KRIDHVIDE SANDSTRANDE, TURKISBLÅT HAV & FARVESTRÅLENDE MASAIER PÅ ZANZIBAR

Knapt ankommet til Zanzibar er vi ligeså hvide som sandet på stranden i Paje, hvilket dog ikke forhindrer os i at gafle de første og bedste solstole. Der falder et par regndråber, men snart kommer solen frem – og den er ikke for sarte sjæle. Faktor 30 og skygge er det eneste, der virker de første par dage, hvis ikke man vil ligne en kogt krebs. Til gengæld er udsigten helt fabelagtig, og man kan ligge i timevis og bare stirre ud over vandet, mens primitive både stryger stille forbi.

 

Paje strand
Udsigt fra solstolen.

 

ÆGTESKABSTILBUD FOR 100 KØER

Der går ikke lang tid, før de første masaier dukker op. Svøbt i farvestrålende røde klæder og med deres Pole Pole shop lige ved hånden. Pole pole betyder easy easy. Lidt som Hakuna Matata. Og her på Zanzibar er alt pole pole. Lige fra tempoet på restauranterne, hvor man som udgangspunkt forventer en ventetid på ca. 2 timer i højsæsonen, til masaiernes bierhverv som sælgere. Hovederhvervet er vagt. Krigere som de er. På alle hotellerne ser man dem stå stolte og ranke med deres stokke, som skal skræmme ubudne gæster væk. Her skræmmer de ikke. Her indbyder de til at købe ting, som deres familie i bushen har fremstillet. Farvestrålende armbånd, halskæder og træskærerier. Den første gåtur på stranden fører til et giftermål med en masai, der hedder Thomas. Eller det hedder han ikke i virkeligheden, men de har alle et vestligt navn også. Jeg er brud. Han er gom. Jeg siger farvel og går videre. Vi blev i virkeligheden heller ikke gift. Hurtigt finder jeg ud af, at man på Zanzibar får mange tilbud om ægteskab. Jeg blev solgt for 100 køer. Det er mange, så forhandlingerne gik vist meget godt. Og så har jeg da et udgangspunkt 🙂

 

 

Masaier med deres Pole Pole shop
Masaier med deres Pole Pole shop

 

 

MASAIKVINDER & PERLEARMBÅND

Mens masaimændene går rundt på stranden og sælger smykker, er det kvinderne, der sidder et sted i skyggen og laver dem. Vi får lov at lave vores egne perlearmbånd, og selvom de griner noget af vores fumlethed, får vi faktisk fremstillet nogle fine smykker.

 

Masaikvinderne laver smykker
Masaikvinderne laver smykker

Vi får en meget god ven i masaien Christopher. Hans egentlige navn er Morengue, og han har været på Zanzibar snart 2 år. Da han kom, kunne han ikke snakke engelsk, men det har han fået lært ved at snakke med turister, og han er efterhånden blevet ret god til det. Når man snakker med en masai, finder man hurtigt ud af, hvor store kulturelle forskelle der er mellem dem og os. Sjældent har jeg grint så meget, og der er altid en ny historie. Han lyver en del, så man ved aldrig om det er helt sandt, men han mener det ikke ondt – det er bare en konstatering, at de alle lyver en smule! Christopher er så unik en personlighed, og man kan ikke andet end at elske ham.

 

Masai

 

 

 

DRAGER & SANDSTRANDE SÅ LANGT ØJET RÆKKER

Stranden er også fuld af drager. Kitesurfere der flyver på vandet frie som fuglen. Bortset fra at de er i snor. Paje er blevet kåret til verdens bedste kitesurf-strand, så drømmer du om at flyve hen over vandet, er det her, du skal tage til.

 

 

Kitesurfere i Paje
Kitesurfere i Paje

 

Det første man lægger mærke til på stranden i Paje – udover hvor utrolig smukt det er – er tidevandet. Hver 6. time trækker det sig frem og tilbage, så der er højvande hver 12. time. Og vandet går rigtig langt ud, så man skal viiiirkelig langt ud, hvis man vil bade. Til gengæld kan man gå lange skønne ture på vaden, når vandet er ude og boltre sig i bølgerne, når vandet er inde.

 

Paje strand
Lavvande uden udsigt til vand i Paje.

 

Når der er lavvande, kan man se kvinderne gå rundt og samle muslinger og tang. Tangen bruges bl.a. til at lave sæbe på Seaweed-centeret, der ligger tæt på stranden og er startet som et frivilligt projekt af den danske højskole på Zanzibar.

 

 

Tang samler
Kvinder samler tang.

 

 

Læs også: Zanzibar – dollars og afrikansk tid

3 tanker om “KRIDHVIDE SANDSTRANDE, TURKISBLÅT HAV & FARVESTRÅLENDE MASAIER PÅ ZANZIBAR

Skriv et svar

Captcha loading...