EN ITALIAN STALION PÅ SCOOTER

I morges Danmark og København. Nu Italien og Milano. I aften Schweiz og Saas Fee. Togforbindelserne til Saas Fee er mildest talt begrænsede; 2 gange om dagen kan man køre direkte, og alternativet er at strande i Domodossola (som jeg jo har prøvet en anden god gang), så det er faktisk ikke et rigtigt alternativ. I stedet besluttede jeg mig på at vente de 5 timer på toget og nyde ventetiden. Bagagen afleverede jeg på stationen, og jeg var herefter klar til at indsnuse byen.

 

MILANO

Jeg gik lidt rundt på må og få i Milanos gader og stræder. Havde ingen kort og mobilens batteri var tæt på fladt. Jeg anede ikke, hvad der ventede om det næste gadehjørne, men der skete ikke rigtig noget. Hvad var det for en storby? Er der bare biler og scootere overalt. Hvad skal man se? Hvad skal man gøre? Da jeg havde trasket så langt, at fødderne var ved at være trætte, uden egentlig at have oplevet meget andet end trafikkaos, besluttede jeg mig for at spise en ”ægte” italiensk frokost.

 

Milano
En kiosk i Milanos gader.

ET MØDE MED EN FREMMED

Sulten nagede, så jeg var meget tæt på at blive fanget i en turistfælde, men jeg havde bestemt mig for, at dagen i dag skulle være en oplevelse, så selvom det havde været let at tage den første den bedste restaurant, sneg jeg mig ned af sidegaderne og lurede efter et lille lokalt sted. I Italien er det meget almindeligt at spise frokost ude, men frokostpausen var ved at være overstået, så da jeg endelig fandt et lille sted, der absolut ikke så ud af noget særligt, var min eneste medgæst en ældre herre, der sad bøjet over sin tallerken og ikke ænsede mig overhovedet. Det gjorde tjeneren til gengæld. Ja han var vel ikke italiener for ingenting, og jeg ikke blond for ingenting, så han var vældig ivrig efter at snakke. Senere bød den ældre herre på billedet også ind med en masse italienske gloser, og det blev en meget spændende samtale 😉

 

Milano restaurante
Tjeneren og stamgæsten.

Jeg fik lov at spise min fritto misto i nogenlunde fred og ro, men derefter blev jeg ellers nødet og sødet. Limoncelloen kom på bordet, og hvis jeg ikke vidste bedre(?), ville jeg tro, han forsøgte at drikke mig en lille pind i øret. Heldigvis var jeg for en gangs skyld temmelig fornuftig og efter lidt parlamenteren frem og tilbage, endte jeg på halvandet glas. Den smagte ret godt. Det gjorde maden desværre ikke. Ren friturestegning, men så var de stakkels skaldyr da bestemt døde. Pyt. Der er alligevel ikke nogen chance for, at jeg nogen sinde kommer til at smage så gode calamares, som jeg fik engang i Sydafrika. Jeg drømmer stadig om dem, og hver eneste gang jeg nu bestiller denne ret, bliver jeg svært skuffet. Så måske skulle jeg bare lade være.

 

IMG_5436
Fritto Misto. En af mine yndlignsretter.

 

VIND I HÅRET & EN HÅND PÅ LÅRET

Nå men den kære tjener var hurtigt langt fremme i skoene og fik mig inviteret op i hans lejlighed til rød øl. Jeg var ikke helt klar over, hvad dette røde øl var, men jeg var ret klar over, hvad det indebar, så jeg takkede pænt tak, men nej tak. Han gav dog ikke op så let, så to minutter senere stod han klar med en styrthjelm, for nu skulle vi på tur. Jeg havde jo lovet mig selv et eventyr, nu jeg skulle få noget godt ud af denne ventetid, så uden at tænke så meget nærmere over det sagde jeg ja. Ja, jeg sagde ja. Var det skørt? Var det sejt? Var det farligt? Jeg vidste det ikke, men af sted kom vi.

 

IMG_5441
Bagpå en scooter.

Elegant snoede han scooteren ud og ind gennem bilerne, der pænt flyttede sig for os. Jeg skulle lige finde en grimasse, der kunne passe, for jeg var stadig ikke helt klar over, om jeg var skræmt. Det var jeg ikke. Med et kæmpe smil på læben og lidt overrasket over mig selv, legede min tjener, nu chauffør, guide og kørte mig rundt i Milanos gader.

Første stop var domkirken. Et imponerende virvar af smukke detaljer der snor sig langt op i himlen. Et syn der helt tog pusten fra mig. Eller var det fordi, han, som den italienske gentleman han nu engang var, tog min arm, så vi kunne gå rundt arm i arm.

 

Domkirken i Milano
Domkirken i Milano er det femtestørste kirkelige byggeri i verden.

HJÆLP! Troede han dette var en date? Fuck fuck fuck fuck. Det er kun fordi, jeg lige har set Petra date hele verden, jeg turde gå videre med ham med ja-hatten på Hvad var det værste, der kunne ske?

