JEG ER SÅ GLAD FOR MIN (ELEKTRISKE) CYKEL

Jeg er ikke den fødte cyklist. Langtfra. Faktisk har jeg størstedelen af mit liv hadet at cykle, og jeg har stadig traume over at cykle Bornholm rundt i 7. klasse. Det er naturligvis ikke blevet bedre af, at jeg i dag bor i bjergene, hvor der kun findes 2 veje: op og ned. Men det er der blevet lavet om på nu, hvor jeg har fået ekstra hestekræfter. Jeg cykler, og jeg er lykkelig og glad for min elektriske cykel. Så hvorfor skal jeg altid mobbes med at have fået hjælpemotor på?

 

 

EN 1-ÅRIG CYKLER HJEMMEFRA

Som knap 2-årig stak jeg for første gang af hjemmefra på min trehjulede cykel. Heldigvis nåede jeg ikke så langt, men jeg mærkede allerede dengang den første snært af friheden, der følger med de 2 (3) hjul.

Nogle år senere fik jeg min første cykel. Den var grøn, brugt og arvet efter Malene. Jeg var pavestolt. Da den blev for lille, var Malene også vokset, og jeg arvede hendes røde cykel. Synes den var fantastisk. Men det slog ikke den følelse, jeg fik, da jeg for allerførste gang selv kunne udvælge min helt egen nye cykel nede hos cykelhandler Falle, der også havde ål i badekarret. Den var hvid, og den havde 3 gear. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg cyklede rundt i lille Højer by for at vise lynet frem. Intet kunne få mig ned med nakken.

 

 

CYKELMARERIDTENE

Eller jo… det kunne vestenvinden. Mine forældre blev skilt, og min mor flyttede på landet. Der var nok ikke mere end 2 kilometer ind til byen, men det var hundrede procent sikkert, at der var modvind, ligegyldigt hvilken vej jeg kørte. Jeg tudede og skabte mig i håbet om at blive kørt i den skriggrønne Fiat, men der hjalp ingen kære mor. Hun sukkede bare og rystede på hovedet over det umulige dovne barn, der ikke gad at cykle. Spørger man min lillesøster, er hun på min side. Hvor havde vi det dog hårdt. Den hvide cykel rustede i takt med at årene gik, og blev skiftet ud med en anden hvid. En værre skramlekasse der resulterede i, at jeg oftest stjal min mors fine og meget mere moderne cykel.

Men mit største cykeltraume stammer nok stadig fra cykelturen Bornholm rundt i 7. klasse. Jeg tror faktisk ikke, at jeg IKKE græd på noget tidspunkt undervejs. Jeg sakkede langt bagud og lå hele tiden som rosinen i pølseenden, mens min veninde Anne agerede støtterytter. En gang i mellem lod læreren sig falde tilbage for at komme med et par opmuntrende ord. Men intet nyttede. Det var mit livs absolut værste mareridt, og jeg troede seriøst ikke, at jeg nogen sinde skulle gennemføre. Men det skulle jeg, for jeg fik ikke noget valg. Bum, basta. Så i en kaskade af tårer og snot rullede jeg i mål efter en uges lidelser og lovede mig selv, at jeg aldrig ville cykle igen, hvis der var så meget som en bakke i sigte.

 

 

CYKLEN SOM STORBYS TRANSPORTMIDDEL

I København er der kun et transportmiddel, der duer, og det er cyklen. Man kommer meget hurtigere rundt end med offentlige transportmidler eller bil, og man kan ganske enkelt ikke undvære en. Da jeg flyttede til storbyen, havde jeg min smarte og hurtige Centurion-cykel med. Den blev stjålet efter et par ugers bosidning i Waterloose. Jeg købte en ny, som jeg fik lov at beholde lidt længere, men så blev den også stjålet efter et par måneder. Heller ikke 3. gang viste sig at være lykkens gang, for de langfingrede var hurtigt på spil igen. Så skulle man tro, at jeg ikke gad købe flere, men det blev alligevel til en flot, lækker, lyseblå bedstemorcykel, som jeg købte for mit sidste lovlige overtræk på kontoen. Og utroligt nok fik den lov at følge mig i flere år, før også den blev stjålet, da min lillebror lånte den.

