Glampinglivet: ”Bliv ikke bange hvis du ser en frø i toilettet”, står der på sedlen. Jeg sidder allerede på toilettet. Er der en grund til at være bange? Nej står der jo. Jeg skyller ud og springer 2 meter i vejret. I toilettet hvirvler en frø rundt i udskylningen, og så snart chokket lægger sig, får jeg ondt af den lille fyr. Men det skal jeg ikke have, siger skiltet videre. For de er en del af økosystemet, og de er vant til at blive skyllet ud. De kravler bare ind igen.

GLAMPING I KARIJINI NATIONALPARK – WA

”Bliv ikke bange hvis du ser en frø i toilettet”, står der på sedlen. Jeg sidder allerede på toilettet. Er der en grund til at være bange? Nej står der jo. Jeg skyller ud og springer 2 meter i vejret. I toilettet hvirvler en frø rundt i udskylningen, og så snart chokket lægger sig, får jeg ondt af den lille fyr. Men det skal jeg ikke have, siger skiltet videre. For de er en del af økosystemet, og de er vant til at blive skyllet ud. De kravler bare ind igen.

 

DAG 1: Glamping & udforskning

Vi befinder os i Karijini Nationalpark, nærmere bestemt Karijini Eco Retreat, som er er opgraderet campingplads, der byder på begrebet Glamping. En overnatningsmulighed for dem der gerne vil overnatte i naturen, men som alligevel er for komfortable til at sove på en luftmadras i et lille telt. Lejren er lokalt ejet af Gumala Aboriginal Corporation, der repræsenterer 3 forskellige aboriginalgrupper i Pilbara regionen, og der er stor fokus på at holde alt så miljøvenligt som muligt. Det første vi får at vide er bl.a., at vi selv skal tage al vores skrald med ud af lejren igen.

 

Glem alt om dårlige luftmadrasser og liggeunderlag. På ecoresortet kan du sove blødt i en rigtig seng.

For teltet er ikke lille. Det er faktisk ret stort, og indeni står der en dobbeltseng, man kan sove sødt i. Sådan ser det i hvert fald ud. Og på siden er den ekstra luksuriøse del i form af bad og toilet i den næsten frie natur. Det tegner godt. Som de vaskeægte ikke-campister vi har vist os at være, ser dette virkelig luksuriøst ud.

 

Den miljøvenlige økolejr tilbyder forskellige overnatningsmuligheder lige fra medbring-dit-eget-telt, over opsatte dorm telte til mere luksuriøse private telte med og uden bad og toilet.

Vi er ankommet til lejren efter ca. 8 timers køretur fra Exmouth, og selvom vi er en smule rundtossede efter de mange kilometre, beslutter vi os for at se, hvad området kan byde på. Pigen i receptionen foreslår os at gå ned til ”deres” slugt for at se vandfaldet, som ligger bare 10 minutters gang fra teltet. I morges så hun emuer for første gang i området, fortæller hun, men ”hvis I vil se vandfaldet, er der en meget stejl vej videre ned i slugten.” Vi begiver os spændte af sted.

 

Joffre Gorge

Turen varer rigtig nok kun 10 minutter, og da vi kommer hen til udsigtspunktet, hvor vi for øvrigt ikke kan se noget vandfald, men høre det, åbner muligheden for at se nærmere på slugten sig. Tårnhøje rustrøde klipper omgiver os. På afstand ser de måske skarpe ud, men kanterne er runde og bløde. Lag på lag ligger de og udformer naturlige trappetrin, der langsomt fører os ned i dybet.

 

På vej ned i Joffre Gorge.

Vi begiver os ud i en seriøs omgang klatring på klippevæggene, der er betegnet som den sværeste kategori af hiking, inden det er nødvendigt at bruge hjælpemidler, nemlig kategori 5. Og ja, man skal koncentrere sig og møvre sig ned af og til, men kategorierne er nok lavet for en gennemsnitsturist med en gennemsnitskondition, for så er det heller ikke værre. Men udsigten er storslået, og vi nyder hver en meter.

