nydt stilheden. Det siger jeg måske ikke igen om en uge, men skal jeg se det positive i denne frygtelige tid, er det, at man kan læne sig en smule tilbage og slappe af. Stoppe op og falde ned. Det er tid til tanker. Tid til kærlighed.

 

HVAD SÅ NU?

Ja hvad så nu. Det er der ingen, der ved. Vejret er godt, så – ligesom i Danmark – kan folk ikke forstå alvoren i, at man ikke må nyde det gode vejr og samles i grupper, og at man skal holde afstand. Der uddeles bøder a´100 chf til dem, der overtræder forbuddet, men er det nok? Eller bliver regeringen nødt til at indføre totalforbud, fordi nogle ikke overholder spillereglerne? Vi afventer regeringens udspil, mens vi holder vejret: Hvad bliver det næste træk?

Min største bekymring er nok egentlig: hvornår stopper det hele mon igen? Kan det overhovedet lade sig gøre at standse denne hurtigspredende virus, før der kommer en vaccine på bordet? Hvor længe skal vi være spærret inde? Kan der gå uger? Måneder? År?

Vi kan nok ikke gøre så meget andet end at se tiden an og sende varme tanker til de kloge personer, der står på hovedet for at finde løsninger både sundhedsmæssigt og økonomisk. Og til sundhedspersonalet der er ekstra udfordrede i øjeblikket. Og til farmaceuterne der deler medicin ud. Og til posten der leverer pakker. Og til kassedamen der sender et smil gennem plexiglasset. Og til skraldemanden der henter vores affald. Og til lastbilchaufføren der leverer vores dagligvarer. Og til alle andre der holder samfundet kørende, mens vi andre venter derhjemme i håb om et lys i mørket.

En tanke om “LIVET I ET CORONARAMT SCHWEIZ #1

Skriv et svar

Captcha loading...