KAN MAN BLIVE TRÆT AF AT HAVE DET SJOVT?

En underlig følelse kommer snigende. Følelsen af ingenting. Hvor kommer dette ingenting fra? Den kommer ud af det blå. Dukker op, når jeg egentlig mindst forventer det, og fungerer som et ubevidst wake up call. Nogen eller noget prøver at fortælle mig, at jeg ikke skal gå i stå.

 

 

DEN TABTE PASSION

Første gang jeg mærkede den var på min backpackertur som 19-årig, hvor jeg bare var klar på at skulle opleve verden. Det var fedt. Det var sjovt. Det var inspirerende. Men når man i et halvt år har pakket sin rygsæk stort set hver eneste dag for at rejse videre, kommer dette ingenting. Hvad skal man stå op til i dag? Se endnu et tempel. Finde endnu et dårligt transportmiddel. Den billigste seng at sove i. Der er ingen struktur. Ingen plan. Ingen forventninger. Intet ansvar. Tankerne buldrer afsted uden at få svar.

Det lyder forkælet måske, men nu mærker jeg følelsen komme snigende igen. Jeg har det fedt. Jeg har det sjovt, og jeg nyder livet. Men der mangler alligevel noget. Og dette noget… hvad er det?

Det tætteste jeg nok kommer på at definere det, er passion. At få tændt en ild indeni der ikke er til at slukke igen. Skabertrang. Ønsket om at skabe noget nyt. Udvikle noget. Udvikle mig selv. Udvikle andre. Hver dag kan jeg sove længe, hvis jeg ønsker det. Hver dag kan jeg stå på ski og snowboard, hvis jeg ønsker det. Hver dag kan jeg tage i byen og danse til den lyse morgen, hvis jeg ønsker det. Det ønsker jeg ikke længere. Jeg ønsker at stå tidligt op, udrette noget, bruge dagen konstruktivt. Men tiden går. Hvorfor skal det være så svært at sætte sig nogle mål – og endnu sværere at følge dem? Hvorfor lader man tomhedsfølelsen overtage magten, så dagene går, uden man har gjort det, man egentlig ønsker? Er det fordi, man egentlig ikke kender sine ønsker?

 

JAGTEN PÅ VISIONEN

For hvad er det, man ønsker? Hvad ønsker du? Hvad ønsker jeg?

Har du tænkt på, hvad du vil opnå med dit liv? Har du en vision? En drøm om den perfekte fremtid? En vision som taler til dit hjerte og inspirerer dig til forandring. For at du skal kunne forholde dig til din vision, er det vigtigt, at den tager udgangspunkt i noget, som allerede findes i dig. Og for at øge din bevidsthed omkring din kerne, er det vigtigt, at du kender din egne værdier. Værdier kan, ligesom visionen, være svær at sætte ord på, så det kræver, at du virkelig giver dig tid til at granske dette. Følgende spørgsmål kan hjælpe dig med at prikke hul på bylden og finde ud af, hvor godt du egentlig kender dig selv.

 

  1. Hvordan vil du gerne opfattes af andre mennesker?

  2. Hvad vil du gerne give andre mennesker?

  3. Hvad vil du gerne huskes for?

  4. Hvad er du naturligt tiltrukket af?

  5. Hvad er dine naturlige styrker og evner?

  6. Hvad værdsætter du mest ved dig selv?

  7. Hvad kan få dig til at glemme tid og sted?

  8. Hvad kendetegner dig som person?

  9. Hvad motiverer dig?

  10. Hvad giver dig god energi?

  11. Hvad er vigtigt for dig for at få din hverdag til at fungere?

  12. Hvilken person er dit forbillede og hvorfor?

 

Kendte du allerede svarene på spørgsmålene? Var de svære at svare på? Var de lette? Satte det nogle tanker i gang?

Nu er der forhåbentlig rodet op i gløderne, og du er ved at skabe en ild. Læs med de næste par dage på bloggen, hvor jeg vil stille flere spørgsmål. Spørgsmål der forhåbentlig kan få dig ud af kosteskabet.

Læs også: Er du klar til dit You-Turn

Skriv et svar

Captcha loading...