The Great Ocean Road er ofte med på top 10 lister over verdens smukkeste kyststrækninger, og det er med høje forventninger, vi begiver os ud på en 2 dages tur med 243km x2 på snoede veje i sigte. Bilen er fyldt op med vandflasker og snacks, og vi sætter os godt til rette i sæderne, klar til at nyde den storslåede natur i den sydaustralske delstat Victoria.

 

Efter en hel del forvirring omkring hvor Great Ocean Road egentlig præcis starter og slutter, ruller vi nu ud fra Melbourne og triller afsted mod startpunktet Torquay. Hvad skal man se, og hvad skal man opleve undervejs udover de verdensberømte 12 Apostle – som nu er kraftigt reduceret i antal (ikke at de nogen sinde har været 12 i det virkelige liv)? Underligt nok er det svært at finde info i de medbragte guidebøger, og nettet er heller ikke til stor hjælp til kør-selv-ture, trods at køreturen er så berømt. Vi bøjer af ved en tankstation, hvor vi finder et lille informationscenter, der udstyrer os med nogle brochurer. Men selv ikke de er særligt behjælpelige (i modsætning til alle de fortrinlige gratis guider der findes alle steder i Australien). Men nåh ja. Der er jo kun én vej, så mon vi ikke finder ud af undervejs, hvad vi skal se.

 

Vejret viser sig desværre ikke fra sin bedste side, og vi lægger ud med kraftig regn og storm. Bølgerne står kæmpehøje og slår ind mod stranden, der bevæger sig side om side med vejen. Det er barskt. Det er vildt. Og det er helt ufatteligt smukt.

 

Med vinduesviskeren for fuld styrke slanger vi os mod vest. Vinden rusker i bilen, men alligevel vover vi engang i mellem at træde ud i forsøget på at få et godt billede. Det er svært, for regnen pisker ned over os, så i stedet forsøger vi at indånde den friske luft  – uden at drukne – der hvirvler om hovederne på os, mens vi tramper hårdt i jorden for ikke at blive skubbet i en forkert retning. Det minder mig om efterår på diget, hvor man virkelig mærker, at man lever. Landskabet er anderledes, men naturens kræfter er de samme.

 

 

GREAT OTWAY NATONALPARK

 

Vi kører gennem de fineste små surf – og fiskerbyer, og havde det ikke været for vejret, havde vi nok gjort en masse små stop. Det indbyder det desværre ikke til, så vi bliver sikkert i bilen og fortsætter vores færd. Et lille holdt bliver det dog til i Great Otway Nationalpark for at se Erskine Falls, der ligger en kort tur inde i landet ved byen Lorne. Et imponerende vandfald der absolut er et stop og en lille omtur værd.

 

Vi kører videre sydpå til Apollo Bay, hvor vi forlader den smukke kyststrækning og bevæger os ind i regnskoven. Det er smukt på en anden måde, og efter at have nydt vandudsigten omfavnes vi nu i stedet af grønne træer og planter, der tæt viklet ind i hinanden viser os vej gennem vildnisset. Uheldigvis kommer vi til at køre bagved en flok unge japanere, der nok har trukket kørekortet i en automat, og uden mulighed for at overhale snegler vi os af sted med 30 km i timen, mens vi bander og svovler og glemmer at nyde naturen. Der er dog ikke andet at gøre end at trække vejret dybt og vente på en overhalingsmulighed efter en halv times tid. Suk, Halleluja og Amen for tålmodighedstester.

 

Til gengæld er regnen stoppet, og der åbenbarer sig en vidunderlig udsigt over bakker og marker, da solen gør sit aller bedste for at trænge gennem de mørke skyer og dramatisk kaster sig ud i en dans om magten over de flaskegrønne områder.

 

Solen vinder denne omgang, og skyerne jages langsomt på flugt. Vi kører gennem det bakkede landskab, der sender flash-backs til den New Zealandske natur og langsomt flader ud, mens vi bevæger os frem.

 

 

TWELVE APOSTLES MARINE NATIONALPARK

 

Vegetationen bliver også mindre tæt, og snart kan vi dufte havet igen. Smagen af salt ligger på tungen, før vi rent faktisk kan se vandet, og begejstringen stiger igen. Vi gør et hurtigt stop ved Castle Cove og nyder udsigten, før vi fortsætter gennem landskabet, der nu er en mellemting mellem dyrkede og oversvømmede marker, og endelig når frem til Twelve Apostles Marine Nationalpark, hvor første stop er Gibson Steps.

 

Vi parkerer på toppen og går den korte tur ned ad trapperne for at ende på stranden, hvor bølgerne skvulper ind mod os. Der er heldigvis ikke højvande, så vi kan gå en lille tur på stranden og nyde farvedansen, der udspiller sig lige for øjnene af os. Man tror nærmest ikke på, at farverne i virkeligheden kan være så klare, men det er ganske vist.

 

Der er ikke så mange turister her, så i ro og mag nyder vi udsigten og suger indtrykkene til os, før vi begiver os videre mod turisthelvedet lige om hjørnet.

 

Allerede fra parkeringspladsen og på vej over mod de 12 Apostle fornemmer man turisternes kamp om den bedste udsigt. Der bliver brugt både albuer og selfiesticks i kampens hede, og vi får pænt besked på at flytte os, da en ung mand er ved at iscenesætte sig selv ud over et udsigtspunkt med den største selfiestang, jeg nogensinde har set,- og som jeg ikke engang anede eksisterede. Asiaterne er bare længere fremme, må jeg tørt konstatere, og vi går videre for at finde et udsigtspunkt, hvor vi ikke forstyrrer nogen. Eller nogen ikke forstyrrer os. Hvilket ikke er ret let.

