Legendernes tid er ikke forbi.  Et bjerg hvor der efter sigende lever drager, og som er sidste hvilested for en hersker, der blev forfulgt af sin egen historie, og hvis sjæl derfor forgæves havde søgt hvile andre steder, før han havnede her. Pilatus. Ja, ham fra Bogen.

Det kunne ikke gå vores næse forbi. Fra Saas Fee satte jeg sammen med min veninde og partner in crime, Pernille og hendes 3 børn, kursen mod Luzern, som skulle bringe os videre til toppen af dette mytiske og mystiske bjerg.

Turen til Luzern fra Saas Fee tager ca. 3 timer, men når man har denne smukke udsigt undervejs, flyver tiden afsted, og snart stod vi ved foden af bjerget, hvor verdens stejleste tandhjuls-træk-tog (i mangel af bedre oversættelse) skulle bringe os til toppen.

Langsomt bevægede vi os op ad bjerget, der bød på hældninger op til 48%. Det er ret stejlt, skulle jeg hilse og sige!

 

Udsigten fra toget er ret spektakulært, og fornemmelsen af at køre så stejlt, giver da også lidt sommerfugle i maven, mens man bevæger sig igennem det smukke landskab og mørke tunneller.

 
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet på toppen, men det var bestemt ikke det syn, der mødte os. 2 hoteller, restauranter og en souvenirshop! Måske er det bare mig, der er blevet godt forvænt med naturens herligheder og stille ro, men dette føltes en smule for kommercielt. Stedet er overrent af turister der vimser rundt og knipser med kameraerne (ok – lidt ligesom os 😉 ), og fornemmelse af at  være fanget i en turistfælde kom langsomt og sikkert snigende. Når det så er sagt, er det dog stadig en meget smuk oplevelse.

Desværre havde et tungt skydække lagt sig over bjergene (eller var det dragen, der havde spyet sit røgslør ud?), så det var nærmest umuligt at se noget gennem dynerne.

En drage? Pilatus? Eller blot en fugl? Fugle er der mange af på toppen. Hvor der er mange turister, er der mange fugle til at samle krummer op, og de er ikke generte.

Glimt af en bjergtop gennem skydækket.

Efter en meget tør hotdog blev der heldigvis lukket op for udsigten, og de majestætiske bjerge åbenbarede sig. Til venstre i billedet kan man se jernbanen, der snor sig op.

Ingen turistfælde uden udsigtspunkt. Bekvemmeligt nok er der bygget trapper, så man sikkert kan komme til toppen, hvor der også er stillet en kikkert til rådighed.

Og det er bestemt værd at tage en lille pause her og bare nyde udsigten over Luzern og omegn.

Tid til at tage ned igen. Man kan vælge enten at tage toget ned igen eller svævebanen. Og så er der selvfølgelig altid muligheden at gå. Det skulle være en helt vidunderlig vandretur med  velafmærkede stier, man kan følge, men det havde vi desværre ikke tid til i denne omgang, da vi skulle nå det sidste tog/bus tilbage til Saas Fee.

Vi tog toget ned igen, men set i bagklogskabens lys ville jeg nok have valgt svævebanen. For det første for at opleve en anden fantastisk udsigt, og for det andet – som jeg først læste om bagefter – fordi der halvvejs ned, er andre aktiviteter at byde på. Bl.a. en klatrepark med hængebroer og svævebaner samt en Rodelbahn (en slags rutsjebane hvor man sidder i en lille vogn og selv styrer farten), der snor sig op og ned af bjerget. Det havde helt sikkert været et hit for børnene.

Men det skadede nu heller ikke at nyde udsigten fra toget endnu engang.

Sikkert nede igen valgte vi at tage båden tilbage til Luzern by. Det viste sig at være et godt valg at tage den tilbage fremfor derhen, for vi havde næsten båden for os selv. De fleste følger den gyldne rute der hedder Luzern-Pilatus med båd, toget op, svævebanen ned og bussen tilbage.

Og når man nu cruiser på søen, skal man selvfølgelig også have en aperó. Det er meget populært at mødes til en aperó i Schweiz, og  faktisk kan man næsten ikke mødes med venner og bekendte uden at støde på dette fænomen. Måske bare et andet ord (og undskyldning) for at mødes til en drink før man skal spise.

Private Pool (lake) Party med Aperol Spritz.

Vi lænede os tilbage og nød turen på søen, mens vi cruisede ind i solnedgangen med kursen sat mod banegården, der ligger et par minutters gang fra havnestoppet.

Vi fandt hverken Pilatus’ sidste hvilested, ej heller mødte vi nogen drager, men trods det  – og de selfiehungrende turister med lange stænger til at forevige deres færd på toppen – havde vi alt i alt en rigtig dejlig tur, som kan anbefales til især børnefamilier. Så husk dog lige at tage svævebanen ned og få alle oplevelserne med på vejen.