Donna delle Neve

I SMUGLERNES FODSPOR TIL MONTE MORO PASSET

For mange år siden var denne tur til Monte Moro Pass smuglernes foretrukne rute, når de smuglede spiritus og cigaretter fra Italien til Schweiz. I middelalderen var det en velkendt handelsrute. I dag bliver den brugt til vandreture, og selvom den trækker tænder ud, bliver man rigt belønnet med den smukkeste udsigt over både Schweiz og Italien. Hele tiden har man også et øje på den turkisfarvede dam, Mattmarkstausee, der lyser op i det stenede landskab, og små, farverige, seje alpeblomster vrimler frem mellem stenene og sætter kulør på tilværelsen, mens man bander sig selv opad skridt for skridt.

 

E-BIKES ER ET HIT

Vi starter turen i Saas Fee på mountainbikes, som tager os ned af bjergvejen til Saas Almagell. Det er en lille vej, som mange gerne spadserer en tur på, enten for at nå restaurant Bodmen eller som forbindelsesvej mellem de to byer. Også i dag er der en del mennesker, og de springer forskrækkede til siden, når vi cykler forbi dem. Som om de aldrig har set en cykel før! Og vi forsøger altså virkelig at køre forsigtigt og lave larm, så de kan høre os. Det er en kort tur på 2,3 km, og det går nedad hele vejen, så vi når hurtigt frem til Almagell. Herfra begynder det til gengæld at gå hårdt opad med en højdestigning på knap 600m de næste 8 kilometer, og vi må trampe hårdt i pedalerne.

 

Almagell
Vejen fra Almagell til Mattmarksøen.

Heldigvis har vi været så snu at køre på E-bikes, ellers var jeg nok aldrig nået op! Det hjælper utrolig meget, men man skal også selv holde hjulene i gang, så for mig er det en helt perfekt opfindelse, selvom jeg ofte bliver mobbet med at have hjælpemotor på. Hvorfor forstår jeg virkelig ikke, for det er da bedre at komme af sted end slet ikke… Den lader jeg lige stå og vender tilbage til i et andet blogindlæg!

 

Mattmarksee
Vi parkerer cyklerne ved enden af Mattmarksøen. Herfra går det videre til fods.

 

VANDRETUREN SÆTTES I GANG

Fremme ved Mattmarksøen er målet endnu ikke nået. Søen er 4 kilometer lang, og for enden ligger udgangspunktet for vores videre færd i dag. Vi kører den smukke tur langs søen frem til Distelalp, får stillet cyklerne og pakket om, og så er vi ellers klar til en omgang bjergbestigning. Dagens endelige mål er Monte Moro passet, der ligger i 2870 meters højde. Navnet Monte Moro henviser til Saracentogene og betyder egentlig Maurer (“mørkhudede mennesker fra Nordafrika”). Saracenerne  kom til bjergene i Wallis for omkring 1000 år siden for at arbejde og indkassere told fra de rejsende mellem bjergpassene, og fik derved opkaldt passet opkaldt efter dem.

 

Monte moro
Lige på den anden side ligger Italien.

Monte Moro kaldes også “Saaserbjärg”, og har en stor lokalhistorisk betydning, fordi walliserne (fra kanton Wallis) i sin tid vandrede sydpå til det øvrige Europa via Monte Moro passet. Saaser er ordet for de indbyggere, der bor i Saastal som ligger i det sydlige Wallis; Saas Fee, Saas Almagell, Saas Ballen og Saas Grund. Senere blev det kendt som et klassisk smuglerpas, og i dag er det en del af turen, når man vil bestige Monte Rosa. Oppe fra selve passet går der en gammel skilift ned til den italienske by Macugnaga, men kommer man ned på den side, venter der en lang tur med tog og bus tilbage, så det holder vi os fra i dag.

 

 

Første del af turen går let og elegant over stok og sten. Stigningen er let og mild, og jeg tænker, at sådan kan jeg da sagtens gå hele dagen. Efter ca. en times tid når vi frem til Tälliboden, et sletteagtigt område, hvor vi slår os ned og spiser den medbragte madpakke. Den bedste del af alle vandreture, som min kæreste siger. Og selvom det “bare” er brød, pølse og ost, har han ganske ret. Det smager bare så meget bedre, når man har gjort sig fortjent til det ude midt i Guds frie natur. Vi finder en stor sten, der er som skabt til formålet, og nyder pausen, mens murmeldyrene laver fløjtekoncert omkring os for at advare hinanden om vores tilstedeværelse. Vi ser dog ikke skyggen af en eneste af dem, så de gemmer sig velnok godt i deres jordhuler.