 

Men udsigten er alligevel det hele værd. Trods busgrupperne der vælter ud og kæmper om den bedste kameravinkel, kan man ikke andet end at nyde naturens vidundere. Limstenssøjlerne har oprindeligt været forbundet med klipperne på fastlandet, men vind og vand har gennem årene skilt dem fra, først som huler, dernæst som “broer” (arches) for til sidste at ende som 45 meter høje søjler. Faktisk er de 12 Apostle i dag reduceret til 8, og der falder nok flere fra, efterhånden som de ikke kan modstå længere. Men gad vide om der måske alligevel ikke også kan komme flere til, hvis vandet får ædt sig længere ind i klipperne på kysten? Nedenstående billede kunne godt tyde på det…

 

 

PORT CAMPBELL NATIONALPARK

 

Men der er ikke kun de 12 Apostle at se på denne strækning, så vi river os fri fra udsigten og busgrupper for at køre videre til næste stop: “The Razorback”, der har fået sit navn pga. den takkede overflade.

 

De skarpe takker og hjørner på klipperne er skabt af vind og vejr, som har gjort klipperne hårdere på visse steder, mens de blødere steder så langsomt er eroderet væk gennem tiderne, og således har efterladt en ujævn overflade.

 

Selvom de 12 Apostle er højdepunktet på Great Ocean Road, er jeg faktisk nærmest mere fascineret over “The Razorback”, hvor lyset spiller en fanfare i duet med regnbuen på lydløs saxofon.

 

Sidste udsigtspunkt på dagens tur er Shripwreck Walk og Lord Arch Gorge, der, som navnet hentyder til, gemmer på en tragisk historie. I 1878 gik et skib på grund med 56 mand om bord. Kun 2 overlevede; den unge irske immigrant Eva og den unge skibslærling Tom der fik reddet hende i sikkerhed.

 

Der går en lille trappe ned på stranden, hvor man komme helt tæt på vandet og både se og høre bølgerne brage mod klipperne. Ikke svært at forstå hvor hårdt det må have været at kæmpe sig sikkert i land. Stranden ligger nærmest i en lille lagune, der stille vugger, mens vandmasserne kæmper en brav kamp om at komme gennem den smalle passage og buldrer løs på den anden side.

 

Mættet af natur og indtryk og til solnedgangens smukke orange farvelade sætter vi kursen det sidste stykke vej mod Port Campbell, hvor vi har lejet et motelværelse for natten. Byen ligger nærmest øde hen, men vi er da så heldige, at der er en pub åben, hvor vi kan få en øl og et måltid mad, før vi kravler til køjs. Trætte og mætte og begejstrede.

 

 

EN NY DAG GRYER

Vi vågner op til en smuk og solrig dag, og inden vi begiver os tilbage til Melbourne, er der lige et par udsigtspunkter mere, vi har planlagt at runde.

 

Ikke helt sikre på hvor de befinder sig, kører vi videre mod vest ind i Port Campbell Nationalpark, og der går ikke længe, før vi bliver belønnede med synet af “The Arch.”

 

En kort køretur mere og vi når frem til London Bridge. Navnet lever dog ikke helt op til sin betydning længere, da en sammenstyrtning i 1990 har afskåret halvdelen af “broen” med landjorden. Historien lyder, at 2 turister befandt sig ude på spidsen og derved også blev afskåret fra at kunne komme i land og måtte hentes af en helikopter. Som krølle på halen siges det desuden, at parret havde en affære, der således blev afsløret. Rygter eller ej, synet er ikke mindre imponerende, men faktisk, efter min mening, højdepunktet på Great Ocean Road turen, dels pga. den smukke udsigt og dels pga. at der ikke er nær så mange turister som ved de 12 Apostle.

Et sidste stop skulle egentlig have været “Grotto”, men pga. manglende kort og internet vælger vi i stedet at vende bilen og køre tilbage til Melbourne, da vi ikke ved, hvor langt væk, det ligger. (Ikke særligt langt viser det sig senere). Men selv af smukke udsigtspunkter kan man faktisk få nok, og mættede af indtryk kører vi mere end tilfredse hjem.

 

Er det så værd at placere Great Ocean Road over verdens 10 smukkeste kyststrækninger? Svært at sige, når man nu ikke har set dem alle, men jeg vil bestemt anbefale denne fabelagtige tur til alle, der kommer forbi Sydaustralien. Det er ganske enkelt kystnatur, når det er bedst. Hvorfor det så kaldes de 12 Apostle, når der aldrig har været flere end 9, må guderne vide. Eller hvis du ligger inde med et svar, så del det gerne.

Turen kan sagtens gøres på en dag (1 vej), men sæt hellere for meget tid af end for lidt, så der er tid til at gøre masser af stops. Afhængigt af årstiden kan du også være heldig at støde på pingviner, og selv gennem regnens tågede slør er jeg overbevist om, at de små byer undervejs er vidunderlige at overnatte i om sommeren. Til gengæld er der så nok også en del flere turister, men så må man jo vælge, hvad der er vigtigst…

 

TUREN VI KØRTE