Tjaa vi var midt i et menneskemylder, og han virkede egentlig meget tilforladelig trods alt. Så videre det gik, mens han tog det ene ”parselfie” efter det andet. Vi gik gennem gaderne og gennem Galleria Vittorio Emanuele II. Et shoppingscenter, men i den overdrevne italienske imponerende stil.

 

IMG_5445
Galleria Vittorio Emanuele II

Da vi kom tilbage til scooteren ville min guide – som jeg faktisk stadig ikke kender navnet på – være ”så sød” at hjælpe mig hjelmen på. Han så lige sit snit til samtidig at kysse mig, men der var mine reflekser alligevel for hurtige, så det blev et strejf på kinden. Hvilke der skulle følge mange flere af…

Næste stop på turen var slottet Castello Storzesco, endnu et massivt og smukt bygningsværk. Skal det være større og flottere for at være italiensk mon? Han synes da så lige, at vi skulle gå en romantisk tur i haven, men jeg fik snedigt sneget min hånd ud af hans lige så hurtigt, som den fik fat. Også da den lå bag om ryggen, fik jeg lavet en elegant pirouette, så han mistede grebet. Jeg forsøgte at fortælle ham, at det var meget udansk at gå så hurtigt frem, men det prellede flot og fuldstændigt af på ham. En italian stallion giver vel ikke op så let! Måske fordi vi i virkeligheden var i Italien, tog jeg det heller ikke så nært, men meddelte alligevel, at jeg gerne ville tilbage til stationen, inden mit tog kørte. Der mente han da bestemt, at jeg skulle blive til dagen efter. Øhm… Not!

 

 

IMG_5446
Castello Storzesco.

Men det stoppede ikke der. Nu havde han fundet en ny metode. Ved alle røde lys (jeg er sikker på, at han havde bestukket trafikministeren, for ALLE lyskurver viste rødt, når vi kom frem) slap han styret og lagde hænderne på mine knæ. Jeg nåede lige at tænke, at det da i det mindste ikke var på lårene, men inden jeg havde tænkt den tanke til ende, lå hans hænder også der. Alle mine forsøg på at stoppe ham på den kørende scooter fejlede og resulterede kun i et stort grin i bakspejlet. Halleluja godt vi snart var fremme.

Han stoppede ved restauranten, hvor han gjorde et sidste forsøg på at trække mig ud i baglokalet for at få et kys. Måske er jeg sippet. Måske er jeg fej. Men betaling i naturalier, eller andet for den sags skyld, fik han ikke. Så jeg efterlod en skuffet tjener, men jeg havde alligevel fået min oplevelse for dagen. Og han havde fået par selfies til albummet.

Havde jeg sagt nej, da han spurgte, havde jeg nok brugt dagen i mit eget selskab og ikke fået set andet end trafikkaos. Ved at sige ja fik jeg en oplevelse for livet, om end den var lidt nærgående. Men jeg har stadig smilet på læben og ville gøre det igen.

 

IMG_5457Der kommer altid en pige og en sporvogn til…

2 tanker om “EN ITALIAN STALION PÅ SCOOTER

  1. Kære Nadja,

    mange tak for din kommentar. 3 uger i Italien lyder jo ret fantastisk. Det er jo meget individuelt, hvad man ønsker at se og opleve, så dit spørgsmål er ret åbent. Spørger du mig, er mit favoritområde nok Toscana, hvor jeg kunne tilbringe laaaang tid. Der er så mange fine små byer, men snyd ikke dig selv for Sienna, Pisa, og Firenze, som ligger indenfor en overkommelig afstand. Hvis du har mulighed, så lej en bil og kør rundt i bjergene og besøg de mange små (og store) fantastiske vinslotte.
    Min absolutte yndlingsby er Vendig. Nok vrimler den med turister, men gør dig selv den tjeneste at fare vild i de små stræder og gader. Gå uden formål og find et lille trattoria udenfor turistfælderne. Mød de lokale på vinbarerne og måske er du ligeså heldig som mig at blive inviteret indenfor i et gammelt ventiansk hjem. Det er seriøst som at gå mange hundrede år tilbage i tiden, og en oplevelse, du aldrig vil glemme. (Måske du også kan finde noget på Airbnb, hvis det er for grænseoverskridende!?
    Rom kan du nok heller ikke komme udenom. Ligesom Venedig er det som at træde tilbage i tiden. Også sammen med en masse andre turister, men bestemt oplevelserne værd.

    Når du rejser rundt i Italien, er det super let og billigt at tage toget, så det skal du bare kaste dig ud i. Er I flere, kan I naturligvis også leje en bil, hvilket også er til en overkommelig pris. Superidé når man kører på landet og i bjergene, men knap så praktisk i storbyerne, da man virkelig skal kunne tude i hornet og kaste sig hovedløst ind i trafikken.

    Skal du til Italien i vinterperioden, er det jo også oplagt med en skitur i Dolomitterne. Italien har faktisk nogle af de bedste pister, jeg nogen sinde har stået på, hvor især Valgardena kan anbefales.

    Håber du kan bruge dette til noget, ellers skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål.

    Kh Trine

Skriv et svar

Captcha loading...