 

Selvom jeg ser en smule mellemfornøjet ud, er det bestemt ikke tilfældet.

En hollandsk familie med far og to teenagedøtre passerer os prustende, og vi følger deres kamp i den sneklat, der ligger et stykke over vores hoveder. De kæmper en brav kamp, men den ene pige er slet ikke klædt på til vandring, så hun har det ikke let. Ikke fordi man behøver at have det store vandreskrud, men et par ordentlige sko og en vandrestav er uundværlige hjælpemidler på denne tur. Bedst som jeg tror, at de har givet op og vil vende om, får søsteren hjulpet hende med en stav, og sammen kommer de alle 3 i sikkerhed på den anden side, og det er vores tur til at lette rumpetten og traversere. Vi kan jo ikke holde pause hele dagen, selvom det kunne være dejligt. Det går bedre for os, der er vant til at bevæge os rundt i bjergene, og familien lader os passere forbi, mens de helt røde i hovederne forsøger at genvinde fatningen. Hatten af for at de prøver, men faren ser ud som om, han nu hellere vil være gået alene.

 

monte Moro
Stykket med sne er kort, men stejlt, så det er ikke helt let at kæmpe sig igennem.

 

 

IKKE LÆNGERE “A WALK IN THE PARK”

Og nu er det ikke længere a walk in the park. Den næste del af turen foregår mest på store sten og klippestykker, der ligger hulter til bulter, men hvor nogen har gjort sig den ulejlighed faktisk at lave en slags trappetrin af stenene meget af vejen. Sikken et arbejde. Det er hårdt, og nu kommer min krise snignede. I starten går det ok, men benene bliver tungere og tungere. Sveden driver ned af ryggen af mig, og jeg kæmper mig opad skridt for skridt. Der er ikke nogen chance for at give op og vende om, der er jeg alligevel for stolt, men indvendigt, – og udvendigt – bander jeg mig selv langt væk, fordi jeg ikke var så fornuftig at gå tidligt i seng i går aftes. Siger til min kæreste, at der nok ligger en flaske rødvin og svømmer rundt i begge mine ben, for jeg kan nærmest ikke løfte dem mere.

 

Monte Moro
Bjerget bliver mere og mere udfordrende, og nu er det ikke længere så let og ligetil som første halvdel af turen.

Prustende som en anden arbejdshest nærmer vi os dog passet med langsomme skridt. Skyerne begynder at trække sig sammen, og det bliver køligere og køligere, jo længere vi kommer op. Som de fleste pas der vender sydpå, er også Monte Moro passet kendt for dette vejrfænomen, hvor der om formiddagen ligger sig et tæt dække omkring toppen, når den varme luft stiger til vejrs og møder den fugtige luft, der kommer sydfra. I Saastalen har man en kæk bemærkning, der siger, at “det er italienerne, der koger spaghetti”. Vi får pludselig øje på damen, Donna della Neve (Snedronningen), eller Gyldne Maria som hun også kaldes, der hersker på toppen af Monte Moro passet, og nu går det pludselig en smule lettere med målet i sigte.

 

Monte Moropass
Gyldne Maria holder styr på passet.

Men først skal vi endnu engang gennem sneen. Denne gang er det et længere stykke, men knap så stejlt. Det går lettere, men jeg skøjter stadig rundt som en anden bambi, og får en del sne indenbords. Endnu engang takker jeg mig selv for at have taget stavene med, for de hjælper utrolig meget til at holde balancen på udsatte områder som dette.

 

Monte Moro
Gennem den sidste sne før vi næsten er oppe.

Den sidste del af turen er faktisk ikke den sværeste, selvom man måske skulle tro det. Pludselig vrimler det med mennesker, eller det vil sige en tistykker, heriblandt børn. Hvor kommer de mon fra, for de kan da ikke være gået herop? De kommer fra den italienske side, hvor de dovne kan tage liften hele vejen op til toppen og nyde udsigten, hvis de da ellers kan se noget i skydækket.

 

Monte Moropass
Der er hjælpemidler på det sidste stykke; trappetrin og kæder at holde fast i.