 

Den første pool man kommer til i Joffre Gorge.

Da vi når ned til den lille pøl, der har samlet sig ved foden af klipperne, stikker vi tæerne i det iskolde vand. Man kunne måske godt tage en lille svømmetur her, meen det er nu alligevel at overdrive en god sag.

En mand på klippen siger, at det er ærgerligt, at vi har det helt for os selv, så der ikke er nogen til at tage et foto af os sammen. Jeg forstår ikke helt, hvad han mener. De er jo her, og han må da gerne tage et foto, hvis han har lyst.

 

Faktisk er vandfaldet så lille, at man ikke kan se det på billedet.

Vi drejer til venstre og kravler videre ad klipperne, til vi når et lille bitte vandfald. Normalt når man er på tur og har et vandfald som mål, ville man nok bliver skuffet over størrelsen, men ikke her. For det var faktisk turen herhen, der var det fantastiske. Klippevæggene omfavner os og dette lille stykke fredfulde naturvidunder. Det bedste er, at der næsten ikke er andre mennesker, så man kan nyde stilheden og naturen.

 

Joffre Falls

På vej tilbage ser vi to piger, der kravler den anden vej ind mellem klipperne. Det ser ikke rigtig ud til, at man kan komme videre, men de må have læst på lektien, for da vi følger efter dem, åbenbarer der sig pludselig et ”rigtigt” vandfald foran os. Det var altså det, manden mente, da han sagde, at ”vi ville være alene”.

Til lyden af vandfaldets plasken står vi i stilhed sammen med de 2 piger og beundrer skønheden. En følelse af velvære risler gennem kroppen, og det perfekte øjeblik synes at være lige nu. Naturen viser sig fra sin perfekte side, og det er svært at rive sig løs, men vi skal tilbage til vores telt, så vi kan få pakket ud, inden mørket falder på.

 

Solnedgang over Karijini Ecoresort

Efter en kold og meget velfortjent øl i solen er det tid til et brusebad. Eller det er i hvert fald planen. Fra fællestoiletterne ved siden af baren hviner en fransk pige højt ud fra bruseren. ”Merde”. ”Ce n’est pas possible”. ”Il froid”. Hun hviner ikke kun. Hun råber faktisk smerten ud. Jeg føler med hende, springer mit bad over og går møgbeskidt og svedig i seng efter aftensmaden. Er ikke lige så modig som hende.

 

Den smukkeste stjernehimmel åbenbarer sig og synet blandes med papegøjernes skrig. Stemningen er magisk.

De hvide papegøjer flyver sig en aftentur over lejren, mens de skriger deres hjerteskærende råb ud i luften. Eller er de lystige, og skrigende egentlig det modsatte af, hvad de lyder til at være? De flagrer rundt, og trætoppene tynges af deres vægt. De flyver videre i samlet flok, og jeg nyder synet og den øredøvende larm.

 

Udsigt fra det åbne badeværelse.

Teltet viser sig at være knapt så indbydende om aftenen som om dagen. Selvom vi har sørget for at lyne godt til, er der ikke nogen varmeblæser til at holde temperaturen oppe. Og selvom jeg ikke var modig nok til at gå glad i bad, kan jeg til gengæld prale af at have den bedste tandbørstningssolnedgang til dags dato i vores lille udendørsbadeværelse. Hvem kan så ønske og mere?

Rundt omkring os hører vi folk hviske i de andre telte. Nogle hviner af kulde og snakken spreder sig. Vi griner ubehjælpsomme og kan ikke helt finde ud af, hvilken følelse der skal hives frem af skuffen. Det er rasende koldt, og kroppens endorfiner springer i alle retninger. Lykkefølelsen er total, selvom temperaturen gør sit bedste for at få kål på den.

For vi nærmer os helt sikkert minusgrader, og blå af kulde kravler vi ned under dynen.