 

 

OPGRADERING TIL E-BIKE

I 3 år har jeg nu boet i de schweiziske alper, og jeg har faktisk ikke rigtigt manglet en cykel. Jeg bor i en lille bilfri by, hvor man går rundt til alt. De, der har en cykel, kører som regel altid på mountainbikes og bruger den som et hobbymiddel. Nu er jeg ikke ligefrem født bjergged, så bare tanken om at skulle køre op af et bjerg er udmattende for mig. Lige indtil snakken sidste år faldt på e-bikes. Denne super fantastiske opfindelse der kombinerer cykling og nydelse. Min kæreste og jeg kom ud i en voldsom diskussion med en bjergfører, der bandede e-bikes langt væk og nærmest mente, at det var djævelens opfindelse. Det ville ødelægge al sport, mente han. Men hvis nu man er mig, dvs. hverken sej eller udholdende når det kommer til cykling, ville det slet ikke være en tanke at køre mountainbike i det stejle højalpine område, vi bor i. Og hvis nu man kan komme ud og opleve Guds frie natur samtidig med, at man også træder i pedalerne uden at skulle opgive halvejs, kan jeg kun bifalde hjælpemotoren. Jeg tænkte, at det da måtte være lige noget for mig.

Og så var der ikke længere langt fra tanke til tale. I efteråret købte vi vores smarte par el-cykler, men min blev først leveret, da sneen begyndte at dale, fordi der var så stor efterspørgsel og dermed også lang ventetid. Den har derfor været godt spærret inde hele vinteren, men er nu klar til at blive luftet. Og luftet bliver den. Jeg har genfundet min barnlige cykelglæde, og jeg er ved at briste af stolthed over at klare store stigninger. Så er jeg da ligeglad med, at jeg får hjælp. Men det er der da alligevel utrolig mange andre, der ikke er. Altid får jeg en kommentar med på vejen, om hvilken dovenskab det er at køre rundt på en el-cykel. Men også det er jeg ligeglad med. Det handler om at komme af sted, og det ville jeg aldrig være kommet på en almindelig cykel…

 

 

HVAD ER FORMÅLET?

For mig er formålet med en e-bike at komme helskindet op af et bjerg. At komme ud og nyde naturen uden at jeg skal være halvdød, inden jeg når halvvejs. Men hvorfor købe en e-bike når man bor i flade Danmark. Er det så dovenskab? Nej, det mener jeg absolut ikke. For cykelglade danskere cykler ofte til og fra arbejde, biografen, dates, men mange gider ikke komme svedende frem, og tager derfor bilen i stedet. Det tager måske også for lang tid at cykle? Nej det går lynhurtigt med en e-bike. Og hvis du i din fritid gerne vil trampe lidt hårdere i pedalerne, kan man jo bare slukke for hjælpen.

 

Jeg er så glad for min cykel

Jeg kommer hurtigt langt omkring

Og det´ fordi på en cykel

Da går det let som ingenting

 

 

I hvert fald på den med motor…

 

Og dette er IKKE en reklame. Det er min egen personlige og helt uforbeholdne mening. Refleksioner der er opstået, fordi der er så mange, der skal kommentere dovenskaben ved at have en e-bike. Kommentarer jeg ikke kan forstå. 

 

Mattmarksee
En af de oplevelser jeg IKKE ville have fået, hvis IKKE jeg havde en e-bike.

 

Bliv inspireret til en kombineret cykel-vandretur i de schweiziske/italienske Alper her:

I SMUGLERNES FODSPOR TIL MONTE MORO PASSET

 

Eller til en fantastisk oplevelse i Sloveniens eneste nationalpark her.

MOUNTAINBIKING I TRIGLAVSKI NATIONALPARK

 

Skriv et svar

Captcha loading...