Næsten på toppen er der udsigt til både den schweiziske og til den italienske side, og Monte Rosas østvæg, tordner sig majestætisk op i landskabet. En lille sø har dannet sig, og det klareste blå gletsjervand stråler os i møde. Selvom man kunne være fristet til en kold dukkert efter dagens anstrengelser, er det dog frysende koldt, så i stedet tager vi en tynd jakke på. Temperaturen på toppen er faldet drastisk.

 

Monte Moroapass
Nederst til venstre i billedet kan man ane skiliften, der går ned til den italienske by Macugnana.

 

 

 

NU HAR JEG NÅET TOPPEN MOR

Men Madonnaen er klar til at tage imod os, og med sin altomfavnende moderkærlighed byder hun velkommen til toppen. Knæene ryster, og kroppen forsøger at fortælle, at alle energidepoter er tømte. Men lykken over at stå på toppen overdøver alle faresignaler. Vi er fanget i skydækket, men pludselig trækkes gardinerne til side, og vi får den smukkeste udsigt som belønning.

 

Monte Moropass
Endelig fremme ved Madonnaen

Vi får faktisk endda et øjeblik for os helt alene på toppen. Den følelse er svær at slå, for det er én, man virkelig skal gøre sig fortjent til. Og selv om jeg har kæmpet en hård kamp undervejs, er det (næsten) glemt nu. Neden under os ser vi den hollandske familie, som vi mødte tidligere. De har virkelige klaret den, selvom datterens hoved ser ud til at kunne eksplodere hvert sekund. Et par andre vandrere og turister kommer også op til statuen, og freden er forbi.

 

Monte Moropass
Øjeblikket og udsigten foreviges.

 

 

OG SÅ ER DER JO OGSÅ LIGE NEDTUREN

Nu skal vi jo så bare ned igen. Selvom det lyder som den lette del af turen, er det også noget af en kamp. De stejle klipper vrider knæene, og støddæmperne sættes på en hård prøve. Mine knæ er desværre ikke, hvad de har været, så det føles som syle, der borer sig ind i knoglerne. Det går dog en del hurtigere end opad, og snart er vi nede på plateauet, hvor vi spiste vores madpakker, og den værste del af turen er overstået. Herfra er der igen tid og overskud til at nyde udsigten og holde en lille pause.

 

Smeltevand fra gletsjeren løber i stride strømme.

Sikkert i havn er der dog også lige den lille cykeltur på ca. 15 kilometer, der skal overstås. Men det er næsten helt befriende at komme op på cyklen og lade benene få frit løb. Nedad går det så rasende stærkt, at tårerne triller, og angstens svedperler springer, mens bremserne hviner. Da det går opad igen, er det til gengæld i turbomode, så jeg ikke skal træde alt for hårdt i pedalerne. På restaurant Bodmen forkæler vi os selv med en panache (øl med sprite), som jeg ikke engang kan drikke halvdelen af, og en stor isdessert. Vi er så trætte, at vi ikke siger et ord til hinanden, men tilfredsheden er ikke til at tage fejl af. Sikken en dag!

 

 

DAGENS RUTE

Vi tog turen fra Saas Fee, men egentlig starter den “officielle” tur fra Mattmarksøen, hvorfor det er denne beregning, jeg har valgt at sætte ind:

Længde: 7,4km
Højdemeter opstigning: 721
Højdemeter nedstigning: 148
Højeste punkt: 2870 m.o.h
Laveste punkt: 2200 m.o.h
Tid: Ca. 3 timer (ekskl. frokostpause)

Vi brugte ca. 6 timer inklusive cykeltur og 2 spisepauser.

 

INTERESSERET I FLERE VANDRETURE I SCHWEIZ? SÅ LÆS MERE HER:

 

PÅ VANDRETUR I DET SCHWEIZISKE GLETSJER PARADIS

DEN DAG JEG (NÆSTEN) BESTEG ET BJERG

ALMAGELLERHüTTE

5-SEENWEG ZERMATT – EN VANDRETUR UD OVER DET SÆDVANLIGE

SAASER STEINWILDPFAD – PÅ JAGT EFTER STENBUKKE UDEN RIFFEL

 

En tanke om “I SMUGLERNES FODSPOR TIL MONTE MORO PASSET

Skriv et svar

Captcha loading...