Eller dynerne. Eller bedre endnu: alle de mange lag af dyner og tæpper, vi har kunnet opstøve. Vægten er enorm, så kroppen bliver presset ned i sengen og med snuden kun lige over dynekanten, falder vi hurtigt i søvn. Så langt så godt. Rundt om os falder glampisterne også til ro. Klokken nærmer sig også 21.00, så det er vel på tide!?

 

DAG 2: Hiking i Karijini Nationalpark

 

Udsigt over Dales Gorge

Jeg vågner med en klaustrofobisk fornemmelse. Tyngdeloven presser mig ned i madrassen, og jeg kan nærmest ikke ånde. Min krop sveder, men mit hoved er en isblok. Panikken spreder sig. Jeg skal på toilettet, men jeg våger ikke at bevæge mig ud af sengen. Jeg ligger længe i mørket og forsøger at knibe både øjne og bækken sammen. Det er dog umuligt. Til slut må jeg dog overgive mig, men kulden gør, at jeg er hurtig som en ninja, og efter at have tisset isterninger finder jeg lynhurtigt tilbage til reden igen. Varmen er væk. Mine tænder klaprer, og jeg sover ikke resten af natten. Sådan føles det i hvert fald, men jeg har nået at drømme en hel del, så et eller andet sted uden for bevidstheden har jeg befundet mig. Måske var jeg ved at fryse ihjel, og det var mit liv, der passerede revy?

Træt og alt andet end veludhvilet er jeg dog ikke frosset ihjel. Faktisk er jeg ret meget i live, og det føler jeg også i min krop efter at have vendt og drejet mig hele natten på den hårde madras. Men jeg er ved godt mod. Den friske luft er fantastisk, og glampinglivet er lige mig. Sådan da. I hvert fald når jeg tænker på, at jeg havde regnet med at bliver genfødt som seriøs campist i en alder af knap 40 år, men hurtigt indså at det nok var en smule for sent at begynde på det liv. Så er glamping i hvert fald det næstbedste. Jeg er i naturen. Jeg lider med mine medfæller. Men jeg sover dog i en seng.

Med meget små øjne får jeg lavet en truckervask i kulden, mens morgensolen tappert forsøger at varme min forfrosne krop. Hurtigt kommer jeg i tøjet, og morgenmaden glider uden nydelse ned. Mad er næring her, ikke nydelse, hvilket den åbne bushrestaurant i går beviste.

 

I Karijini Nationalpark er det en stor fordel at have 4WD for at nå ud i alle afkroge. Men trods at vejene er uasfalterede, er de gode at køre på.

Men temperaturen stiger hurtigt, og vi er på vej mod næste eventyr: at udforske de mange slugte, der findes her i nationalparken. Eller i hvert fald nogle af dem. Op og ned det går i moderat tempo for ikke at bukke under for heden. Dagen er anstrengende og udfordrende, og naturens skønhed er overvældende og fantastisk. Vi er i paradis.

 

Læs mere om dagens oplevelser og hiking i Karijini NP her.

 

Endnu en smuk solnedgang over parken.

Vi er tilbage på campingpladsen ved 15. tiden. Fuldstændig udmattede, færdige og ovenud begejstrede efter dagens strabadser. Det var hver en anstrengelse og søvnmangel værd, men vi skal stadig holde ud et par timer, så vi ikke knuser søvnrytmen fuldstændigt ved at sove hele eftermiddagen.

Der er ikke så forfærdeligt meget at lave på glampingpladsen, så vi tager et velfortjent hvil før aftensmaden. Og efter gårsdagens erfaringer skynder vi os gå i bad, mens solen stadig er fremme. Det er faktisk ikke så slemt endda. Faktisk er det ret lækkert at stå der i naturen og lade dråberne varme kroppen. Vandet bliver opvarmet med solenergi, og hvert telt har eget arrangement. 4 minutter har du. Max. Men det er heller ikke nødvendigt med mere, for selvom solen stadig er fremme, blæser der en god vind gennem åbningerne, og badet er en frisk oplevelse. Sved og rustrød støv har lagt sig i et tykt lag på huden, og jeg tvivler på, at sko og tøj nogen sinde bliver rent igen, men i det mindste er kroppen nu skrubbet.

 

Det pbne køkken i outback restauranten.

Vi er sultne, så vi forsøger at lokke serveringen til at give os bordet en lille time, inden vi har reserveret, men det er et no go. Tiderne er nøje tilrettelagt, og selvom restauranten langt fra er fuld, må vi ikke ødelægge deres tidsplanlægning. Den slipper de dog alligevel ikke godt fra.

Men i aften er vi mere heldige med maden. Køkkenet har oppet sig, og selvom ventetiden er laaaang, får vi et dejligt måltid. De er kun 2 personer i køkkenet, og det er virkelig imponerende, hvor meget mad de får langet ud trods alt. Vi takker for showet og går i seng. Klokken er ikke meget mere end 20.00, men vi er trætte og falder hurtigt i søvn.

 

DAG 3: Canyoning “The Luncheon @ Junction”

Hancock Gorge

Natten er frisk, men langt fra så kold som gårsdagen. Faktisk får jeg sparket et par lag af ret hurtigt og kan sove uden at klapre tænder. Vækkeuret ringer allerede klokken 6.30, for i dag skal vi på endnu et eventyr; Canyoning i Hancocks Gorge. Selvom jeg glæder mig, er det svært at komme ud af de varme dyner. Der er dog ingen vej udenom, og sjældent har man set nogen komme så hurtigt i tøjet.

Vi mødes med vores guide fra West Oz Actice Adventure Tours kl. 7.30, og vi er heldige, at der i dag kun er 4 personer, der skal på tur. De sidste par dage har de været 12! Det ser dog ikke rigtigt ud til, at de sidste 2 dukker op, men de får en chance, for de har måske sovet over sig?

Det har de ikke. Men de har ikke sovet, for de har skændtes hele natten, fortæller manden, efter de vinkende drøner ind på parkeringspladsen et kvarter for sent. I stedet for at undskylde forsinkelsen meddeler han, at de lige vil tage et bad, før vi skal af sted. Vi står målløse med åben mund og polypper. Er han seriøs? Ja det er han, men heldigvis samler vores guide sig hurtigt og får ham på bedre tanker. Vi er allerede forsinkede, og nu skal vi af sted. Basta.

 

Tubing og klatring gennem Hancock Gorge.

 

Det bliver en uforglemmelig dag med både canyoning, rapelling, klatring (gisp!), forcering af vandfald og tubing. . Læs meget mere om det her.

 

Sjældent har jeg været så fysisk, psykisk træt, begejstret og ovenud glad på samme tid. Det har været en uforglemmelig dag, hvor vi har besøgt afsides liggende steder, som få mennesker får lov at besøge. En natur så vidunderlig vild og smuk. En verden hvor der åbner sig den ene storslåede udsigt efter den anden, når man runder det næste hjørne. Hvad venter der mon? Spændingen og de fysiske udfordringer var totale.

Om jeg så skulle sove på jorden i nat, er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil sove som en sten. Men det skal jeg ikke. Jeg føler mig som en prinsesse i den dejlige seng, og jeg sover også som en. Temperaturen er steget endnu mere, og der er ingen istapper i miles omkreds.

 

DAG 4: Farvel & tak

 

Solopgang i teltet.

Vi vågner op til en smuk silhuet af et træ og bevidstheden om, at det er tid til at tage afsked med glampinglivet. Jeg kysser frøen farvel og vinker til papegøjerne. Det er nok desværre ikke et på gensyn, men det har været et eventyr, der nu er lagret i min hukommelse til evig tid.

 

Således ser en bil ud efter 4 dage i Karijini nationalpark.

En tanke om “GLAMPING I KARIJINI NATIONALPARK – WA

Skriv et svar

Captcha loading...